Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Johan Carl Hendrik Theobald Stein (1887-05-12)

Firenze, den 12. Maj 1887.

»Klokken 9 i straalende Vejr fyldtes Pladsen foran Kirkens Forside med Masser af Mennesker, hvoriblandt store Afdelinger Militær, der dannede Espalier. Lige for Kirken og støttet til Baptisteriet var den kongelige Loge eller Tribune rejst, dekoreret med rødt Fløjl. Til begge Sider og sammenhængende med den var mindre lignende, for de indbudte, derunder Folk som undertegnede. Kl. 9½ spillede Musiken op af alle Kræfter, ikke den vi kan om de gamle Ægyptere, men en stemningsfuld Krigsmusik, hvorpaa en Afdeling glimrende Cuirrasserer, der straalede i Solen, kom galopperende, og derpaa de kongelige Vogne med de røde Liberier. Der var jublende Haandklap og Tilraab, da Majestæterne steg ud, og gennem Baptisteriet bestege Tribunen. Alle Huse og Paladser paa Pladsen var prydede med grønne Guirlander og Blomster, der fulgte Arkitekturen lige op til Taget. Af alle Vinduer hang

A. I. CARSTENS.

s. 98

prægtige Tæpper ud, og bag dem stod paa Balkonerne de skønne i Florentz. Nu sænkedes ganske sagte de store Lærreder, der dækkede Facaden, og efter et Kvarterstid var den afsløret. Musiken spillede, alle klappede i Hænderne, og mange Hundrede Duer, sendte fra hele Italien, fik paa engang deres Frihed fra den nederste Del af Giottos dejlige Klokketaarn ved Siden af Facaden. Deres Vingers Basken og Hændernes Klappen overdøvede næsten Musiken. Det var ganske prægtigt. Kirkens Døre gik nu op, og der indenfor stod Ærkebiskoppen med hele hans Clerus, som derpaa skrede ud paa Pladsen paa den brede Trapperepose. Her blev en Stol hensat, hvorpaa han derpaa tog Plads med Tiaraen paa Hovedet og Krumstaven i Haanden, med Ansigtet mod Kirken. Efter Sang af Præsterne rejste han sig, tog Vievandskosten og gik tre Gange frem og tilbage med sit Følge tæt inde ved Kirkemuren, som han besprængte med Vievand. Højtideligheden var nu forbi, og de

VALDEMAR SEJR.

s. 99 TESDORPF. Landbohøjskolen.

13

s. 100 Kongelige tog afsted hilst af Haandklap. Man faar Indtrykket af, at det fra gamle Dage er et betydeligt Folk, disse Italienere, ogsaa uden for Kunsten. Klokken 2 var jeg til »Te deum« i Kirken, der var oplyst af Hundreder af Lysekroner med Vokslys og hvor Altret straalede af Lys. Dog formaaede de alle kun at virke som en Dekoration, der tog sig festlig ud, thi Lyset fra de farvede Ruder og Lyset, der strømmede ind af de store aabne Midterdøre, blev Sejrherre. Jeg havde en udmærket Plads tæt ved Altret. Musiken var øredøvende og Sangen simpel Korskraal, men det fik jo en Ende, hvad der var godt. Om Aftenen var Byen illumineret efter en storartet Maalestok. Tusinder af elektriske Lamper var anbragte overalt. Hvor Italienerne dog ere godmodige Folk. Selv i det umaadelige Hurlumhej paa Gaderne i denne Tid mærker man ingen Raahed eller Puffen. Kuskene jage knaldende i et væk og raabende gennem Gaderne, disse ere ofte smalle og uden Fortoug,og naar det lykkes Folk at springe af Vejen i rette Tid og undgaa Overkørsel, hvad de alle gør, saa le de og more sig. En dansk vilde raabe »For Satan« o. s. v. og tænke paa Politi.«

Bakkus med Panter. Hirschsprungs Museum.

s. 101 Fra Florens tog han til Carrara for at besøge Professor Lazzerini, der ejede store Marmorbrud der. Herfra skriver han: