Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Laurits Engelstoft (1797-11-24)

Kiel, den 24. Nov. 1797.

Jeg lovede Dig, kiære N. ! i sidste Brev Fortsættelse af mine Bemærkninger over vort tydske Universitets litterære Væsen. Her er den.

Reinhold spiller en altfor betydelig Rolle i den lærde Verden, til at han ikke skulde have Fordring paa særdeles Opmærksomhed. Det er en Mand af Verden. Hans Omgang er yderst underholdende. Over hans Aasyn er Blidhed udbredet: i hans Øie straaler Philosophie. Hans Foredrag er skarpsindigt, ordentligt, grundigt, tydeligt. Han slaaer ikke om sig med Konstord, men giør sig Umage for at være fattelig. Hans Fremgangsmaade ynder jeg: Efter at han først har giort sine Tilhørere opmærksomme paa punctum controversiæ, gaaer han de forskiellige philosophiske Secter igiennem, viser, hvori de have feilet, og hvad Aarsagen dertil har været: da bygger han paa Gruset af hine Philosophemer den critiske Skoles Dogmer, og befæster dem med al den Flid, som man kan vente af en nidkiær Tilhænger. Han har ikke Papiret for sig, og dog er hans Foredrag baade flydende og ordentligt, saa at man let deraf kan spore, hvor vel han har forberedet sig. Naar han har ræsonneret over en vis Punkt, dicterer han Resultaterne i Aphorismer. Hans Stemme er sødladen, dog uden at tabe det Mandige: hans Sprog er correct: hans Tone ikke declamerende, men s. 2 dog heller ikke kold. Stundom opliver han Foredraget ved lidt Vittighed, og giver ved indstrøede Digressioner Forstanden lidt Hvile. Tre Gange har jeg hørt ham læse over Moralphilosophien, og det traf sig just saa heldigt, at han havde det saare vigtige og vanskelige Emne for om Villiens frihed. Hans Auditorium destaaer af 70 til 80 Studerende. Foran dem sidder han ved ei Bord overtrukken med grønt Klæde, og har to Lys for sig. ved hans Side har Prinds Carls Søn fra Slesvig, som studerer her ved Universitetet, Plads. Saalænge Forelæsningerne vare, hersker der en dyb Taushed over det hele Auditorium. Blandt hans Tilhørere ere ogsaa to Grever Reventlov fra Kiøbenhavn, to artige unge Mennesker.

Vi have spiist en Dag til Middag hos Reinhold. Hans Kone er en Datter af Wieland. Dansk forstaaer han ikke, men begynder at lægge sig derefter.

Veed Du vel, at denne Mand, som det lærde Pudlicum nu eenstemmig tilkiender en saa hæderfuld Plads iblandt Europas Tænkere, var engang — Fransiscaner i Wien? — Naar man veed dette i Forveien, vil man i hans listende og ligesom bølgeformigen fremskridende Gang finde kiendelige Spor af denne Stauds Egenheder. Det contrasterende Forhold, der finder Sted imellem denne hans Ungdoms Stilling og den Bane, paa hvilken han siden vandt saa udmærket en Hæderskrands, indgyder os ny Agt for hans Genie og Aands Virksomhed, der viser sig i saa fordeelagtigere ei Lys, som det Mørke var tykkere, hvorigiennem han arbeidede sig Udvei.

Foruden Mag. legentes har Kiel 36 faste Professorer, hvoraf en stor Deel kun have 2 à 300 Rdl. i aarlig Løn og ingen fri Bolig. Antallet af de Studerende beløber sig til 200; altsaa forholder Professorernes Antal sig til de Studerendes, som 1 til 5.

s. 3 Universitets-Bibliotheket, som befinder sig paa Slottet, har 25000 Bind. Kun det historiske og patristiske Fag er nogenlunde besat. Det har kun 500 Rdlr. aarlig Indkomst, foruden ei eller andet tilfældigt Tilstød. Saaledes gav Kongen det nylig 1100 Rdlr., da ei Bæsen i Flensborg lod sætte ei Raad til sit Navn. Bibliothekaren, Prof. Cordes, viste os særdeles megen Tienstagtighed.

Studenterne her have noget Renommistisk i deres Snit. Paa Hattepullens venstre Side bære de en spraglet Cocarde. Om deres Videnskabelighed tør jeg ikke dømme. Forelæsninger besøge de flittig hos de Professorer, af hvilke de skulle examineres til Embeds Examen, og høre i Almindelighed Reinhold. Nogle Enkelte tye og hen til Fabricius, Nasher og Hegevisch. To Aar er den almindelige Tid, de tilbringe ved Academiet.

Om Bastholm, Tetens, Frankenau og Mynster taler man her med megen Agt.

Jeg forlader Universitetet, men vil endnu giøre Dig bekiendt med de øvrige Underviisnings-Anskalter her:

Die Stadtschule er ei Institut, som fra latinsk Skole er nylig omstøbt til en forenet Borger- og Lærd Skole. Fem Lærere undervise 150 Lærlinge i Religion, Arithmetik, Mathematik, Historie, Naturlære, Technologie, Rhetorik, Tydsk, Fransk, Nogle i Latin, Græsk og Hebraisk. Hver Lærer docerer i Almindelighed 40 til 50 Drenge fra 6 til 16 Aar; kun i den øverste Deel af Skolen, hvor Studerende dannes, er Antallet af Lærlinge ikke saa stort. Græst, Latin o. s. v. lære de uden Grammatik. Saasnart de f. Ex. kiende de græske Bogstaver, begynde de paa ei Stykke af en græsk Autor, og Læreren skal da efterhaanden fortælle dem om Endelser, Tempora, Casus o. s. v., paa det — saa siger man — at Drengene ved deres egen Forstands Hielp kunne sætte sig selv en Grammatica sammen, og saaledes s. 4 øve sig i at tænke. At denne Methode var den rigtige — har man forsikkret os. Den øverste Lærer, og forhen Rector, Prof. Danielsen, forekom mig at være en meget fornuftig Mand.

1*

Skoleholder-Seminariet har i Prof. M$$%ller en brav Lærer. Jeg bivaanede to Gange Underviisningen der: den ene Gang i Prinds Carls Overværelse. Her er 50 Seminarister, mestendeels Sønner af Bønder, Skoleholdere og Degne. De ere her 2 til 3 Aar, og faae Underviisning i Religion, Catechetik, Naturhistorie, Havedyrkning, Musik og Dreierkunst. Hver især betaler 40 Rdlr. for Kost og Vask. De have en Spisesal, en Sovesal, en Læresal og en liden Bogsamling. Underviisningsmaaden er den socra tiske, og næsten heel igiennem philosophisk; men stundom, troer jeg, savner den for meget Almeenfattelighed. Stoffet for de Timers Underviisning, jeg hørte, var die Vervollkomnung des Gef$$%hl- und Erkenntnit-Verm$$@gens. Prof. M$$%ller har en besynderlig god Gave til at skierpe deres Opmærksomhed, og lede dem til at tænke selv. Beskedne fandt jeg disse Seminarister. Jeg hørte en af dem catechisere for nogle Vaisenhuusdrenge over den saare delicate Materie: Rydskheds Pligt. Da han havde afcatechiseret, og Drengene vare udladte, blev hans Færdighed af de øvrige Seminarister, efter M$$%llers Anmodning, bedømt. Nu giorde Enhver sine Anmærkninger. Meget frygter jeg, at denne Methode kan tvertimod sin Hensigt have farlige Misforstaaelser til Følge. — Den Opmærksomhed, Lærerne saavel her, som i det føromtalte Institut viste os, har Fordring paa vor hele Taknemmelighed.

Som ei Phænomen i Litteraturen maa jeg anføre Dig den splendide Udgave, som den holsteenske Adel har ladet besørge af alle dens Privilegier fra Arilds Tid af, prydet med behørige Vaabener, stukne i Kobber. Af dette s. 5 Værk finder Du ei Exemplar i hver holsteensk Adelsmands Hylde.

Riel selv er for nærværende Tid i Besiddelse af Dumouriez, dens Egn af la Fajette, to af Frankrigs berømte Generaler. Den første har jeg seet paa en Concert. Det er en lille, lav, uanselig Mand, i hvilken man neppe skulde formode den store General. Hans Indsigter i Tactiken skulle være stupende af uhyre Omfang, og hans Kundskab i Krigshistorien saa nøiagtig, at han veed udenad Dagen, Stedet og Situationen, hvori ethvert Slag er holden. Han spiste næsten hver Dag hos Prinds Carl, som han underholdt med Fortællinger og Demonstrationer over, hvorledes han havde vundet saa store Fordele i Holland. Man siger, han er fattig. La Fajette er med sin Kone og øvrige Familie paa Landet ikke langt fra Kiel. Disse Menneskers Helbred har lidt meget under den grusomme Behandling i Olm$$%z, hvorom man, til Skiændsel for Menneskeheden, ikke længer tør tvivle 1 . Fajette er riig. Saasnart han var sat i Frihed, skal Nordamerika have ladet ham udbetale en Tønde Guld.

Hvormeget Naturen og Konsten har giort for Kiel, veed Du Alt. Hvor gierne vilde jeg her tilbringe en Sommer! Ved Kieler-Bugtens nordre Side danner Byen ei Amphitheater, hvis Beskuelse fra den modsatte Strandbred er saare indtagende. Denne Prospect har man i Dorfgarten, en Landsbye, som er Kielboernes Frederiksberg, hvortil man spadserer i en Halvcirkel omkring Kielerbugten. Her kan man om Søndagen treffe hele Sværme af Studentere og andre Folk, som drikke Thee o. s. v., og s. 6 ryge Tobak, saa man ikke kan see en Haand for sig. Paa den anden Side af Byen er og en saare behagelig Spadseretour langs med Bugten giennem Haver og Skov. Her seer man fiernt ud i Østersøen, og Fæstningen Frederiksort ved Bugtens Indløb. Denne Vandring ender sig i en Baumschule, som Prof. Moldenhawer forestaaer. Neden for denne Træegaard begynder Canalen, som igiennem de skiønneste Egne slynger sig frem — thi den gaaer ikke lige til Eideren. Den er ikke bredere end en Aae i Almindelighed, og man har havt Exempter paa, at den har været for smal for store Skibe, der ellers fandt den dyb nok. Skibene trækkes ved Heste. Passagen skal være meget stærk om Sommeren, og Spadseregangene langs med Canalen uforlignelige.

Her har Du, hvad jeg kan mælde Dig om Kiel. Byens Tone og selskabelige Liv vil jeg ikke berøre. Jeg har opholdt mig altfor kort Tid her, og i Domme over deslige Ting bør en Reisende ei lade sig lede af det Indtryk den første flygtige Beskuelse giør. Heller vil jeg, inden jeg slutter dette Brev, med ei Par Ord omtale en Sag, som ligger nærmere inden for min Sphære og mere vil, haaber jeg, interessere Dig.

Den nye Liturgies Indførelse i Holsteen er paa flere Steder bleven Aarsag til Optrin, hvis Følge har været den gamle Liturgies Gienoprettelse paa de Steder, hvor man ei har villet give Slip paa den. Disse Facta, hvis Antal vorder daglig større, ere Dig bekiendte; men om de tilfældige Omstændigheder, som netop i den Tidspunkt, man har valgt, støde sammen til Skade for den nye Liturgie, kan jeg maaskee give Dig lidt nærmere Oplysning.

Paa nogle Aar har i den mere velhavende Deel af Holsteen, især i Marschlandene, Journal- og Pamphlet-Læseriet udbredt sig til en Deel af Bondestanden og havt s. 7 den let forudseelige Følge, at en Deel af Læserne have, uden at der maaskee i det Hele vandtes Noget for den ægte Religiøsitet, afkastet endeel gamle, ved en Række af Generationer helligede, Fordomme. Man behøver ikke megen Menneskekundskab for at giette, at alligevel Overtallet blev de Sætninger troe, som de med Modersmelken havde indsuet, ja at disse Sætninger bleve dem saa meget kiærere og vigtigere, som de nu fandt flere Tvivlere og Modstandere. Tvende Partier afsondrede sig da i Menighederne: det mindre talrige og friere paa den ene Side: det stærkere og rettroende paa den anden Side. For det sidstes Medlemmer vare nu de første Kiettere, Gudsbespottere, Atheister, og deres friere Grundsætninger der neue franz$$@sische Glaube, Platthdsk: de nie franzesisch Glew. At den borgerlige Enighed maatte tabe under dette schismatiske Forhold, blev en naturlig Følge. Under denne Tingenes Stilling begyndte Gejstligheden, opfordret af Regieringen dertil, og ved dens Anordning ledet, at indføre en Reformation i Kirkeskikkene. Hvo veed ikke, hvor nøie disses Hellighed er hos Mængden forbunden med den saliggiørende Rettroenhed? Den som nu tillige kastede ei Blik paa hiint Schisma, maatte vente, hvad der skete. „Nu trinmpherer der neue französische Glaube; nu have disse Atheister ogsaa faaet Præsten i deres Magt; nu er det den høie Tid at ruste sig til Troens Forsvar." De troede sig saa meget mere beføiede til at see i Præsten den egenmægtige vantroende Reformator, som den kongelige Anordning ikke blev offentlig forkyndet for Menighederne, og det efter Regieringens egen Villie, som forsigtig ansaae det klogest uden Herrebud at lade Reformationen ved Geistlighedens Hielp lidt efter lidt indføre sig selv. Heraf opstode nu de Optrin, Du kiender, at man støiede i Kirkerne, jog Præsterne af Prækestolen, skrev Ansøgninger til Regieringen o. s. v., hvoraf da Følgen blev, at alle de, s. 8 der absolut ingen Nyhed vilde vide af at sige, fik Tilladelse at beholde det gamle; og saaledes kan man nu, om man vil, dele den holsteenske Kirke i den conformistiske og den non-conformistiske.

Den maatte være blind for Regieringens gode Hensigt, der vilde tilskrive den hine fanatiske Følger. Men — maaskee havde det været bedre, om ei en Tidspunkt var bleven valgt, da Giæringen i Religionssager havde netop begyndt at forplante sig ogsaa til den almindelige Mand og dele den i Partier: under saadanne Omstændigheder maatte enhver vigtig Forandring i Religionsvæsenet forøge Partieaanden. Først naar Giærings Perioden var forbi, og ved en viis Styrelse af Regiering og Lærere ledet til ei for Oplysningen gunstigt Udfald, da først vilde liturgiske Forbedringer saa meget lettere kunne iværksættes, som deres Nødvendighed vilde vorde almeenerkiendt. Maaskee havde det været bedre, naar dog nærværende Tidspunkt skulde vælges, at Iværksættelsen havde været ledsaget med kongelig Autoritet. „Saa er vor Konges Villie." Dette vilde ei alene have indgydet Villighed til at adlyde, men — den som kiender Almuen, skal indrømme mig det — endog stemplet de Indretninger, der nu forekom mange saa troesstridige, med Rettroenhedens Præg, og bortfiernet fra Geistligheden den Mistanke, som stod den i Forbund med den franzøsiske Troes-Bekiendere. Maaskee havde det endelig været bedre, om den holsteenske Geistlighed, da Regieringen nu engang havde overladt det til dens Klogskab efterhaanden at indføre Forandringerne, ogsaa virkelig havde taget tilbørlig Hensyn paa hver enkelt Menigheds Oplysning og Cultur, og med Viisdom brugt Regieringens Vink og Tiltroe, istedet for at den paa engang begyndte overalt at reformere.

Saa er min individuelle Mening om den Sag.