Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Carl Hendrik Theobald Stein FRA: Ferdinand Meldahl (1875-11-12)

d. 11te November 1875.

»Kære Ven.

Bryd Dem ikke om den Ondskab, som Blade hjemme spy ud. Det maa De nu være kommen ud over. I vore smaa Forhold vokser al Art Gift frodigt op. Sørg blot for, at De ikke læser slige Smørerier. Paa den Maade bærer jeg mig ad, og saa gaar man trøstig løs paa sit Arbejde med ærlig god Vilje til at arbejde efter bedste Evne. Det er ogsaa den bedste Maade at drille Pakket paa«.

Kong Skjold.

Denne maskuline Tankegang var for Vennen som et hærdende Bad i kolde klare Vande.

Med stor Flid, en Flid, som varede hele Livet og som kun kendte korte Hvilepauser, kastede STEIN sig over Arbejdet efter Hjemkomsten fra Italien. Fra Aaret 1860 skriver sig »Kong Skjold« i Marmor til Frederik den VII, og en stor Gruppe »Loke og Sigyn« til Kunstmuseet. Den gik til Grunde ved Christiansborg Slots Brand i 1884. Fra de følgende Aar foruden en Række Portrætbuster af saa forskellige Personligheder som Prinsesse Alexandra og Grevinde Danner, Statuetter af Niels Juel og Tordenskjold til Frederiksborgmuseet, en »Justitia« til Randers Raadhus, og det smukke Relief »Aarstiderne, der bringer Jorden deres Gaver«, der findes paa Jægerspris.

Om Frederik den VII og Grevinde Danner fortæller han følgende s. 61 lille Episode: »Grevinde Danners Buste blev udført i Kongens private Malerisamling paa Christiansborg Slot. Grevinden var meget konverserende, men hendes Opmærksomhed var dog stadig henvendt paa en Dør i Tapetet, og da hun hørte nogen røre sig udenfor, løb hun hen og aabnede den, og der stod Hs. Majestæt i allerhøjeste Person, pustende af de mange Trapper. Han havde en Løbefrakke paa, rød Fez og en lang Merskumspibe i Munden. »Kom og sæt dig, du er saa forpustet«, sagde Grevinden, idet hun pegede paa en Lænestol, der stod foran Busten. Kongen var rar og venlig, og da han havde genvundet sit allerhøjeste Vejr, bemærkede han: »Det er ikke Grevindens Næse, nu skal jeg vise Dem dens Facon«, hvorpaa han tog en lille Notebog op af Lommen og tegnede to parallele Streger, der forneden endte i en Slags Triangel. »Se saadan ser Grevindens Næse ud«. Hendes Naade bad for sin Næse, men Hs. Majestæt bemærkede: »Det er let nok at gøre din Næse køn, Louise, men saa ligner den ikke«. Busten er nu i Marmor paa Jægerspris.

Loke og Sigyn.

Efter Hjemkomsten fra Italien indtræder der en væsentlig Forandring i Arten af STEINS kunstneriske Produktion. I Italien havde han kunnet vælge sine Opgaver selv, og den tidligere s. 62 nævnte Række af fritstaaende, delvis nøgne Figurer af unge Mænd og Kvinder, var fremstaaede som Udtryk for hans individuelle Kunstopfattelse, men efter Hjemkomsten som gift Mand og Familieforsørger bød Nødvendigheden ham i langt højere Grad at søge Bestillinger, og dette vilde atter sige, at hans kunstneriske Arbejde fra i det væsentligste at have sysselsat sig med fritvalgte Opgaver førtes over til at beskæftige sig med bundne, udefra stillede Opgaver, nemlig Portrætbuster og Portrætstatuer, hvor Kravene om Lighed og Nøjagtighed i Klædedragt og Skikkelse stilledes som ufravigelige Betingelser hvor uforenelige de end var med Plastikens elementære Krav. Her-

NIELS JUEL.

s. 63

ved blev Datidens Billedhuggeres Stilling vanskeligere end den havde været for den tidligere Generation, thi de nu rejste Krav om Lighed og Nøjagtighed i den ydre Skikkelse var tidligere kommen i anden Række, idet Billedhuggerkunstens Opgave da opfattedes som værende at give et Idealbillede, ikke et Fotografi af Modellen, med samt hans Bukser og Hat. Som Eksempel kan nævnes A. S. Ørsteds Monument i Ørstedsparken, udfort af Bissen, hvor den berømte Retslærde er fremstillet i romersk Toga, og oplysende herom er det ogsaa, at da Thorvaldsen s. 63 skulde udføre Potocky’s Statue og sogte Underretning om Potocky’s Udseende hos hans Enke, sendte denne ham vel et Portræt, men opgav iøvrigt kun som Vejledning, at han skulde udføre »en idealsk skøn Mand af heroisk Vækst, der nærmest var at ligne ved den belvederiske Apollo«. Det er klart, at for Billedhuggerkunsten, hvis Forudsætning efter Antikens Forbillede er det nøgne menneskelige Legeme i dets Kraft og Skønhed, var det Nittende Aarhundredes lange Bukser og sorte Frakker et daarligt Bytte for den belvederiske Apollo, og at Kunstnerens Opgave blev næsten umulig overfor en saadan Model. STEIN, der havde Øjet aabent for det farlige og med Plastikens Væsen uforenelige i den alt for nøjagtige Kopiering af Modellen, hævdede altid, at en Statue er noget ganske andet end et nøjagtigt Aftryk i Bronce eller Sten af en Person, og at det, for at et Kunstværk kan fremkomme, er

Aarstiderne, der bringer Jorden deres Gaver.
Jægerspris.

s. 64 nødvendigt, at Kunstneren bearbejder sine Indtryk efter Naturen, glemmer og forbigaar, hvad der bør glemmes og forbigaas, og fremhæver, hvad der bør fremhæves. Han kom imidlertid til at leve i en Brydningstid, hvor Antikens Opfattelse af Plastik, som prægede de ældre Billedhuggere, mødtes med den moderne realistiske Skole, paavirket af fransk Kunst, hos den yngre Generation, og denne Brydning lader sig tydeligt spore i hans Produktion, der efter Hjemkomsten fra Italien strakte sig over et Tidsrum af over 40 Aar fra 1860 til 1901, og som udtrykt i Tal langt overgaar alle de samtidige danske Billedhuggeres, idet den tæller ikke mindre end 58 Statuer og Statuetter, derunder alene i København de store offentlige Monumenter over Holberg, Niels Juel, Carstens, Suenson og Tesdorpf, 46 Basrelieffer, 133 Portrætbuster, hvoraf over Halvdelen er udført i Marmor eller Bronce, 59 Portrætmedailloner, foruden Udførelsen af Kopier af en Række af Thorvaldsens Arbejder, derunder Daabsenglen to Gange og den kolossale Kristusfigur fra Frue Kirke til Amerika. At han desuden har udført Skitser og Udkast i Hundredevis, skal kun nævnes. En Samling af disse sidste findes i Hirschsprungs Museum. Med rette skriver han selv om sin Livsgerning: »Hvad man end vil mene om den, Flid tror jeg ikke nogen skal frakende mig«. Ved Bedømmelsen af hans kunstneriske Virksomhed er denne Brvdningstid, hvori han levede, af stor Betydning. Hans Talents Oprindelighed og Styrke maales af det Omfang, i hvilket det kunde lade sig paavirke af de nye Strømninger og Maaden, paa hvilken dette skete.

Dreng med Vandkrukke.

s. 65 I hans huslige Liv var der imidlertid indtraadt en stor Forandring, idet han kort efter Hjemkomsten fra Italien mistede sin Hustru. Fra alle Sider vistes der ham den største Deltagelse, og følgende smukke Brev fra Fru Jerichau fortjener at bevares:

»Kære Stein. At sige et Trøstens Ord, naar Sorgen er saa stor som Deres, er ikke muligt, det ved jeg, dog maa jeg skrive Dem disse Linjer for at sige Dem, hvor inderlig jeg, hvor inderlig Jerichau føler den Smerte, som Gud har paalagt Dem ved at have løst dette Kærlighedsbaand til Deres elskelige unge elskede Hustru saa kort Tid efter at have forundt Dem den Lykke at finde hverandre. At Begravelsen fandt Sted den 11te fik vi først at vide samme Dag, derfor saa De os ikke i den højtidelige Time, derfor kommer ogsaa denne Krans, som minder om Kristi Lidelser ved Løvets Navn, først efter Begravelsen. Vil De, naar De besøger den elskedes Grav, lægge den derpaa og derved tænke paa Deres inderlig deltagende Venner
J. A. Jerichau og Elisabeth Jerichau.«

For at adsprede sig deltog han i Sommeren 1863 i Naturforskermødet i Stockholm, hvortil han havde modtaget en Indbydelse. Han fortæller om en Tur til Gripsholm, hvortil Mødets Deltagere var indbudte af Kong Karl den XV, at da Damperen nærmede sig Landgangsbroen, saa man i dens Nærhed kun en enkelt Person med en graa Cylinderhat. Det var selve Kongen, der greb hver enkelt Gæsts Haand eftersom han steg i Land og ligesom halede ham ind. Udenfor Slottet i Parken var det store Sexabord arrangeret; vor nuværende Enkedronning løb som en lille hvidklædt Pige rundt mellem Gæsterne, og Manden med den graa Hat stod i en Gruppe af disse med hævet Champagneglas og improviserede paa Vers over et Emne, som den danske Professor Holten paa hans Anmodning opgav ham. Denne kongelige Improvisator imponerede i høj Grad de danske Gæster. Ved Midsommer var STEIN atter tilbage paa Lampevejen hos Forældrene og Brødrene. I Nærheden i Falkoneralleen paa »Teglgaarden« boede dengang Professor, Forstdocent Hansen med sin Hustru omgivet af en stor Børneflok. Her mødte Lykken ham paany. Derom fortæller han i sine Erindringer: »De to ældste Børn, Louise og Sara Fallesen, var Døtre af Fru Hansens første Ægteskab med Professor, Forstdocent Fallesen. De var Veninder med min afdøde Hustru og derved havde jeg gjort Bekendtskab med Familien; men ikke alene fælles kære Erindringer ledte stundom min Gang til »Teglgaarden«, saa at mit Hjerte bankede i hurtigere Takt, naar den dukkede frem bag s. 66 Alleens Træer — det var den smukke, fine, yndefulde Sara, som jeg haabede at faa at se og tale med. Saaledes kom jeg derhen en smuk Sommeraften, det var den 31. August 1863, Professoren var paa Udflugt med Forststuderende. Vi spadserede i den smukke Have, og Fruen viste mig dens Herligheder, men jeg var distræt og brydende overtværs spurgte jeg ligefrem, om Frøken Saras Haand og Hjerte var frit. Med sit tækkelige Smil svarede hun: »Det kan De jo selv spørge hende om«. Kort efter var min Lykke for Resten af Livet gjort og Arm i Arm gik vi hen til de andre. Aldrig er en Svigersøn bleven kærligere modtaget af sin ny Familie end jeg«. Brylluppet stod den 12. November 1863 og i Januar 1864 rejste de Nygifte til Rom.

Rejsen var besværlig. Over Storebelt maatte de gaa med Istransport og Turen varede syv Timer. I Slesvig var Vejene opfyldte af Tropper, der drog mod Dannevirke, og ved Slien saa de lange Rækker Soldater, der savede Vaager i Isen. Straks ved Ankomsten til Rom indløb Budskabet om Dannevirkes Rømning og Stemningen var hele Vinteren meget trykket blandt Skandinaverne i Rom paa Grund af den ulykkelige Krig; men Rom var dog altid Rom. Endnu laa de store Villahaver inde i Byen uden at være kvalte af store Nybygninger, og i Brevene hjem dvæles stadig ved »de dejlige romerske Haver«, og endnu var Rom Pavens Rom, hvor den katolske Kirke herskede med maleriske Optog paa Gaderne og alle de kirkelige Ceremonier for Offentlighedens Øjne.