Danmarks Breve

BREV TIL: Marcus Gerhard Rosencrone FRA: Laurits Engelstoft (1799-09-14)

Til Geheimeraad Rosencrone.
Paris, 28. Fructidor an 7.
(14. September 1799.)

Deres Høigrevelige Excellence,
Gunstigste Velgiører!

Ved at ville besvare Deres Excellences Ærede af 29. Juli seer jeg mig forlegen, hvorledes jeg skal noksom kunne udtrykke D. E. min Taknemmelighed for de gientagne Godhedsbeviser mod mig, dobbelt smigrende for mig, fordi de kom fra Dem. Der er ikke andet tilovers for mig end at tilstaae, at jeg ikke veed at være min egen Tolk — D. E. maa læse i mit Hierte selv.

15*

s. 228 D. E.’s Overbærenhed har villet finde nogen Interesse i mine forrige Breve. De har endog opfordret mig til at vedblive. Jeg føler alt det Overbærende og alt det Smigrende i denne Opmuntring, og jeg betænker mig intet Øieblik paa at giøre Brug deraf. Jeg gaaer ingen Time med større Begierlighed imøde end den, hvori D. E. tillader mig at underholde mig med Dem. Maaskee giør jeg den undertiden lidt lang for Dem; mig synes den stedse alt for kort, og jeg veed, at D. E. vil paa denne Grund tilgive en Smule Vidtløftighed.

Men nu staaer jeg, liig Hercules fordum, paa en Korsvei. D. E. har befalet Fortsættelsen af min Pyrenæer-Reise — Paris tilbyder ogsaa Stof i Mængde, og som har Nyhedens Interesse — Pyrenæer og Paris paa eengang; det vilde være alt for meget at sætte D. E.’s Taalmodighed paa Prøve; en af Delene kan være overvældende nok at læse et Brev om fra en saa lidet interessant Haand, som min. Hvad skal jeg da nu vælge af to, Pyrenæerne eller Paris? Jeg synes at høre D. E.’s Stemme: Paris. Nu vel da, det er med D. E.’s præsumerede Samtykke, at jeg for denne Sinde bliver i Paris og forbeholder mig den Lykke en anden Gang at føre D. E. om blandt Dale, Bierge, Klipper, Vandfald og evige Jismasser, Gienstande, der ikke ere saa nye for D. E., som de vare for mig, men paa hvilke det dog maaskee ikke vil være Dem uinteressant at hilse igien efter lang Tids Fraværelse.

Altsaa Paris. Men hvilken Uendelighed af Interesse i denne Verdens første Stad, selv en Verden! hvo er som den blandt Jordens Døttre? ab ea nil secundum aut tertium; den kan kun sammenlignes med sig selv. I Lovgivningens, i Videnskabernes, i Konsternes, i Sædernes Rige — at have levet een Dag i Paris er at have levet et halvt Aar paa ethvert andet Sted. At udkaste en Copie s. 229 af dette store Original — hvilken Philosoph, Digter, Historiker tør tage sig det paa! og jeg — hvis jeg vover at tegne enkelte Partier, som ligge nærmest under min Synskreds, vover jeg det kun i Tillid til D. E.’s vante Overbærenhed. Uden at sætte Fod paa Politikens slibrige Bane, skal Videnskaber, Konster og Sæder give mig Stof nok til at underholde D. E. — om med Interesse, det veed jeg ikke; men Stoffet selv har ingen Skyld.

Videnskaber.

D. E. tillade mig at anmærke i Forveien, at jeg ingenlunde vover mig til en sammenhængende Udsigt over Videnskabernes, Konsternes og Sædernes Tilstand i Paris, men blot giver mig den Frihed at meddele Dem nogle Fragmenter til sammes seneste Historie.

I Forhold til Republikens Størrelse siger den franske Litteratur i de sidste Tider meget lidet. Vist nok frembringer Paris af og til et og andet vigtigt Værk især i Mathematik, Chemie og Naturhistorie, men — lidt nok heri, og i alt andet saa godt som Intet. Selv i Politiken seer man ikke meget Andet komme til Verden end Denonciationer, Forsvarsskrifter, Discourser, smaae Reflexioner etc., som nok har ephemerisk Interesse for dem, som ere her, men kan ingen Plads tage af Vigtighed hverken i Politikens Rige som Videnskab, heller ikke i Philosophiens. Philosophie kiender man overalt neppe her som særskilt Videnskab. De skiønne Videnskaber — engang saa blomstrende — ere i Afmagt. Vist nok eier Frankrig en Chenier, Lebrun, Parny, Delille, men — voilà tous. De politiske Uroligheder ere den vigtigste Kilde til denne Litteraturens Forfald, Muserne flye for Vaabenlarm. Frankrigs Ungdom river Mars udaf Minervas Arme. Hertil kommer, at den største Deel af hvad der er i Veiret nu, er Folk uden Opdragelse, uden s. 230 Smag for Videnskaber eller Agtelse for dem, der lægge sig efter dem. Cidevant- Noblessen satte dog en Ære i — selv naar den selv var kundskabsløs — at have kostbare Bibliotheker, at giøre sig Geniets Yndlinger til Clientere og i det mindste at ansees for Smagens og Videnskabernes Befordrere; men de nye parvenus, fordum Lakeier, Kokke etc., fremmede for alt, hvad der kan kaldes Aands-Cultur, have ikke engang den Forfængelighed. De henødsle deres Millioner blot paa den groveste sandselige Vellyst, og giøre sig, ligesom hine Middelalderens Smaafyrster, en Ære af, at deres Formue hæver dem over den Nødvendigbed at læse eller skrive. Derfor er og Boghandelen her i den sletteste Tilstand. 200 Boghandlere ere færdige at døe af Sult.

De tous les commerces nombreux,
Qv’à Paris on peut faire,
A mon avis le moins heureux
Est celui de libraire.
Vos livres doivent Vous rester;
Car Vous avez beau dire,
Tel, qvi pourrait en acheter,
Ne saurait pas lire.

Det eneste, som gaaer godt af, er Romaner, hvoraf Paris er oversvømmet; jeg troer, hver Dag frembringer nye deraf, ligesom af Aviser. Det Værste er, at de ere alle i en utrolig slet Smag, men saaledes vil Publicum have dem. Et satirisk Theaterstykke giver følgende Recept til en Roman, som skal behage:

prenez d’abord d’assassinats
une très-forte dose,
puis des Volcans, puis des combats,
où le héros s’expose,
tison, pâmoison, poison , trahison
et rapt de la princesse, o. s. v.

National-Institutet vedbliver at spille den første Rolle blandt Parises lærde Selskaber. Der forekomme immer s. 231 meget interessante Memoirer. En ledigbleven Plads’s Besættelse i den poetiske Classe har i denne Tid meget beskieftiget Publicums Opmærksomhed. Sagen er, at Parny — Forfatteren af Digtet la guerre des Dieux anciens et modernes, hvorom jeg engang har fortalt D. E. — var paa Valg mellem de tre Candidater, som bleve proponerede. Nu maa man vide, at der i National-Institutet ere 2 Partier, et republikansk, som er det stærkeste, og et urepublikansk; disse to Partier danne endnu et tredie i Henseende til Religionen; nogle ere Bigotter, andre — og de fleste — forkaste al den Overtroe, som henhører til de saa kaldte positive Religioner. Nu er Parny stræng Republikaner, og hans Digt er en Satire paa Christendommen. Alle Bigotterne og Subroialisterne cabalere imod ham; de Andre vil trække ham ind. Han er allerede engang tilforn faldet igiennem, fordi det første Partie triumpherte. Jeg skal nu ikke sige tilvisse, hvorledes det gaaer denne Gang, men alle Aviser og Journaler interessere sig meget for Parny og sige Institutet alle Slags Sottiser; Décade philosophiqve kan ikke bare sig for i denne Anledning at udpege honteuses considérations d’incivisme, puériles ma-lices de bigoterie og menées d’hypocrisie. Det er en herlig Ting med den Pressefrihed, som fulgte med Exdirektørernes Fald. Nu faaer man saa mange skiønne Sandheder sagt. Hvad denne ene Ting har giort Paris forskiellig fra, hvad det var i Vinter, da man ikke havde mere Skrivefrihed end i Petersborg eller Wien!

Et besynderligt Paradox har man ondt med at forklare sig. Den femte Edition af Dictionnaire de l’académie Française kommer just nu fra Pressen. Denne Udgave er besørget en vertu d’une authorisation spéciale du corps législatif, og endda — findes ikke de ved Revolutionen skabte og nu almindelig antagne Ord; nye paa samme Maade s. 232 frembragte Bemærkelser af gamle Ord ere ligesaalidet tilsatte; endvidere Ord, som absolument ved Republikens Stiftelse ere udjagede af det franske Sprog, staae der endnu med alle deres cidevant Betydninger. Saaledes finder man Feodal-Rettens Attributer, Hofcharger etc. Tiers-état defineres: en Stand, som ikke hører enten til Adel eller Geistlighed. Hvis Forsynet tillader — hvad snart vil vise sig — at Europa synker tilbage i Middelalderens Barbarie, saa kan det for en Feils Skyld introducere sig med dette Dictionnaire i Haanden, sidste Udgave fra den franske Republiks syvende Aar. Jeg seer ikke, hvorledes Corps législatif kan redde sin Ære uden ved at supprimere hele Udgaven.

Den overalt herskende Pengemangel lader sig og føle i Videnskabernes Rige. Professorerne ved de offentlige Skoler, Bibliothekarerne etc. have i lang Tid ingen Gage faaet. Mange af dem lide imidlertid megen Trang. Der ere de, som nødes til at sælge deres Bøger i Haab om bedre Tider. National-Bibliotheket har ikke saameget som 1 Sols. Naar der bliver skikkede Kasser med Mannscripter eller Bøger fra Departementerne, kan man ikke betale Fragten. En stor Kasse med Malerier fra Italien blev staaende i flere Decader paa Messageriet, fordi man ei kunde betale Transporten, og Entreprenøren vilde ikke slippe Kassen, før han fik sin Betaling. Republiken har ikke Credit for to Skilling. Paa National-Bibliotheket ligge Bøger og Manuscripter i 1000 Tal paa Gulvet, fordi man ei har Penge til at lade giøre Hylder.

Det pavelige Mynt-Cabinet er kommet hertil. De, som have havt med dets Modtagelse og Indpakning i Rom at giøre, have ikke forstaaet deres Dont saa ilde, thi en meget stor Deel af Guldmynterne have afstaaet deres Plads til Copier i Kobber. Den Formindskelse, som Samlingen s. 233 derved har lidt i indvortes Værd, beregnes til tohundredetusende Livres.

For kort siden er der blevet afsagt en Dom i Tribunal de Cassation i en Sag om Eftertryk (contrefaction). Man veed, hvor meget denne Qvæstion er blevet ventileret i de nyere Tider baade for Philosophiens og for Lovenes Domstol. Her faldt Decisionen, at Eftertryk ikke er en crime, og at Processer desangaaende ikke henhøre under den criminelle, men under den civile Domstol. Alt hvad der er Forfattere og hommes de lettres reclamere stærk mod denne Dom.

I Slutningen af Thermidor blev der holdt Examen i alle Parises Central-Skoler, og den 29. i samme Maaned var den Dag, da Præmierne bleve uddeelte i det saa kaldte Oratoire. Man havde søgt at give denne Scene saa megen Høitidelighed, som muelig. Præsidenten holdt en Tale og derefter uddeelte Præmierne. Da de sleste af de unge Mennesker, som Præmier tilkom, vare af Conscriptions-Alderen, saa havde man den Idee at tildele Enhver af dem foruden de ordentlige Præmier en Sabel. En af dem, der skulde have Præmie, var ikke tilstæde; han stod allerede blandt Fødelandets Forsvarere. Præsidenten spurgte, om der Ingen af hans Familie var overværende, som kunde modtage Præmien paa hans Vegne. En ærværdig Olding nærmede sig. Præsidenten traadde ham imøde og gav ham Broderkysset. Det var den Fraværendes Fader. Præsidenten leverede ham da i smigrende Udtryk den for hans Søn bestemte Præmie, medens Salen gienlød af Tilskuernes Bifaldsklap, alle rørte ved denne Scenes Høitidelighed.

Konster.

Med indeværende Maaned — Fructidor — begyndte den offentlige Exposition af parisiske Konstneres Arbeider s. 234 i Malerie, Sculptur, Architectur, Gravure og Tegning. Denne Exposition finder Sted i dertil bestemte Salons paa Musée des arts. Alle Konstnere, som ville, bringe deres Arbeider derhen. En Jury bedømmer de udsatte Arbeiders Værd og udmærker dem, som distingvere sig. De unge Konstnere, der have lagt meest Talent for Dagen, beæres med Opmuntrings-Arbeider — travaux d’encouragement — og deres Navne vorde høitidelig proclamerede paa champ de Mars ved Festen af 1. Vendémiaire. Denne Indretning giør unægtelig Republikens Opmærksomhed for Konsterne Ære. Ikke mindre end 736 Stykker have indfundet sig til Exposition. Endeel Journaler have været meget beskieftigede med at nedsætte disse Arbeider; efter deres Dom findes der næsten Intet i hele Samlingen, som fortiener Opmærksomhed. Der gives saaledes et vist Antal Journaler, som uophørlig sætte Alt, hvad der er Republikens Foranstaltning, i et ufordeelagtigt Lys, ligesom de glæde sig usigelig ved at kunne digte uvirkelige Ulykker og fordobble de virkelige. Det er vist nok, at der iblandt hine til Skue udsatte Arbeider findes en meget stor Mængde af Middelmaadigt og ikke faa Stykker, som ere under al Critik; men Meget er godt, nydeligt, skiønt, Noget er fortreffeligt. Man seer blandt de unge Konstnere mere end Een, som med Tiden vil vorde den franske Skoles Prydelse; især love Davids, Viens, Vincents og Spaendoencks Elever meget.

Man har sagt, at der ingen høie Sujetter vare; jeg gad vidst, hvilket høiere Sujet man vilde have end le triomphe du peuple Français af Henneqvin, Eleve af David. Folket, holdende Retfærdighedens Vægtskaal i Haanden, har kuldkastet Kongedømmets Colos; med den ligger nedstyrtet Slaveriet og Uvidenheden; paa Ruinerne af disse hæver sig Friheden, som støtter sig med den ene Haand paa Folket. Neden under udbreder Dydens Eeg sine evige Grene. Øvers s. 235 seer man Philosophien adspredende de Skyer, som skiulte Sandheden. Længere fremad seer man den nedstyrtede Fanatisme, bevæbnende med en Dolk Lettroenheden, som støtter sig endnu paa et kuldkastet Alter. En Deel andre allegoriske Figurer opfylde den Plads, som endnu er tilbage. Et andet allegorisk Malerie af Prud’hon forestiller Sandheden og Viisdommen nedstigende fra Himlen; som de nærme sig til Jorden, adspreder det Mørke sig, som skiulte den. Men — il y a long tems, qv’elles sont en route; qvand arriveront elles? Blandt det Øvrige fortiener La Tarantelle af Soblet, piemontefiske Bierg-Egne af Van-Loo og Vernets Bataillestykker fortrinlig Opmærksomhed. Man kan intet tænke sig nydeligere end et Stykke af Chaudet, som forestiller en lille Pige, der vil lære fin Hund abc. Det er et Mesterstykke i det Naive og Uskyldige; man bliver ikke træt af at see paa det, det er Naturen selv. Det Slette vil jeg ikke tale om, uden det skulde være for at anføre nogle af de Satirer, man har giort over dem i en Piece, som hedder les tableaux en Vaudeville. Der er iblandt andet et maadeligt Portræt af en Folkerepræsentant:

Ce Représentant là, je gage
En secret doit être irrité ;
Car dans ce pitoyable ouvrage,
Il est très-mal représenté.

En anden Artist har villet male la Misère. Derom figer Critikeren:

Pour réussir et pour nous plaire,
Genty prend un moyen nouveau,
Et pour nous peindre la misere
Fait un misérable tableau.

For Resten er han ikke fattig paa Vittigheder og Calembourgs, som de Franske giøre saa meget af. Et Stykke forestiller en Kone, som just modtager sin fraværende Mands Portræt og hænger det op over sin Sopha. Hun forestilles s. 236 — ikke af Maleren men af Calembourgisten — at modtage med samme et Brev fra hendes Mand saa lydende:

Voilà l’image de l’époux,
Dont l’absence cause tes larmes;
Ce cadeau — soit dit entre nous —
Doit être pour toi plein de charmes.

Konen svarer:

Oh, oui, ce portrait là vraiment
Me cause une volupté pure,
Pour femmes c’est un vrai présent
D’avoir un époux en peinture.

Blandt Artisterne, som have exponeret deres Arbeider i Aar, gives mange Fruentimmer. Ogsaa seer man mange af dem arbeide flittig i Galleriet. Det er unægtelig, at den franske Republik, i det den har samlet flere Seklers og flere Landes Skatte, har aabnet en viid Mark for Konstner-Geniet, og den franske Skole vil maaskee inden et halvt Sekels Forløb staae ved Siden af den italienske og den flamandiske.

I Architekturen ere adskillige gode Stykker exponerede, og som have den Fortieneste, at Gienstænderne immer ere laante fra Republikens Tarv. Der ere Projets til Cirqves og offentlige Lege, til Decadærtempler, Nationalbibliotheker, Theatre, Udødeligheds-Templer, Hædersminder etc. Man seer og deriblandt en Relief af Bastillen douloureux souvenir, hvor Tyranniet fordum begrov sin Hevns eller Mistankes ulykkelige Offere. Værket selv giver ellers just ikke nogen høi Idee om Artistens Talent. Expositions-Salen er altid fuld af Mennesker. Man synes overalt her at vise megen Interesse og Smag for Konsterne.

Jeg slipper Musée des arts for at føre Deres Excellence hen til Panorama. Havde dog Apollo — eller en anden af Himlens Mægtige — nedlagt en Gnist af Digteraand i mine Aarer, og sammes Udflydning nu kunde meddele sig til min Pen, saa skulde jeg maaskee deelagtiggiøre s. 237 D. E. i en af de høieste Fornøielser, den menneskelige Siel er i Stand til at modtage giennem Indbildningskraftens Jllnsioner. Konsten studser veb sine egne Underværker, og Naturen selv troer sig forraadt. Jeg træder ind i en Rotonde af et halv hundrede Fods Omkreds. Dens Muur er iudvendig beklædt med malet Lærred ; Lyset falder ned fra oven, uden at jeg dog seer Aabningen, fordi jeg staaer som under en stor Parasol; jeg posterer mig midt i Rotonden og — er Feernes Rige kommen tilbage paa Jorden? realiseres 1001 Nats Fabler? — jeg staaer paa den midterste Pavillon af Tnilerierne, jeg tør ikke gaae for nær til Gitteret fer ei at falde ned i Haven; jeg kaster mit Blik til alle Sider, Paris ligger udbredt for mig i sin hele Vidde, mit Øie hefter sig paa Seinen, paa de 500’s Palæ, paa Revolutions-Broen, paa Palæ Egalite, paa Louvren, paa Notre - Dame, paa Pantheon, paa Luxembourg; jeg lader mit Øie løbe om med Horizonten; hist Montmartre, hist Mont-Calvaire, hist Vincennes, hist Marnen som forener sig med Seinen — jeg seer alt med sin naturlige Farve, i sin naturlige Størrelse, sin virkelige Afstand. Min Forstand og min Hukommelse siger mig, at jeg staaer inde i et snevert Rum og gaber paa malet Lærred, men alle mine Sandser sværge paa, at min Forstand er alt for selvklog, og at jeg virkelig staaer paa Tuilerierne i den frie Luft og skuer ud over Verdens første Stad. Saa bedaarende er Alt, selv Luften, dette saa vanskelige Partie i Maleriet. Jo længere man bliver der, desto mere glemmer man sig selv, desto stærkere fanges man i Fortryllelsens Garn. O Konstens Magie! Efterlignelsens Triumph! o et Monument værdigt den store Nations Storhed! Sæt Panoramaet midt i Kiøbenhavn — man behøver ikke at reise til Paris for at see Paris, meget mere, man vil see det bedre i en halv Time end veb at være her i flere Dage.

s. 238 Jeg vil ikke opholde D. E. med nærmere Beskrivelse derover, da jeg har leveret en saadan til Neumanns Qvartalsskrifts 4de Hefte, hvor jeg har giort Læserne nærmere bekiendte med Indretningen og Entreprisens Historie. Det er anbragt i jardin d’Apollon, ci-devant jardin des capucines paa Boulevards.

Telegraphiken er en Konst alt for bekiendt og iværksat, til at den nu længere kan have Nyhedens Interesse. Uden derfor at fortælle D. E., hvad De allerede veed om de franske Telegraphers mechanisks Indretning, Linier, Post- Stationer etc., troer jeg dog en eller anden telegraphisk Scene ikke vil være D. E. ukiærkommen; en saa interessant mechanisk Foranstaltning laaner Interesse til alt, hvad der staaer i Forbindelse med den.

Jeg træder ind paa et telegraphisk Observatorium, f. Ex. det paa Palais national. Oven over Observatorernes Kammer er Telegraphen, men den sættes i vilkaarlige Bevægelser fra neden af. I Kammeret selv er ved Væggen anbragt en Telegraph en miniature, hvis Bevægelser correspondere med den stores oven paa. Observatoren seer saaledes ikke den store Telegraph, han bevæger, men kun den lille, som er inde i Værelset og corresponderer med hiin. Nu skal f. Ex. en Correspondence begynde med Dünkerken. Observatoren giver signal d’attention; dette repeteres hele Linien igiennem. I et Øieblik veed man i Dünkerken: Nu kommer der noget. Undertiden er paa en af Stationerne Observatoren ikke tilstæde. Saa giver vedkommende Station signal d’absence; man venter et Øieblik; han er kommen; signal de retour; saa begynder man igien. Det er moersomt at høre Observatoren sige en Minut efter at han har givet signal d’attention : ja Observatoren der . . . 30 Lieues herfra, er ikke paa sin Post i dette Øieblik, men han vil snart være det. Nu er alting færdigt. Correspondencen s. 239 begynder. Observatoren realiserer i Telegraphens Stillinger de Tegn, Chappe har sendt ham paa et Stykke Papir; disse, hvis Indhold han ikke veed, blive ligesaa gesvindt gientagne af Mellem-Stationerne og opskrevne paa Papir ved den sidste Station — i dette Tilfælde Dünkerken. Der er en Commissær — liig Chappe i Paris — som dechiffrerer dem, bringer Svaret i Ziffre og sender dem samme Vei tilbage til Paris, hvor de opskrives og leveres til Chappe, som dechiffrerer deres Indhold og meddeler samme til Directoiret. Det er interessant at see, hvorledes en heel saadan Correspondence — baade Forespørgselen (eller Ordren) og Svaret — kan fuldendes i et Qvarteer. Foruden Correspondencens Ziffre, som employés ved Telegraphen ikke veed Betydningen af, har og Telegrapherne imellem sig Signaler, som de kiende, og som blot angaae Telegraphiken selv, f. Ex. de nævnte signes d’attention, d’absence etc., signal de repos o. s. v. Naar det er godt Veir, har man to Timers Repos daglig, fordi der er ingen periculum in mora; men naar Himlen er ustadig, tillades ingen Hvile, for at et gunstigt Øieblik ei skal vorde spildt. For Resten holdes der paa alle Stationer nøiagtig telegraphiske Journaler, ligesom man holder Skibsjournaler ombord.

Siden vi ere ved Telegraphen paa Louvren kan vi med det Samme kaste et Blik ind paa Tharles’s Tabinet, som er lige under neden, dette Cabinet, som i Fuldstændighed, Kostbarhed, Fuldkommenhed og Emplacement er et af de skiønneste i Europa. Charles boer selv ved Siden af, men enten han er hiemme eller ikke have alle Videnskabs-Elskere altid fri Adgang dertil. Det er en Forekommenhed, som man ikke finder uden hos Franske — og Charles er dog ikke af de allerhøfligste. Midt under Loftet hænger den Montgolfier, hvori han første Gang foer til Lufts. Af alt det Kostbare og Fortrinlige i physiske Apparater, som dette s. 240 Cabinet indeholder — og som det er ligesaa kiedsommeligt at læse om som interessant at see — var der Intet, som interesserede mig mere end adskillige Arter af Harmonica. Jeg erindrer, at jeg to Gange i Kiøbenhavn gik paa Theatret for at høre Harmonica, at jeg haabede at erfare noget af den salige Følelse, hvori dette Instrument skulde kunne neddysse vort hele Nervevæsen, og at jeg begge Gange — faldt i Søvn af pure Apathie, ihvorvel somme Damer — à ce qv’on disait — daanede eller vilde gierne daane. Men paa Charles’s Cabinet troer jeg, de havde daanet for Alvor. Jeg er ikke af de meget følsomme Mennesker, men jeg har aldrig erfaret noget Lignende med den Følelse, som denne Harmonica, behandlet af Charles selv, frembragte paa mig; jeg veed ikke, hvorledes jeg skal beskrive den — som naar en alt for stærk Dosis af Opium udbreder en pirrende — sløvende Døsighed over hele Nervesystemet, eller som naar man pludselig henrykkes af sin Indbildningskraft til kiære Gienstænder og halv deelt mellem det Nærværende og Fraværende ikke er fuld Herre over sin hele Bevidsthed. Det er alligevel en vis salig Følelse, som man gierne vil have, ihvorvel man veed, man ei kan taale den. Naar jeg havde Fortunatus’s Ønskehat, saa skulde det være et af mine Ønsker, at Lyden af Charles’s Harmonica maatte bemægtige sig mine Nervers sidste Reizbarkeit, naar Livsprincipet er ved at udslukkes. Den Vellyst, som er forbunden med Harmonicas Paavirkning, forsvinder derimod og — saa at sige — begraves i Skræk ved Lyden af Tamtam, et Instrument i Form af et stort Huulspeil og giort af en Composition af Metal. Man slaaer paa det med en Stok, hvis Endekugle er omvundet med uldet Tøi. Et middelmaadigt Slag paa det er nok til at bedøve alle Nerver. Det bliver sort for Øinene, man taber Benenes Ligevægt, Tænderne klappre, Fingrene iisne. Det er et forfærdeligt Instrument; s. 241 jeg troer det ene kunde slaae fiendtlige Batailloner til Jorden. Jeg veed ikke, hvormed jeg skulde sammenligne den Virkning, det giør, uden med et vældigt Tordenslag i Forening med en skarp Lynildstraale, eller med den etourderende Følelse, om man pludselig faldt ud i Vandet fra et høit Sted. I Grunden er det en Harmonica i det Store. Lydstraalerne blande sig med hinanden — ligesom Lysstraalerne i den hvide Farve — og angribe med forenet Kraft Nervernes Irritabilitet. Det hændes meget ofte, naar Charles holder Forelæsninger over denne Musikens pathologiske Deel — thi saaledes troer jeg, man kan kalde den — at flere af hans Tilhørere ikke kunne taale at være tilstæde ved Forsøgene.

Jeg havde endnu meget at fortælle om Konsterne, men jeg har endnu andre Gienstænder tilbage, som og vil have lidt Plads.

Theater-Væsen.

Thalia vedbliver at være Parisernes meest hyldede Gudinde. Sommerforlystelsernes uendelige Varietet synes ikke at berøve hende det mindste. Alle Theatre ere hver Aften fulde. Republikens Theater og det lyriske i Rue Feydeau, som vare blevne standsede, have begge tilbagetaget deres Virksomhed og florere som før. Et nyt Theater skal med det Første aabnes; de 23, man allerede har, giøre ikke et 24de overflødigt.

Det store National-Theater — ci-devant store Opera — opfører som sædvanlig lutter Stykker i den høie Stiil — Iphigénie en Aulide og en Tauride, Oedip, Anacréon, Alceste etc. — hvoraf den største Deel sikkerlig vilde bringe Tilskuerne en masse til Søvnens høitbydende Gud, hvis ikke Musik, Dands og Decorationer holdt Opmærksomheden vaagen. Med det Første faaer man et Stykke under Navn s. 242 af Isis’s Mysterier. Himlen veed, hvad al den gamle græske vg ægyptiske Fabel skal paa den franske Republiks første Theater. Valgte man endda Sujetter, der for Omstændighedernes Skyld kunde være synderlig interessante og opflammende; men Ulykken er, at om man end vælger saadanne, overlader Theaterdigteren sædvanlig hele Meriten til den, der componerer Musiken og udfører Decorationerne. Saaledes gav man for kort siden et nyt Stykke: Leonidas eller Spartanernes Død; vist nok et fortreffeligt Sujet, værdigt at komme dramatiseret frem paa en Tid, da den franske Republiks Situation har noget Lignende med Grækenlands, truet at vorde Friheden berøvet af Persernes Despot. Der var en Trængsel den første Aften; man skulde troe, det halve Paris vilde døe med Leonidas; men — Republikanerne faldt i Søvn, Contrarepublikanerne gottede sig. En Dame spurgte, da Tæppet faldt: est ce qve c’est deja fini? mais, est ce qv’il a jamais commencé, spurgte den Anden igien.

16

Musiken, Decorationerne og Dandsene ere derimod altid overordentlig fortreffelige paa dette Theater, i nævnte Henseender nok det første i Verden. Det er især i Balletterne, hvor Alt kaldes til Hielp for paa eengang at deploiere Artisternes Talens og underholde Tilskuernes Sandser paa den meest interesserende, den meest afvexlingsfulde, den meest kildrende og — om man vil — meest vellystige Maade.

Paa Republikens Theater rue de la loi gives snart Comoedier, snart Tragoedier, som oftest ret gode Stykker, især og mange patriotiske. Opéra comique national og Théâtre lyrique de Feydeau opføre lutter Syngestykker. Begge ere i Besiddelse af meget gode Artister. Stykkernes indvortes Værd er ofte meget ubetydelig, men Decorationerne og Musiken fortreffelige; de første drives ofte til en s. 243 utrolig Illusion og Nøiagtighed. For Resten er jeg for min Part ikke meget tilfreds med den herskende Theatersmag. Man bryder sig ikke meget om, at der hverken er Plan eller Sammenhæng, hverken Knude eller Hensigt, hverken determinerte Characterer eller store Handlinger, hverken Sandsynlighed eller Sandhed; det er her som i deres Romaner, alt er godt, naar det kun ikke mangler paa Graad, Fængsel, Slagsmaal, Skibbrud, Torden, Lynild, Ildebrand med mere af skrækkelige Ting, og disse stærkere Scener ere tilbørlig blandede med coups d’amour, Harleqvinader, Arietter, Vittigheder og Tvetydigheder. Det er maaskee Mangel paa rigtig Smag hos mig; men jeg ærgrer mig ofte, naar hele Publicum klapper. Heller ikke kan jeg lide den Trepidation i Adfærd og den Skrigen i Declamation, som de franske Skuespillere og Skuespillerinder aldrig kan lade. Immer overdrive de; deres Naiveté er Coqvetterie, deres Munterhed Vildhed, deres. Vittighed Harleqvinade, deres Forundring Besvimelse, deres Graad Hulken, deres Smerter Convulsioner.

De saa kaldte Vaudeville-Stykker have meget Tilløb. De satirisere i Calembourgs og smaae Couplets over Tidernes Daarligheder, parodiere over alt, hvad der passerer i Byen og more Tilskuerne eller rettere Tilhørerne med uophørlige Allusioner og Tvetydigheder. Théâtre de Vaudeville og des Troubadours ere de bedste i denne Art. Lalande giør eu Luftreise, strax præsenterer Vaudeville Harleqvin Aéronaute ; man giver i jardin national en Concert for Elephanter, strax opføres le concert aux eléphans; man giør Forsøg med brandfrie Huse, strax ankyndiges Harleqvin incombustible; en Dreng sælger sit Haar til en Peruqvier og bringer sin fattige Moder Pengene, strax opfører man le petit Armand eller le bienfait des peruques. Kort sagt, der forefalder intet Nyt i Paris i Videnskabernes, s. 244 Konsternes og Modernes Rige, at det jo kommer parodieret paa Vaudeville. Dette morer meget; men de, som ei endnu ere blevne domesticerede i Paris, kan ikke forstaae det halve deraf. Undertiden ere Vittighederne rigtig nok lidt vandede og tvungne; il faut avoir beaucoup d'esprit, mais il ne faut pas en faire, er en Regel, som man til sine Tider glemmer. Ikke desto mindre er man altid sikker paa, man ikke gaaer derfra uden at have leet ret hiertelig saavel af Ordene som Handlingerne. Hvo kan f. Ex. bare sig for at lee i Arleqvin incombustible, naar man seer mon homme komme halvrøget ud af et Skab omgivet af en Slags plâtre, som skulde giøre ham incombustibel. Men Harleqvin, som stolede ikke alt for meget paa det physiske Præservativ, havde underhaanden forsynet sig med et andet af sin egen Opfindelse; han havde allevegne omstoppet sig med alskens Journaler; thi, meente han:

16*

bruler au milieu de la glace
ça ne se peut pas.

Selv i de blotte Melodier ligge Allusioner og Satirer, som ikke undgaae Publicum. For Exempel en smuk ung Fyr siger mange og fine Douceurer med den største Grace af Verden til en Dame, der gierne i sit 50de Aar vil være den samme Skiønhed, hun var i sit tyvende; men nu synger han det med den bekiendte Melodie: ils sont passés ces beaux jours là. Sligt gotter det franske Publicum sig overordentlig ved.

Sæder.

Man skulde troe, Naturen havde skabt Pariserne blot til at spøge, lee og dandse. Dandsende — troer jeg — springe de ind i Verden, dandsende feie de Livet igjennem, dandsende hoppe de i Graven. Om Russer og Tyrker trængte ind, saa dandsede man i Faubourg Sct. Antoine, saa s. 245 længe de endnu vare i Faubourg Sct. Germain. Enhver Ulykke, som ikke sees umiddelbar med Øinene, forstyrrer heller ikke Pariseren det mindste i sine Forlystelser; denne ulykkelige Sommer kan tiene til Exempel derpaa. Paris har aldrig været mere opfindersk paa nye Divertissemens, nye Skuespil, nye Fester. Versailles og Sct. Cloud mylre af Mennesker, naar det er godt Veir, især Decaderne. I Byen selv ingen Ende paa illuminerede Haver, Concerter, Baller, pyrotechniske, aerostatiske, gymnastiske, allegoriske Skuespil etc. etc. etc.

Mousseau, Tivoli, Frascati have især været Samlingspladsen om Aftenen for den rige og smukke Verden. Tivoli spiller den første Rolle ved sin fordeelagtige Beliggenhed, sit smagfulde Anlæg, prægtige theatralske Forestillinger, smukke Illuminationer og Fyrværkerier.

Les belles sont par troupes
Et les amours par groupes
à Tivoli.
Ah combien de malices,
De feux et d’artifices
à Tivoli.

Frascati er dernæst det meest besøgte Sted af beau monde. Tivoli og Frascati kan betragtes som det levende Panorama; man seer det selve Paris paa en lille Plet og — man seer det under dets talløse Former. Enhver Alder, enhver Lykkesomstændighed, enhver Characteer færdes her i sin egen Skikkelse. Hist sidder Fournisseuren under de blændende Lamper og gienkalder sig den Herlighed, der omstraaler ham i sit eget Huns, fordum en Erkebisps eller en Hertugs Sæde. Her stræber Skyldneren ved en Bolle Punsch at glemme sin Creditor, hist denne at glemme sin Skyldner, som ikke kan betale. Her møder man den stymprede Kriger med sit Træebeen, hist den kortsynede Reqvisitionær med sine Briller; her en Jacobiner med frygtelige s. 246 Moustacher, hist en Muscadin, som drukner i sit Halstørklæde; her en Vellystens Veteran, hist dens unge Fostersøn, som seer med Utaalmodighed sit tøvende Noviciat imøde.

Men saa complet og afvexlende er ikke Damernes Selskab. Her findes hverken gamle eller grimme; Alt er — Vee den, som tvivler derpaa! — Ungdom og Skiønhed fra 14 Aar til 60. Skulde end Rynkerne ikke med alskens Rødt lade sig udglatte, Halsen bøder paa Resten. Er Halsen saa som saa — men Armene giør Alting godt, og overalt, siden hele Overlegemet er blottet, saa kan det ikke feile, at jo alle se sauvent des critiqves de détail par l’imposant de l’ensemble.

Saa dybt, som Roben trækker sig ned foroven, saa meget forlænger den sig forneden. Slæbet er stort nok, til at deraf kunde giøres en heel Kiole. Ingen Under, at Gangene i Frascati hver Morgen ere saa glatte som en Speilflade. siden de hver Aften feies af 2—3000 Dameslæb af Silke og Musselin. Men disse samme Slæb ere dog fatale for mange Damer — maaskee à propos for somme; thi da Haven er propfuld af Mennesker, er det uundgaaeligt, at man jo træder paa Damernes lange Slæb; derfor hører man hvert Øieblik: Krikkrak, ah mon Dieu ! mille excuses ; demande pardon — —

Der ere endnu andre Plager for de stakkels Damer i Frascati; her kan En neppe faae fat paa en Stol at hvile sig paa, medens en Anden uden at genere sig har occuperet tre, en for sig selv, en for sine Fødder og en for sin Hund, hist pines en nouvelle enrichie, besaaet med Diamanter, i en smertende Stilling, som hun har valgt, for at hendes brillerende Fingre kan falde saa meget i Øine som mueligt. Gud hielpe de stakkels Albuer, som imidlertid maae støtte sig paa Marmorbordenes haarde Flade.

s. 247 At kiøre i Cabriolet og ride vedbliver immer at udgiøre en af Pariserindernes Hovedfornøielser; doa holde de meest af det første. At fare til Lufts i ballons captifs har i Sommer meget været i Mode. Da Ballonerne holdes med Snorer, saa kan de kun stige til en vis Høide; deraf det Navn captif. Men der ere ogsaa de, der vove Reiser en plein air. Blanchard er i Sommer flere Gange gaaet op med en ung citoyenne ved Siden. Der skulde neppe lade sig tænke nogen mandlig Syssel, hvori jo Parises Borgerinder vovede at tage Deel. De ere ikke som andre Fruentimmer.

I Pariserindernes Dragt er ikke betydelig Forandring foregaaet. De vedblive stedse at klæde sig med Natur og Smag; jeg troer, de har allerede udtømmet alle Grækernes og Romernes Costumer. Den ene vil være den coiske Venus — den cnidiske tør de dog ei ganske realisere — den anden en af de Ni, den tredie en Minerva, den fierde en Faustina o. s. v. Peruqverne, som for et halvt Aar siden sysselsatte Peruqviererne Nat og Dag og kostede indtil 100 écus, ere nu faldne i Unaade; de vove neppe mere at komme i honnet Selskab — jeg formoder, at de nu maae være en vogue i Kiøbenhavn — derimod ere nu Coiffures à la Berenice, à l’antiqve etc. i Skuddet, saa længe det varer. Mandfolkene have næsten intet forandret. Alle unge Mennesker bruge som sædvanlig Coiffure à la Titus.

Grace à l’esprit républicain
On en revient à la nature,
A présent chacun est Romain,
Du moins pour la coiffure.

Besynderligt nok, at hvad der i Kongedømmerne ansees for republikansk og frihedsaandende f. Ex. Pantalons, tykke Halsklude, cheveux courts etc., det ansees her for en Smule roialistisk og mistænkelig; de ret strænge Republikanere og s. 248 især Jacobinerne gaae saaledes klædte, som jeg mener kunde findes ustraffeligt selv i Petersborg og Wien. Rerum concordia discors!

Fra den Tid af det tvungne Laan blev decreteret, Har man mærket megen Aftagelse i den udvortes Luxus. Enhver vil nu synes fattig. Mangfoldige Rige afskaffede strax deres Eqvipager, lode deres prægtige Møbler flytte ud af deres Huse og gave sig en Mine af Fattigdom som Hollændere. Det gik saa vidt, at Somme gave superbe Dinéer og Soupéer — paa Faience; thi hvor udsøgte Retterne vare, hvor kostbare Vinene, det lod Jury nok være at dømme om, naar det var fortæret, men Servicen kunde man jo ikke spise med. I denne Stagnation er Luxus’en endnu, men jeg er vis paa, at saasnart Taxationen er forbi, er Fattigdommen med. Al den Klagen, her er over Misére, er ikke værd at høre paa. Jeg kiender nu saa temmelig Frankrig. „Ach hvilken Elendighed," siger Franskmanden, naar Staten behøver lidt af hans Overflødighed. „Jeg er færdig ved at omkomme af Hunger med min Familie," siger han, naar han har kun 6 Retter Mad og 3 Slags Vine paa sit Bord. Hvis jeg skal døe af Hunger, da vil jeg ønske at døe deraf med en Franskmand.

Med Republikens ottende Aar aabnes igien Millins Thée littéraire, som i Sommer har været afbrudt. Adskillige andre faste Thées f. Ex. hos Citoyenne Pipelet, Citoyenne Tallien etc. ere allerede begyndte. Der gives en heel Deel saadanne faste Theer her i Byen; de give sig megen Prætention, man behøver en egen Anbefaling for at introduceres der, man treffer der Alt, hvad der kan kaldes beau monde, og Alt dette er saare godt; men — frons prima decipit multos. En stor Deel af disse fornemme Theer ere — dog ikke Millins — Spillehuse, hvor man har den Ӕre i et brillant Selskab at blive af med 3 à 4 Louisdorer, s. 249 som næsten alle offres paa Værtens eller Værtindens Alter, og bidrage til at betale Kagen, Isen, Punschen, Vinen og Theen, ei blot for den Aften, men for et halvhundrede Aftener. Mad. Talliens Thee ansees for en af de allerbrillanteste; der er man altid i Selskab med Generaler, Ministre, Folkerepræsentantere etc. og dog — er det en reen Spillethee; hun har ikke andet at leve af; dette giver hende Hotel, Eqvipage etc. Det er et Hazardspil, som kaldes bullot, der hielper Selskabet af med sit overflødige Guld. Det er sædvanligt, at Værtinden har en Overbalance af 20—30 Luisdorer eller mere hver Aften.

Sildigheden er den første Regel hos alle gens de prétention. Man staaer op Kl. 12; man drikker Chocolade Kl. 1. Før Kl. 6 tør ingen honnette Folk have Appetit til Middagsmad. Snart vil man nok komme til at dinere den følgende Dag for den foregaaende. At blive buden paa Thee er at sige, at man skal komme Kl. 10 om Aftenen. Den nyskabte beau monde veed, at

gens de bon ton ne se hâtent jamais,
se faire attendre est assez leur usage ;

enhver vil derfor være den sidste; thi personne n’arrive, avant qve tout le monde ne soit arrivé. Det er derfor en Evighed, inden disse Aftenselskaber blive samlede; saa drikker man da Thee, embarasserer sig for at faae Damerne sagte nogle tvetydige Politesser, ennuyerer sig af Hiertet, faaer Kl. 12 Punsch, Viin og Kage, kiører hiem, sover slet og befinder sig ilde om Morgenen. Men — det er alligevel bon ton og savoir vivre.

Blandinger.

Jeg forsømmer aldrig at komme til Nationalfesterne. Skiønt den ene ligner saa temmelig den anden, saa bære de dog altid et Præg af Storhed og Patriotisme, som ikke s. 250 kan ophøre at være interessant. Desuden den Mængde af Mennesker, som tage Deel i dem — jeg har seet indtil hundredetusende Mennesker forsamlede paa champ de Mars — det Liv og den Bevægelse er altid i sig selv et interessant Syn. Jeg har seet Nationalfesterne i alle Situationer, snart som blot Tilskuer, snart i Processionen med National-Institutet eller Central-Skolerne, snart med corps diplomatiqve, siden Ministeren og Generalconsulen altid ere villige til at lade mig følge med dem, saa ofte jeg har Lyst. Sidste Fest af 18 Fructidor — ikke meget interessant for sin egen Skyld — var dog for mig mærkværdig. Jeg var just den Dag med corps diplomatiqve og var saa heldig at blive som indcirklet i en Gruppe af de interessanteste, de største Mænd, hvis Navne ere Gienstanden for Europas Ӕrbødighed. Vi gik i Følge Ordenen lige foran Directoiret. Jeg følte min egen Ubetydelighed ikke ved Siden af Direktører og Ministre, men ved Siden af Sieyes, Bernadotte, Massoredo, Koziusko, ved Siden af Talenter, Opofrelser, Heltegierninger, ved Siden af Medborgeres Haab og Efterverdenens Beundring. Mine Øine spildte intet Øieblik; de hæftede sig paa Koziusko — Haabets svage Straale glimter neppe frem af hans melancholske Blik; de hæftede sig paa Sieyes — han oplader sin Mund og Universum lytter; de hæftede sig paa Bernadotte — hans Øiekast er Skræk; hans Vink er Almagt. Festen af første Vendemiære skal celebreres med al den Høitidelighed, Omstændighederne tillade. Der er ingen Tvivl om, at den jo vil forherliges ved levende Deeltagelse af Folket.

Jouberts for hans Fædreland alt for sørgelige Død hører med til disse Tiders Trængsler. Frankrigs bedste Talere og Digtere kappes om at ftrøe Blomster paa hans Grav. Deres Følelser ere det hele franske Folks. Det s. 251 netteste Hædersminde sattes ham af Digteren Lebrun; det lyder saa:

Épris de la plus tendre épouse
Il volait aux combats plein d’amour,
De son jeune héros Bellonne trop jalouse
Le couvrit de lauriers, mais lui ravit le jour.

Der er nedsat en Jury for Primærskolerne i dette Departement; blandt Medlemmerne seer man og Dupuis, Forfatter af origine de tous les cultes, som formodentlig nu paraderer i alle theologiske Hæfter blandt Christendommens Fiender. Man seer af dette Valg, at man her endnu ikke tænker paa Christendommens Gienoprettelse.

I Décade philosophiqve fortælles, at den theologiske Litteratur har været meget tynd ved sidste Leipziger-Messe; især skal der næsten Intet have været i Dogmatiken. Skade, om denne Deel skulde forsvinde af Litteraturens Skueplads!

Jeg har her seet en tydsk Piece, hvori de franske Fredsmægleres Assassinat retfærdiggiøres med følgende to Grunde: for det første, det var Guds Villie, ellers havde han ikke tilladt det at skee; — det østerrigske Hos var altsaa kun Guds Redskab; — for det andet, det er ikke første Gang, det har giort Sligt; thi det lod og engang Franz den førstes Gesandkere myrde. Mod slige Grunde kan rigtig nok intet indvendes.

Vor Prof. Eggers’s Relation om denne samme Affaire er efter Justitsministerens Befaling oversat paa Fransk, og et vist Antal Exemplarer skikkede til alle Administrationer og Municipaliteter.

Tilsidst — .om D. E. tillader det — et Par Ord om mig selv. Jeg skulde ikke giøre dette egoistiske Tillæg, hvis ikke D. E.’s Bevaagenhed mod mig giorde mig det til en Pligt at underrette Dem ogsaa om mine Affairer.

s. 252 Min Beslutning er nu engang taget at blive i Paris i Vinter, uagtet alle de Tilskyndninger jeg faaer fra mine Venner, at reise strax til Engelland. De troe, det er forbi med Frankrig. Jeg er nu ikke af den Mening. I al Fald saa længe den danske Legation er her, kan der intet være at risqvere; og kan saa mange andre Danske blive her, kan jeg og. At tilbringe Vinteren i London vilde blive alt for kostbart for mig, var det end for Resten udholdeligt. I Paris er jeg nu engang som hiemme, og alle litterære Skatte staae aabne for mig. Men jeg vil ikke nægte, at jeg jo har megen Lyst til at see England, inden jeg kommer hiem. Voici min Plan. I Midten af Marts vilde jeg gaae herfra over til Engelland; jeg vilde anvende 3 Maaneder paa at see London, Cambridge, Oxford og Edinbourg; i Slutningen af Juni vilde jeg komme tilbage til Paris, blive her til midt i August og da komme til Kiøbenhavn i Efteraaret; men — det er kun en Plan, og den første Betingelse, der skal have Indflydelse paa min nærmere Beslutning er — Deres Excellences Raad; mit Udkast skal være D. E.’s Bifald underordnet, og jeg vil ansee det som et nyt Beviis paa D. E.’s Godhed for mig, om De engang vilde meddele mig Deres Tanker derom. Imidlertid vil jeg i Vinter kunne forberede mig til denne Sidereise.

Det er nu to Maaneder, siden jeg kom tilbage fra min Sydreise. Jeg synes det er kun to Dage. Tiden iler bort som et Lyn. Sommeren har været mig meget interessant — den halve Deel paa Reise, den halve i Paris; hvad kan man ønske mere? Jeg har skrevet et Par Recensioner over danske Bøger i Magazin encyclopédiqve. Jeg har beseet, hvad der er mærkværdigt i Egnen om Paris; deriblandt de forstyrrede Kongebegravelser i Franciade, ci-devant Sct. Denis. Jeg har lært at svømme paa den her værende école de natation, en meget fortreffelig Indretning, hvor man lærer s. 253 hele Konsten, der i sig selv er yderst let, paa ringere end 14 Dage og bringer det i 5 à 6 Uger til temmelig Fuldkommenhed med liden Anvendelse af Tid og Penge; jeg forundrer mig meget over, at ingen af alle de øvrige Danske, som ere her, har vildet benytte sig af saa god en Leilighed til at lære saa nyttig, sund og behagelig en Øvelse. — Fourcrois Forelæsning over Chemien har jeg fulgt til Enden paa den polytechniske Skole. I Vinter vil jeg maaskee høre Charles. For Resten har jeg nogle historiske Arbeider for.

At fortiene mine Befordreres og Velgiøreres Bifald er det høieste Maal for mine Ønsker; Ingens kan være mig mere smigrende end D. Excellences; paa Ingens sætter jeg heller mere Priis; maatte kun mit kunne svare til mit ville! Jeg er meget smigret ved den gunstige Erindring, hvormed den ædle Grevinde og gode Geheime-Raadinde beære mig. D. E. være min varme Erkiendtligheds Organ og anbefale mig deres bestandige Bevaagenhed. Salut et Respect.

L. Engelstoft.

Nær havde jeg glemt, at Geheime-Raad Dreyer beder mig overbringe D. E. de forbindtligste Hilsener og forsikkre Dem, hvor meget det glæder ham at være erindret med Venskab af D. E.