Danmarks Breve

BREV TIL: Børge Riisbrigh Thorlacius FRA: Laurits Engelstoft (1813-06-24)

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 24. Juni 1813.

Kiære Thorlacius!

Omendskiønt Du endnu er i Gield til mig for Svar paa mit sidste Brev, saa dog, da jeg agter paa nogle Dage s. 377 at rusticere, maa jeg forinden have en lille skriftlig Conversation med Dig. Materialierne dynge sig ellers alt for meget op.

Kaas har i Dresden havt Audience hos Keiser Napoleon. Denne tog imod ham i den Brühlske Have og underholdt sig med ham over en halv Time. Efter Kaas’s Beretning kunde intet være naadigere end hans keiserlige Maiestæt. Angaaende Samtalens Indhold har den forsigtige Diplomatik endnu intet ladet transpirere. At Kaas har havt et og andet at undskylde, veed enhver. Dertil refererer sig nok ogsaa det Udtryk i Moniteuren: le gros bonsens du peuple Danois. Saa meget har dog fama sladdret af Skole, at Keiseren skal have sagt til Kaas, at Bernadotte (saaledes kalder han stedse den svenske Kronprinds) havde flere Gange søgt at interessere Keiseren for den Idee, at forene Norge med Sverrig, men at han (Keiseren) havde aldrig villet indlade sig deri, deels fordi han deri intet fandt, som kunde være gavnligt for Frankrigs Politik, deels af redeligt Venskab for sin Allierede, Kongen af Danmark. Han skal ogsaa have sagt til Kaas, at den hele Bernadotteske Familie havde et ligesom arveligt Anlæg til Afsindighed, især i en vis Alder, og at han troede, Bernadotte nu maatte være underkastet Anfald af denne Arvesyge.

Imidlertid vedblive Engellænderne med det største acharnement at optage endog enhver Baad, som bringer Victualier til Norge. Ogsaa de Svenske skal umiddelbar have optaget danske Skibe. I Norge er Nøden mange Steder meget stor og større, end det af offentlige Blade erfares. Nordmændene skal være saa forbittrede, at Prinds Christian neppe kan styre dem. Te vil absolut falde ind i Sverrig og hevne sig paa dem, der saa grusomt rive Brødet af den Hungriges Mund. Og dette er den Vei, hvorpaa s. 378 Bernadotte vil vinde en Nation! Virkelig synes deri at være noget, som ligner gal Mands Sierning. En ny Fiendtligheds Handling af de Svenske er, at de have stoppet Postgangen mellem Danmark og Norge. Posten, som afgik herfra i Løverdags Aftes, fik ikke Lov at lande i Helsingborg, og den sidste Post hertil fra Norge er ligeledes udebleven. Commandanten i Helsingborg skal paa Forespørgsel fra vor Side have svaret, at han handlede efter Ordre, og videre Beskeed kunde han ikke give. Nu hedder det, at vi have begiert et cathegorisk Svar fra den svenske Regiering, og at vi have ladet den vide, at vor Taalmodighed var til Ende. Snart maa det altsaa opløse sig. Det Skib, som laae seilfærdig til Island, og med hvilket ogsaa Amanuensis Rask skulde afgaae, tør under disse Omstændigheder ei begive sig paa Reisen. I Sverrig selv skal det ellers ikke være roligt, og neppe bliver det Bernadotteske Dynastie der langvarig.

Moniteuren ridiculiserer den preussiske Landstorm som den største Extravagance af Galskab. Ligeledes giør den sig lystig over det adelige preussiske Cosak-Regiment, hvis fiint opdragne Medlemmer neppe formaae at bære de lange Landser, man har givet dem i Hænder. Ko$$*ebue og Schlegel skildres som Snigmordere og Giftblandere. (Det er vist, at de politiske Blade, som de under offentlig Auctoritet udgave, bekiende sig til dette Slags Politik.)

Har Du læst General Oxholms (han kalder sig Olufsholm) Piece, indeholdende Bemærkninger imod Schlegels famøse Bog om Continental-Systemet. Manden har ikke sin Force i at skrive. Fremstillingen er mat, Sproget slæbende, men der er megen bonsens. At Rusland af ham behandles med saa overmaade liden Agtelse, er vel fortient. Om Lord Castelreagh og om Bernadotte vide vi, hvad der er at dømme. Af dem venter man intet bedre. Men s. 379 Keiser Alexanders Opførsel imod os er jammerlig og klæder kun slet en Mand, der vil passere for en stor Monarch. Oxholms Bog har ogsaa den historiske Fortieneste, at han heel igiennem støtter sig paa authentiske Facta, der naturligviis ere blevne ham meddeelte. Der er et Sted deri, som mægtigen vil frappere vor Durchlauchtighed, det nemlig, hvor der kastes Skygge paa Prinds Christian Augusts Adfærd, da han sluttede Vaabenstilstanden med de Svenske. Der tales paa dette Sted om den Belønning, han derfor erholdt af de Svenske, og der siges temmelig tydelig, at han forsømte den bedste Leilighed til at tiene sin Konge og sit Fædreland. Tillige yttres Forundring over, at ingen af Prindsens mange Venner endnu offentlig havde retfærdiggiort ham mod en Mistanke, som de i Sverrig udkomne Memoirer paa en vis Maade give Grund til. Jeg troer endnu, at Prinds Christian August handlede redelig, og jeg veed ikke, hvorfor Oxholm her uden al Nødvendighed vilde sætte ham i et tvetydigt Lys. Jeg gad vidst, om Hertugen, hans Broder, nu ikke tager til Gienmæle, i det mindste under et laant Navn.

Jeg glæder mig over, at see den retskafne Amtmand Blom i Hiørring forflyttet til Stiftamtmandskabet i Viborg, hvor netop en saadan høiligen behøves. Han er ogsaa en borgerlig Mand, noget usædvanligt i en Stiftamtmandspost, der altid pleier at besættes med Adelige. Derimod, da Amtmandsposterne høre til de allervigtigste civile Embeder, der allermeest udfordrer Mænd af Indsigter, moden Erfarenhed, Sindighed og personlig Auctoritet, seer jeg med Smerte disse at besættes med unge Kammerjunkere, hvis hele Fortieneste bestaaer i en juridisk Embedsexamen med bedste Characteer (en Affære af 1½ Aars middelmaadig Flid), en Kammerjunker-Uniform, et von eller de og et Aars Tids Auscultantskab i Rentekammeret. Aristocratiet s. 380 veed stedse at menagere sig egne Bagdøre til de Æresposter og Embeder, det NB. skiøtter om.

Professor Wad fortalte mig forleden en Historie, som forøger Antallet af de Exempler, vi daglig see paa den Uforskammenhed, hvormed Fremmede misbruge den danske Nations og den danske Regierings Godhed. En Tydsker fra Rhinegnene havde anmeldt sig for Regieringen som en særdeles kyndig Mand i Mineralogie, Biergværksfag etc., og lovede at udrette, jeg veed ikke hvilke store Ting, naar man vilde lade ham reise paa offentlig Bekostning i Norge. Kongen sendte hans Ansøgning til Commercecollegiet, og dette anmodede Professor Wad om at prøve hans Kundskaber. Ved denne Examen befandtes Personen at være aldeles uvidende, saa at han ikke engang kiendte de gemeneste Mineralier. Da Professor Wad yttrede sin Forundring og forestillede ham hans Ubeskedenhed, tog den Fremmede sin Tilflugt til Bønner, bad ham dog ei at hindre hans Lykke; „Mein Schicksal, sagde han, stehet in Ihren Händen;" men Wad erklærede, at han ei kunde handle mod sin Samvittighed, og Enden blev, at Personen ei erholdt det Ansøgte, hvilket vilde være skeet, dersom Wad havde erklæret anderledes.

Professor Schumacher er reist igaar. Det er en meget snild Person; men vi have været ligesaa kloge som han. Alle hans Forsøg paa her at erholde saadanne Fordele ved Universitetet, at han skulde staae langt bedre end selv ældre Professores Ordinarii, som ei have Corpus, ere mislykkede, ligesaa lidet, som man kunde indlade sig i hans Begiering at erholde Wøldikes Corpus eller i sin Tid Bugges, hvilken Undtagelse fra Reglen han meente at man gierne kunde giøre for ham. Han er nu indstillet til den ansøgte Tilladelse, at tage imod den Plads, som er ham tilbuden ved Observatoriet i Mannheim, imod at han skal komme tilbage, s. 381 naar Hs. Maiestæt befaler, og tage imod Ansættelse paa de Vilkaar, som Hs. Maiestæt da maatte behage at forunde ham. Selv begierte han det Tilsagn: at ansættes som en af de meest favoriserede Professores Consistoriales. Hvad vil dette sige? Man har derpaa intet Hensyn taget. Han er et godt Hoved, men noget stort har han hidtil ikke præsteret, da han ei har givet andet ud end en Oversættelse af Carnots Theorie om Positionerne, hvilket M—r ogsaa sagde ham reent ud, da han appnyerede saa stærk paa sine litterære Fortienester. Dansk kan han ikke tale og jeg troer aldrig, at han her ved Universitetet kan blive nogen ret nyttig Docent.

Hvad siger Du om Ulykken i Sorøe? Det var Stemann vel meent. Hvo vilde være saa forhadt som han? Han har at beklage sine store Vareoplag, som Luerne fortærede; vi det skiønne Bibliothek, som aldrig vil erstattes. For Resten kan ved denne Begivenhed en af de største Hindringer for Sorøe Academies Gienoprettelse som Læreanstalt ansees hævet. Hiint Palæ var alt for tillokkende for en Oberhofmester, og i en Saadans Rettigheder havde Stemann vidst at sætte sig. Nu er han da paa en vis Maade delogeret. Directionen skulde tut skynde sig med at indrette den nye Læreanstalt. Øieblikket var aldrig saa gunstigt. En simpel Bygning af passende Omfang til Lærehuus og Bolig for Rectoren eller Directoren var snart opført. En Oberhofmester er en aldeles overflødig og principstridig Charge; thi ridderlige eller adelige Academier faaer vel ingen Rgiering og intet Collegium isinde at stifte i vore Dage. Men vil man nu ogsaa virkelig stynde sig at benytte det gunstige Øieblik? Jeg har derom megen Tvivl. Jeg formaaer alt for lidet til, ene at kunne udrette Noget. Ei heller hører denne Sag nærmest til mit Departement.

s. 382 Det var Synd at sige, at vi bleve for godt beværtede med aandelig Kost den Dag, Du overtog Rectoratet. Emnet af Schlegels Tale var ikke uinteressant, men Behandlingen skiødesløs. Den sande Aarsag, hvorfor M—r ikke kom den Dag, var, at just Emnets Valg gav ham Anledning til at frygte, at Taleren vilde holde Forelæsninger for Directionen, saaledes som Treschow i hiin berømte Tale. Men det saaes, at en saadan Frygt var ugrundet. I Parenthese, siden Du nu er Rector, skal det ikke nærmere afgiøres, om ved næste Examen Artium samme Grundsætninger skulle følges i Henseende til Hovedcharacteer, som i forrige Aar provisorisk bleve antagne? item : skal det ikke bringes i Orden med den foreslaaede Ombytning af Tiden, i hvilken exam, artium og exam, philosophicum holdes?

Giorsløv, Fredag den 27. Juni 1813.

Jeg fik ikke mit Brev ganske sluttet, inden jeg reiste paa Landet; jeg tog det derfor med, for at ende det her. Det bliver vel derved noget gammelt, inden Du faaer det; men efter disse Breves egentlige Øiemeed kan dette være ligegyldigt.

Min villeggiatura er hos Etatsraad Schavenius, Eier af Giorsløv, Søeholm og Erichstrup, hvilke Godser tilsammen ere over en Million værd i gode Penge. Hvad er saadant et Jorddrot-Liv ret et lykkeligt Liv, midt i alle Arter af Overflødighed og landlige Nydelser, især naar Vedkommende derhos har Aandscultur nok til at forædle disse Nydelser ved noget Intellectuelt og Moralsk. Etatsraad Schavenius har i sin Tid været en god Student. Han erhvervede sig ved at tage mod en Ansættelse i Ostindien c. 2 Tønder Guld, for hvilke han kiøbte for c. 20 Aar siden disse Godser, hvis Værd han ved en fornuftig og velordnet Bestyrelse har femdobblet. Han besidder gode Kundskaber i Mathematik s. 383 Historie og Sprog. Tvende Gange har Ildsvaade tilintetgiort ypperlige af ham samlede og kiøbte Bibliotheker, først Christiansborg Slots 1794 (det var det Vandalske Bibliothek, som han havde kiøbt, men som endnu stod paa Slottet), derefter Bombardementet 1807, under hvilket hans Gaard i Kiøbenhavn (i Klædeboderne) brændte, medens han selv var her paa Giorsløv (hvor, ligesom i hele Stevns-Herred ingen Engellænder satte Fod i hele Aaret 1807). Dette skriver jeg ved Synet as deilige grønne Træer, under Fuglenes Sang, i den herligste Luft paa et stort Værelse i den gamle ottekantede massive Taarnbygning, som udgiør Herskabsvaaningen paa det allerede i 14. Aarhundrede meget omtalte Giorsløv. Da min Vært har tilstaaet mig den fuldkomneste Frihed, og hans Hospitalitet saaledes er mig dobbelt behagelig, saa agter jeg at blive her saa længe jeg kan, det er at sige til paa Tirsdag. Jeg finder mig særdeles styrket ved dette landlige Ophold, og jeg behøvede ikke at have min Horats med mig for at erindres om, hvor meget det er mere værd end Hovedstadens Røg, Travlhed og Affærer. Endog er det mig en Lise, at jeg i disse faa Dage er fri for at plages med Politik, Avisnyt og Cours.

Vale et respira, ut respirat

totus tuus

Engelstoft.