Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Johan Carl Hendrik Theobald Stein (1887-05-17)

Carrara, 17. Maj 87.

»Nu er jeg da ude af den Tummel i Florentz og sidder her, hvor jeg med Kys og Omfavnelser modtoges af Lazzerini. I Morgen begynder jeg paa en Buste af Datteren Marietta, som er køn og elskværdig. I Gaar kørte jeg med Lazzerini til »la marina«, Udskibningsstedet ved Middelhavet, en Milsvej fra Carrara. Det gjorde godt at se det blaa Middelhav. Her er ophobet saa meget Marmor, som jeg aldrig har set før. Marmor og altid Marmor. Et Areal som Kongens Nytorv et Par Gange er bedækket med Marmorblokke og gennemsavede Plader saa langt Øjet naar. Carrara er en lille By med ca. 10,000 Indbyggere, helt omgivet af Bjerge, der naa op i Skyerne. Alle disse Bjerge er Marmorfjelde, bevoksede med grøn Vegetation, og kun enkelte smaa skallede Pletter, der skinne hvide, forraade de kolossale Marmorbrud, som allerede Oldtiden benyttede, og som aldrig vilde kunne udtømmes. Den Trøst har vi

Satyren og Slangen. Hirschsprung's Museum.

s. 102 Billedhuggere da i alle Tilfælde. Hele Byen bestaar af Værksteder, og alle Vegne fra høres Hamrenes Tikken og Pikken paa den klangfulde Sten. Lazzerinis Værksteder er store og Arbejdet ogsaa godt, dog ikke den sidste Udførelse. De er dog kun Haandværkere. Her er dejlig italiensk hernede, og Luften velgørende, skønt Solen nu begynder at skyde med varme Pile.«

Amor og Psyche. Hirschsprungs Museum.

I 1889 rejste STEIN for sidste Gang til Rom. Denne Rejse blev en Skuffelse for ham, idet han Gang paa Gang maatte sige: »Ak hvor forandret«. Det eneste Sted, hvor han fandt Stemning og en Slags Hygge, var paa den protestantiske Kirkegaard ved Cajus Sestus Pyramiden, hvor han saa den lange Række Grave, der gemte Landsmænd, med hvem han i gamle Dage havde delt Italiens Vin og Solskin. En enkelt af dem traf han endnu i Live, men som en Skygge af sig selv. Det s. 103 var gamle Ravnkilde. Han traf ham en Aften i et Osteri ved Fontana Trevi. Han sad ganske alene ved et lille Bord med Haanden under Kinden. Med et træt Smil rakte han Haanden ud og sagde: »Er Du der?« Paa ham kunde man om ikke af andet se, at det Kunstnerliv i Halvtredserne, der stod i Mindets Glans, nu kun var en sørgelig Ruin mellem alle de andre.

Lazarus i Abrahams Skød.