Danmarks Breve

BREV TIL: Rasmus Nyerup FRA: Laurits Engelstoft (1799-10-21)

Til professor Nyerup.
Paris, 29. Vendémiaire an 8.
(21. Octbr. 1799.)

Høistærede Hr. Professor!

De immer tiltagende Forbindelser, jeg kommer i med franske Lærde, give Anledning til, at jeg ofte vorder anmodet om alle Arter af Oplysninger vort Norden angaaende. Materiernes Forskiellighed paa den ene, min Afstand fra Danmark paa den anden Side volde undertiden, at jeg ikke s. 271 saa fuldstændig, som jeg vilde, kan fyldestgiøre Vedkommendes Ønsker. Jeg veed een Vei, paa hvilken jeg kan vorde underrettet og derved sat istand til at underrette andre — denne, at adressere mig til Dem. Men jeg skulde ikke tage mig den Frihed at uleilige Dem med slige Anmodninger, hvis jeg ikke haabede at finde Undskyldning baade i den Redebonhed, hvormed De pleier at tiene alle Videnskabsdyrkere, og i Særdeleshed i det Venskab, hvormed De stedse har beæret mig, og som det er mit kiæreste Ønske engang at knytte fastere. Med alt dette vil jeg endnu ikke være saa ubeskeden, at tage mod den Tieneste, Deres Venskab for mig vilde giøre mig, med mindre De vil love mig, at De vil give mig Leilighed til at vise Dem, hvor villig jeg er til at afbetale paa min Gield.

I denne Forudsætning vover jeg altsaa at udbede mig følgende litterariske Gienstande oplyste:

1. Hvilke ere de ældste danske, norske, svenske Søeretter? af hvilke Konger udgivne? hvor trykte? Hvilke Forandringer have de efterhaanden lidt? Hvilke ere de nyeste danske og svenske Love Søeretten angaaende? Gives der ældre eller nyere Skrifter eller Afhandlinger over de nordiske Søeretter eller enkelte af dem? eller findes der i større Værker enkelte Capitler eller Afsnit denne Gienstand helligede?

2. Hvilke ere de nyeste svenske og danske Skrifter, Fiskerierne i Norden — især Sildfiskerierne — angaaende? Hvilke ere de nyeste svenske og danske Love til Fiskeriernes Organisation, Ophielpning, Udbredelse? Hvilke ere de seneste offentlige Indretninger sigtende til denne Green af Industrie? Hvor finder man Beregninger og Tabeller over disse Fiskeriers Productive, over den Mængde af Mennesker, som de sysselsætte i Danmark, Sverrig, Norge, Island? Gives der nye Skrifter og Afhandlinger om Maaden at s. 272 fiske, salte og hvad der hører til den oeconomiske Deel af Fiskeriet? Gives der nye danske eller svenske Skrifter til Fiskenes Naturhistorie, i Særdeleshed til Sildens?

3. Hvilke ere de bedste ældre og nyere Landkorter over Danmark, Norge, Sverrig, Island, saavel almindelige som speciale? hvilke ere de vigtigste Søekorter? Har den seneste Litteratur leveret nogle vigtige Skrifter til Nordens Historie?

4. Er der skrevet noget om Kulminerne paa Færøe og Bornholm? hvad? og hvor?

5. Har den seneste Litteratur frembragt noget over den gamle nordiske Mythologie og Poesie?

6. Gives der paa Bibliothekerne i Kiøbenhavn armeniske Manuscripter, og hvilke?

7. Gives der Skrifter af danske Forfattere, som have beskieftiget sig med historiske Undersøgelser over politisk Forbindelse mellem Frankrig og Danmark i ældre eller nyere Tider?

Jeg undseer mig rigtig ved at giøre saa dristig Brug af Deres gode Venskab; men De er den eneste, jeg kiender, af hvem jeg kan vente mig de Oplysninger, jeg ønsker. Jeg beder, De ikke sætter Dem i for megen Uleilighed og Tidsspilde for min Skyld. Jeg vil være Dem usigelig forbunden, om De blot engang, naar det falder Dem beleiligt, vil skienke mig en Time af det lidet otium, Deres Forretninger tillade Dem, og jeg igientager min Paastand, at De som snarest giver mig Leilighed til at giøre Dem nogen Gientieneste. Naar De engang beærer mig med Deres gode Svar, ville De have den Godhed at adressere det til Rue de la Loi, petite maison d’Espagne Nr. 895, hvor jeg boer.

Hvilke litterariske Nyheder skal jeg melde Dem, som har Magazin Encyclop. og Décade philosophiqve, saa snart de komme ud — og deri kommer jo alting. De har s. 273 seet i Magazin Encyclop. — for Messidôr troer jeg — det Udtog, Thorlacius har giort af Deres Biographie over vor udødelige Suhm, lige stor som Lærd og som Statsborger. I næste Hæfte — for Brumaire — vil De finde en Recension af mig over vor Ven Neumanns Primatshistorie. Mit Priisskrift er blevet recenseret i sidste Hæfte. — De skal have min Tak for det Gode, De har sagt om mine Breve i Iris. Dette Slags Forfatterskab vil jeg ellers ikke have mere med at giøre; det spilder for megen Tid, og hvadsomhelst man siger, faaer man i disse factionistiske Tider enten et eller andet Partie paa Halsen.

Parny, Forfatter til la Guerre des dieux anciens et modernes — som jeg har sendt Neumann — er anden Gang faldet igiennem i National-Institutet ved — Cabale. Bonapartes Rapport om sit Tog i Syrien og Aboukirs Tilbageerobring, og General Jourdans om sit Tog i Tydskland sidste Foraar ere her Dagens Lecture. Begge Dele ere yderst interessante. De veed, Bonaparte er kommen tilbage til Paris. Hvor Europas Udseende er forandret paa tre Uger! Disse store Begivenheder ere kun Forbuddet paa større.

Den franske Litteratur er frugtsommelig med et vigtigt philosophisk Værk af Aloy, øverste Lærer ved de Døvstummes Institut, en physisk - chemisk Encyclopedie af Fourcroy, en Conservateur littéraire af François Neufchateau, en interessant Tableau af alle videnskabelige og litterariske Indretninger i Paris af Vasalli, et stort Værk over Sildefiskeriet af Noel, et Værk sur la domesticité af Gregoire og flere, som jeg i dette Øieblik ikke erindrer. Salut et estime.

Engelstoft.

18