Danmarks Breve

BREV TIL: Marcus Gerhard Rosencrone FRA: Laurits Engelstoft (1799-07-11)

Til Geheimeraad Rosencrone.
Paris, 23. Messidor an 7.
(11. Juli 1799.)

Deres Høigrevelige Excellence,
Gunstige Velgiører!

Efterat have tilendebragt min saa saare interessante tre Maaneders Reise i det sydvestlige Frankrig, kan ingen Følelse ligge mit Hierte nærmere end denne, at det er Deres Excellence, jeg skylder mine Vandringers første Afgrøde; thi ei blot under Deres Bifald, men og ved Dem var det, at de iværksattes. I det jeg nedlægger dette Offer paa Taknemmelighedens Alter og stræber at opfylde en hellig Pligt, overlader jeg mig tillige en Syssel, som skaber mig selv en Række af lykkelige Øieblikke; Deres Excellences vante Bevaagenhed er mig Borgen for, at De i disse Linier vil erkiende et svagt Udtryk af den dybe Erkiendtlighed, jeg s. 206 skylder min Velgiører, og — denne Tanke giør mig lykkelig. Maatte jeg kun have været Jagttager nok til at kunne underholde D. E. med Noget, værdigt Deres varme Deeltagelse i Menneskehedens vigtigste Anliggender og det philosophiske Blik, hvormed De overskuer samme! I det mindste ville D. E. tillade mig at bede Dem ikke spænde Deres Forventning alt for høit; thi vilde end D. E.’s Overbærenhed være nogenlunde tilfreds med min Jagttagelsesaands og min Pens ringe Evner, saa befale Omstændighederne mig dog i et Brev at forbigaae en stor Deel af det, der maaskee vilde være det meest interessante.

Min Reise deler sig, liig Vessels Moral, i to, Reisen i det Indre af Frankrig og Reisen paa Pyrenæerne; begge kan formedelst Gienstændernes totale Forskiellighed ansees som Reiser i forskiellige Lande eller, om man vil, i forskiellige Verdens Parter. Jeg frygter for at trætte D. E.’s Taalmodighed, hvis jeg vilde foretage mig at indbefatte begge Reiserne i eet Brev. De ville derfor gunstigst tillade mig, at jeg denne Gang indskrænker mig blot til Reisen i det Indre af Frankrig, og giemmer Pyrenæer-Reisen til en anden Gang, forudsat at den første vil forekomme Deres Excellence interessant nok til at ønske nogen Fortsættelse.

I det Brev, jeg tog mig den Frihed at tilskrive D. E. fra Bordeaux under 6. Mai, havde jeg den Ære at meddele Dem Noget fra min Reises Begyndelse. Efter den Tid reiste jeg langs op ad Garonnen ind i det cidevant Languedoc, besaae Stæderne Agen, Auch, Tarbes, Toulouse, den languedocske Canal, Opdragelses-Institutet i Soréze etc. Fra Bagnères af begyndte jeg mine 14 Dages Vandringer paa Pyrenæerne, hvis maiestætiske Scener jeg giennemkrydsede indtil de spanske Grændser. Imidlertid blev min Reiseplan dog ikke udført i al sin Udstrækning; thi jeg saae ikke s. 207 Montpellier, ikke Nismes, ikke Marseille, ikke Toulon. Tiden løb hastigere bort, end jeg havde giort Regning paa, og Pengene med; desuden ere disse Departementer Skuepladsen for Uroligheder og Voldsomheder, som ikke just have meget Indbydende for en Reisende.

Deres Excellence forudsaae, da De bifaldt mit Forsæt, at denne Reise maatte vorde yderst interessant; den var det, og den var det dobbelt paa den Tidspunkt, jeg har giort den, var end samme ikke i alle Henseender den meest behagelige. Maaskee har jeg i disse 3 Maaneder seet Mennesket i flere Situationer, under flere Skikkelser, i flere Extremiteter af høie og ædle Følelser, lave og usle Grundsætninger, voldsomme og rasende Lidenskaber, end mangen Olding ved Enden af sin Bane. Jeg har lært nøiere at kiende en i sin Grundcharacteer meer end nogen anden elskværdig Nation; jeg har faaet et rigtigere og tydeligere Begreb om denne Nations indvortes Tilstand, Hielpekilder, Esprit og hele Situation, end om jeg havde siddet 10 Aar i Paris; thi der veed man i Almindelighed om alt, hvad der ligger længere borte end Sct. Cloud og Versailles, intet mere end om Rusland eller Tyrkiet; jeg har aandet det blide sydeuropæiske Climat og skuet de paradisiske Egne, hvormed Naturen velsignede sit Skiødebarn. Mindet om alt dette skal være en evigblomstrende Rose paa min Vei og et frugtbarere Stof til Betragtninger end de subtileste Qvcestioner i den Fichteske Philosophie — thi den Kantiske, hører jeg, skal nu begynde at gaae af Moden.

Men — min Indgang, mærker jeg, bliver alt for lang. Jeg vil strax lægge min Dagbog for mig og deraf meddele D. E. det, som jeg troer kan have nogen Interesse, og som kan være Gienstanden for et Brev fra Paris. Jeg vælger nogle Central-Punkter.

s. 208 Bordeaux.

Denne Bye, som man indrømmer den tredie Plads blandt Frankrigs store Stæder — den er Baade større og folkerigere end Kiøbenhavn — præsenterer alle en stor Handelstads Characterer. Dens Kiøbmænd staae ved Siden af Fyrster og dens Kræmmere æmulere med Statsministre, som der staaer i Biblen. Mangen tydsk Potentatulus byttede med Glæde sine samtlige Revenuer bort mod den Fordeel, en Kiøbmand i Bordeaux ofte indhøster af en eneste Expedition til Oen Guernsey. Indbringer end Handelen formedelst Krigen med Engellænderne Bordeaux mindre end før, saa hente de det igien paa en anden Maade; thi før Krigen giorde man formedelst Pengenes uhyre Masse aldrig Regning paa mere end et Par Procents Overskud, da man derimod nu calculerer paa 30 à 40 pCt. I Luxus kommer Paris ikke imod Bordeaux. At en Kiøbmand disponerer til sin Huusholdning, Eqvipager og Mætresser en 30 à 50000 Daler aarlig, er slet ikke uhørt. Den Kiøbmandsfamilie, som kun depenserer en halv Snees Tusend Daler, lever meget indskrænket. De fleste eie Jordgodser indtil flere Tønder Gulds Værd. De sætte megen Luxus i deres table, og man finder maaskee ingensteds i Europa et brillantere Kiøkken end her; og man maa lade dem den Ære, at de ere særdeles giestfrie, en Egenskab, der hædrer den hele franske Nation i Almindelighed. Men hvad en Epicuræer meest maatte misunde dem, er deres Viinkieldere. Efterat jeg har været i Bordeaux, vil nu næsten ingen Viin mere smage mig. Man søger forgieves hos nogen anden Viin den fine Delicatesse, den Lethed og den Parfum, som er denne Viin egen. Det forstaaer sig, jeg taler om de bedre Sorter, de, som paa Stedet koste 2 à 4 Mark pr. Bouteille; og ringere Sorter komme der ikke paa noget s. 209 godt Bord. Den Viin, vi drikke hos os under Navn af god Bordeaux-Viin, have vore Kiøbmænd for 3 à 400 Livr. pr. tonneau, som giør 4 à 5 t pr. Bouteille, ei iberegnet den Tilsats, som ikke forsømmes, af den Vædske, vor Herre giver os for Intet. Man troer maaskee, at disse Bacchi skiønne Gaver maae avles paa en ligesaa skiøn Grund; men intet mindre. Medoc er et tørt, sandigt, stygt, usundt Land, som Naturen snarere synes at have bestemt til et Exil for Forbrydere end til vort viinløse Nordens Trøst. Jeg henviser D. E. herover til nogle Bemærkninger over Medoc, som indrykkes i Neumanns Journals 3die Binds 1ste Hæfte.

Theatret ansees for det skiønneste og prægtigste i Europa næst det i Neapel og det i Milano. Vist er det, at intet af Parises Theatre kan sættes i Ligning dermed, hverken i Henseende til Architectur eller indvendig Decoration. Nylig har man anvendt 30000 L. paa dets Forzirelse. Skuespillerselskabet er meget godt. Endnu ere her 2 Theatre foruden, som ikke ere slette.

Man kan næsten Intet tænke sig skiønnere end Garonnens nordlige Bred ligeover for Bordeaux. Deu danner en Række af Høie og smaae Bierge ganske bedækkede med Viinranker og besaaede med maisons de campagne. Fra disse Høie har man den meest fortryllende Udsigt af Verden ned over Garonnen, Skibene eg Bordeauxs prægtig-store Amphitheater paa den modsatte Side, og desuden, saa langt Øiet kan naae, den yderst frugtbare Garonne-Dal, der præsenterer en uendelig Have. Ligesom Sorgens Træk ofte give en ung Skiønhed en høiere Interesse, saaledes forekommer det mig og, som en vis melancholsk Scene, der mødte mig paa en lille Vandring blandt hine lykkelige Høie, bidrager meget til at giøre mig deres Erindring behageligere, og jeg tvivler ikke paa, at en Baggesen eller Wieland jo kunde giøre fortreffelig Brug af samme til at henrive sine s. 210 Læseres Følelser; men min uromantiske og upoetiske Pen kan fun fortælle Tingen ligefrem. Jeg og mine Medreisende vandrede en Dag i Garonne-Dalen ved Bakkernes Fod omtrent en halv Miils Vei fra Byen, da en pludselig Regn nødte os til at see os om efter Lye. Vi opdagede i en maadelig Afstand paa Siden af Bakkerne en Grotte, som hvelvede sig ind under en fremragende Klippe. Flux vare vi der. Vi fandt til vor Forundring Grotten beboet; derom overbeviste os strax en maadelig Seng, ikke meget bedre end et Straaeleie, en Stol og et Par Leerpotter — Husets hele Inventarium. Vi bleve fuldkommen hiulpne ud af denne Drøm, da en 60 Aars gammel Kone traadde frem i Sorgens og Nødlidenhedens Skikkelse og bød os den Stol, hun havde. „Jeg oppebier her, sagde hun med en dæmpet Stemme, den Dag, der snart — jeg haaber det — skal befrie mig fra et Liv, hvis Glæder jeg kun lidet har kiendt, men hvis Sorger overvælde min Alderdom. Jeg havde et lidet Huus her lige under dette Field. Min Mand, som kort efter vor Forening gik ind i Evigheden, efterlod mig det med 2 smaae Sønner. I Fattigdom, dog uden at lide Nød, beboede jeg det i 16 Aar. Mine 2 Sønner vare min Trøst. Den ene havde endnu ikke fyldt sit 21de Aar, da han faldt i Vendeen. En pludselig Svindsot angreb den anden. I 3 Aar laae han fæstet til Sygesengen, indtil Graven aabnede ham sit Skiød. Kun mit lille Huus var mig nu tilbage. Eensom sad jeg her i nogen Tid; jeg havde besluttet her at tilbringe mine sidste Aar; men — Ulykken var endnu ikke træt af at forfølge mig. Et Fieldskred ødelagde pludselig min Bolig; selv blev jeg reddet, jeg veed næsten ikke hvorledes. Det er 2 Aar siden. Jeg tyede herind, hvor Kulde og Fugtighed fremskynde min Afskeedstime. Jeg er uden Slægtninge, uden Venner. Jo — jeg har, hélas, en s. 211 Broder, for at Hans Kummer skal lægge ny Vægt tit min. Alderdommens Svagheder nedbøie allerede ham, som mig. Neppe kan han som Hyrde skaffe sig et kummerligt Ophold. To arbeidsvante Sønner lovede at blive hans Alderdoms Støtte. Det er 7 Aar, siden begge paa eengang kaldtes til Vaabentieneste; i 7 Aar deelte de med hinanden Krigens Møie, som deres Broderkiærlighed og Haabet om at vorde endnu deres Faders og min Alderdoms Trøst gav dem Styrke til at overvinde. I 7 Aar vaagede Forsynets Haand over dem, men i Gaar — i Gaar — fik vi at vide, at de ere ikke mere. De fandt deres Grav — begge — i det sidste Slag mod Prinds Carl, og — nous voilà au désespoir! O, maatte vi have døet for dem! maatte vi i det mindste have døet med dem!“ — Saa talede den Gamle, hendes Stemme afbrudt ved Taarer. Hun taug. Vi stode rørte. Vi havde slet ikke lagt Mærke til, at Regnen var for længe siden forbi. Enhver af os greb uvilkaarlig i Lommen; hvor gierne vilde vi have kunnet give hende mere! Saa skulle da Menneskene til evig Tid være blotte Regnepenge i de Mægtigstes Spil? Forsynet aldrig ville høre de Fortrængtes Suk?

14

Bordeaux er — især som Handelstad betragtet — ingen uvidenskabelig Bye. Den havde før Revolutionen et Académie des sciences et belles lettres, som har publiceret sine Mémoires. Dette Academie blev vel opløst i Skrækkens Tid, men er opstaaet igien under Navn af Société des sciences, des arts et belles lettres; de fleste af det gamle Academies Medlemmer ere i dette Selskab, som holder en Seance een Gang om Decaden. Det er Skade, at Forskiellighed i politiske Meninger undertiden skal lægge Hindringer i Veien for Selskabets Virksomhed og Medlemmernes Enighed. Selskabet giorde mig den Ære at indbyde mig til sine private Seancer, og efter min Bortreise har det s. 212 i en Seance optaget mig som corresponderende Medlem og tilsendt mig et Diplom.

14*

Der gives i Bordeaux, ligesom i alle Frankrigs store Stæder, to Hovedpartier, eet, der er den nærværende Statsforfatning hengivet — hvilket er det stærkeste — et andet, som er misfornøiet med samme. Til det sidste Partie hører en stor Deel af de rigeste Kiøbmænd. Aarsagen hertil ligger fornemmelig deri, at de have tabt ved Revolutionen eller rettere sagt ikke har profiteret saa meget som forhen formedelst den Standsning, Handelen har lidt. En anden Aarsag er, at Skatterne og Afgifterne, der nu ere fordeelte efter et andet System end i gamle Dage, ere høiere for dem. En tredie, som ikke er af de uvigtigste, maa søges i den Omstændighed, at det blotte Guld ikke saa let nu kan aabne Veien til de store og glimrende Poster, der efter Constitutionens Grundsætninger ere kun Talenter og Fortienester forbeholdne. Tilforn var det ganske almindeligt, at en Kiøbmand i Bordeaux kiøbte en Titel og en Charge til sin Søn, der sædvanlig havde lært Intet; ja det ansaaes for en stor Skam, om en riig Kiøbmands Søn ikke skulde blive andet end Kiøbmand, og en Fader ikke skulde kuune sige paa Børsen: min Søn Hofraaden, min Søn Compagnie-Chefen, eller i det mindste: min Søn Kammerjunkeren. Ja denne Higen efter Rang og Titel gik saa vidt, at en Millionær ansaae det for den høieste Lykke, om en fattig Adelsmand vilde ægte hans Datter og nedlade sig til at tage en Medgift af nogle 100,000 Livr. Al den Herlighed er nu forbi; hine illæ lacrymæ.

Ingen Bye har under Krigen drevet Kaperiet med saa megen Lykke som Bordeaux. Vel have Engellænderne taget de fleste af Corsarerne, men de vare for længe siden betalte ved giorte Priser. Man forsikkrer, at man i det sidste Aar har vundet 60 Millioner. Det er især Armatørerne, som s. 213 blive rige, thi de vide stedse at give deres Interessentere saadan Regning paa Omkostningerne, at de ei skal faae for meget af Byttet. For en 14 Dages Tid siden har man opbragt der et Skib under dansk Flag med en kostbar Ladning fra Ostindien, som vurderes for 6 Millioner. Det er en Malheur, at Capitainen ikke forstaaer andre Sprog end Engelsk. Vor Consulat har ikke megen Haab om dets Frigivelse.

Toulouse.

I en Strækning af 36 Lieues følger man Garonnens Bred fra Bordeaux til Toulouse. Det er neppe mueligt at tænke sig en skiønnere, en behageligere Tour end denne, naar jeg undtager en halv Dags Reise nærmest Bordeaux, hvor man arbeider sig møisom frem giennem en Sandslette, som dog frembringer fortreffelig Viin. Den hele Garounedal lige indtil Toulouse er et sandt Elyseum. Naturen og den menneskelige Industrie skabte her med forenet Haand Yndighed, Overflødighed, Velstand, Lyksalighed. Flekker slutte sig til Flekker, og Haver røre ved Haver. De simple Landboeres Huse have en Pyntelighed og Nethed, som vare de lutter maisons de campagne, der tilhørte den store Verden i en nærliggende Hovedstad. Aldrig har jeg seet saadan Afgrøde, som den der bedækkede disse Egne. Høsten begyndte allerede, da jeg reiste derfra i Slutningen af Juni. Der gives saa enorm-rige, men alle ere velhavende, og meer end dette; thi det ansees for en ringe Proprietet, som ikke indbringer sin Cultivatør mere end 4 à 5000 Livr. aarlig. Man beregner Indtægterne af Frugthaven til Skatternes Betaling — i hvor store end disse ere — og hele Resten som reen Revenu. Denne almindelige Velstand og den Omstændighed, at enhver Huusfader er tillige propriétaire eller har en Jord, udbreder en s. 214 høi Grad af Cultur og Vellevnet, uden at dog denne udarter til en for Sæderne skadelig Extravagance og Luxus; sielden hører man, at Voldsomheder eller Misgierniuger udøves her, i hvor meget de end gaae i Svang selv i Naboe-Egnene. I Almindelighed ere de og meget patriotiske, selv indtil det Ceremonielle; thi deres Frihedstræer f. Ex. mangle aldrig den røde Hue, og i mange Byer staaer Republikens hele Titulatur malet med store Bogstaver over hver Mands Dør. En betydelig — maaskee den største — Deel af Indbyggerne ere Protestantere, hvoraf de mere oplyste leve i den fuldkomneste Enighed med de mere cultiverte blandt de cidevant Catholske, fordi de første bryde sig ligesaa lidet om den Augsburgske Confession eller formula concordiæ som de sidste om det Tridentinske Concilium eller Paven. Derimod have begge Religions-Partiers lavere Classer et udødeligt Had til hinanden, deels formedelst Aarhundreders Forurettelser, deels af Fanatisme, da Protestanten finder det ligesaa vederstyggeligt i Guds Øine, at Catholiken giør Bønner til Jomfrue Marie, som denne at hiin ikke vil erkiende Paven eller dyppe sine Fingre i Vievand.

Toulouse var tilforn en af de Stæder i Frankrig, som stobe i fortrinlig Reputation. Den havde et berømt Parlement, et Academie, der opdrog indtil 12,000 unge Mennesker paa een Gang; den betragtedes fra de skiønne Konsters Side som det franske Rom. Rigdom og Luxus giorde den som til et andet Paris. Fuimus er det Valgsprog, som nu bedst kunde passe paa ben. Den er famøs for de Grusomheder, hvorfor den har været Skuepladsen under Revolutionen. Factionsgeist og Forfølgelsesaand udøver der endnu sit skrækkelige Herredømme, hvæsser sine Dolke og udseer sine Offere. Alt hvad der eksker Fred og Sikkerhed, har retireret sig derfra, hvorfor Folkemængden paa faa Aar har formindsket sig en tredie Deel. Især er næsten Alt, hvad s. 215 der besad nogen Formue — forsaavidt de ikke allerede vare opofrede — gaaet bort. Alt dette har nedstyrtet Byen i Armod og Afmagt. Handelen ligger, Konsterne ere forladte, Artisterne brødløse. Skrækkens Spor møde overalt Øiet. Kirkerne staae halvnedbrudte; Indbyggernes naturlige Gaieté har forandret sig til Mismod, Mistillid, Frygt, Tilbageholdenhed. Auberger, Theatre, Cafés, Promenader og alle offentlige Steder ere fulde af Spioner, tildeels Politiets, tildeels Factionernes. Ikke blot ingen Fremmed, men selv ingen af Byens Indbyggere — Damerne ikke undtagne — kan gaae udenfor deres Huus uden at have Passe, Sikkerhedskarter, Residenskarter o. s. v. i Lommen; thi man maa berede sig paa ved hvert Trin at møde en Politiebetient eller en Gendarm, som spørger: qvi êtes Vous? d’où venez Vous? où allez Vous? Voyons vos papiers. Partieaanden forsømmer ikke at betiene sig af alle disse Midler for at vexere. En Gendarm- Officeer havde den Uforskammenhed i det Auberge, hvor vi spiste, at fortælle os alle, som vare ved Bordet — saavel Franske som Fremmede — at han, om han behagede, gierne kunde lade os arretere allesammen. Hvorledes det? Jo, han kunde sige, at han havde blandt sine Renseignements over Desertører, Tyve etc. nogle, som forekom ham at passe paa os; siden naar vi efter vore Papirers Undersøgelse vare blevne frikiendte, kunde han sige: Citoyens, je suis extrêmement faché, que je Vous ai causé ce désagrément, mais Vous ne me le prendrez pas en mauvaise part, je l’espère, attendu, qve je n’ai qve fait mon devoir. Derfor ere disse Folk og meget forhadte. Uagtet vi havde vore Papirer i den strængeste Orden, raadede man os dog ordentlig fra at gaae til Toulouse, hvor vi neppe skulde kunne undgaae ubehagelige Tilfælde, siden Municipalitetet der har den Vane at arretere alle Fremmede — især naar de, som vi, s. 216 vare af Conscriptions-eller Reqvisitions-Alderen — og sandt at sige, troer jeg gierne, at Municipalitetet der havde provisorisk forsikkret sig vore Personer, hvis vi ei havde havt speciel Recommendation til Departements-Administrationen, som ved at authorisere vore Papirer ved en høiere Sanction befriede os fra al videre Sommers med Municipalitetet.

Disse ublide Forandringer uagtet beholder Toulouse dog endnu Spor af den høiere Cultur, hvorfor den tilforn stod i saa megen Reputation. Den private Opdragelse har jeg ingensteds fundet saa god — for ikke at sige saa lidet slet — som her, skiønt man seer mere paa det saa kaldte agréable end paa det Grundige. Det smukke Kiøn har især drevet sine Talenters Udvikling til Fuldkommenhed, saa det næsten emporterer det over Mandfolkene. Næsten alle Toulouses Damer behandle med Færdighed flere Instrumenter. Om Aftenen elske de meget at sidde indenfor deres Jalousier og spille paa Harpe eller lade opføre i deres Sal en lille Concert af musikelskende Venner, hvori de da ogsaa selv tage Deel. Adskillige Damer ere ordentlige Medlemmer af Stadens Lycee.

Byens Beliggenhed er smuk i en frugtbar Slette ved Garonnen. Promenaderne ere de vidtløftigste, jeg nogensinde har seet af dette Slags. Den, som gaaer langs med den languedocske Canal og fører hen til dennes Forening med Garonnen, er meget interessant. Naar Veiret er nogenlunde klart, seer man fra Broen af Pyrenæernes maiestætiske Krop og deres hvidnende Biergtoppe i en Afstand af 20 Lieues. Man skulde troe, det var Verdens Ende. Den offentlige Moralitet staaer i disse Egne ikke paa altfor gode Fødder. Plyndrerier og Assassinater høre til Dagens Orden. Man gaaer eller reiser ikke gierne langt uden et Par Pistoler i Lommen eller i Geltet. Sommesteds s. 217 escorterer man Deligencerne ved Gendarmer. Dagen før jeg reiste fra Byen, bleve en Mand og Kone om Morgenen myrdede paa den store Landevei neppe en halv Fierdingvei fra Staden. De bare 25 Louis for at bringe deres Søn, der var i Toulouse og skulde gaae til Armeen. Den ene af Morderne fik man fat paa. Gendarmeriet blev et skummelt Menneske vaer, som havde to Par Pantalons paa. De befalede ham at tage det yderste Par af, og de fandt da det inderste ganske blodigt.

Sorèze.

Dette berømte Opdragelses-Institut ligger 10 Lieues sydost for Toulouse, just ikke i en fortryllende Egn. Det var forhen et Benedictiner-Abbedie, men nu en Privatbesiddelse af den nærværende Director Epbenedictineren Ferlus. Institutet har floreret i 40 Aar. Siden det offentlige Opdragelsesvæsen i Frankrig var — ligesom hos os indtil den begyndte Reformation — indrettet paa en Maade, mere skikket til at danne Munke end til at danne Mennesker og Borgere, saa havde dette Abbedies Benedictinere — Benedictinerne have overalt mange Fortienester — det gode Indfald at oprette et Opdragelses-Institut efter Fornuftens Grundsætninger, og de reusserede saa vel, at deres Institut lige indtil Revolutionen blev ved at tælle 5 à 600 Elever, ei blot Franske, men og Fremmede. Midt under Revolutionens Storme og Papirpengenes altødelæggende Strøm soutenerede dette Institut sig ved sin Directors Klogskab og Rigdom, indtil det nu igieu har faaet sin fulde Consistence. Det har nu 400 Elever. Alle Videnskaber, skiønne Konster og Legenisøvelser læres her. Institutet har over 50 Lærere. Eleverne ere i bestandig Beskieftigelse, skiønt ikke uden een Time paa Gangen ved samme Gienstaud. Der bliver ikke snakket meget om Menschenliebe og Selbstkenntnit, men man s. 218 arbeider desto mere. Salzmanns Institut kan ikke komme i Sammenligning dermed, snarere maaskee Christianis. Eleverne opføre 2 Gange maanedlig Comoedie paa Institutets Theater. Jeg saae dem spille les petits Savoyards, som de giorde ret godt. Underviisning i den naturlige Religion er forbunden med Philosophien. Positiv Religion, siger Exbenedictineren Ferlus, ne peut faire partie de l’enseignement public; des leçons faites pour être communes, doivent, être indépendantes des opinions religieuses; men for at Forældre ikke t den Henseende skal savne noget i Institutet, har Directoren attacheret dertil en catholsk og en luthersk Geistlig og en Rabbin, hos hvilke Forældrene kan lade deres Børn tage Underviisning efter deres Godtbefindende; men som jeg hørte, ere disses Auditorier ikke meget besøgte. Mange Forældre skal af den Aarsag ikke ville skikke deres Børn derhen.

Enhver Eleve betaler for alt 1000 Livr. aarlig. Derfor bliver han endog klæbt; men han maa bringe noget vist med. Deres Hverdags-Antog var ikke just for godt. Ved Decadærfesterne og andre offentlige Leiligheder bære de den franske Nationaldragt og udføre militæriske Evolutioner. Enhver anden Benævnelse end Citoyen er forbuden. De faae en sund og tilstrækkelig Kost. Det er næsten uhørt, at Nogen bliver syg der. Directoren holder sit eget Kiøkken og spiser i sine egne Værelser tilligemed en Deel af Professorerne. Jeg var buden til Middag hos ham den Dag, jeg var derover. Vi bleve serverede fyrstelig, og der var dog ingen Fremmede. Men naar var man utilfreds med Benedictineres Kiøkken og Viinkielder? Fire Tienere vartede op. Directoren er en Mand af Verden og af Talens. De, som ikke kunne overtale sig til at troe andet, end at de gamle Colleger eller latinske Skoler vare Mønstere af Opdragelses-Anstalter, finde meget at sætte ud paa s. 219 Sorèze. Nogle Mangler kunde man vel finde; men det er unægtelig enten Fordom eller Misundelse, naar Nogle sige, at Eleverne rigtig nok dandse à merveille og spille Comoedie à ravir, men at der ellers i det Hele er mere Parade end Soliditet. Saa meget er vist, at ved Elevers Optagelse i den polytechniske Skole har Sorèzes Elever altid distingveret sig til deres Fordeel.

Blandede Bemærkninger.

Jeg har al Respect for vort kiære Dannemark og er overbeviist om, at der er ret godt at være; men det var dog at drive Patriotismen eller Fædrelandspartiskheden alt for vidt, naar man vilde paastaae, at vort Nord kan fra Naturens Side sætte sig i Ligning mod Frankrig, især det sydlige. Disse Høie og Bakker prangende med Bacchi Rigdomme, disse frugtbare Sletter og Dale, hvor Naturen belønner et ringe Arbeide med Frugter uden Ende. Disse Figen-,Mandel-og Olivenhaver, som parfumere Luften med Uddunstningen af deres Blomster, naar en halv Vinter endnu hviler over de codaniske Lande — det er unægteligt, at disse ere betydelige Fortrin for vort Clima. Vi faaer igien at trøste os med, at Sommerens Hede ikke steger os som dem i hele 3 Maaneder paa Gang.

Hos et saa cnltiveret Folk som de Franske skulde man ikke formode saa stor en Uvidenhed i Geographien, som man overalt treffer. Jeg vil ikke tale om deres ravgale Begreber om vort Norden og deres Uvidenhed om det, som er udenfor Frankrig — thi man maae f. Ep. ikke studse over at faae det Sporgsmaal, om ikke Kongen af Danmark og Kongen af Marocco er eet Væsen — men selv om Republikens Situation og Grændser have de Fleste et saare vagt Begreb. Jeg har Snese Gange maattet forklare, med hvilke Stater det er, Republiken har Krig. Bønderne lade s. 220 sig nøie med den almindelige Beskeed, at Frankrig har Krig med alle Konger. Mange vide endnu ikke rettere, end at der er en Konge i Lothringen.

Opdragelsesvæsenet er saa godt som i en Tilstand af Nullitet. De eneste Anstalter ere Central-Skolerne, der i deres Indretning ere meget ufuldkomne og have formedelst Mangel paa Tillid ikke megen Søgning. Lærerne ere maadelig lønnede, Skolebygningerne slet vedligeholdte, Bibliothekerne maadelig forsynede med gode Skrifter. Professorerne ved Central-Skolerne ere forpligtede til at bivaane Decadærsesterne. I Agen er en nylig bleven afsat, fordi han ei vilde underkaste sig denne Lov.

Næsten i alle franske Stæder af nogen Betydenhed ere der Theatre og Skuespil, i de mindre eet, i de større 3 à 4. De ere under Magistratens Surveillance. I det sydlige Frankrig bliver overalt mellem det første og andet Stykke Marseiller-Hymnen afsnngen, som en Intermezzo, af Skuespillerne. Saasnart den begynder, reise alle sig op saavel i Parterret som i Logerne, tage Hatten af, og blive staaende saalænge, indtil den er til Ende, som om det var en Lovsang til det høieste Væsen. Den, som glemmer at tage Hatten af, bliver erindret derom af de tilstædeværende Municipalitets-Betientere. Den høitideligste Scene af denne Art, som jeg har været Vidne til, var i Agen, hvor just Parterret var fuld af Conscrits, der skulde næste Dag gaae til Armeen, og som med freidigt Mod istemmede Sangen.

Ved Bordeaux begynder Folket at tale den gascogniske Dialect, som jeg aldrig kunde forstaae noget af. Længere ned kommer den languedocske Dialect, som er mindre vanskelig og begynder at nærme sig noget til det Spanske.

Det varmere Climas Indflydelse paa det sydlige Frankrigs Beboere er let bemærkbar for den, der kommer fra Paris. De have en langt høiere Grad af Lidenskabelighed, s. 221 en exalteret Phantasie og voldsomme Gesticulationer. Deres Farve er bruunladen; begge Kiøn have meest sort Haar, men Damerne sætte deres vigtigste Luxus i blonde Peruquer, som koste dem indtil 80 Rdl. Stykket, og som passe sig til deres brune Hud og sorte Øienbryn som en rød Vest til en sort Kiole. Ellers ere Fruentimmerne mangesteds i det sydlige Frankrig vel udstyrede af Naturen, og i deres Costume efterligne de trolig Pariserinderne. Climaet, som fremskynder Modenheden hos alle vegeterende og levende Væsener, giør her Folk gamle før Tiden. Sædvanlig ansaae jeg dem for at være 30 Aar, som endnu kun havde 22, og man fandt det urimeligt, at jeg skulde være over 20 Aar gammel, uagtet jeg snart er 25. Derfor ere og Ægteskaberne meget tidlige. Jeg har selv seet flere Gange i Decadærtemplerne Copulationer, hvor Brnden ei har havt over 14 Aar og Brudgommen ei over 18. Men man paastaaer, at det ei sielden er Tilfældet, at begge ere et Par Aar yngre. Saadan Vrimmel af Børn har jeg aldrig seet, som næsten overalt i Frankrig. I Landsbyerne og Kiøbstæderne ere Gaderne bedækte af dem. Men saa maa man og betænke, at det er noget ganske Almindeligt, at en Familie har 16 à 20 indtil 25 Børn. Ægteskaberne skal og være blevne meget talrigere siden Revolutionen, og Haab om som gift Mand at blive fri for Conscriptionen bevæger mange unge Mennesker til at gifte sig alt for tidlig, skiønt dette dog ikke hielper dem til Exemption.

I mange Egne hersker der endnu megen Overtroe og Fanatisme, især paa Landet. Eedsvorne Præster forrette Gudstienesten, døbe Børn etc. og leve af deres Menigheds Naade, der ikke strækker sig meget vidt, naar det gielder om at give til Sielesørgeren. De fleste leve derfor et temmelig kummerligt Liv, naar de ikke have nogen Privatformue eller Siendom. Jeg har seet og talt med en Deel, som forekom s. 222 mig at være ret honnette Folk; men jeg fandt de fleste meget uvidende og overtroiske. Deres Auditorier, naar de læse Messe — thi det er deres Hovedforretning — bestaae meest af gamle Kiellinger og Folk af den laveste Classe. Deres Tolerance er ligesaa indskrænket mod Protestanterne som mod Philosopherne eller den naturlige Religions Bekiendere.

Parisiensia.

Den 6. Thermidor skal efter Sigende den store Luftreise tiltrædes af Blanchard i Haven Tivoli. Hele Paris venter med Utaalmodighed paa dette Mirakel. Den gamle Lalande har taget mod Indbydelse af Blanchard til at fare med som Admiral. Denne Reise skal være en Forløber for en anden større, som samme Luftskipper med det første vil foretage til Amerika. I Anledning af Lalandes Venners Bestræbelse at fraraade ham Reisen med Blanchard den 6. Therm, har han ladet et Avertissement indrykke i en Avis, hvori han angiver Vigtigheden af de Grunde, han som Astronom og Physiker har til at flyve op paa Atmosphærhavets Overflade, hvor han mener, at Stiernerne ikke blinke, hvor han haaber at opdage Vindenes Theorie etc. Tilsidst kommer han, Gud veed hvordan, til at ende med en heel Deel flau Smiger for Hertugen og Hertuginden af Gotha og for Maior v. Zach, hvis noblesse d’origine man studser ved at see optællet blandt hans Fortienester af en fransk Borger. — Da Lalande er bekiendt som en erklæret Atheist, saa er der en hemmelig Mening hos den almindelige Mand, at han vist vil ende med at brække Halsen.

Mercier vedbliver at prostituere sig. Ved sidste offentlige Seance i National-Institutet hævede Præsidenten Seancen midt i en Discours af ham over Catos Død, da man 3 Gange forgieves havde bedet ham holde op og søgt at s. 223 trætte ham med ironisk Klappen. Dette kom i alle Aviser. Mercier har da nu skrevet en Giennote, hvori han fortæller Publicum, at det kun var Ondskaben, som vilde giøre ham til Latter; at han ikke havde talt saa længe i Institutet, uden fordi den Strøm af Bifaldsklap, hvormed han overøstes, havde taget den halve Tid bort. Det var slemt, han ikke havde lagt Mærke til, at Salen ikkuns gienlød af Klappen, naar han hostede, eller drak Vand, eller gik feil i sine Stumper og Stykker af Manuscripter. Han angriber offentlig Roederer som sin Avindsmand. Journalisten lægger til — formodentlig et blot Plæsanterie — at Roederer havde bedet Mercier møde sig i bois de Bologne, at han rigtig nok havde indfundet sig til bestemte Tid, men trak, isteden for Pistoler sit Manuscript om Catos Død op af Lommen, hvorover Roederer fik saadan Skræk, at han gav sig til at løbe, det bedste han kunde, et il court encore.

Alle Catholiker, Præster, Bisper etc. have yttret megen Glæde over Reveillere-Lepaux’s Fald, da man betragtede ham som Formanden for det Partie i Frankrig, der vilde opreise Deismen paa de positive Religioners, især Catholicismens Fald. Der har endog været Nogle i de fem Hundredes Naad, som have offentlig giort ham dette til en Forbrydelse. „Havde Reveillere, siger ami des loix, ikke begaaet andre Synder end den, saa er det saa langt fra, at han fortiener at lastes, at han meget mere har Fordring paa stor Tak. Hans conception var celle d’un homme vertueux et sage og bør fra denne Side vinde ham en almindelig Høiagtelse af alle Europas Philosopher og oplyste Mænd.“

Med Theophilantroperne synes det at gaae Krebsgang. De have ophævet deres culte i Temple du Génie. De have fundet fornødent at retfærdiggiøre sig offentlig mod den Beskyldning, at de stode under Reveilleres deistiske Fane.

s. 224 Maleren Girodet er det overdraget at forfærdige for Nationen et stort Malerie over de franske Plenipotentiærers Drab. Vernet skal udføre et stort dessin over den samme Gienstand, og dette skal stikkes i Kobber af den bekiendte Bervick.

Mercier forarger sig over Folkerepræscntanternes Pidske. Han mener, de passe sig slet ikke til deres græske Costume. Han vil, de skulle coëffere sig à la Titus.

Paris er i denne Tid virkelig saare skiøn. Tuillerierne, Boulevards, Tivoli, Jardin d’Apollon, Pavillon d’Hannover og flere Promenader ere nu meget brillante. Dog — jeg for min Part kommer aldrig tilbage fra dem, uden en melancholsk Stemning har indtaget mit Hierte. Hvad betyder en snever Kredses Glæder, naar Millioner sukke, græde, hyle? Hvorfor leder Øiet forgieves efter mandlig Ungdom, men finder kun Børn og Gamle? Hvo kan være susceptibel for nogen reett Glæde, som seer og ikke er ligegyldig ved at see, at Europa bliver en Ørk, og ak vi staae paa Nippet at styrte ned igien i et Middelalderens Barbarie, hvorudaf Secler maaskee ikke skal kunne igien udrive vor ulykkelige Slægt.

Pressefrihedens Tilbagegivelse oversvømmer nu Paris med Flyveblade, meest politiske. Det vrimler af Journaler. Klubber og politiske Selskaber danne sig og beskyttes af Loven, som til samme Tid har giort Ende paa de utallige Røverkuler, der under Navn af Spillehuse daglig styrtede flere Ulykkelige i Fortvivlelse og i Seinen.

Det varme Veirligt giver de parisiske Damer ret Leilighed til at etalere alle deres Yndigheder. Det er unægtelig, at deres Costume er saare nydelig. En hvid Musselins Robe à la Grecqve, hængende i frie Folder, og som de vide at give et smagfuldt Kast (Gewurf), er den meest elskede Dragt. Denne i Forbindelse med smaae grønne Skoe, s. 225 blottet Hals, cheveux à la Titus og en taalelig Form af Naturen frembringer virkelig et Object, som man skulde troe et belevet Mesterstykke af Phidias. Uden at indlade mig i nogen moralsk Undersøgelse paastaaer jeg, at fra Smagens og Yndighedens Side Pariserinderne bør være Lovgiverinder for deres Kiøns Costume.

Professor Baggesen har i Dag Bryllup paa christelig Viis i Legations-Capellet. Allerede for nogen Tid siden er hans Ægteskab ratificeret efter Republikens Love. Jeg har ikke talt med ham endnu. Man siger, han vil reise om en Maaneds Tid. Han skal være i stor Gield. Første Gang, han skulde have være viet i Capellet, giorde Ministeren Vanskelighed, og han maatte kiøre tilbage med sin Brud, uagtet Præsten stod færdig at vie dem. Jeg veed ikke med Vished, hvoraf denne Omstændighed kom.

Mine to Medreisende har jeg efterladt paa Pyrenæerne, hvor de vil tilbringe den største Deel af Sommeren for at samle Planter og Stene. Jeg vilde ønske, vi havde dem vel tilbage. Det bliver een Tid værre end en anden at reise i Frankrig, og i mange Departementer er det næsten ikke mere mueligt, i det mindste meget hasarderligt, især for unge Mennesker. Jeg er yderst fornøiet over at have giort den Reise, som jeg nu kommer fra at fuldende, men i dette Øieblik vilde jeg ikke foretage en lignende.

Jeg veed ikke tilvisse, om jeg bliver i Frankrig næste Vinter eller ikke. Jeg ønskede det, men man faaer at see Tiden an først, inden man kan resolvere. Hiem kommer jeg i al Fald ikke før til Sommeren, og jeg har Haab om, at jeg da maaskee vil træde ind i en Virkekreds, som er mere overeensstemmende med Deres Excellences og mine Ønsker end den, hvortil jeg først var bestemt. Dr. Müller, som nu er i Engelland, vil komme tilbage til Kiøbenhavn s. 226 i August, og næste Vinter vil formodentlig der see ham som Lærer paa Cathedret.

15

Nær var jeg bleven slemt narret i Anledning af den aarlige Understøttelse af 200 Rdl., som Kongen har tilstaaet mig af Kassen ad usus publicos. Jeg faaer den officielle Efterretning, at jeg kunde hæve dem strax. Jeg bestemte dem til min Sydreise, og medens jeg i Kiøbenhavn giorde Anstalter til deres Modtagelse, lod jeg mig af General-Consul Classen give et Creditiv paa den samme Sum. Men nogen Tid efter faaer jeg den Beskeed, at Hans Maiestæt kun lod dem udbetale qvartaliter, og jeg fik kun 100 Rdl. Da jeg ikke vilde være uefterrettelig hos Classen, opfyldte jeg det manglende med en liden Sum, jeg havde bestemt til mine Nødvendigheder fra min Hiemkomst af til jeg i August faaer mine academiske Stipendier. Til den Tid hielper jeg mig nu, som jeg kan.

Nu har jeg tilbage at gientage Deres Excellence Forsikkringen om den uforanderlige Taknemmelighed og Ærbødighed, hvormed mit Hierte erkiender D. E.’s udmærkede Godhed og høie Bevaagenhed mod mig. Jeg er stolt af den Tanke at være Gienstanden for en Mands, for en Velgiørers Opmærksomhed som Deres Excellence. Min Pen er for svag til at udtrykke Hiertets høiere Følelser, men havde den end naaet det menneskelige Sprogs høieste Kraft, den vilde dog finde sig uformuende til at tolke, som den burde, D. E.’s Fortienester af mig og mit Hiertes Følelser ved Bevidstheden om disse. Tør jeg smigre mig med det Haab, at Deres Excellence vil i denne mit Hiertes Stemning finde en Undskyldning for den Vidtløstighed, hvormed jeg har underholdt mig med Dem, saa vil jeg regne denne Syssel blandt de behageligste Timer, jeg i lang Tid har nydt — thi i ingen anden har mit Hierte taget mere Deel end i denne.

s. 227 Mit Hierte kan ikke nedlægge disse Følelser for D. E., uden at en Deel af dem maae tilhøre Deres ædle Kone og elskværdige Svigermoder. Ville D. E. tillade, at jeg beder Dem være min Tolk til den gode Grevinde og Geheime-Raadinde, og andefale mig i Begges varige Bevaagenhed, hvorpaa Ingen veed mere at sætte Priis end jeg. Mine varmeste Ønsker ledsage dette Brev. Jeg fryder mig i det Haab, at D. E. med høie Familie nyde al den Sundhed og Velgaaende, som alle de, der have den Ære at kiende Dem, tilønske Dem af Hiertet. Jeg er uvis om, enten D. E. for nærværende Tid er i Iylland eller i Kiøbenhavn. I første Tilfælde haaber jeg dog, at Brevet vil blive Frue Geheime-Raadinden tilbragt og saaledes komme D. E. tilhænde. Salut et Respect.

Engelstoft.