Bobakken, d. 13. Juli 1892.
»Uden Æventyr, der kan gøre den fjerneste Fordring paa Omtale naaede vi Helsingør. Jeg noterer kun en agtværdig Bøf paa Skibet. Sammen med Assessor Lautrup og hans Kone tog vi en dejlig Tur til Nakkehoved. Da Kongefamilien var ved Nakkehoved, indskreve samtlige Medlemmer deres Navne i Fremmedbogen, hvilke Fyrmesteren dog snedigen straks skar ud for at ikke andre skulde gøre det, og han forundte os at se dette Aktstykke. Man skal skrive sit Navn, sin Stilling og sin Bolig. Øverst stod saa ogsaa aldeles korrekt: Christian, Konge, Bernstorf, og dernæst: Alexander, Csar, Petersborg osv. Vi skrev ogsaa vore berømte Navne og bad Fyrmesteren endelig passe paa, at de ikke blev stjaalne, men at vi kunde finde dem ad Aare. Fuldmaanen lyste pænt for os paa Hjemturen, og det var altsammen saare godt. I Aften skulle vi en lille Svip til Hornbæk (tænk paa Ewalds Fiskere), ogsaa uden dem er der dejligt med meget Vand og meget Sand. Imellem dette sidste vil jeg snuse efter min gamle Stiftsprovst eller ad libitum Biskop Rothe, som skal stikke derude, og som jeg skal modellere. Ogsaa den gamle Ploug pløjer Hornbæks Sandmarker. Jeg holder dog af Ploug, ikke naar han er grov, men naar han er Digter. Gamle Fyrmester Faber, hvem hele Beplantningen paa Nakkehoved skyldes og det hele smukke Anlæg (fra 1824 -44), ligger begravet deroppe i en tidligere Kæmpegrav. Ploug har skrevet et Par Linjer paa Graniten, der lyder saaledes:
Kæmpegraven gemmer hans Støv;
Klintens Tinde,
hegnet af Lund, skygget af Løv,
er hans Minde.
Se, det er smukt i al sin Simpelhed. Ja, min kære Søn, nu vil jeg slutte. Dels vilde det ikke være værdigt for os to at dvæle ved ringe Ting og Personer, og dels skylder du mig en ufyldt Side i dit Brev.«