Danmarks Breve

LEHNSBARON Henrik Stampe til Baronie...

s. 1 LEHNSBARON Henrik Stampe til Baroniet Nysø (fd. 1794, dd. 1876) gjorde paa en Rejse i Italien Bekendtskab med Christine Dalgas. Hendes Fader, den reformerte Præst i Fredericia Jean Marc Dalgas, var død 1811, og hendes Moder, Mariette Aldebert, var død 1813. Men i Italien boede to af hendes Brødre, Jean Antoine Dalgas, der var Købmand og dansk Konsul i Neapel, og Christian August Dalgas, der var Købmand og dansk Konsul i Livorno. Jean Antoine Dalgas, som er Fader til Hedeselskabets administrerende Direktør, havde lært Handelen hos sin Morbroder Aldebert, der var født i Erlangen, men Købmand i Liverpool eller i London; paa en Rejse til Hjemmet i Moderens Dødsaar var han bleven forlovet med Johanne Thomine Stibolt, der var Datter af en dansk Søofficer. 1819, da hans Forretning i Neapel var kommen i god Gang, hentede han hende, og navnlig i de følgende 11 Aar førte de et lykkeligt Liv. Da Syditaliens Skønhed drog mange betydelige danske Rejsende til sig, og den danske Konsuls Hus altid var aabent for dem, fik Familien mange Venner iblandt vort Fædrelands ypperste Mænd. s. 2 C. Hauch har givet dette Ægtepar og deres Hjem i Neapel et smukt Eftermæle; i et afgørende Øjeblik af sit Liv fandt han baade hos Dalgas og hans Hustru kærlig Deltagelse og forstandig Hjælp. N. L. Høyen tilbragte 1827 »mangen en Time i Dalgas gæstfri og vakre Familie«. H. N. Clausen fandt paa sin Udenlandsrejse i dens Kreds »et hjemligt Fristed i den larmende Omgivelse«. »Den lille Cirkel,« skriver han, »virkede paa mig med stærk, maaske uforholdsmæssig stærk Tiltrækningskraft; de Dage lode sig snart tælle, hvor jeg ikke tilbragte der flere eller færre Timer; men vist er det, at enhver Nydelse, som her strømmede i fuldt Maal ind paa mig udenfra, forhøjedes i overordentlig Grad ved Meddelelsen i den venlige Kreds. Da jeg skiltes fra den, kunde jeg mindst have Anelse om, i hvor nært og kært et Forhold den unge Pige senere som gift skulde træde til mig og mine i Hjemmet. Susette Dalgas blev Fru Schouw, Hustru til min nærforbundne Ven; i en Række af Aar vare vi endogsaa Husfæller i København (i Krystalgade), og Forholdene, under hvilke det første Bekendtskab var gjort, beholdt deres Betydning for os begge.« Det er Joakim Frederik Schouw, Clausen her nævner, den bekendte Naturgransker og indflydelsesrige Politiker. Han holdt i Konsul J. A. Dalgas’ Hus 1827 Bryllup med Søsteren Susette, der var fulgt med til Neapel 1819. Har Susette, som J. A. Dalgas’ Søn har udtrykt sig, været dennes »kæreste Søster«, saa har Christine været »den mest begavede« af alle hans Søstre. Hun blev ligelededes baade forlovet og gift i Broderens Hus i Neapel og hun har under sit Ophold i Syden indledet det Forhold til vor store Billedhugger, som fremfor alt har gjort hendes Navn uforglemmeligt. Hun er født den 20. April 1797 og døde 5. Maj 1868.

Det var den 16. September 1838, at Flaget paa Nikolaj Taarn forkyndte Københavnerne, at Fregatten »Rota« var i Opsejling med Thorvaldsen ombord. »I samme Nu« — s. 3 fortæller Johanne Louise Heiberg i sine Erindringer — »styrede saa godt som det hele København ud paa Toldboden, hvor de festligt smykkede Baade fra de forskellige Komitteer med deres Vimpler og Blomsterguirlander, Sangere og Musikkorpser, alt laa parate. Og Øjeblikket, da Skibet ankom, og en pragtfuld Regnbue viste sig paa Himmelen, og Menneskemassen, og Sangene, der bleve afsungne, og de smykkede Baade med Herrer og Damer i deres brogede Dragter, vare højst imponerende. De talrige Baade med Blomster og brogede Flag lignede store, svømmende Blomsterbuketter — og nu han, som var Centrum for alt dette, den ædle Skikkelse med sit blottede Hoved, hvorfra det smukke, hvide Haar flagrede i Vinden — alt dette tilsammen var i Sandhed et ophøjet Syn, som enhver, der var tilstede, følte sig grebet af. Saa snart Thorvaldsen steg op i den Vogn, der skulde bringe ham til Charlottenborg, hvor en Bolig var indrettet for ham, bleve Hestene spændte fra Vognen, og Folket trak ham til Charlottenborg under idelige Jubelraab. Den uhyre Menneskemasse fyldte hele Kongens Nytorv og de tilstødende Gader og vilde ikke bortfjerne sig, før Thorvaldsen havde vist sig paa Charlottenborg Altan, for at de kunde bringe ham den sidste Hyldest. Man fortalte iøvrigt, at den menige Mand, kendte saa lidt til Thorvaldsen, at endogsaa hans Navn var dem vanskeligt at beholde, og at der flere Gange var bleven raabt fra Torvet: Konferentsraad Tordenskjold frem! Dette Navn kendte de. Med blottet Hoved traadte han ud paa Altanen, hilsende med den ædle Holdning, som var ham egen, og da først fjernede Mængden sig lidt efter lidt. Der blev nu gjort Gilde paa Gilde, og alle kappedes om at fetere den hjemkomne.«

Det var for at komme ud af den Festtummel, der omgav ham i Hovedstaden, at Thorvaldsen, som i Vinteren 1838—39 ofte havde besøgt Baron Stampes i København, tog imod deres Indbydelse til at rejse med dem til Nysø s. 4 i Juni 1839. Det var hans Tanke, at han der skulde have bedre Ro til at arbejde end i København; men foreløbig blev der ikke noget af. Først gjorde han, som man kan se af Ingemanns Brev til Grundtvig af 16. Juni 1838, en Udflugt med Stampes til Sorø, og siden rejste han med dem over Kiel til Altona, og da de over Lybek vare komne til København, gik Turen nordpaa til Helsingør, Helsingborg, Ramløsa, Kullen og Kulla-Gunnarstorp, endelig over København til Møen. Her var Thorvaldsen med ved Festen paa den gamle Købmand Hages firsindstyvende Aarsdag, inden han efter et Besøg paa Klinten atter kom til Nysø.

I Stege var Oehlenschläger bleven hyldet af Studenterne sammen med Thorvaldsen i en Sang, og det var ved den Lejlighed, at han — mulig med en Skelm bag Øret — sagde til Digteren: »Har du skrevet den Sang?« — Paa Nysø skulde de to Stormænd mødes med Grundtvig.

Tiden, da Thorvaldsen gjorde den beskrevne holstenske og svenske Rejse med Familien Stampe, var bleven nyttet til Opførelsen af et lille Atelier i Haven ved Nysø. Den Tanke paatrænger sig uvilkaarlig, at det ved hans Komme til Nysø i Juni Maaned har vist sig, at der i den store smukke Hovedbygning ikke var noget Rum, som egnede sig særligt godt til Atelier for en Billedhugger, og at den kunstelskende Familie har faaet ham ud paa den omhandlede Rejse for at vinde Tid til at indrette »et grundmuret Lysthus med Overfalds-Lysning«, der kunde passe til en Arbejdsstue for Kunstneren. Da man spurgte Grundtvig om et passende Navn til »Thorvaldsens Lysthus«, svarede han straks: »Enten netop dette, eller, naar man ikke bryder sig om, hvad prosaiske Folk vil sige om det: Vølunds Værksted«, — og Valget faldt paa det sidste. Grundtvig blev anmodet om at forfatte en Sang til Indvielsen, og det, at Oehlenschläger skulde være til Stede, gav ham dobbelt Lyst til at følge denne Opfordring. s. 5 Her skal Sangen meddeles tilligemed hans Indledning til den.

»I denne ny Bygning, vel opført i flyvende Fart, men ej, som Aladdins-Borgen, af tjenstagtige Aander, ej med mindste Krav paa Rang iblandt de Kunstværker, hvortil den skulde tjene, i dette Lysthus, der laaner hele sit Værd af den danske Grund, der bærer, og det venlige Lys, der gennemskinner det, og venter, ligesom Leret, al sin Glans af de Mesterhænder, hvori det lægges; her synes Velkomstsangen unægtelig at burde være saa klar og simpel, at den ingen Fortale behøvede; men dog tør jeg sige, der er meget, som taler til min Undskyldning, naar Sangen, jeg har gjort, ej kan forstaas af sig selv. Man har nemlig paa islandsk en ældgammel Sang om Vølund eller Vaulunder, den mytiske Kunstner i Norden, som, da han engang var trælbundet, gjorde sig Vinger og fløj som en Fugl i Luften, og ham maa jeg da nødvendig tænke paa baade først og sidst, naar jeg betragter Thorvaldsen, ogsaa af islandsk Herkomst, i hvem man vel maa sige, Kunsten atter følte sig trælbundet, men gjorde sig Vinger til Fugleflugt. Men hertil kommer endnu, at af det gamle Vølunds-Kvad udsprang ved dette Aarhundredes Begyndelse, omtrent jævnaldrende med Thorvaldsens Jason, Adam Oehlenschlägers herlige Vaulunder-Sage, og ved den var det især, Nordens Oldtid aabnede sig for mig, ikke som en gammel, mølædt Bog, eller som et Gravkammer med en smuldrende Askepotte, men som et stort og betydningsfuldt Kæmpeliv, saa naar jeg i Sangen spiller paa de gamle Strenge, og kalder Thorvaldsen Vølund Vingesmed og Oehlenschläger Brage Bænkepryder, da er det ingenlunde for at bryste mig og plage andre med Billinger af Nordens Mytologi, men fordi Nordens Kæmpeaand virkelig i Thorvaldsen og Oehlenschläger brød sig en ny Bane, allerede vidtberømt ved deres Kæmpeskridt. Det er altsaa i Grunden mit ramme Alvor og en simpel s. 6 historisk Sandhed, blot i poetisk Form, at Vølund og Brage fra den aabne Begravelse i de islandske Skrifter stod i Danmark lyslevende op, og nu tør jeg haabe, De hverken finder Sangen mørk eller den lyse Formodning urimelig, at saaledes vil efterhaanden alle Nordens gamle Halvguder rejse sig iblandt os og med nyt Storværk stadfæste og forklare deres gamle Eftermæle!«

En Bavtasten sig hæver prud af Havet,
en Bavtasten fra Nordens Gudeold,
der hviled den, højtidelig begravet,
i Ringebrynje sid, med Hjelm og Skjold;
paa Bavtastenen vrimle Dværgeruner,
i Krans af Asalivets Billedskrift,
med Tegn til mer end tusende Basuner
for Oldtids Glans og Gudernes Bedrift.

Der slumred Vølund, Kunstens Alf i Norden,
i Kredsen af det prude Heltekuld,
berømt fra Alpefjæld til Issefjorden
for Værk ej til at veje op med Guld;
trods Vingerne, han smedded sig med Snilde,
saa højt de bar ham over Hav og Fjæld,
han sank dog under Muld, da Nornen vilde,
og Støvnaturen kræved streng sin Gæld.

Vidunderlig sig vende Livets Strømme
paa Tidernes det store Verdenshav,
saa hvad der sværmede i Oldtids Drømme,
i Nyaarstiden rolig sig begav:
skrinlagte Asamænd og Vanadiser
fra Islands Klint flød op paa Danmarks Kyst,
og vaagned der ved nye Kæmpeviser,
hvor under Bøgeløv er lunt og lyst!

Forkommen kun, som alle sine Frænder,
var Vølund Vingesmed af Frost og Kuld,
og tøet op var knap de valne Hænder,
før brat sig røbed Kunsten underfuld
ti Fingre mindes, hvad de fordum gjorde,
som Brage-Tunger deres Vuggesang,
s. 7 og Nordens Vølund kom igen for Orde,
saa vidt som Fuglen fløj, og Harpen klang!

Han bygte sig en Hal bag Alpefjælde,
et Valhal under Sydens Himmel blaa,
hvor alle Tiders Dejlighed og Vælde
livagtig man igen for Øjne saa,
fra Sangens »Jason« ned til »Aleksander«,
fra »Guttenberg« op til »Napoleon!«
Saa »Dag og Nat« og »Liv og Død« sig blander
ved Trylleslag af Nordens Kunstnerhaand.

Paa Danmarks Kyst vi bygte ham en Hytte,
i Lindelæ med faver Blomsterkrans.
Vil Vølund Vingesmed sin Kunst indflytte,
fremtrylle i den Asalivets Glans?
Hvad ser vi! Ham, al Verden os misunder,
fordi han vaagnede ved Danmarks Bryst,
og sander smilende: man sødest blunder,
man blidest lever dog paa Danmarks Kyst!

Og se, hvad sjælden saas paa hele Kuglen:
hos Kunstneren med trofast Kærlighed
sig hæver af sin Aske Føniks-Fuglen,
og med ham flyver Vølund Vingesmed!
I denne Hytte mangt et Mindebæger
skal Efterslægten tømme ud med Lyst
for Vølund-Thorvaldsen og Oehlenschläger,
som kasted Oldtids-Glans paa Danmarks Kyst.

Det har været mærkeligt at se Thorvaldsen, Oehlenschläger og Grundtvig samlede til Indvielsesfesten af »Thorvaldsens Værksted«, som man nu læser over Døren til den lille Bygning, der ligger indenfor, men lige ved Slotsgraven, som deler Nysø Have i en indre og en ydre Del. Men der var iblandt Gæsterne endnu en Mand til Stede, som maaske mere end nogen anden glædede Thorvaldsen med sin Nærværelse. Det var en norsk Præst Pavels, der havde været Skibspræst paa Fregatten Thetis, da Thorvaldsen 1797 sejlede med den til Italien, og de havde ikke s. 8 set hinanden, siden den unge Kunstner ved Malta forlod Fregatten for at begynde sit mærkelige Liv i Rom. 1)

Sidst i Juli begyndte Thorvaldsen at arbejde i det ny Værksted. Han tog fat paa et Billede af Holberg til Sorø Akademi; derpaa gav han sig til at modellere Oehlenschlägers Buste og siden sin egen Portrætstatue, støttende sig til Haabet. Efter hvad Fru Heiberg fortæller, og det stemmer godt nok med Oehlenschlägers Erindringer, har det trukket i Langdrag med at faa Billedet af Digtervennen færdigt, og han har flere Gange i Breve mindet Thorvaldsen derom. »Jeg holder af ham,« sagde denne til Fru Heiberg, »men hvor er han dog forfængelig. Da jeg sidst var paa Nysø, fik jeg Brev om dog at gøre Alvor af det med at modellere hans Buste! Dog den Orm have vi jo alle, nylig greb jeg mig selv i det samme. En Dag paa Nysø, som jeg stod og arbejdede paa min egen store Portrætstatue, kom atter et Brev fra Oehlenschläger i samme Anledning; da jeg saa, hvad Brevet indeholdt, kastede jeg det hen paa Bordet; men i samme Øjeblik sagde jeg til mig selv: Du er jo i alle Maader lige saa gal som han; staar du ikke her og arbejder paa dit eget Billede paa samme Tid, som du bebrejder ham, at han ønsker sit foreviget. Jeg smed Mejselen og kunde ikke arbejde mere den Dag.«

Hvad der dog særlig optog Thorvaldsen paa Nysø, er hans bibelske Billeder. Basreliefferne »Indtoget i Jerusalem« og »Vandringen til Golgata«, der pryde Frue Kirke, høre til den første Tid, da han brugte det ny Værksted.

Da han arbejdede paa det sidstnævnte af disse Kunstværker, traadte H. C. Andersen, der var hans Ven fra Rom, en Morgen ind i Værkstedet. »Sig mig,« sagde s. 9 Thorvaldsen saa, »finder De, at jeg har klædt Pilatus rigtig paa?« — »De maa ikke sige noget til ham,« raabte Baronesse Stampe, som stadig var hos ham, »det er rigtigt, det er fortræffeligt! gaa Deres Vej!« Thorvaldsen gentog imidlertid sit Spørgsmaal. »Nu vel,« sagde saa Andersen, »da De spørger mig, »saa maa jeg svare Dem, at jeg rigtig nok synes, at Pilatus der mere er klædt paa som en Ægypter end som en Romer!« — »Synes jeg det ikke selv!« sagde Thorvaldsen og greb med Haanden ind i Leret og sønderrev Figuren. »Nu er De Skyld i, at han har ødelagt et udødeligt Værk!« raabte Baronessen. »Saa kan vi gøre et nyt udødeligt Værk!« sagde Thorvaldsen i muntert Lune og formede Pilatus, som han nu staar paa Basreliefet i Frue Kirke.

H. C. Andersen har fortalt dette i sit Livs-Æventyr 1) uden nogen Bemærkning. Naar det er gengivet i J. M. Thieles Værk »Thorvaldsen i København« (S. 81), da kan man ikke godt andet end at stille det sammen med, hvad samme Forfatter senere skriver, at Thorvaldsen paa Nysø arbejdede »som man rigtignok siger, — under en vel stærk Tilskyndelse udenfra« (S. 152), og at han 1841 »efter den travle Virksomhed paa Nysø synes at have villet udhvile lidt i København« (S. 154). Efter Festerne i København søgte han Hvile paa Nysø, og efter Arbejdet paa Nysø søgte han Hvile i København.

Det kan jo nu gærne være, at Baronesse Stampe stundom har tilskyndet Thorvaldsen vel stærkt. Men det er saa ikke andet, end hvad man altid vil opleve, at ivrige Folk kan forivre sig. Efterslægten maa sikkert være hende taknemlig, som Thorvaldsen selv var det, fordi hun opmuntrede ham til den forunderlige rige Virksomhed, han kom til at udfolde i sine sidste Leveaar. Sin Tak udtrykte han 1840 i det Basrelief, hvor han afbildede sig s. 10 selv ved Modellerebordet i Færd med at gøre en Skitse til Apostelstatuen Andreas; han hviler, medens han taler med Husets Frue, som sidder hos og synes at have læst for ham; den yngste Datter klynger sig op til Moderen, som for at bede om noget, medens den ældre, som staar bag hendes Stol, synes at ville henlede Kunstnerens Opmærksomhed paa sig; bag ved Thorvaldsen paa Gulvet staar hans Forraad af blødt Ler i en Bøtte, under det vaade Klæde, og af dette Ler har den lille Dreng taget en Klump og deraf dannet sig en Skaal. Et Sidestykke til dette Basrelief er det, hvori han har fremstillet Husfaderen paa Nysø i Færd med at aftørre sig efter Badet, den yngre Søn, som ogsaa har været ude i Stranden, men med sin Hest, og den ældre, der med sin Hund kommer fra Jagten og viser sit Bytte.

I det sidste af de nedenfor meddelte Breve fra Steffens vil man finde hans Skildring af, hvordan Baronesse Stampe paa den omhyggeligste Maade søgte at yde den store Kunstner, hvad Hjælp han behøvede. Steffens havde selv været Vidne til det.

Det var til Christian den Ottendes Kroningsfest, at han var indbuden som Deltager. Thorvaldsen skulde ogsaa være Majestætens Gæst, men undslog sig. Han holdt personlig meget af Frederik den Sjette, der vel ikke var nogen Kunstkender, men heller ikke gav sig ud for at være det. Om hans Efterfølger sagde han derimod til Fru Heiberg: »Han vil være Mæcen for Kunst og Videnskab, og hvad har han saa gjort for dem? Mine stakkels Billeder, som jeg skænker mit Fædreland, staar her endnu i deres Kasser, fordi de ikke kunne faa Tag over Hovedet, før der møjsommeligt er tigget Skilling paa Skilling, uagtet jeg ogsaa hertil har givet en ikke ubetydelig Sum. Prale med mig og mine Værker for Udlandet, det kan han, det vil han, paa samme Tid som baade jeg og de ere ham ligegyldige. Og saa tror han, at man skal føle sig rigelig s. 11 lønnet, naar han tilsiger en til sine kedsommelige Tafler, hvor man undertiden blot kommer for at pryde hans Bord.« »Ved Kroningen,« fortalte han videre, »skulde jeg da og være med. Jeg svarede Nej. Skulde jeg nu, som en anden Nar, skaffe mig og iklæde mig Ridderkostume; nej, det vilde jeg ikke.«

Da Steffens ikke traf Thorvaldsen ved Festen, opsøgte han ham paa Nysø. De havde som ganske unge Mennesker mødtes i Borups Selskab. Hvad Fornyelsen af dette Ungdomsvenskab havde at betyde for Steffens, aflægge hans Breve mange Vidnesbyrd om. Foruden dem til Baronesse Stampe foreligger der et, trykt hos Thiele, som han den 18. September 1840 skrev til Thorvaldsen: »Kiære Thorvaldsen 1 Du veed — hvorledes skulde Du ikke have mærket det? — at jeg, min Kone og Datter, holde de Timer, vi tilbragte med Dig, for de fortrinligste, herligste paa vor Reise. Med hvilken uhyre Kraft har Gud begavet Dig, at Du, i Din høie Alder, ikke alene er hiemme i Gudernes, men ogsaa i de christelige Aanders Verden, at et høiere Liv uophørlig fremvælder af Din skabende Haand, at Du, endnu paa Dine gamle Dage, tør vove at fornye en Kunst, som kun i svage Efterlignelser kom tilsyne i Aar. hundreder, ja — siden Grækernes herligste Tid forsvandt! — Bestandig svæver denne Fylde af herlige Gestalter som en Drøm for min Siæl! — Du kommer dog til Berlin? Vi vente Dig med Længsel. Kongen kommer i Overmorgen, og ham finder Du her. — Det skulde ikke smerte mig, om dette Brev ikke traf Dig i Kiøbenhavn, men paa Veien hertil. Dersom Du ikke er reist og kunde, blot med et Par Linier, lade os vide, naar Du kom og i hvilket Hôtel, Du vilde boe, saa gjorde Du os en stor Tieneste. — Jeg beder Dig hiertelig at hilse den elskværdige, fortræffelige Baronesse fra os alle. Jeg er hende et vidtløftigere Brev skyldig og vil opfylde min Forpligtelse. Gud velsigne Dig for de skiønne Dage, Du skænkede os. Din troefaste Steffens. «

s. 12 Det var kun tre Dage, de to Ungdomsvenner vare samlede. Thorvaldsen udførte en Portræt-Medaljon af Steffens, som viser et ejendommeligt kraftigt Ansigt. Baronesse Stampe havde sørget for, at Steffens ogsaa kunde være sammen med Grundtvig og Oehlenschläger i hendes Hjem. Den sidstnævnte har fortalt om det i sine Erindringer og bemærket, at Steffens ved Bordet holdt Forelæsninger, som hverken behagede Grundtvig eller ham. »Mit Forhold til min gamle Ven var forunderligt; han sprang rent over de 37 Aar, vi havde været adskilte, og talte altid med mig som med sin Skolar fra 1803.« Det fortælles, at Thorvaldsen skal have tysset paa Oehlenschläger, for bedre i Ro at høre paa Samtalerne imellem Grundtvig og Steffens, 1) — og dette kan stemme godt med, at Digteren har følt, at man ikke viste ham Agtelse nok. At Grundtvig ikke var tilfreds med Steffens’ »Forelæsninger«, mærkede denne ret godt, som man kan se af hans Breve.

Naar man tænker paa dette Møde imellem Steffens, Thorvaldsen, Oehlenschläger og Grundtvig i 1841, eller paa Mødet mellem de tre sidstnævnte 1839, da ligger det nær at sammenligne Forholdene i Weimar og Jena i Slutningen af det attende Aarhundrede. Da stod Goethe og Schiller som gode Stalbrødre, og en ung Slægt af Digtere (Tieck og Hardenberg), Tænkere (Fichte og Schelling) og videnskabelige Granskere sluttede sig nær til dem. Det var dette, Steffens havde faaet saa stærkt et Indtryk af, da han 1798 kom til Jena paa sin store Udenlandsrejse. I vort Fædreland var, som Grundtvig slog paa ved Indvielsen af Thorvaldsens Værksted, fra Hundredaarets Morgen begyndt et mægtigt aandeligt Røre; men først havde det mødt stærk Modstand; siden havde der været voldsomme Kampe imellem Førerne. Men ved Thorvaldsens Hjemkomst var det, som alle skulde mødes endrægtigt. Grundtvig, der var kommen den s. 13 akademiske Ungdom nærmere, siden han i Sommeren 1838 havde holdt sine verdenshistoriske Foredrag, skulde sejle Thorvaldsen i Møde paa »Digterbaaden« sammen med Oehlenschläger, Heiberg, Andersen og flere; Videnskabsmænd som Schouw og Clausen og Statsmænd som J. Collin og A. S. Ørsted vare lige saa ivrige som nogen af Digterne for at hylde den Kunstner, der var hele Fædrelandets Stolthed. Mon det ikke har slaaet Steffens, at det, han nu saa i Danmark, kunde ligne, hvad han havde mødt i Tyskland i sin fejreste Ungdom?

Hvad Thorvaldsens daglige Liv paa Nysø angaar, da er det oftere fortalt, at han gærne spillede Lotteri om Aftenen, og at han var meget glad ved at vinde nogle Kobberskillinger. Han morede sig ved at høre Oehlenschläger læse en Komedie af Holberg, og i Tusmørket, naar Familien sad i den aabne Havestue, kunde han komme stille hen og klappe Andersen paa Skulderen: »Faa vi Smaa et lille Æventyr!« I Slotsgraven ved Siden af Værkstedet svømmede Svaner, og naar Thorvaldsen vilde hvile fra sit Arbejde, gik han udenfor og gav de stolte Fugle Brød. Hans nøje Kendskab til disse Dyr fra Nysø Have har sat Frugt i flere af hans Kunstværker. Hinsides Slotsgraven er der et Anlæg i fransk Stil med klippede Hægge. Længere ude kan man finde en Plads, hvor der er Udsigt til den nære Præstø Bugt. Badehuset derude har Thorvaldsen ogsaa benyttet og — efter hvad Andersen fortæller — engang, da han havde dukket sig i Bølgerne, slaaet Hovedet saaledes imod Badehusdøren, saa det sortnede for hans Øjne: »Var jeg besvimet, saa kunde De maaske have fundet mig derude drive om paa Vandet!«

I August 1840, ikke længe efter Steffens’ Besøg paa Nysø, stillede Borgerrepræsentationen i København pludselig Opførelsen af Museet i Bero, og det vakte stærk Misstemning hos Thorvaldsen, der straks efter rejste til København. Der har været Øjeblikke, hvor han har været s. 14 i Tvivl, om han virkelig skulde give alle sine Skatte til sin Fødeby. I et af Steffens’ Breve vil man finde Linjer, der stamme fra den Misstemning, som nu raadede paa Nysø. Imidlertid faldt Københavns vise Fædre til Føje, og Kongen rejste til Nysø for at se Thorvaldsens derværende Arbejder. Den store Kunstner slog sig til Ro, og først i Forsommeren 1841 gjorde han Alvor af at rejse til Rom, men nu for at ordne Hjemsendelsen af de Kunstsager, han havde i Tiberstaden.

Det kongelige Dampskib »Kiel« førte den 25. Maj Baron og Baronesse Stampe og nogle af deres Børn tilligemed Thorvaldsen fra Præstø over til Warnemünde, og derfra fortsattes Rejsen med Baronens Befordring lige til Italien. Det var en mærkværdig Rejse. Thiele har fortalt om Festerne i Berlin (29. Maj—6. Juni), Dresden (12. Juni), Leipsig (Mendelsohn-Bartholdys Musikfest), Frankfurt a. M., Mainz (29. Juni til 3. Juli), hvor Thorvaldsen vilde se sin »Guttenberg«, Stuttgart (6.—9. Juli), hvor hans Schiller-Statue var rejst, München (13.—21. Juli), hvor Rytterstatuen var rejst for Maksimilian I, og hvor unge Kunstbrødre, synes at have været overordentlig heldige med den dramatiske Festforestilling, der gik ud paa at afgøre, hvilket Land eller hvilken Stad Thorvaldsen tilhørte — hans »Christian IV.« førte Danmarks Sag, »Guttenberg« Mainz’s, »Schiller-Statuen« Stuttgarts, den ridende »Maksimilian« Münchens o.s.v. — det endte med den Dom af Jupiter, at han tilhørte den hele Verden. I Schweits opholdt Selskabet sig flere Uger og naaede først Rom ved Midten af September.

Thiele har derimod ikke fortalt om Baron Stampes store Rejsevogn med de fire Heste for, hvor Thorvaldsen og Baronessen sad paa Hovedsædet, medens Baronen og en af hans Døtre havde deres Plads lige over for, og en Datter med Lærerinden sad paa Tjenersædet. Det fortælles, at Baronen selv tit vandrede ved Siden af Vognen. Det har lettet Rejsen overordentligt for Thorvaldsen, at han s. 15 helt igennem kunde gøre den som Medlem af en Familie, der kun tænkte paa at gøre det godt for ham, og der er al Grund til at være Baron Stampes taknemlig, fordi de blev nede i Rom til Juni 1842, saa at Kunstneren i denne lange Tid kunde fortsætte det Familieliv, hvorved han befandt sig saa vel, men som i Grunden var noget nyt for ham. Det har da maaske ikke blot været det Savn, han følte, da hans Kunstværker vare bragte ombord paa Fregatten Thetis, men ogsaa det, som fulgte med et fornyet Ungkarleliv, der gjorde, at han søgte at naa Livorno inden Skibets Afgang, og da dette ikke lykkedes, vovede den overordentlig anstrengende Rejse med Deligenser og Rindampere fra Marseille til Altona paa 14 Dage; man kan ikke nok prise den danske Kvinde, Frederikke Wallich, som tog sig af ham under denne besværlige Færd. Den 24. Oktober 1842 kom han til København og kunde den 25. lade sig Museums-Bygningen forevise.

Slutningen af dette og Begyndelsen af næste Aar tilbragte han atter paa Nysø, og der fejrede han sin sidste Fødselsdag 19. November 1843; men han havde nu ikke længere sin Bolig der saa stadigt som tidligere. Imidlertid kom han ogsaa i København til Baron Stampes, der havde Vinterværelser i Kronprinsessegade, og hos dem spiste han den 24. Marts 1844 sammen med Oehlenschläger, H. C. Andersen, Sonne og Constantin-Hansen. Den Aften døde han, straks efter at han havde taget Plads i Teatret. —

Da jeg i sidste Efteraar gæstede Nysø og havde den Glæde at se, hvordan man ikke blot havde bevaret Kunstskattene og Værkstedet med Thorvaldsens Statue, men ogsaa det franske Anlæg i Haven, saaledes at man levende kan sætte sig ind i, hvordan der saa ud, da Stedet vandt sit historiske Navn, fik jeg ogsaa Lejlighed til at se de Breve fra H. Steffens, som jeg nu efter Aftale med Ejeren, Lehnsbaron, Kammerherre H. Stampe, skal offentliggøre; men særligt glad blev jeg ved at se et Brev, som den s. 16 daværende Dronning Caroline Amalie har skrevet til Baronesse Stampe, 4 Dage efter Thorvaldsens Død. Jeg kan ikke slutte denne Indledning bedre end ved at gengive nogle Linjer af dette Brev:

»Tilfulde føler jeg det uendelige Savn ved Bortgangen af den Elskelige, De for en stor Del havde gjort Dem til Livs-Opgave, at pleje og opmuntre paa hans gamle Dage; men tillige maa Bevidstheden virkelig at have opnaaet dette skønne Formaal være saare lønnende og trøstende! Hele Danmark, ja hele den cultiverede Verden vil velsigne Nysøes elskværdige Besiddere, der ved at skaffe vor Thorvaldsen et glad Hjem hos Dem, bidroge allermest til at hans Aand beholdt sin hele ungdommelige Friskhed lige indtil Enden. Derfor lad nu Deres Dronning tale den Velsignelse over Nysøe: At dette Sted, som det var blevet vor hedengangne Heros’s lykkeligste Ophold, ogsaa for Fremtiden maae blive, baade Vugge og Tilflugtssted, for alle ham lignende Aander! Det give Gud! — Thorvaldsens Død er en Smerte giennem alle Hjerter; men denne Smerte, dette Savn kan blive os til tusindfold Vinding, hvis den virkelig begeistrer os til stor og ædel Bedrift! Hans sidste Værk, hans Svanesang, den guddommelige Herkules, var mig som et Varsel om en stor, en herlig Fremtid for vort elskede Danmark.«

H. Steffens, hvis Breve her meddeles, døde 13. Februar 1845.