Danmarks Breve

BREV TIL: Børge Riisbrigh Thorlacius FRA: Laurits Engelstoft (1813-04-16)

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 16. April 1813.

Kiære Thorlacius!

Jeg seer med Længsel imøde din Fortale til Sverres Saga. I din Dom om Snorro er jeg fuldkommen enig; han er et Vidunder i Middelalderens Historiographie og en Kierne i Nordens Litteratur; i denne, som i andre Henseender, troer jeg ikke, at vi behøve at lade os vise til Rette af Tydskerne. I Parenthese: hvor længe er det nu, siden den Text blev færdig, som ventede paa en Fortale for at gives ud? Ved samme Leilighed falder det mig ind at spørge Dig: kan der ikke føies nogen Anstalt til, at Knytlinga Saga (hvis Oplag jo næsten er tilintetgiort) kunde igien blive trykt. Saavidt jeg veed, var den forrige Udgave ei engang fuldkommen færdig. Mig synes virkelig, at Udlændinge i visse Dele kunne med Føie bebreide os Mangel paa tilstrækkelig Iver i at drage vore egne gamle Skatte s. 341 frem af Mørket og redde dem fra Forglemmelse. Hvor meget er ikke uopretteligen tabt!

Har Du læst Molbechs Skrift om Ditmarserkrigen? Det er en vel skreven Bog. Hist og her ere Detaillerne lidt kiedsommelige, men forresten har Forfatteren viist baade Flid, Critik og Talent til at bearbeide. De Grundsætninger, han har opstillet i Forerindringen, ere vel ikke andre end de, der maae ansees væsentlige for al Historiographie, som skal have noget sandt Værd, men det er dog behageligt at see en ung Skribent saa bestemt at bekiende sig dertil paa en Tid, da mange bilde sig ind at have fundet noget langt Klogere og Høiere. Det er aabenbart, at Molbech tager Hensyn paa det nymodens Galskab i Historiens Behandling, hvormed f. Ex. ogsaa Grundtvig er befængt, og da Molbech selv hidtil ei har været saa ganske fri for Smitte deraf, saa betragter jeg i en vis Henseende hans forommeldte Indledning som en Palinodie. Hans Sprog er omhyggeligt og han stræber efter det Classiske, men mangler Lethed, som vel kan komme med Øvelse, og er hist og her ei fri for en Slags Affectation à la Grundtvig. Det som i Historiens Foredrag synes at være det allerletteste: en ædel Simpelhed, hvor vanskeligt maa det være at opnaae, da det er saa saare sieldent! Hvor meget bedre giorde vore unge Lærde her i at følge de græske, romerske, engelske, italienske Mønstre, end de, næsten altid paa en eller anden Maade forskruede, tydske!

Iforgaars Aftes mødte jeg for første Gang i det nu forenede Selskab for Heraldik, Genealogie, Fædrelandets Sprog og Historie; de vare (som Du veed) hidtil tvende Selskaber, hvoraf hiint har begyndt og fortsat et Adelslexicon, dette udgivet Danske Magazin. Conferentsraad Treschow, der er Formand, giorde Forslag angaaende at s. 342 give Selskabets Skrifter mere Almeeninteresse ved Afhandlinger etc. Min Mening var og er, at Selskabet især skal gavne ved at levere authentiske Bidrag — større og mindre, efter Omstændighederne — til Fædrelandets og dets Sprogs Historie, og at det er her en Bisag, om det læsende Publicum finder dem interessante eller ikke. Afsætningen skulde derfor ogsaa — efter min Mening — blot beregnes paa offentlige Bibliotheker og lærde Instituter. Men Selskabet burde have en ordentlig Fond; hvad er 300 Rdl. aarlig? Til Secretær valgtes Etatsraad Qvistgaard istedet for Professor Werlauff, som har frasagt sig Secretariatet. Bibliothekariatet blev indtil videre ubesat, men man enedes om at overdrage Secretær Molbech, mod en passende Gratification, den Forretning, at ordne Manuscripterne og forfatte Catalog derover. De skal være i stor Uorden. Det værste er, at endeel af de vigtigste Manuscripter, som tilhørte Selskabet for det danske Sprog etc., ere blevne borte. Man beskylder N. for, i sin Tid at have stiaalet en Deel deraf. Jeg har talt med din Svigerfader, A. Kall, om det egentlige Øiemeed af dette Selskabs Virksomhed. Han var aldeles enig med mig i de ovenfor yttrede Ideer. Ved samme Leilighed talte vi blandt andet om Grundtvigianismen, og kunde begge ikke nok undre os over, at saa lærde og tænkende Mænd som S. og andre kunne hylde dette mystiske Væsen (eller Uvæsen). Han frygtede endog, at Hersleb stod Fare for at henrives af den samme Strøm.

Du synes at ansee Candidat Petersen ubilligen tilsidesat af Directionen. Pace tua maa jeg dog giøre derved følgende Bemærkninger: 1) at han altid har indskrænket sine Ansøgninger til Ansættelse paa eet Sted, nemlig ved Kiøbenhavns Skole; 2) at han ei endnu har lagt offentlig for Dagen saa udmærkede Prøver, at han med Hensyn til dem kunde foretrækkes s. 343 andre duelige, allerede i Tieneste værende, Lærere; 3) at hans evige Pukken paa sine egne Meriter ei er skikket til at forskaffe ham favorem ex commendatione modestiæ, hvilken klæder unge Mænd saa vel. Mod M—r har han uden Tvivl tilsidesat den égard, som han kunde synes at være en Mand i hans Stilling skyldig.

Dr. Rasmussen er ankommen til Altona. Han kan altsaa ventes hertil med det allerførste. Tychsen i Göttingen har i et Brev til Münter givet ham et meget hæderligt Vidnesbyrd. Sacy i Paris har derimod ikke skrevet meget smigrende om ham. Men dette lægger jeg ikke saa megen Vægt paa, da Rasmussen virkelig har anvendt sin Tid vel. Maaskee kan han ved en eller anden Mangel paa Opmærksomhed have stødt den franske Lærde.

De Svenske have sluttet en Hob Chicaner med en Fordring af 6 Millioner for opbragte Skibe. Paa disses Liste staae ogsaa saadanne, som forlængst ere frigivne, ja endog, hvis Proces-Omkostninger af os i sin Tid ere betalte. Det er blevet sagt, at man paa Fordringen af de 6 Millioner havde svaret, „at for disse kunde man en Stund føre Krig." I Forbindelse dermed vil jeg endnu fortælle Dig en Anecdote. Relata refero. Digteren Schack Staffeldt, som er Amtmand i Holsten etsteds, er her i denne Tid, og spiste forleden hos den russiske Minister Lisakevit$$*. Ved Bordet gav han sig til at declamere heel ivrigen mod de Svenske som ufordragelige Naboer, og syntes at ville, at man strax skulde bryde løs imod dem. Dolgorucki, som var tilstæde, skal da have vendt sig til ham omtrent med saadanne Ord: „Min Herre! Jeg veed, at De forstaaer Dem meget paa de skiønne Videnskaber, men De forstaaer Dem intet paa Krig; jeg forstaaer mig ikke paa de første, s. 344 men kiender noget til den sidste; troe mig, af alle Ulykker er Krig den største, som kan ramme Menneskeheden eller noget Land; kan De alligevel skaffe Dem denne Naboe af Halsen, og, hvis De kunde, undgik De da alligevel at have en Naboe, og hvoraf veed De, at De vandt ved Byttet?" Et fornuftigt Svar, ikke behageligt som en Tilretteviisning, men vel fortient ved saadant Sprog, paa saadant Sted.

Fra Bernstorf i London haves endnu ingen Efterretning, kunde ei heller endnu haves. En Engellænder er ankommen her, men hvorvidt det er med nogen offentlig Characteer, er mig ubekiendt. Det er vist, at Østerrig ikke endnu har tiltraadt Coalitionen mod Frankrig, ogsaa tvivler jeg om, at det skeer, i det mindste endnu i nogen Tid. At Bayern holder ved det franske Partie, og at Kongen af Sachsen er flygtet til Østerrig, synes endnu mere at bestyrke en saadan Tvivl. En slem Omstændighed er det for Napoleon, at Hans Finantser ei ere i den bedste Forfatning. Hans Decret angaaende at sælge Communernes fælles Eiendomme til Statscassens Fordeel kan neppe andet end giøre mange misfornøiede. Besynderligt, at Dags-Aviserne ikke melde et Ord om, hvor han selv er.

I Aften gives en stor Concert hos Conferentsraad N., Ridder af Dannebrog, hvor ogsaa Malling og Moldenhawer skulle hen. Jeg har ganske afsondret mig fra det N.'ske Huus, hvis Ostentation mishager mig. For Hr. N. selv har jeg desuden — nonobstant at han baade er Conferentsraad og Ridder — en saadan Foragt, at jeg paa en vis Maade moraliter holder mig for god til at have nogen Forbindelse med ham. Du kiender selv Personens Reputation.

Sub rosa kan jeg sige Dig, at der vil over Grundtvigs Krønike komme en dobbelt Recension, en af Professor s. 345 I. Møller, en af Ørsted. Til den første har jeg ogsaa meddeelt nogle Data.

Din
Engelstoft.