Danmarks Breve

III. »Thi dyb og dæmpet er Skulpture...

s. 55

III.

»Thi dyb og dæmpet er Skulpturens Røst ....
Ej smigrer den sig glat i Øret ind
Som sød Musik som Farvepragt i Øjet,
Nej, ubevægelig staar Marmorstøtten
og siger: Kom til mig, om du formaar det;
thi jeg gjør ikke mindste Skridt mod dig!«

J. L. Heiberg.

VANDREAARENE var endt og Arbejdsaarene skulde begynde. Det var sikkert en brat Overgang at komme fra Rom til Datidens København, der laa indeklemt bag sine Volde som en halvstor By i et lille Land, hvor der aldrig havde været meget Gehør for Skulpturens »dybe og dæmpede Røst«, og i hvilken STEIN nu i 40 Aar skulde udføre den vanskeligste Kunst af alle. Selv saa han dog altid lyst paa Livet og de Kaar, det bød ham. I Modsætning til mange af de samtidige Kunstnere, der altid længtes tilbage til Italien, eller som Jerichau hensank i dyb Melankoli og Menneskeforagt, bevarede og udviklede han et lyst og frejdigt Sind. Det var en lykkelig Gave han havde faaet, at Sorger og Bekymringer ikke bevarede deres Magt over hans Sind. De kunne gaa over hans Horisont som Tordenbyger, men Solen brød dog altid frem gennem Skyerne paany. Denne aandelige Sundhed i Forbindelse med et ideelt Livssyn, der mærkelig forenedes med en gennem Aarene udviklet stærk satirisk Sans, bevarede hans Sind friskt. og som gammel Mand udtaler han selv sin Livsfilosofi i følgende Ord: »Man skal tage Livet lidt let, naar det ikke gaar ud over det fornuftiges Grænser og man ellers gør sin Pligt. Man skal ikke saa stærkt lade sig paavirke af Sorger, hvori man er ganske uskyldig. Man kan snarere le end græde Sorger bort. Mit Liv har som alle Menneskers været blandet med Sorger og Skuffelser, men nu ved mit Livs Aften maa jeg med Tak til Gud dog sige, at Glæderne og Lykken har været størst«.

s. 56 Lykken svigtede ham heller ikke efter hans Hjemkomst. Ved Frederik den VII’s Velvilje blev et lille Atelier i Tøjhusgade overladt ham til Brug, og ogsaa hertil fandt Bestillingerne Vej og ydre Anerkendelse indenfor Kunstens Verden fulgte dem. I Aaret 1860 modtog han som alt nævnt Udstillingsmedaillen for »Vandbæreren,« og i 1861 blev han Medlem af Kunstakademiet.

Naar han i saa ung en Alder kom til at tage Sæde i Akademiet, skyldtes dette, næst den Anerkendelse hans Arbejder havde forskaffet ham, vistnok for en Del hans Faders Indflydelse. S. A. V. Stein var som Docent i Anatomi ved Akademiet Medlem af samme, og saavel han som Sønnen forstod klogt, at i et Land som Danmark, hvor Billedhuggerkunsten kun turde paaregne ringe eller ingen Interesse hos Publikum, var Akademiet trods dets Brist og Mangler en Støtte og Hjælp for den Kunstner, der som ubemidlet maatte stole paa sig selv. Inden for Akademiet sluttede han sig til den da herskende konservative Betning. Han beundrede Høyen, men delte ikke dennes Syn paa Nødvendigheden af en national Kunst. Ligesom Jerichau mente han, at Kunsten, navnlig Billedhuggerkunsten, var og maatte være international. Det var maaske uheldigt for ham, at han som den unge blev knyttet til et Parti, der hovedsagelig bestod af langt ældre Kunstnere, og hvis Rolle i det væsentlige alt da var udspillet. Han fjernedes derved alt for meget fra sine samtidige, og de moderne Strømninger i Kunsten blev ham mere fremmede, men han, der hele sit Liv lige fra ganske ung omfattede Akademiets Forhold med den største Interesse, følte sig da naturlig hjemmehørende i den konservative Kreds. Om Akademiets Forhold dengang skriver han følgende: »Jeg indtog nu som den unge noget undseelige Kunstner en af Lænestolene mellem Akademiets Fædre, hvoraf flere havde været mine Lærere. Jerichau sad da i Direktørstolen. Senere afløstes han af Marstrand. Lund og Bissen, Marstrand, Hetsch, Nebelong og Meldahl indtog blandt andre de øvrige Sæder. Marstrand var vistnok paa Grund af vaklende Sundhed en meget lunefuld og uligevægtig Person. Han kunde være formløs og stundum hensynsløs mod alle. De Folk, der havde en anden Mening end han, ignorerede han, og naar en saadan Stakkel vovede en Tilnærmelse, kunde han tage Afstand paa en halv Mil og se helt uforstaaende ud; men naar hans indre Elskværdighed kom til Udbrud, kunde et mildt Blik og et fagert Smil ledsage hans kloge og forstandige Tale, og man glædede sig som naar en Straale Solskin gennembryder s. 57 de graa Skyer. Snart maatte Marstrand afgive Tøjlerne til Meldahl, hvem han ofte omtalte som »denne Pokkers Karl«. Meldahl var en overlegen administrativ Begavelse, praktisk, hurtig og energisk. I mange Aar stod han i Spidsen for Akademiet uden at Alderen og Arbejdet syntes at have Magt over ham. Han og jeg deltog sammen som unge i de aarlige Concourser. Store Sølvmedaille fik vi samtidig, og jeg mindes ham, da jeg gik i Spænding paa Kærlighedsstien og ventede paa Udfaldet, da saa jeg ham ude paa den isdækkede Sø skyde en vældig Fart paa sine Skøjter. Det kunde være et Billede paa hans Fart gennem Livet — fremad og forbi alle andre«.

Meldahl kom til at staa STEIN meget nær og paavirkede ham stærkt, som den stærkere Karakter altid tiltrækker det vegere Temperament. Han fik stor Indflydelse paa hans kunstneriske Udvikling saavel som paa hans personlige Opfattelse af Forhold og Mennesker, og følgende Breve fra Meldahl er derfor af Interesse som karakteristiske for dennes Livssyn :