Danmarks Breve

IV. »Labore et coeli favore.« DE føl...

s. 69

IV.

»Labore et coeli favore.«

DE følgende 20 Aar fra 1870 til 1890 betegner den virksomste Periode i Steins Liv, idet han i disse Aar var optaget af Udførelsen af en Række store offentlige Monumenter. Kingos Monument i Odense og Slangerup, Holberg foran Det kongelige Theater, H. C. Andersen i Museet i Odense, Niels Juel ved Holmens Kanal og Carstens foran Glyptoteket foruden Suensons Monument i Nyboder og Tesdorpf i Landbohøjskolens Have. Han og Vilhelm Bissen blev de mest benyttede danske Billedhuggere i Aarhundredets sidste Trediedel, idet Jerichau mere og mere trak sig tilbage fra alle Konkurrencer.

Som ung havde STEIN udført den Statuette af Holberg, der belønnedes med den Neuhausenske Præmie. Nu kom Opgaven til ham igen at fremstille »Komediens Fader«, men denne Gang i overnaturlig Størrelse til Det kongelige Theater og som Pendent til Bissens Oehlenschläger, der var flyttet fra sin oprindelige Plads paa Sanct Annæ Plads. Opgaven interesserede ham, der selv var en ivrig Holbergdyrker og havde meget af Holbergs satiriske Sans, men Opgaven var i sig selv vanskelig for ham. Paa den ene Side gik det ikke an at fjerne sig for meget fra den tidligere Holbergfigur, der har en Bog i Haanden, men paa den anden Side maatte Figuren ikke falde for meget sammen med Oehlenschlägers Statue, der er fremstillet i Inspirationens Øjeblik, ligeledes med en Bog i Haanden. Efter Marstrands Raad blev Holberg fremstillet med sin Stok i Haanden, seende ud for sig med et let satirisk Udtryk i Ansigtet, ud over det Torv, hvor saa mange Jean de Francer og politiske Kandestøbere har deres daglige Gang. De til Ansigtstrækkene benyttede Forbilleder var Roslins fornemme Portræt i Sorø og Thorvaldsens Ruste. Ved Statuens Afsløring den 31. Oktober 1875 blev afsunget en Sang af H. P. Holst, hvor Figurens Tanke er udtrykt i Linjerne:

s. 70 LUDVIG HOLBERG.

»Der sidder han, den gamle Herre,
og stirrer mildt nu paa vor By,
hvis Mangler dækkes af hans Ry,
saa at dens Brøst os synes færre.
Mod dem han sendte Pil paa Pil,
og rastløs saa man ham at kæmpe;
men, skønt han tidt for ej med Lempe,
om Munden laa der dog et Smil.«

s. 71 Om Arbejdets kunstneriske Værd har STEIN selv udtalt sig mange Aar efter, idet han skriver: »Naar jeg søger rent objektivt at bedømme dette Arbejde, da synes mig, at ikke mange af vore offentlige Monumenter er i kunstnerisk Udførelse over denne Statue, men jeg er heller ikke blind for, at Karakteristiken af gamle Holberg nok kunde have været mere levende fremstillet, om jeg ikke havde været under Indflydelse af den tidligere Figur«. Denne Dom er sikkert rigtig. Senere lagde STEIN langt mere Vægt paa at finde Udtryk for det sjælelige end den Thorvaldsenske Skole, hvortil han hørte, havde anset for nødvendig; men ser man paa Holbergs Figur og sammenligner den med Oehlenschlägers, vil man se, at Holberg Statuen tillige udmærket karakteriserer Holbergs egen Tid modsat Oehlenschlägers. Medens Oehlenschläger giver Billedet af den livssvulmende Romantiker, paa hvis Digterlyre alle Strenge bruse, og for hvis Blik de nordiske Helteskikkelser tone frem i romantiske Optrin, sidder Holberg i sin elegante, sirlige Dragt, tør og satirisk, og betragter iagttagende ikke nogen Axel og Valborg men Jeronimus og Magdelone. Saaledes supplerer de hinanden. Den ene peger paa vor store Fortid med de store Idealer, den anden vidner om, at selv af den smaaligste Tid kan Geniet udvinde aandelige Rigdomme.

I 1875 konkurrerede han med Evens, Prior og Saabye om et Monument for H. C. Andersen. Hans Statue forestiller Digteren forelæsende et af sine Eventyr for 2 Børn, hvilket Motiv var i Overensstemmelse med Komiteens Forlangende og fulgt i de oprindelige Skitser af alle de konkurrerende. Hans Figur staar vistnok i plastisk Henseende netop paa Grund af den smukke Børnegruppe over Saabyes, men denne sidste, der i sit endelige Udkast havde fremstillet Digteren alene, blev foretrukken, fordi Digteren, i hvis levende Live Statuen blev rejst, var utilfreds med Gruppen af Børnene, idet han ikke vilde have sine Eventyr opfattede som skrevne for Børn og mente, at Gruppen gav Udtryk herfor. »Jeg vil ikke være Børnenes Digter«, sagde han meget fornærmet til Kunstneren. STEINS Statue er nu i Odense Museum.

Medens STEIN havde været anset for selvskreven til at udføre Holbergstatuen, opnaaede han først Bestilling paa Niels Juels Monument efter en forudgaaende Konkurrence, ovenikøbet en Konkurrence af ret ejendommelig Art. Den 2den April 1877 udstedtes Indbydelsen til at rejse et Monument for Niels Juel. Der skulde finde Konkurrence Sted og Indbyderne besluttede, at denne skulde være bunden og ske mellem Jerichau, Bissen, s. 72 STEIN, Saabye og Hasselriis. Jerichau og Saabye afslog imidlertid at deltage. De tre tilbageværende Konkurrenter udførte hver flere Udkast og Modeller i halvanden Alens Højde, og disse Arbejder udstilledes i Universitetets Festsal. Det nedsatte Forretningsudvalg, der havde suppleret sig med seks sagkyndige Dommere (fem Kunstnere og Professor Ussing) kunde imidlertid ikke blive enige, idet seks Stemmer blev afgivet for STEINS Udkast og seks for Bissens, og Sagen gik saaledes i Staa. Man enedes da om at udsætte Afgørelsen til Efteraaret, og denne skulde da træffes ikke af Forretningsudvalget, men af alle Indbyderne, ialt 40 i Tallet. Nu indtraf der imidlertid den Mærkværdighed, at en af de tilkaldte sagkyndige Dommere pludselig optraadte som Konkurrent og udstillede en Skitse ved Siden af Bissens og STEINS. At en af Dommerne, der havde hørt alle de Bemærkninger og Indvendinger, der var gjort under Forretningsudvalgets Forhandlinger og Afstemninger, nu pludselig gik

H. C. ANDERSEN. Hirschsprungs Museum.

s. 73 over til at blive Konkurrent, skyldtes en Intrige fra et enkelt Medlem af Komiteen, der i misforstaaet Iver mente at kunne hævde, at det i en Sag som den foreliggende kun kom an paa at skaffe det bedst mulige Monument og først i anden Række paa at være retfærdig. Da han nu ikke syntes om nogen af Skitserne, tilsigtede han ved den nye Konkurrents Optræden at splitte Stemmerne ved den endelige Afstemning og derved fremkalde en ny Konkurrence. Denne Episode vakte dog megen

H. C. ANDERSEN. Odense Museum.

s. 74 NIELS JUEL.

s. 75 NIELS JUEL.

10

s. 76 Uvilje hos Indbyderne, og ved det endelige Møde den 12. September 1877 vedtog disse, at det af den ny Konkurrent indsendte Arbejde overhovedet ikke kunde komme i Betragtning, hvorefter det paagældende Komitemedlem fratraadte. Der afstemtes derefter mellem STEINS, Bissens og Hasselriis’ Udkast. Der afgaves 23 Stemmesedler. En var blank. STEIN fik 19 St., Bissen 3 og Hasselriis ingen. Den 21. Sept. 1881 fandt Afsløringen Sted med stor Pomp i Kongens Nærværelse. Niels Juel er fremstillet i det Øjeblik, han hin 1. Juli 1677 i Køge Bugt giver Signal til at aabne Kampen ved at løfte Kommandostaven. Det er Nationalsangens Strofe »Nu er det Tid«, Figuren er bygget over. Figuren virker pompøs i sin tunge Ro, fuld af Værdighed og Kraft. Man føler, at denne støtte og stoute Sømand er en Fører, paa hvem der kan lides. Portrætligheden er udtryksfuld og rammende, men den valgte Plads for Monumentet er ikke heldig. Figuren skulde staa højt og frit, saaledes at dens Silhuet tegnede sig mod Luften ikke som nu indeklemt mellem høje Huse.

Carstens Statue blev bestilt af Brygger Carl Jacobsen, der skænkede den til Kommunen. Det var Jacobsens Tanke, at den skulde opstilles paa den grønne Plæne foran Thorvaldsens Museum for at antyde, at Carstens var Thorvaldsens Forgænger, men denne Plan stødte paa stærk Modstand begrundet paa den besynderlige Forestilling, at det derved kunde faa Udseende af, at Thorvaldsen var paavirket af Carstens, hvad han iøvrigt utvivlsomt er, og da Carstens var tysk eller dog opfattede sig selv nærmest som tysk Kunstner, kunde Thorvaldsen maaske derved blive anekteret af Tyskland. Der udspandt sig derom en Polemik i »Fædrelandet«, hvor endogsaa Madvig udtalte sig mod den valgte udmærkede Plads, og denne maatte opgives. I en Aarrække stod Monumentet nu paa en Maade husvild i Ny Carlsberg Have, indtil det fik sin endelige Plads ved Glyptotheket. Carstens er fremstillet med Tegnerulle og Tegnestift siddende i opmærksom, iagttagende Stilling med Foden paa et antikt Søjlekapitæl. Piedestalens Siderelieffer er Kompositioner efter Carstens egne Tegninger, »Natten« og »Jason bringer det gyldne Skind«. Foran løfter Kunstens Genius sin Fakkel. Kunstneren ønskede at udstille Monumentet paa Salonen i Paris, men Carl Jacobsen modsatte sig dette. Han skriver i et Brev desangaaende: »Der er noget misligt ved at udstille paa Salonen. Det franske Publikum er endnu og til alle Tider uhyre ensidig. Bissens lille smukke Figur, »Merkur med Slangestaven«, er ikke saa meget som værdiget Omtale, og det er sagt med fuld Føje, at hvis Thorvaldsens Hebe var bleven gjort i Aar af en

s. 77 A. L. CARSTENS.

s. 78 anden Thorvaldsen og udstillet paa Salonen, saa vilde den sikkert ikke faa nogen Udmærkelse næppe nok blive lagt Mærke til«. Jacobsen havde sikkert Ret heri. Fransk Kunstopfattelse staar i Virkeligheden fremmed for ikke at sige fjendtlig overfor udenlandsk Kunst, naar denne ikke fremtræder som mere eller mindre bevidst Imitation af fransk Kunst eller andre Indflydelser, der intet har med Kunst at gøre, gør sig gældende. Det er ikke alene det franske Publikum, men det er fransk Aand, der er udpræget ensidig.

Lübschitz
TH. STEIN.

s. 79 »En Dag i 1873«, fortæller STEIN, »traf jeg paa Tavlen paa min Atelierdør med Kridt skrevet Navnet paa en Mand, som jeg dengang ikke kendte, men som skulde faa den allerstørste Betydning for mig som Kunstner. Det var Brygger I. C. Jacobsen fra Gamle Carlsberg. Holbergstatuen foran Theatret havde vakt hans Interesse, og han bestilte nu en Række Marmorbuster til Det kgl. Theaters Foyer, hvorimellem Holberg, Ewald. Oehlenschläger, Kuhlau, Komponisten Løvenskjold, Weyse, Fru Anna Nielsen, Skuespillerne Lindgreen og Dr. Ryge, hvortil senere kom Kammersanger Schram. Disse Buster medførte en Række nye Bestillinger. En stor Brand havde hjemsøgt Bryggeriet paa Carlsberg og medførte store nye Byggeforetagender derude. Endnu før llden var slukket helt stod den energiske Mand ved sit Tegnebrædt og udkastede som ved Flammernes Skær Tegningerne til alt det nye. I Forbindelse med Hovedbygningen udførtes efter hans Tegning en Vinterhave i græsk

Kammersanger SCHRAM.

s. 80 Stil, »Pompeji«, og Væggene skulde smykkes med Relieffer efter Iliaden og Odysseen. Hertil udførte jeg 9 Relieffer foruden 3 Marmorbuster af Homer, Perikles og Scipio Africanus som Symboler paa Digtekunst, Statsmandskunst og den organisatoriske Evne«. Hvor levende I. C. Jacobsen interesserede sig for disse Arbejder og for Billedhuggerkunsten i det hele, og hvilken Indsigt han besad i kunstneriske Spørgsmaal, uagtet hans Virkefelt laa paa helt andre Gebeter og hans Uddannelse var sket ad helt andre Veje, fremgaar af en Bække Breve, hvori han giver en Række Raad og Anvisninger til Kunstneren. Med Hensyn til Busterne til Det kgl. Theater giver han ikke alene detaillerede Oplysninger om, hvorledes Busterne skulle sammenstilles i Grupper, men ogsaa hvorledes deres Drapperier skal være og efter hvilke Forbilleder de skal udføres. Han skriver: »Hvad Weyses Buste angaar, finder jeg det rigtigt, at denne modelleres efter den, som nu kendes af alle, nemlig den kolossale Buste paa Pladsen ved Universitetet. Hvorledes Draperierne skulde være, maa jeg naturligvis overlade Kunstneren. Holberg maa selvfølgelig være i sin Tids Kostume og Ewald og Wessel kunde vel ogsaa være i forrige Aarhundredes Dragt, om end lidt stiliserede, men Nutidens Dragt er i plastisk Henseende saa uskøn, at jeg ikke tror, at der er andet at gøre end at give de yngre Forfattere og Komponister et Draperi som Heibergs. Jeg har iøvrigt meddelt Herr Bille, at jeg kunde ønske at gøre en Begyndelse til en Suite af Buster af sceniske Kunstnere ved at bestille et Par saadanne, men det nærmere herom kan vi

Kampen om Patroklos’ Lig. Gl. Carlsberg.

s. 81 aftale, naar jeg om en Maanedstid kommer hjem«. Med Hensyn til Reliefferne til Vinterhaven paa Carlsberg skriver han vedrørende det Relief, der forestiller »Kampen om Patroklos«: »Jeg har ikke fundet den smukke Suite jeg har af Cornelius’ Malerier i Glyptotheket, men jeg sender Dem herved en anden Afbildning af det Billede, der forestiller Kampen om Patroklos’ Lig, for at De kan se, hvorledes en Tysker fortæller Begivenheden. Jeg har ikke kunnet finde det Sted i Iliaden, hvortil Deres Tegning sigter, hvor Trojanerne ere i Færd med at bortslæbe Patroklos’ Lig og angribes af Grækerne. Iøvrigt vil jeg henstille, om Grækerne, som i denne Kamp blev de sejrende, ikke bør fremstilles som de voldsomt angribende og Hector derimod som den, der søger at værge sig«. I et andet Brev skriver han vedrørende samme Relief: »Da jeg ved, at De ikke tager mine Bemærkninger ilde op, vil jeg endnu en Gang komme tilbage til Patroklos’ Hænder, som jeg ikke kan faa ud af Hovedet, fordi der er noget, jeg ved ej hvad, i disses Stilling, som ikke ganske stemmer med min Forestilling om den herlige Helt. Kunde man ikke beskæftige hans Arme, navnlig den venstre med at løfte eller samle hans Draperi og derved antyde, at han Øjeblikket forud har rejst sig op, hvilket saa tydeligt fremgaar for Achilles’ Vedkommende af den sænkede højre. Del forekommer mig, at en endnu ikke afsluttet Bevægelse giver Fortællingen mere Liv«.

Det er vistnok sjældent at moderne Mæcener lægge en saadan

Andromache paa Trojas Mur. Gl. Carlsberg.

s. 82 Interesse for og Indsigt i Kunst for Dagen, men der fødes heller ikke mange Mænd af I. C. Jacobsens Type. STEIN skriver om ham: »Jeg har aldrig kendt hans Lige i varm Begejstring for Kunst. Endnu trænger han til Vejledning af Fagmænd; men, hvad han synes om, er der dog altid noget godt ved i en og anden Retning«. Betegnende for I. C. Jacobsen er ogsaa følgende lille Episode. Paa det fornævnte Relief var den fremstormende Hector fremstillet med en lille Lok i Panden. Den syntes I. C. Jacobsen ikke om. En Dag, da Kunstneren var Gæst paa Carlsberg og saa paa Relieffet, savnede han Lokken. Jacobsen gav sig da til at le, og idet han trak sin Lommekniv op, sagde han: »De maa undskylde, jeg kunde ikke andet. Nu er han mere græsk«. I de skønne Omgivelser paa Carlsberg fejredes ofte Fester, hvor Selskabet var udsøgt og representativt og Værten en grand seigneur i stor Stil.

Samtidig med de her nævnte store Arbejder udførte STEIN en Statue af »David«, der belønnedes med den Eibeschützche Præmie, samt Dekorationen af Grevinde Knuths Gravkapel i Vallø Kirke og det Ahlefeldtske Gravkapel i Tranekær. Ideen til »David« fik han i følgende lille Billet fra sin yngste Broder: »Ved i Dag at læse Bibelhistorie paa Skolen kom jeg til at tænke paa en Scene, der maaske egner sig til plastisk Fremstilling for Eibeschützche Legat. Det er David paa Bjergtoppen, der viser Spydet og Bægret til Abner nedenunder (Samuel 26-13). En saadan ung Heltefigur i en saadan Stilling maatte kunne gøre en udmærket Virkning. Forsmaa ikke denne Anvisning«. Tanken fængede og Figuren opnaaede Prisen.

Valløs fordums Dekanesse, Grevinde Knuths Sarkofag var oprindelig udført af Wiedewelt, men Kapellet, i hvilken den stod, var gaaet i Forfald og en Mængde uvedkommende Kister var stablet op omkring Sarkofagen. Familien lod nu Kapellet restaurere, og STEIN modellerede hertil et stort Relief, »Kvinderne ved Graven« og et Epitafium over Grevinden med dennes Portræt og Dødens og Opstandelsens Genier ved Siderne i rig Indfatning. Om Arbejdet skriver han: »Disse Relieffer, der udførtes i Marmor i Carrara, gøre en fortrinlig Virkning, i det ogsaa i malerisk Henseende prydede Kapel med de farvede Vinduesruder, i hvis Midte den gamle Sarkofag nu staar i højtidelig Ensomhed. Den gamle Dekanesse vilde sikkert, om hun saa denne Pragt, stede mig til Haandkys, hvis der var mere af hende tilbage. Jeg er glad over at vide, at det vil være vanskeligere for Tiden at faa Bugt med mit Marmor og mit Navn derpaa«.

s. 83 Paa Tranekær udførtes Grevens og Grevindens Buster samt et Krusifix og forskellige Relieffer til det grevelige Gravkapel. Opholdet var interessant derved, at Forholdene paa Grevskabet dengang endnu var ganske feudale. Den gamle Excellence var en Mand, paa hvem man kunde se, at hans Forfædre havde været iklædt Panser og Plade. Han herskede som en lille Konge paa Langeland. Hans Vilje var Lov, og denne Vilje gik saa vist ikke ud paa Afløsning af Len og Stamhuse.

Som det vil fremgaa af det her nævnte, var disse Aar meget produktive. En lang Række Buster skriver sig fra denne Tid, flere i kolossal Størrelse, som Mynsters paa Frue Plads og Moltke Bregentveds til Vallø Slotshave. Fra et enkelt Aar, 1871, skriver sig ikke mindre end 11 Portrætbuster, 3 Medailloner,

David.

s. 84 3 Statuer, derunder Matthæus i Slotskirken og Monumentet over Kingo i Odense. En saa stor kunstnerisk Produktion vilde ikke have været mulig, hvis ikke en betydelig kunstnerisk Skaberevne havde rakt en lige saa stor Flid Haanden.

I Juli 1883 udnævntes STEIN, der fra 1867 havde været Docent i Anatomi ved Akademiet og modelleret den Anatomifigur, hvorefter der endnu tegnes paa Skolerne, til Professor ved Kunstakademiet efter Jerichaus Død og fik nu Embedsbolig paa Charlottenborg. Vilh. Bissen var hans Konkurrent; »men aldrig«, skriver STEIN, »har vist den overvundne optaget dette paa en smukkere Maade end han, da jeg blev foretrukket, rigtignok kun med faa Stemmers Overvægt«. Begyndelsen paa den officielle Lærervirksomhed var ikke rigtig lovende. Han skriver derom: »Den 1. Oktober mødte jeg paa Skolen for at stille Modellen. Modellen mødte, men ingen Elever. Saaledes gik det nogle Dage. Modellen mødte med den største Regelmæssighed, men — ganske alene. Det var en flov Situation for den ny Professor, der ikke tænkte paa, at det altid varer noget før Undervisningen kommer i Gang efter den lange Sommerferie. Jeg vidste jo, at der havde været stor Stemning for Bissen, og det var kun efter indtrængende Anmodning fra anden Side, at jeg havde indgivet min Ansøgning. Medens det afgørende Møde stod paa var jeg i den heftigste Spænding — ikke af Frygt for ikke at blive valgt, men af Ængstelse for at blive det. Vilde jeg kunde udfylde Stillingen? Vilde jeg vinde de unges Sympathi og Respekt? Under disse Stemninger virkede Udeblivelsen af Elever saa meget mere nedtrykkende. Men de kom! Kort efter havde jeg ikke alene Skolen fyldt, men maatte anbringe nogle i et andet Lokale, og jeg kan glæde mig ved i alle de nu forløbne Aar at have haft Indtryk af Sympathi og Tillid fra de unges Side«.

Til Etatsraad Meldahl skriver han i et Brev af April 1884 følgende om sine egne og Akademiets Forhold:

»Kære Ven. Vil De vide, hvorledes den ny Professor i »scultura« er tilfreds med sin Virksomhed, saa kan han ikke klage. De ved, at jeg modtog Skolen tom, og at det første Kvartal var trist af Mangel paa Elever. Det var nu en ren Tilfældighed, at ingen forrige Kvartal var avanceret, og De ved, at i Jerichaus Tid var Skolen aldrig stærkt besøgt. Jeg haaber, at De saa den Flor baade Dag- og min lille Aftenskole for Billedhuggere var kommen i, og dersom De havde været ved Kvartalsbedømmelsen, vilde De have set en lang Række modellerede Figurer s. 85 gennem flere Værelser, saa man næsten maatte grue for de mange stakkels Billedhuggere in spe. Denne Skole kan jeg nok rose mig af at have banket op . . . Om Udstillingen er det vanskeligt at sige noget. Vor lille fattige Billedhuggerafdeling (3 Figurer i Gips og nogle faa Buster) giver et tro Billede af denne Kunsts Yndest her i vor Tid og vort Land. Jeg saa forleden Bissens Holbergstatue før den blev afformet i Gips. Det maa være en svær Opgave at danne en Holberg! Denne Figur er nydelig udført, man kan gerne sige delicat. Hænder, Ben, Klæder og Ansigt udmærket modelleret — men der er ikke efter mit Syn slaaet en eneste Gnist ud af Opgaven, som er noget nyt fremfor de Holbergstatuer og Buster, man har set hertillands. Dahlerup sagde forleden til mig: »Har De set, al Deres Holberg har rejst sig og faaet Hat paa Hovedet«. Man fortæller, at da Høedt havde debuteret i Hammers Rolle i »Nej« efter Wals, spurgte man Heiberg om, hvad han syntes om Debutanten. Han svarede: »Wals var saamænd ikke saa gal som Hammer, det ser jeg i Aften«. De ser, kære Ven, at jeg er beskeden ved at anføre denne Lignelse, som lige falder mig

11

TH. STEIN.

s. 86 ind. Jerichau ønskede bestandig, at han levede paa en Ø i det store Hav, og jeg er nærved at ønske noget lignende. Jeg har nemlig i Gaar været til Cencur i Udstillingskomiteen. Det kan nok tage Humøret fra et Menneske med min Natur. Nu ved vi ikke mere, vi ældre, hvad der er Kunst eller ikke, godt eller daarligt. Dog, det kender De jo, men et retfærdigt Resultat kan vanskeligt gaa ud af en saadan Bedømmelse og store Uretfærdigheder begaaes ogsaa. Peters sagde i Gaar, da jeg talte om, at det var sidste Gang, jeg skulde over til Cencur, at vi ældre egentlig ikke burde lade os fortrænge, men jeg tror, at det er bedst at vige Marken, naar man ikke kan gøre Nytte.«

Gennem dette Brev fornemmer man foruden Glæden over at føle, at han fyldte den Stilling, han havde frygtet for at modtage, tillige den trykkende Følelse af, at Billedhuggerkunsten herhjemme var en fattig Kunst i et fattigt Land. Kunsten er som en Plante, der kun kan udvikle sig helt, naar Jordbunden er gunstig, og at Billedhuggerkunsten under Danmarks graa Himmel var den vanskeligste af alle og den mindst lønnende i alle Henseender, maatte han som de fleste andre af hans samtidige Kunstfæller ofte sande. Ikke blot led Landet under Følgerne af den ulykkelige Krig og senere af de politiske Kampe, men Publikum manglede alt for ofte de første Betingelser for overhovedet at kunne forstaa og bedømme Kunst, nemlig Kærlighed til den og Respekt for den.

Det var i disse Aar, Reformplanerne indenfor Akademiet tog Fart, rejst af Julius Lange og støttet af Ministeren Scavenius. STEIN indsaa Nødvendigheden af, at Akademiet maatte fornyes og Adgangen aabnes for yngre Kræfter. Han hævdede allerede dengang, at der burde være en Aldersgrænse for Embedsmændene, idet ellers flere Generationer af dygtige Kunstnere kunde blive afskaarne fra at komme til fuld Udvikling i Stillingen som Professor ved Akademiet. Skønt han blev anset for alt andet end moderne, hævdede han dog den radikale Anskuelse, at Akademier overhovedet slet ikke mere var nødvendige for Malere og Billedhuggere, men kun for Arkitekter, idet han mente, at der for Arkitekterne er Ting, der maa læres i en Skole. Om de andre Kunstarter skriver han: »Intet virkeligt Talent vilde derimod blive afskaaret fra Maler- eller Billedhuggerkunsten, selvom der ingen Akademier eksisterede mere«. Mod Reformplanerne var derimod Meldahl, der dengang var Direktør og bestandig genvalgtes som saadan. For at bryde Meldahls Indflydelse, indførte Scavenius et Reglement, hvorefter umiddelbart Genvalg udelukkedes. Otto Bache afløste nu s. 87 Meldahl som Direktør og efter ham valgtes STEIN til Direktør for 3-Aaret 1893—96.

Under sin Direktørperiode fik han gennemført en ministeriel Bestemmelse om, at Altertavler og andre kirkelige Prydelser hverken maatte borttages eller anbringes, uden at Akademiet forud havde haft Lejlighed til at udtale sig derom. Derved bevaredes en Række gamle Kunstværker, navnlig Træsculpturer i vore Kirker. Som Direktør søgte han at reformere de aarlige Fester paa Charlottenborg ved Udstillingens Aabning men uden Held. Til disse Fester og til Akademiets daværende Sekretær, der holdt Festtalen, havde han et godt Øje, og han skriver om sidstnævnte: »Naar han træder op som Taler, lytte alle straks med spændt Opmærksomhed — ikke for at nyde hans Veltalenhed, men paa Lur efter de sikre Fortalelser, ofte af første Rang. Da han f. Eks. i den højtidelige Forsamling mindedes afdøde Kobberstikker Ballin, talte han varme og anerkendende Ord om hans »fine Gavstrik«. Han mente Gravstik, men det var for fristende for ham. Højtideligheden er ikke videre morsom, men den Slags Bonmots gør dog godt og bringer lidt Munterhed i Salen«.

»Vigtigper«.

s. 88 Samtidig med, at Akademiets indre Forhold og tidligere Historie interesserede ham, han skrev derom en Afhandling, der blev offentliggjort i »Museum«, udfoldede han uafbrudt en omfattende kunstnerisk Virksomhed, dels efter Bestilling, dels i Form af Skitser, hvori han gav de Tanker, der sysselsatte ham, kunstnerisk Form. Til Marmorkirken udførte han i 1883—84 de tre kolossale Figurer af Johan Huss, Wycliff og Luther, samt i 1893 Ansgar foran Hovedindgangen. Ansgar er en af hans smukkeste Statuer. Munken skrider frem ung og begejstret, bærende Kirken, som han bringer til Danmark, netop overskridende den gamle Grænsesten, Danmarks virkelige Grænsesten, hvorpaa der staar: »Eidora Romani terminus imperii«. Til Frederiksborgmuseet udførtes 3 Statuer af Valdemar den Store, Valdemar Sejr og Valdemar Atterdag. Til Landhusholdningsselskabet Monumentet over Tesdorpf, og fra 1888—89 er det smukke Monument over Suenson i Nyboder

LUTHER. Marmorkirken.

s. 89 med den monumentale Løve, der med sin tunge Lab værger Skjoldet, hvorpaa Helgolandsdagen staar. Om Anledningen til, at han kom til at udføre dette Monument, hvorom der ikke var udskreven nogen Konkurrence, fortæller han, at han ikke havde tænkt videre over Sagen, da en Forkølelse holdt ham borte fra Atelieret i nogle Dage. For at bestille noget fik han fat i noget Voks og begyndte at skitsere et Monument for Suenson og Helgoland. Hans Interesse vaktes især ved Tanken om en mægtig Løveskikkelse, som her kunde anbringes, og snart havde han Sagen paa det Rene. Uden Opfordring sendte han sin Skitse til et af Komiteens Medlemmer, og et Par Dage efter fik han Bestilling paa Monumentet. Han rejste i den Anledning til Berlin for at studere Løverne i den derværende zoologiske Have. Den originale Voksskitse er nu i Hirschsprungs Museum. I Kunstmuseet findes en Række Marmorbuster af ham, derimellem Phisters og Fru Phisters, en Statue

JOHAN HUSS. Marmorkirken.

s. 90 ANSGAR

s. 91 SUENSON

12

s. 92 i Marmor af Loths Hustru og Faustulus med Romulus og Remus. Til Glyptotheket udførtes i 1890 de monumentale Hermer af Carstens og Jerichau. Til Frue Plads den kolossale Buste af Martensen, til Frederiksborg Museet yderligere en Række Marmorbuster af Rasmus Rask og Paludan-Müller samt Biskopperne Fog, Martensen og Stein samt Buster af Professor Ussing og Hjort Lorenzen. Til Randers udførtes i 1890 Monumentet over Blicher. Til Blichers Monument sendte Carit Etlar STEIN følgende Forslag til en Inskription:

Han sang for sit Land.
Han betled om Brød,
man gav ham en Sten
dengang han var død«.

Inskriptionen var dog for sandfærdig til at vinde Komiteens Bifald.

Løven ved Foden af Suensonmonumentet.

Meldahl havde allerede i 1871 skrevet til ham: »Det staar for mig, som om Billedhuggerkunsten lettere vil gaa op for Folk, naar den tilegner sig lidt stærkere Udtryk for det sjælelige end det vi hidindtil har anset for at være fyldestgørende i den Retning«. STEINS Anskuelse faldt sammen hermed, hvad s. 93 Monumenter som Carstens og Ansgars og Buster som Jerichaus, Martensens, Phisters og Ussings klart viser. Modsat Ungdomsarbejderne viser der sig i Aarenes Løb ganske tydeligt i hans Kunst en bevidst Stræben efter at ramme Modellens aandelige Fysiognomi og besjæle Marmoret. Linjen og den plastiske antikiserede Form var ikke længere det centrale i hans Kunstopfattelse som i Thorvaldsens. Det indre Liv blev i stedse stigende Grad Maalet for hans Stræben, og denne Udvikling medførte, athan nu tilegnede sig en langt mere realistisk Formgivning end tidligere. Tesdorpfs Monument er et slaaende Bevis derpaa. Det er et i STEINS hele Produktion enestaaende Arbejde, idet han her har forladt sin egen Teori om, at Kunstneren bør bearbejde sit Indtryk og omskrive Modellen kunstnerisk. Her har han gengivet den store Agrar aldeles realistisk med Spadestok og i lang Diplomatfrakke, docerende i Marken

J. L. USSING

s. 94 for en landbrugskyndig Kreds, og Figuren formelig lugter af den fede falsterske Jord, hvori den planter sine Ben.

Muligheden af denne kunstneriske Udvikling beroede paa, at han besad en stor Modtagelighed for Indtryk, en hurtig Opfattelse af det karakteristiske hos Modellen og en fuldkommen Færdighed i at behandle Leret, hvorhos han raadede over en Rigdom af Ideer, som han med stor Lethed og Hurtighed gav kunstnerisk Form, ofte i mange Variationer. Den Mængde af Skitser, han udførte, viser en Rækkeaf de mest forskellige Motiver med det mest forskellige Aandsindhold. Fra sprudlende Munterhed til dyb Stemningsgrebethed rummer de en Rigdom af morsomt opfattede Situationer eller stemningsfulde Optrin, som ingen Kunstner, der ikke havde et stort kunstnerisk Fond at øse af, kunde have frembragt. Da de er udførte med stor Hurtighed, ofte i Løbet af faa Timer, rummer de en Friskhed, som de færdige Arbejder ikke altid er i Besiddelse

PHISTER.

s. 95 af. Da han derhos lige fra Ungdommen var en ivrig Læser og selv havde literære Interesser, fik han mange Motiver fra Digtningens Verden, og han omtaler med et Smil den blandt Kunstnere ofte herskende aandelige Fattigdom, der skyldes Mangel paa Læsning og almen Kundskab, og som bevirker, at der frembringes saa mange ganske stereotype Udgaver af »vore stakkels Forfædre, Adam og Eva og deres saa sørgelig misbrugte Børn«.Om disse sine Bestræbelser for at faa et aandeligt Indhold i sine Arbejder skriver han selv: »Om det er lykkedes mig, maa andre dømme om, men jeg har altid stræbt efter den aandelige Side af Sagen, saavidt jeg formaaede. Hang til at æstetisere og symbolisere førte mig ogsaa til at strejfe Allegorien, en Kunstretning, der dog sjælden virker fornøjelig paa Beskueren og hører forbigangneTider til«.

Fru PHISTER.

I et andet Land og under gunstigere Forhold vilde hans kunstneriske Evner maaske have udviklet sig paa en langt s. 96 rigere Maade. Han naaede at frigøre sig for den Thorvaldsenske Paavirkning, i hvis Skygge dansk Billedhuggerkunst var bleven bleg og blodløs. Han viste i Tesdorpfs Monument, at han kunde være fuldt ud realistisk i sit plastiske Syn, og i Suensons Monument, at han i højere Grad end de fleste af de andre danske Billedhuggere havde Sans for det dekorative Moment i Plastiken; den store Løvefigur virker med en hel fransk Effekt, men især viser en Række Skitser til aldrig udførte Arbejder en Rigdom af kunstneriske Motiver, en dyb indre Følelse, en Evne til at lade den plastiske Form udtrykke et stærkt bevæget Sinds Tanker og Stemninger, hvori ikke mange af hans samtidige kommer ham paa Siden.

I. A. JERICHAU.

I 1887 opholdt han sig som Repræsentant for Kunstakademiet i Florens i Anledning af Afsløringen af Domkirkens Facade. Følgende Brev giver et livligt Øjebliksbillede af Festlighederne: