Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 21. April 1813.
Kiære Broder!
Med Fornøielse modtager jeg din Indbydelse til at spise min Middagsmad hos Dig idag i Selskab med Rector Bloch fra Nyekiøbing, og det saa meget hellere, som jeg da i den mundtlige Samqvem kan holde mig skadesløs for det, Du lader mig savne i den skriftlige. Mihi paulo desidiosior videris ; jam sextam epistolam ad te scribo ; tu non nisi binas reddidisti. NB. det er til Straf, at jeg plager Dig med mit Latin. Bedrer Du Dig ikke, saa faaer Du en anden Gang mere af samme Slags.
Ved at rode op mellem mine Papirer finder jeg tvende Afbildninger af Liigstene med Munkeskrift om, og paa den ene blot et Vaaben, paa den anden en fra øverst til nederst harnisket og bevæbnet Mand med en Ulv paa Skioldet og paa Hielmen. Paa den sidste læser jeg i Omskriften: Lapis Domini Hikkonis de Hitzen Militis paratus anno Domini Millesimo . CC sexto sub quo quiescere intendit. De tre følgende og sidste Ord ere mig ei tydelige. Det sidste: Requ. er, seer man, en Forkortelse. Ligeledes har jeg fundet to Sigiller, hvoraf det ene, stukket i Kobber, synes at have tilhørt Sct. Knuds Gilde, det andet, en Tegning, s. 346forestiller de tre Konger, som tilbede Jesus, og synes at være norsk. Jeg sender Dig dem alle, om Du maaskee kan giøre nogen Brug deraf. Lad mig vide — si tanti est — hvad det egentlig er for Ting.
Professor Müllers Afhandling om det islandske Sprogs Vigtighed har jeg læst med Fornøielse. Det er ret et vakkert Product. I Henseende til vort Sprogs Historie har jeg just ikke lært noget nyt af ham, men dog ingensteds fundet det Bekiendte saa vel ordnet og saa philosophisk behandlet. Lærerigst er han, synes mig, i den første Afdelings fierde Afsnit: Oldsprogets Anvendelse paa vort Skriftsprog, Side 67—125, og i anden Afdelings § 20—22 om det islandske Sprogs Vigtighed for Philosophen, Juristen, Historiegranskeren, Archæologen og Philologen. Jammerskade, at vort gode Sprog er blevet saa skammelig forhutlet. Ogsaa i denne Henseende kan man sige:
vor Fortræd er tydsk.
At tænke paa de gamle Flexioners Gienindførelse, ihvor meget disse end maatte giøre vor Grammatik fuldkomnere, er nu for sildigt: men vist er det, at man ved at følge vor Müllers Raad kunde igien for vort Sprog efterhaanden vinde ind af dets tabte Reenhed, Riigdom, Fynd etc. Hypothesen om Slægtskabet med Indien kan mneligen have nogen Grund, men Beviserne derfor hos vor Forfatter sige ikke meget. Listen paa de jydske Ord, som ere Levninger af det gamle Sprog eller minde derom, kunde jeg forøge med mange flere. Mange Primitiver ere ogsaa endnu tilbage, skiønt de ansees tabte. Saaledes anseer Müller selv Ordet Vod (hvoraf Rettebøder etc.) tabt, omendskiønt vi endnu have det i den Talemaade: at raade Vod paa noget, at giøre Bod etc. Moret har mig Satiren S. 78 over Øhlenschlägers flaue Vittighed i Ordspillet med Røgløshed. Den Illusion, som Forfatteren S. 10 vil giøre Brug af, s. 347for at tilvende det skandinaviske Sprog det almindelige Navn: Dannersproget, er i mine Tanker meget uheldig. Dannersproget er, i en blødere Udtale, de Danskes Sprog. I hele Norden kaldtes en Tidlang Nordens Sprog dansk Tunge, som Forfatteren selv beviser. Dannemænds Sprog er noget ganske andet. Etymologien er aldeles forskiellig. Slig Sammenblanding bestrider ellers Forfatteren paa andre Steder (og med Føie), men her skal den netop ved en snild Illusion benyttes, og Nordens Dannemænd derved tillige smigres. Jeg bringes derved i Tanke om hine ældste Grækere, der gave sig selv de prægtigste Navne. Men de Norske vil ikke finde sig i, at deres Sprog kaldes dansk? Det kaldtes saa, da Norge havde egne Konger, og det er dansk. Det er ogsaa, synes mig, utidigt, at nære pseudopatriotiske Ideer. Norges Natur og Næringsveie, Cultur og Oplysningsvæsen tilbyder den norske Patriotisme ganske andet Stof end den Qvæstion, om det danske Sprog, som de Norske bruge, og som de under dette Navn have brugt for 800 Aar siden og længere, maa hos dem kaldes, hvad det er.
Saavidt jeg har erfaret, vides endnu intet bestemt om I. Bernstorfs Ankomst til London. Han har en vanskelig Mission. Engelsk forstaaer han ikke. Talentets Maade er neppe extraordinær. Nogle have ønsket, at man hellere havde sendt Christian Bernstorf. Men han er i Wien. Hovedknuden er, at Engelland har lovet Sverrig til Belønning for dets Anstrængelser i Tydskland, at det, Engelland, vil tvinge Danmark til enten at afstaae til Sverrig Tronhiems Stift eller at betale 6 Millioner Species. Vistnok vilde Engelland gierne undgaae at holde dette Løfte, og det hedder, at man har tilbudet Sverrig Guadeloupe istedet. Mærkelig er den Mistroe, baade Engelland og Rusland have til Sverrig. Vor Regiering har dog i det mindste en s. 348vis Agtelse fra den moralske Side. Imidlertid see vi, at vore egentlige Fiender ere de Svenske. Bedst var det imidlertid, at de ei solgte Huden, før de havde skudt Biørnen.
Vale.
Engelstoft.