Danmarks Breve

BREV TIL: Børge Riisbrigh Thorlacius FRA: Laurits Engelstoft (1813-04-30)

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 30. April 1813.

Kiære Thorlacius!

Jeg hører aldeles intet fra Dig. Skulle vore Breve, hvad jeg pusker, blive etslags testis temporum, i det de tillige overlevere Fremtiden et Minde om vort Venskab, saa maa Du oftere give mig Anledning til at takke Dig for Giengield.

Den mærkelige Artikel i vor Statstidende af 23. d. M. viser tydelig vor Stilling til Sverrig. Jeg har hørt den dadle af flere, i Særdeleshed ogsaa i Henseende til Stilen. Det kan være, at den ei er noget Mesterværk fra denne Side, men agtværdigt er det Præg af Fortrolighed mellem Regiering og Folk, som den bærer, og dens Simpelhed behager mig meget mere, end om man havde — som saa ofte — faaet at see en germaniserende dansk Oversættelse af tydske Phraser. De Svenske have aldeles intet udrettet med deres Trudsler. Imidlertid, da deres hele Fremgangsmaade er besynderlig, kan man endnu ei vide, hvad det kan blive til. Den svenske Legationssecretær skal endog have, før sin Afreise, været meget dierv imod Dolgorucki. Meningen er, at de Svenske lægge sig ud med al Verden, og at s. 349 deres Regiering Dag for Dag taber mere i Agtelse. I engelske Aviser skal have staaet, at det var aldeles urigtigt, at Engelland skulde have forsikkret Sverrig nogen Udvidelse paa Danmarks Bekostning; der havde blot været handlet om, at udvide Sverrigs Besiddelser i Vestindien, ifald det blev sine Forpligtelser tro mod Engelland. Prinds-Regenten har i en egenhændig Skrivelse meldet vor Konge sin Tantes (Hertuginden af Brunsvigs) Død, og Du veed, at her strax er i denne Anledning anlagt en Hofsorg paa 4 Uger. Det østerrigske Hof har i Stokholm ladet afgive en formelig Indsigelse mod ethvert Demembrement af det danske Monarchie, med Yttring af sin Forundring over, at, medens man prætenderede at retablere det bourbonske Huus i Frankerig som legitim, tænkte man paa at kuldkaste et af de ældste og respectableste Dynastier i Europa — det danske. Saa meget er vist, at Agtelse nyde vi overalt, selv i en høi Grad hos vore Fiender. Vor Regierings Adfærd imod Frankerig er midt under de nuværende Forholde saa sindig og beskeden, at selv Keiser Napoleon, om han end igien bliver Seierherre i Tydskland (hvad jeg ei finder usandsynligt), maa være tilfreds med os.

I Forgaars Aftes mødte jeg ved en Samling i Selskabet for det danske Sprog etc. Din Svigerfader giorde nogle meget fornuftige Forslag til Selskabets Virkemaade. Blandt andet foreslog han, at tilveiebringe en fuldstændig — saa vidt det nu er mueligt — Samling af Christian IV's Breve, og at begynde med, derover at optage en chronologisk Fortegnelse. Endvidere, at man af Birckerods virkelig i mange Henseender interessante Diarium, der strækker sig, troer jeg, giennem 4 Decennier, skulde i hvert Hæfte levere noget, dog med Udvalg, og saaledes tilsidst faae det Hele for Lyset, saavidt det nemlig fortiener denne Ære; thi s. 350 adskilligt har slet ingen historisk Interesse, f. Ex. Forfatterens gudelige Betragtninger, Optegnelse af, hos hvem han havde spiist til Middag etc. Secretær Molbech modtog Bibliothecariatet. Skade, at saa mange af de vigtigste Manuscripter ere borte, de fleste, som man paastaaer, stiaalne af N., da han var Bibliothekar. I hans Tid bleve ogsaa de kostbareste Mynter borte, eller, som din Svigerfader A. Kall udtrykte sig, hvad der var Sølv og Guld værd, forsvandt. Ved denne Leilighed erfarede jeg, at Selskabets nuværende Formand, Conferentsraad Treschow, er i Besiddelse af Griffenfeldts Signet og nogle andre Reliqvier af denne store Mand, som bøde i hans — Treschows — Farfaders Huus.

I vor Direction circulerer for nærværende Tid et Udkast til en Fundats for det norske Universitet, forfattet af Etatsraad Treschow, hvilken han gierne vilde have sanctioneret, inden han reiser herfra. Men alle vi andre ere af den Mening, at det endnu er for tidligt, at indføre en formelig Fundats; men bedre, for det første at indskrænke sig til et provisorisk Reglement. Treschows Udkast kan imidlertid siden tiene til etslags Ledetraad ved disse Forhandlinger. Men skal en vis Mand, der lige troligen hader Treschow og hades af ham, raade, vil der nok ikke blive meget tilbage af hiint Udkast. Jeg havde troet, at Moldenhawer og Treschow dog skulde være skilte som Venner fra hinanden; men dette er saa langt fra, at de hæftigste Udbrud af deres Nag endog have fundet Sted i vore sidste Forsamlinger. Ogsaa Sverdrup og M—r skilles Uvenner ad, og jeg maa tilstaae, at M—r har Grund til at anke paa Sverdrups høist udelicate Adfærd imod ham, da man kan sige, at adskillige af de Breve, Sverdrup i den sidste Tid har skrevet til Directionen, ere, saa at sige, lutter Bebreibelfer s. 351 mod M—r, endog i Anledning af saadanne Ting, hvormed M—r har troet at giøre ham en Tieneste eller Fornøielse. Ventelig har M—r af og til fornærmet ham, som alle andre, ved Stolthed, Sottiser og Hovmester-Tone. Imidlertid, da M— r dog har været Sverdrups Befordrer, saa klæder denne pruritus „sich an ihn zu reiben" just ikke saa saare godt.

Vale. Jeg sætter saa megen Priis paa denne vor Brevvexling, at den fra min Side ei bliver staaende tilbage uden for de allermeest paatrængende Forretninger. Gak Du hen, og giør ligesaa.

Din
Engelstoft.