Engelstoft, Laurits BREV TIL: Thomsen, Jacob FRA: Engelstoft, Laurits (1799-10-17)

Til Jacob Thomsen, Lærer ved Christianis Institut.
Paris, 25. Vendémiaire an 8.
(17. Octob. 1799.)

Kiæreste Ven!

Hvis ikke vort gamle Venskab var nok for at giøre mig enhver Anledning og. om Du vil, ethvert Paaskud til at underholde mig med Dig yderst kiærkommen, saa maatte jeg dog for Skams Skyld tage Pennen i Haanden for at s. 254takke Dig, og det ret trofast, for dit saa saare interessante, desværre alt for interessante, Brev af 29. og 30. Sept. Thorlacius er ikke hiemme, men jeg aabnede Brevet i hans FraværeIse, og det venter nu paa hans Hiemkomst. Din Stakket, der saaledes har været syg. Vær vis paa, vi tage ret inderlig Deel i din Helbredelse, men vær nu fornuftig, og anstræng Dig ikke for meget i Begyndelsen.

Veed Du, hvor Thorlacius er? Han giør saamæn en apostolisk Reise i det østlige Frankrig med den bekiendte Gregoire, Exbisp af Blois. Denne Gregoire er en yderst fortreffelig Mand, Humaniteten selv og en god Patriot; men Himlen veed, hvordan det er, at med alt dette hænger han endnu ved den gamle Troe og anvender alle sine Talents til at befæste den. Han har tilforn været Landsbye-Præst i Elsas; som saadan blev han sendt som Deputeret til den første Nationalforsamling, hvor han begyndte at deployere sine Talenter. Ifior blev meest ved hans Virksomhed et Concil holdet i Paris af den franske Geistligheds Levninger; dets Acter ere endnu ei trykte — Skaden er ikke stor — men af et Udkast derover seer man, at det hellige Concilium aabnede sine Deliberationer ved et Decret, hvorved den franske Kirke underlagdes Jomfrue Marias specielle Protection — og disse Sottiser i Aaret 1797 i selve Paris og den franske Republiks Middelpunkt! Som sagt, med ham reiser vor Thorlacius. Jeg kunde rigtig ikke bare mig for at lee, da jeg forleden Dag læste i en Avis, Ami des loix, følgende lille Nyhed: »le Cit. Gregoire, se disant toujours evêqve de Blois, est arrivé dernièrement à Vezoul, où il est occupé avec ses ministres de Doubs et de Jura de regler le plan de ses voyages apostoliqves.« Det var vel, at Journalisten ikke vidste, Thorlacius var med ham, ellers kunde han let have faaet i Sinde at lægge til: il est accompagné d’un jeune apôtre, en Qualification, som s. 255vor Ven, al hans Condescendence uagtet, neppe skulde have været tilfreds med. Det er snart 2 Maaneder, siden de reiste herfra; jeg venter dem først tilbage om en 14 Dages Tid. Thorlacius er yderst tilfreds med Reisen. Hvor kan han heller være andet? gives der nogen større Fornøielse end den at reise? og i Frankrig? og i nærværende Øieblikke? o for$$unatos nos minium ! Du kan vente Dig meget interessante Efterretninger fra denne Reise, naar han kommer hiem.

Ogsaa jeg har nylig giort en lille Reise paa 14 Dage ned til Rouen og Havre. Derom har jeg ikke Tid at fortælle Dig; men jeg bestyrkede ved 100 nye Prøver min Overbeviisning, at Frankrig er det skiønneste Land i Verden, dets Beboere den elskværdigste Nation af alle. Jeg havde ny Leilighed til at skue dets blomstrende Agerdyrkning, dets utrolige Folkemængde, dets uudtømmelige Hielpekilder. Jeg havde ny Leilighed til at lære Folkets Patriotisme at kiende og overbevise mig for fuld og fast, at al Verdens Despoter ikke formaae at kuldkaste den franske Republik. Vil Du troe dette, at Département du Nord, uagtet at det alt har leveret siden Krigens Begyndelse henved 30000 Mand, hvoraf neppe 6 à 7000 ere i Live, har ikke aleneste nu ved sidste Reqvisition tilbudet Staten ufortøvet, hvad forlangtes, men desforuden eqviperet et Fricorps af 7000 Mand, alle færdige at slaae for Friheden — og dog har dette Departement Chouaner at drages med hiemme. Jeg saae Snese Gange Drenge paa 13 à 14 Aar med Fusilen paa Nakken blandt de mobile Colonner, som ere bestemte til at holde Landet ryddeligt for Chouans. Jeg er vis paa, at man vilde reise sig i Masse, om behøvedes. Den Ting, at jeg var Dansk, fra et Land, der har immer holdt Fred med Republiken, og om hvis Regierings Viisdom og Oplysning man har meget høie Begreber, var for mig det samme som Recommendations- Breve til alle Folk. I Rouen blev jeg præsenteret for et s. 256Selskab af en, jeg var adresseret til; j’ai l'honneur, var Talen, Citoyens ! de Vons présenter un jeune Danois, qvi voyage pour son instruction; il est d’une nation amie de la Républiqve — et tous les Danois aiment les Français. Aldrig saasnart var denne Indledning til Ende, førend den ene vilde have mig til Middag, den anden til Aften, den tredie til Frokost, den fierde paa Landet, og det var umueligt, jeg kunde giøre Brug af alle de Høfligheder, man vilde vise mig.

Ikke alene alle vi Danske her — nogle faa undtagne — men og de Franske ere frappés d’étonnement over den Trykkelov, hvoraf Du meddeler os et Udtog. Jeg forsikkrer Dig, at jeg maatte læse dit Brev to Gange igiennem, før jeg vilde troe, at det virkelig var en Lov og ikke et satirisk Skrift af vor sædvanlige Piece-Oversvømmelse. Endnu i dette Øieblik er jeg og flere af den Mening, at det fra Regieringens Side kun er et Skridt pro forma for at hielpe sig ud af Kniben med Rusland; thi skulde det være mueligt, at en Regiering, der hidtil satte sin Ӕre i at begunstige Trykkefriheden, skulde paa eengang falde til de modsatte Grundsætninger? Hoved-Indholdet af den staaer allerede i alle franske Journaler, ledsaget bestandig med spidse Reflexioner. Nogle mene her, at man alt for tidlig har troet det forbi med Republiken; andre formode, at vi nok endnu intet have faaet at vide om de Franskes Seire, siden vi saa let kunde lade os kyse af Russerne. Himlen forbyde, at de skulde give denne sørgelige Lov en reactiv Kraft. Die Götter vide, at jeg aldrig har havt den Tanke, at skrive noget enten mod Kongen eller Religionen, men ikke destomindre vilde jeg af mit ringe Forfatterskab udpege 100 Steder og vel flere, for hvilke man uden at giøre Vold paa Forordningens Ord kunde gierne forvise mig Landet eller sætte mig i Forbedringshuset, alt eftersom Politiemesteren og andre godt Folk var s. 257mig meer eller mindre paa Halsen. Jeg kiender en god Ven — jeg nævner Ingen — som det i saa Fald ikke vilde gaae bedre, han har oversat Kiesewetter paa Dansk og skrevet Noget i philosophisk Repertorium; og overalt sporer man hos ham saa megen Hang til Fornuft, at man ikke kan tvivle paa hans onde Auslag mod den christelige Religion.

Sans Spøg giør det mig selv som Hans Maiestæts af Danmark troe Undersaat ondt, at Fremmede skal nødes til at tilbagekalde en Deel af deres fordeelagtige Ideer om den danske Regierings Philosophie. Jeg kommer igaar hen til en Représentant du Peuple af de 500’s Raad, en excellent Mand, hvis Bekiendtskab er mig meget interessant, Hé bien, Citoyen, sagde han til mig, det første han saae mig, qve dites Vous à présent de la liberté de la presse chez Vous, qve Vous m’avez tant vantée? Der stod jeg en Smuk. Han har leet ret hiertelig af det, Du skrev om Bogtrykkeren i Aalborg og ham i Helsingør, item om de kongelige Prindser og Prindsesser, som man skal tage sig i Agt for, hvad man siger om.

Vor Ven Thorlacius skal det være forbeholdet at skrive Dig et langt og interessant Brev til. Fra mig skal Du i det høieste faae nogle Fragmenter og det — thi Forord bryder al Trætte — uden Orden eller Plan.

Du kiender Parny, vor Olds første erotiske Digter, Forfatter til Guerre des Dieux anciens et modernes, eller Christendommens Seier over Hedeuskabet. Nylig var der en Plads ledig i National - Institutets bellettristiske Classe. Parny var anden Gang paa Valg, men faldt dog atter igiennem, skiønt han havde et stærkt Partie for sig, og næsten alle Journaler toge hans Partie. Det kan ikke feile, at han jo kommer ind ved næste Vacance. Besættelserne — ikke i theologisk Forstand — i National-Institutet, skee s. 258ligesom i alle Videnskabs Selskaber ved Cabaler, og her meer end andre Steder; thi her ere tre Hovedpartier: Bigotternes, Royalisternes og Republikanernes; de sidstes Antal er langt overveiende, og de to første have egentlig kun nogle gamle Philologer og Exgeistlige til Tilhængere. Havde Parnhs Digt ikke indeholdt saa mange Smudsigheder, var det maaskee blevet proclameret ved Republikens Stiftelses Fest; thi det Stød, det har givet Overtroen, er alt for stort til at kunne undgaae Lovgivernes Opmærksomhed.

17

Du kiender Villoisom af Renommee; Du veed altsaa, at han er en af Europas første Grækere. Han er nu her i Paris og har i en Martyr-Tone ankyndiget en Forelæsning over det græske Sprog, som det sidste Middel, der var tilbage for ham for at opholde Livet. Han fortæller tillige, at han hverken vil søge eller tage mod noget Slags Embede, som kunde hindre ham i sine græske Arbeider, der ere ham kiærere end Livet. Med alt dette er der Ingen, som har stor Medlidenhed med ham; thi han har været saa stolt at afslaae en ham to Gange tilbuden Plads i National- Institutet, som kunde have givet ham en ganske anstændig Underholdning; han, som forhen var Medlem af det kongelige académie des sciences og nok tolv andre kongelige Selskaber, foragtede at være Medlem af et republikansk Institut. Nu faaer han da at tage det, som han har lavet det. Med al hans Lærdom er han skikkelig pedantisk. Han tager det meget unaadig op, naar man kalder ham citoyen, og han skriver sig aldrig uden de Villoison, vil og kaldes saaledes af andre. Naar man affecterer at kaste Foragt paa den Stats Love og Grundsætninger, hvoraf man er Borger, saa kan man heller ingen Fordring giøre paa offentlig Agtelse, især i en Stat, hvis Love og Grundsætninger ere byggede paa Philosophie.

s. 259Allerede nu er Frankrig i Henseende til Videnskaber det første Land i Verden, og selv i Henseende til Folke-Cultur. Saa ufordeelagtige Omstændighederne have været, er den offentlig Opdragelse i dette Øieblik meget bedre, end den hidtil har været hos os. Hvad der mangler i Organisationen af Republikens Skoler, erstattes ved den store Mængde af private Opdragelses - Anstalter — Paris alene har et Par 100 saadanne — hvoraf jeg har beseet en Deel med megen Fornøielse, saavel med Hensyn til de fornuftige og med Republikens Love overeensstemmende Grundsætninger, de ere byggede paa, som til den physiske, moralske og intellectuelle Udvikling, Elevernes Legems- og Siele- Evner faae. Den videnskabelige Underviisning er i disse Anstalter især calculeret paa, at Eleverne kan komme lige ind i den polytechniske Skole, som ikke lader sig giøre uden en temmelig stræng Examen. Saa paradox det maatte synes, er jeg ikke langt fra at være af Boulay’s Mening i de 500’s Raad, at Opdragelsen bør være frie og Staten ikke befatte sig videre dermed, end at foreskrive de Grundsætninger, hvorefter den skal gaae frem, begunstige den ved Hielpemidler, Opmuntringer og Opmærksomhed, og bestemme ved Love, at uden saadanne Kundskaber kan Ingen faae saadanne Pladser, ligesom det er bestemt i Constitutionen, at uden at læse og skrive og forstaae en Haandtering, Ingen kan udøve en Borgers Rettighed, fra Republikens tolvte Aar af at regne. Hvilken Besparelse for Statskassen! og — mener Du ikke, at den samme Hensigt vilde opnaaes? Men det er en Idee, som trænger til en vidtløftig Udvikling for at giøres antagelig. Imidlertid fortiener den maaskee baade Philosophens og Statsmandens Overveielse.

Men hvad mener Du, Frankrig vil blive, naar Freden — som maaskee ikke er langt borte — giver Regieringen s. 260frie Hænder til at udføre sine stolte Planer til Folkets moralske og intellectuelle Fuldkommengiørelse? thi vist er det, Planerne ere stolte. De gaae ud paa to Hovedsynspunkter: Nationalopdragelse og Videnskabernes Fremskridt. Til den første er alt Folket forberedet. Den opvoxende Generation leer af de Fordomme, som hidtil har lagt saa mange Hindringer i Veien for Republikens Grundsætninger, og om ti Aar vil der slet intet Spørgsmaal mere være enten om Præster eller nogen Art af dogmatisk Pølsesnak, om saa Bisperne holde et Concilium hvert Aar. Almindelig Oplysning, Borgerdyder, Borgerdueligheder vil blive Frankrigs National-Ӕre, og stor i Krig vil det endnu vorde større i Fred. Hvilke Udsigter for Menneskeheden, for Philosophien, for den Nation, som høimodig ofrede sig selv for den hele Verden! Og nu i Henseende til Videnskabernes Fremgang — man forsikkrer, at Regieringen har en Plan, helliget denne exclusivement. Man forsikkrer, det er dens Hensigt at kalde de største Naturkyndige, Mathematikere og Philosopher sra alle Verdens Dele til Frankrig under de fordeelagtigste Vilkaar, at forene dem til et Corps, alene sysselsat med de menneskelige Kundskabers Udvidelse, og give dem alle de Midler i Hænder, som kan begunstige en saadan Bestemmelse. Er nogen skiønnere Idee nogen Tid fattet? kunde nogen anden end den franske Nation undfange den? kunde nogen anden udføre den? Da vil Frankrig blive Verdens Sol, og kunne vel al Verdens Formørkere hindre Solen i at sprede Lys til hver en Krog?

17*

Den Mængde af Arbeider, som de franske Artister have i Aar exponeret i Musée des arts , viser, hvad der giøres for Konsterne, selv i saadanne Tider, som disse. Over 700 Malerier — som naturligviis ikke alle ere gode — beile til Publicums Bifald. Mesterstykker finder man derimellem, s. 261især af Davids, Viens og Vincents Discipler. Det som fik den Ære at proclameres ved den store Fest, var le triomphe du peuple Français af Henneqvin, et allegorisk Stykke. Folket bevæbnet med sin Kølle, holdende Retfærdighedens Vægtskaal i Haanden, har kuldkastet Kongedømmets Colos, hvis Fald er udtrykt ved dens søndrede Attributer. Med den falde Slaveriets og Uvidenheds Kiæder, som have Udseende til at være Konstens Mesterstykker. Paa Ruinerne af disse hæver sig Friheden triumpherende, støttende sig med den ene Haand paa Folket. Nedenunder udbreder Dydens Eeg sine evige Grene. Ovenover bortfierner Philosophien de Skyer, som skiulte Sandheden. Længere frem seer man Fanatismen nedstyrtet, bevæbnende med en Dolk Lettroenheden, som endnu holder sig fast ved et kuldkastet Alter. Resten af Pladsen er opfyldt med andre allegoriske Figurer.

Det skiønneste Product næst efter er le retour de Marcus Sextus af Guerin, Eleve af Regnault. Marcus, undløbet Syllas Forfølgelse, finder ved sin Tilbagekomst sin Datter i Graad ved Siden af sin Kone, som er død. Jeg vil ikke opholde Dig med Analysen; nok, det er et Mesterstykke. Autoren er kun 21 Aar gammel. Da han havde exponeret det, og hele Publicum lod hans Talent vederfares Ret, blev han strax budet til Middag hos Directoiret, der kiender kun et Slags Adel: Talenters og Fortienesters. Guerin er af Conscriptions - Alderen. Hans Pensel var allerede hans Fødelands Hæder; nu fordrer Frihedens Forsvar for et Øieblik hans Arm. Vel har En paa et til hans Malerie hæftet Stykke Papir bemærket, at han er skabt for Europa og ikke for Frankrig ene, og at det derfor vilde være en Skam at lade ham reise til Armeen; men en Anden har tilføiet den Bemærkning:

s. 262Lorsqve la liberté à peine a pris naissance,
Pour servir l'univers il faut servir la France.

Da efter den franske Constitutions Grundsætninger alle citoyens ere uundtagelig égaux devant la loi, saa kan han ikke fritages for Krigstieneste; men da igien hans tilkommende Mesterstykker reclamere deres Fødsel og den store Nation veed at sætte Priis paa Konsterne og Konstnerne, saa vil man nok finde paa et Middel til at giemme ham for sine Talenter uden derfor at overtræde Lovens Bogstav eller nægte ham den Ære, at have tient Friheden i en Alder, hvor Loven kaldte ham til dens Forsvar.

Om det Panorama, vi her have faaet — Konstens utrolige Magie! — har Du formodentlig læst den Beskrivelse, som staaer i Décade philosophiqve; jeg vil altsaa ikke opholde Dig dermed.

Sidste decadi saae jeg en Citoyenne Labrosse, Eleve af Garnerin, stige op i Tivoli ganske ene med en Luftballon og lade sig falde ned med Parachuten. Garnerin er hidtil den eneste Luftskipper, som har vovet at lade sig falde ned med Parachute; ikke engang Blanchard — som kalder Garnerin en Vovehals — tør giøre det. Nu gaaer saagar Garnerins Elever ned, og det endog et Fruentimmer; men Pariserinderne ere heller ikke som andre af deres Kiøn. Der gives ingen optænkelig Ting, som de ikke skulde vove at giøre med. Var Tingen ikke beviislig med facta paa facta, saa vilde man have ondt ved at troe det. De ride, jage, svømme, giøre Luftreiser; jeg har rigtig aldrig fundet Mage til dem. I alt dette, saavelsom og i deres — yderst smagfulde — Dragt, er Republikanisationens Indflydelse saa paafaldende, at de, som kiendte Pariserinderne fordum, studse ved Contrasten. Men til Labrosse igien. Under uophørlig Applaus af den omstaaende Mængde steeg hun i i den under Ballonen og Parachuten hængende Stol, anført s. 263af Lalande. Hun holdt den bedste Contenance; i det Ballonen løftede hende op, giorde hun en lille Compliment for Tiskuerne og raabte: adieu tout le monde. Nu steeg hun i Veiret, glidende immer hen udenfor Byen efter, og da hun var i en Høide af omtrent tre Hectometre, skar hun Touget af og faldt — gyselig skiønt Syn — perpendiculær ned med Parachuten. Hun kom lykkelig ned til Jorden, det undtagen, at hun just traf paa Toppen af et Træe, hvis Grene forreve hende lidt. Hun har den Ære, at være den første af fit Kiøn — salig Eva iberegnet — som har paataget sig saa stort et Vovestykke.

Republikens Stiftelses-Fest af 1 Vendémiaire blev holdt med megen Høitidelighed og Smag, skiønt ei med saa megen Pomp, som i Fior. Jeg har nu seet Nationalfesterne fra alle Synspunkter, baade som blot Tilskuer og som Deeltagende i Processionen med en af Administrationerne, og som Deel af Directorial- og Minister-Sviten; i saa Fald har jeg været med vor Ambassadør her. For at komme med i Directoirets Selskab behøves ikke andet end at være honnet Menneske, være skikkelig klædt og vorde introduceret af En, hvis Charge berettiger ham til at tage sin Plads der. Jeg skal fortælle Dig med faa Ord, hvorledes det gaaer til, naar Du er med Directoiret og Ministrene. Ved Porten træder man ind mellem en dobbelt Rad af Gardere — det var saa faur en Skare — som præsentere Gevær under Trommens Lyd for Enhver, som gaaer ind. Man forsamler sig i en Sal, hvor der snart danner sig et blandet Selskab af Ministre, Generaler, Fremmede etc. Naar Directoiret er ankommet, kommer Ministeren for det Indre ind i Forsamlings-Salen og melder det; saa begiver hele Selskabet sig ind i den Sal, hvor Directoiret og alle de franske Ministre ere forsamlede. Her gaaer man nu imellem hinanden — eller sætter sig ned — s. 264begloer hinanden, fortæller hinanden Nyheder, spørger til hinandens Befindende, taler snart med en Directør, snart med en Minister, snart med en Officeer, snart med en Privatmand; man er slet ikke generet, hverken for hvem man taler med eller for hvor man staaer eller sætter sig; og uagtet den Pragt, som omgiver Dig, er i alle Henseende kongelig og meer end kongelig, saa mærker Du dog saa liden Rangforordning og Etikette-Tvang, at naar ikke Costumerne og Pompen fortalte Dig noget andet, skulde Du troe, det var en simpel Conversation. Efter en halv Times Tids Forløb melder Ministeren for det Indre, at alt er færdig til Processionen. Denne begynder under uophørlig Musik. Først gaae Generalerne; bag efter de fremmede Ministre med de Bekiendtere, de kan have taget med. Saa komme de franske Ministre og endelig de fem; men man generer sig ikke meget under Processionen; man blander sig mellem hinanden, alt eftersom den ene vil gaae hos den anden for at tale med ham. Kun de fem holde immer deres Linie sluttet. Cortegen gaaer forbi Fødelands-Alteret (Du veed, alt dette passerer paa champ de Mars), hvis Parfums giennemdufte den tilgrændsende Atmosphære. Man stiger op paa Amphitheatret. De fem tage deres Sæde under Frihedens Statue en face. Indenlandske og udenlandske Ministre med deres Svite paa begge Sider. Administrationerne dernæst. Naar man er bleven sat, istemmes med fuld Orchester: allons enfans de la patrie. Derpaa følger Hymnen til Friheden: amour sacré de la patrie etc. Saasnart denne Strophe istemmes, reiser Directoiret sig op, tager Hatten af og staaer med blottet Hoved i en vis andægtig Stilling, til Verset er forbi; det samme giør alle de Tilstædeværende. Musiken er saa guddommelig høitidelig, at en hellig Kulde overfalder uvilkaarlig de ligegyldigste Hierter. Jeg har aldrig ret kiendt Musikens Indtryk, før jeg s. 265kom til Frankrig. Nu følger da en Tate af Præsidenten i Directoiret — jeg har hørt to fortreffelige af Sieyes — som endes med et almindeligt vive la Républiqve. Saa komme de militæriske Evolutioner, og Høitideligheden endes med den himmelske Musik, som Du maaskee kiender, la Républiqve nous appelle etc., denne Musik, under hvis fortryllende smeltende Toner jeg vilde ønske min Siel maatte svinge sig op til de ætheriske Egne, naar den engang skal forlade sit jordiske Fængsel. Gid jeg var Musiker! jeg kunde da skaffe mig selv dens Nydelse, saa ofte jeg vilde.

Men — Du tænker nok, jeg vil blive ved til i Morgen. For Materies Skyld kunde jeg gierne blive ved til overmorgen, men for din Skyld vil jeg nu holde op, thi høiere Gienstande kalde min Pen, om hvilke det vilde være en utilgivelig Ligegyldighed at tie. Men — først en Pause.

Det nye Aar inaugureredes med en Seier. Siden den Tid har de store Begivenheder — alle til Republikens Fordeel — saaledes fulgt Slag i Slag paa hinanden, at man intet lignende Exempel har derpaa i hele Korstogets — thi hvad er den 8 Aars Krig andet end et Korstog mod Friheden? — Historie. I en Tidspunkt af 14 Dage er ikke alene Republikens Crisis overstaaet, men den gientager sin stolte politiske Rolle paa Europas Skueplads. Havde de Franske nu kun havt Mantua, saa skulde Du have seet Løier. Detaillen om alt dette vilde blive for vidtløftig; jeg vil i al Korthed meddele Dig Resultaterne af sikkre Kilder.

Schweitz** renset fra Fiender. Massena har giort 18000 Fanger, dræbt og saaret ligesaa mange. Kanoners, Faners, Hestes, Bagages Bytte uden Ende. Suvarov slaaet i egen høie Person; hans Tab 10000 Mand. Mange fiendtlige Generaler deels dræbte deels fangne. Massenas Armee s. 266staaer ved Donauen. Man venter hvert Øieblik paa Efterretning om Erkehertugens Nederlag. Begyndelsen dertil er giort ved en Seier, der har kostet ham 2800 døde og 1000 fangne. Mannheim og Frankfort — pr. parenthèse — ere i de Franskes Magt. Den Deel af Schwei$$*, som de fiendtlige Hære have giestet, er i den jammerligste Tilstand. Russernes Grusomheder overgaae al Beskrivelse. Schwei$$*erne have staaet de Franske trolig bi. Mod den Kant er der ikke andet end débris af den fiendtlige Armee tilbage. — Man skal aldrig have havt lignende Exempler paa Frihedsheltenes Raserie. Det er ligesaa meget med Baionetten, som med Kanoner, at de have emporteret alt. At klavre over utilgiængelige Bierge, at svømme i 100 Tal over Floder med Sablen i Munden og en Pike i Haanden — alt dette var for dem som en Leeg.

I Holland kan Anglorussernes Tab allerede beregnes til 15000 Mand. Man har taget over 100 Kanoner fra dem. Antwerpen, Lille og flere Stæder ere fulde af deres Fangne. Hadet er saa stor mod Engellænderne, at de russiske Fanger behandles bedre end de engelske, skiønt begge behandles vel. Russerne desertere i Flokketal til de Franske. Engellænderne og Russerne slaaes imellem hinanden. De sidstes Had til de første er meget stor. Man siger, at de gierne vilde rembarqvere sig allesammen, men at de ere cernerede af den gallobataviske Hær, og at det er mueligt, man giør den hele Landings-Armee til Fanger; man troer det sidste endog meget rimeligt. Landgangen er da ikke blot mislykket, men forulykket. Et Par 1000 Russer, fangne i Holland, kom i Forgaars her igiennem Byen. Gaderne vare fulde af Nysgierrige. Nogle af Fangerne vare tilfods, andre paa Vogne. Paa andre Steder — især i Rusland — vilde franske Fangne have været Gienstanden for Folkets Invectiver; Russerne derimod vare her Gienstanden for Medlidenhed s. 267og Velgiørenhed; thi disse Slaveriets og Despotismens Offere befandt sig i en meget slet Tilstand, og de høimodige Franske vilde ikke paa dem udøve et Had, som egentlig kun skyldes deres Despot. Paris, den prægtige Revolutions-Plads og Frihedsstøtten giorde intet Indtryk paa dem ved Giennemmarschen. Igaar, jeg var paa Landet, saae jeg et Depot af dem i Courbevoie, et Myriameter fra Byen. De see just ikke barbariske, men ucultiverede og elendige ud. Commandanten, som har Opsigt over dem, tillod os kun at gaae ind og see dem paa det Vilkaar, at vi ikke maatte tale med Officererne. Disse ere for det meste pure unge Mennesker, Soldaterne derimod næsten alle 30 à 40 Aar og ældre. Paul den første har rigtignok sendt Kiernen af sine Tropper for at udrydde de Franske, der ligesom Philisterne fordum — see Kalls Historie — have giort sig uværdige til at boe paa vor Herres Jord. Skiønt Russerne behandles med al Lemfældighed, kan dog de franske Soldater, som have Vagt ved dem, ikke see dem med koldt Blod; voilà les barbares, qvi viennent nous égorger, sagde En til mig; voilà les esclaves du Nord, sagde en Anden med en fier Mine. Officererne tale gierne godt Fransk. De ere ikke kiendelige fra Soldaterne uden ved deres Hatte, der ere zirede med en lille Sølv-Tresse. Du kan ikke troe, hvad disse Væsener contrastere med Republikanerne.

I Ӕgypten den tyrkiske Hær af 18000 Mand fanget eller ødelagt. Aboukir tilbageerobret af de Franske. Hele Ӕgypten i deres rolige Besiddelse. Indbyggerne forgude Bonaparte. Denne sidste — tænk Dig engang! — er kommen igaar Morges her til Paris med Berthier, Tallien og Monges. Hele Byen er i Fryd derover. Alle vil see ham; men han er syg af Reisens Strabadse. Saasnart han kom, gik han til Sengs, og man siger, at han ikke vil lade s. 268sig see endnu i to Dage. Man vaastaaer, at han har medbragt en Fredstractat med Tyrkerne, og at disse vil forlade Coalitionen for at angribe Russerne. Hans Tog i Syrien har han — al Avissnak derom uagtet — udført med Ӕre og Held. Hans egenhændige Rapport derover, sendt med et Skib til Directoiret for en Maaneds Tid siden, er kommen fra Trykken; hvad den er interessant! hvorledes skal jeg faae den sendt til Dig? Armeen er i bedste Tilstand i Ӕgypten. To Gange var Bonaparte personlig i Livsfare paa sit syriske Tog; den ene Gang havde det nær gaaet ham som Pharao, thi i det han passerede over Enden af det røde Hav, kom Floden paa ham — thi der er Ebbe og Flod — og han kom i Vand til Halsen. Det morsomste var, at den Veiviser, han havde derover, prætenderede at nedstamme fra den, som havde saa slet veiledet Pharao.

Fra Italien intet vigtigt. Championnet siges at ville snart udføre en stor Coup til Overitaliens Befrielse.

Du har intet Begreb om, hvad Virkning Republikens brillante Seiere har frembragt her i Paris og i hele Frankrig. Paris ligner ikke det, det var for 3 Uger siden. Her er en Fryd og en Glæde, som er over al Beskrivelse — og for at intet skal fattes, Bonaparte, som hele Frankrig forguder, tilbage i Paris! Gud! hvad er jeg lykkelig, at jeg er her i denne interessante Tid! kan Du misunde Nogen, saa misund mig nu. Det er umueligt ikke at vorde electriseret, naar man seer i en lille Kreds som Paris en Million Mennesker overlade sig til den høieste Transport — jeg kan ikke finde noget dansk Ord — af Glæde og Iubel, og en Iubel, som er forbunden ei blot med den agtværdigste og største Nations Vel, men med hele Menneskehedens. Jeg forsikkrer Dig, at jeg i 14 Dage ingen Ting har kunnet bestille af bare Glæde, saa meget sympathiserer s. 269min Siel med den store Nation. De Scener, som jeg hver Dag møder paa Folkeglæden og National-Selvfølelsen, skal aldrig gaae mig af Glemme. De mindste Ting bære Præget af denne Stemning. Nous sommes Français, hørte jeg En sige, et on voulait déclarer la patrie en danger ! — dépêche toi — hørte jeg en Anden sige til sin unge Ven, der skulde gaae til Armeen — prendre part à la victoire ; de tout mon coeur, svarede denne med en glad Mine, mais j’arriverai trop tard; car avant qve je m’y serai rendu, il n’y aura plus d’ennemis à tuer. Hver anden Dag har Kanonernes Torden forkyndet os nye Seiere, og paa Øieblikket ere Gader og Torve fyldt med Grupper af Mennesker; selv gamle Kiellinger paa Krykker blive saa lette, som vare de kun 20 Aar. Her ere Festins i Byen og paa Landet, og mangen Champagne - Flaske fandt sin Død i al den Hurlumhei. Næste decadi skal der celebreres en Fest i Anledning af Republikens Seiere. Bonapartes Nærværelse vil forherlige den. O Massena, Lecourbe, Brune, Championnet, Sieyes, — jeg spørger Jer, kan en Republik forgaae, hvis Skiold I ere? De som ønskede for en Maaned siden høit Russer og Engellænder til selve Paris, de som turde offentlig slaae Væddemaale, at inden den Dato skulde Kongen være udraabt i Lyon, inden den kronet i Paris — de faa, siger jeg, ere nu saa tause som en Muus; de, som vare tvivlraadige, have nu taget deres Fødelands Partie, og den offentlige Esprit er i dette Øieblik saa god og saa patriotisk, som var det i 1792. Maatte Freden blive det lykkelige Resultat af disse heldige Forandringer! og snart! Den bedste Forstaaelse hersker mellem Republiken og Preussen; med Spanien gaaer det meget heedt til. Med os vedvarer Venskabet, og vore Diplomatikere, som for en Maaned siden neppe turde nævne Republiken uden hviskende, for ikke at have for meget at giøre med en Ting, s. 270der snart skulde faae Ende — Du veed, naar Vognen helder, skyde alle efter — synes nu paa eengang — saa gaaer det i Verden — at være blevne stolte af at repræsentere den danske Nation hos saa brillerende og triumpherende en Magt som den franske.

Jeg havde meget, meget at skrive endnu; men nu tør jeg ikke trætte Dig længere. Thorlacius skal snart være hos Dig med et interessantere Brev. Det er kun provisorisk, at jeg har taget hans partes. Hils, ifald der er Nogen, som spørger efter mig. Bie ikke med at skrive, indtil Du faaer Brev fra Thorlacius; det kan vare en heel Maaned endnu og vel længere. Du maa uden Ophold skrive et Brev til mig; under anden Betingelse vil jeg ikke troe, at Du er tilfreds med, at jeg er for denne Gang gaaet ind i Thorlacius’s Rettigheder som din Correspondent. Vær sund, tilfreds, lykkelig. Hilsen og Venskab.

E. Skr. Jeg kiender din Discretion for nøie, til at jeg skulde behøve at erindre Dig om, at dette Brev er for Dig og for ingen Anden.