Danmarks Breve

BREV TIL: Karen Sophie Stein FRA: Johan Carl Hendrik Theobald Stein (1856-10-27)

Florentz, d. 27. Oktober 1856.

»Naar I, mine kære Forældre, har dette Brev i Haanden, staar jeg i Rom, i den By, hvortil mine bedste Forhaabninger knytter sig. Saa er det, at det gælder at præstere noget godt, men jeg haaber det ogsaa . . .«

REJSENS Maal var Italien og særlig Rom. Til Byen paa de syv Høje droges fra det attende Aarhundredes Midte Kunstnerne fra alle Lande som af en magnetisk Kraft. Det var ikke alene Byen med Oldtidens Mindesmærker og med Vatikanets tavse Sale, hvor en Verden i Marmor talte Antikkens Sprog til dem, der kunde og vilde forstaa, men det var Pavernes maleriske Rom med de okkergule Palæer omgivne af sorte Cypresser under den altid blaa Himmel, med de store grønne Haver, hvor Fontænerne evigt brusede og rislede, og med de stille Gader og mægtige aabne Pladser, hvorover Obeliskernes sorte Slagskygger s. 30 flyttede sig som lange Visere i den klare Sol, og i denne skønne By bølgede Livet med ganske anderledes Farve og Glans end i det mørke og kolde Norden. Det var det Sted, om hvilket allerede Sergel havde skrevet, »at Rom er Kunstens eneste sande Hjem, hvor Kunstneren bør fødes, leve og dø, og hvor han nyder den højeste Kunstnerlykke, den ej at kunne gøre et Skridt uden at finde en vis fornuftig Grund for sine Drømme om at være Kunstner — thi alle Europas andre Lande ere barbariske«, og Carstens sagde til den preussiske Minister, at han foretrak at leve fattigt i Rom frem for et surt Liv i Norden. Om Livet i Rom havde de ældre Kamerater blandt Kunstnerne fortalt saa meget, og det var jo her, at Thorvaldsen en Menneskealder igennem havde levet og skabt sit vidunderlige Ry. For en Billedhugger maatte Italien og Rom derfor dengang være Maalet og burde maaske være det endnu, thi, som Julius Lange siger, »Sydens Sol har der fra Oldtiden skabt og skaber bestandig skønne Eksemplarer af Menneskeheden i alt det Mennesket

FR. HERTZOG.
Hirschsprungs Museum.

s. 31 har tilfælles med Planten, og Interessen for menneskelig Skønhed er der en Magt, som har slaaet dybe Rødder og har en ærværdig Historie«.

Rejsen gik over Berlin og Wien, hvor Theofilus Hansen besøgtes, til Venedig. Hans Rejsefælle var Billedhuggeren Hertzog. Rent bortset fra, at selve Rejsen dengang var temmelig besværlig, var det at rejse med Hertzog ikke helt let. Dennes udprægede Økonomi og uhyre Grundighed forenedes sommetider paa en noget anstrengende Maade. I Venedig var han saaledes ikke at form aa til at benytte Gondolerne, idet han havde regnet ud, at man kunde komme alle Vegne gaaende. Følgelig vandrede han med et lille bitte Kort over Byen i den ene Haand og en Loup i den anden fra Gadehjørne til Gadehjørne og studerede sig saaledes møjsommelig frem gennem alle Venedigs Krinkelkroge med en Hale af Gadeungdom efter sig, og hans unge Rejsefælle maatte følge med. Over Bologna naaede de Florens og herfra tog de pr. Vetturin til Rom, og Allerhelgensdag d. 1ste November 1856 naaede de den evige Stad og tog ind i Via Ripetta hos Maleren Thorald Læssøe.

I Italien opholdt STEIN sig i 3 Aar, og dette Ophold fik stor Betydning for ham. Han nød Italiens Natur og Kunst som noget lyst og skønt og herlig, hvorover Solen skinnede glad. Han udførte en Række smukke Arbejder, der alle blev solgte og vakte Interesse for ham som Kunstner. Han levede et muntert Samliv uden økonomiske Sorger med den talrige danske Koloni, og han syntes, at Lykken havde kronet alle hans Anstrengelser, da han i 1858 kunde holde Bryllup paa Kapitolium med sin Forlovede LAURA DREWSEN, Adoptivdatter af Kammerraad DREWSENS Enke paa Strandmøllen.

I den følgende Brevveksling mellem ham og Hjemmet paa Lampevejen afspejler hans Liv og hans Person i disse Aar sig klart.