Danmarks Breve

BREV TIL: Børge Riisbrigh Thorlacius FRA: Laurits Engelstoft (1813-07-29)

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 29. Juli 1813.

Kiære Thorlacius!

Jeg har liggende for mig dit Brev af 8. d. M. Siden har Du ikke skrevet mig til. Non sic pollicitus. Jeg troer dog ikke, at Restancen hviler paa mig.

Et Par Dage har jeg været paa Landet, hvorfra jeg kom hiem igaar. Du kiender Præsten Mellerup; ham besøgte jeg. Hvor det er glædeligt at see den rige Sæd paa Markerne! hvor behageligt derhos, overalt at øine Velstand og Overflod, ingensteds Mangel eller Trang. Hver Bonde, Huusmand, Degn, Skoleholder har fit rigelige Udkomme. Præsten, jeg besøgte, kan, uagtet hans Kald ei er det største, regne sin Indkomst til 600 Tdr. Byg foruden Præstegaarden, og Degnen sammesteds har langt bedre Udkomme end Du eller jeg, da han har en heel Deel Naturalier foruden fri Bolig, Græsning etc. Ja lykkelige ere Embedsmændene paa Landet i Sammenligning med os! Gud skee Lov, at det gaaer Pluraliteten vel. En gammel Mand fortalte mig, at det første han kunde erindre, for 60 Aar siden, vare Bønderne saa fattige, at de fleste ei engang havde Knapper i deres Kofter, men kun Hægter, usle Vogne og Heste, som Katte, istedetfor at Gaardmændene nu have store Vogne og prægtige Heste med ikke mindre prægtigt Hestetøi. Der er den største Mangel paa Tienestepiger af den Grund, at Gaardmænds Døttre ei mere tage Tieneste — hvilket er deres Ære for nær — ja neppe engang Huusmænds Døttre. Hvilken Forandring blot paa en Snees Aar! Vistnok i det Hele en frydelig Omvexling.

Man hører ofte paa Landet en og anden Tradition, og det er Skade, at disse ei optegnes. Saaledes fortælles s. 391 endnu, at, da de Svenske havde giort Indfald i Sielland 1658, var der paa Stedet (i Greve) en Præst ved Navn Erik Magnussen (eller Mogenson) Blekind (eller Bleking), som var forhen bekiendt med Carl Gustav, og paa Grund af dette Bekiendtskab fik udvirket, at Greve Bye blev fri for Indqvartering. Der findes endnu i Kirken et Epitaphium over samme Ericus Magni Bleching. Ved samme Leilighed fortalte Præsten mig en Anecdote om Frederik IV, som han havde hørt af sin Fader, der var Forvalter paa Magistratens Gods og boede paa Bidstrup ved Roeskilde, men egentlig var fød i Randers, hvor han havde hørt Anecdoten af sin Fader. Kong Frederik IV kom nemlig engang til Randers incognito, meest for at eftersee de kongelige Godser deromkring (maaskee ogsaa for at eftersee Groscantslerens Datter paa Clausholm). Disse Godser vare, som overalt Kongens Godser, i en jammerlig Tilstand. Frederik IV vilde begive sig til Gammel-Estrup, og tog en Bonde med til at vise sig Vei. Overalt spurgte Kongen, hvem den Bye, den Gaard etc. tilhørte. Endelig blev Bonden kied af de evige samme Spørgsmaale og svarede: „I behøver s’gu ikke at spørge, hvem de hører til; thi naar I finder en Gaard, hvor man kan see ind ad den ene Ende og ud af den anden, saa veed I, at den hører Kongen til."

Man faaer ellers mange Ting at vide i Henseende til Embedsmændenes Opførsel o. s. v., ved at opholde sig af og til paa Landet og høre, hvad vel underrettede Folk fortælle. Skulde Du troe, at Amtsprovst Ridder H., Dr. theologiæ (ni fallor) og Directør for et Skolelærer-Seminarium, ikke kan skrive orthographisk ret? — Hvor vilkaarligt gaaer det til med Indqvarteringer etc., og hvor mange Fordele giøre Enkelte sig paa det Offentliges Bekostning! d. e. paa deres Medborgeres . . . .

s. 392 Hvad siger Du om Baggesen! Professor Bruun har slemt taget ham i Skole. Men hvad skal man overhoved sige om Mænd i den Alder, Videnskabsmænd, Professorer? og paa den Maade tænker Baggesen at recommendere sig til det Professorat i Philosophien her ved Universitetet, som Rygtet, Bruun og han selv siger, at han attraaer! Directionen har derom ingen officiel Kundskab.

Angaaende vort Finantsvæsens eller rettere Bankvæsenets modificerede Indretning kan hver Dag ventes en Bekiendtgiørelse. Vor Malling spiller Hovedrollen i alt dette. Det er utroligt, med hvilken Klarhed han seer og skriver i disse Anliggender. Han har giort mig den Ære at vise mig det Udkast, som indeholder hans Grundideer. Jeg venter nu med Længsel efter at see, hvorvidt de ere blevne fulgte. Hvad der ogsaa i dette Udkast har glædet mig, er den ægte danske patriotiske Frimodighed, der taler Sandhed, hvor Tid er. Ja Malling er en sielden Mand. Havde Staten mange som ham, sandelig det skulde see anderledes ud, end det giør, hos os. Men Sch—n, hvilken Finantsreputation bier hans Navn! Troe, Love og Kongens Ord have været ham et Spil. Denne Brøde maa og behøver ingen Finantsminister at giøre sig skyldig i. Lad Meningen have været god. Man kiender Træet af dets Frugter. Det ulyksalige Papir. Faderen, den ældre Sch—n, aabnede Papirs-Oceanet Indgangen, og Sønnen druknede os deri. Saaledes sørge Fremmede for os stakkels Danske, der stedse maae forskrive vor Viisdom. Al vor Fortræd er tydsk, som der staaer i Harlequin Patriot.

Et Rygte siger, at Kongen af Preussen vil gifte sig med en Datter af Keiser Franz, altsaa blive en Svoger af Keiser Napoleon. Hvis saa er, synes det at antyde et nyt politisk System, ved hvilket de tre Magter: Frankerig, Østerrig og Preussen ville i fælles Sammenhold bortfierne s. 393 den dem alle incommoderende russiske Indflydelse fra det vestlige Continent.

Universitetet i Halle er da paa ny falden i Unaade. Dog troe nogle, at dets Ophævelse nærmest er foranlediget ved en forestaaende Forandring, ifølge hvilken Saale-Kredsen skulde aftrædes til Sachsen, og at man saaledes først vilde plyndre Universitetet. Moldenhawer har allerede faaet adskillige Breve fra hidtilværende Professorer der — jeg troer fra 4 — om at blive ansatte i Danmark. Vi kan da Gud skee Lov ei lønne flere Professorer, end dem vi har; ellers fik vi vel nu en heel tydsk Recrutering.

Ved det norske Universitet have 13 taget Examen artium. Hvor mange Ikke-Studerende der have meldt sig, veed jeg ikke. Overhoved mangle vi endnu alle officielle Efterretninger derom. Fra den engelske Admiral ved Wingøe have vi faaet det Svar, at han endnu ei har modtaget nogen Orbre fra den engelske Regiering angaaende at »give protection to« de Skibe, som skulle bringe det norske Universitets Bogsamling m. v. op til Christiania, men at, saasnart han maatte faae en saadan, skulde vi derom erholde Kundskab. Resultatet bliver nok, at disse Skibe ei komme til at gaae op i Aar.

Jeg maa atter huske Dig paa, at dit sidste Brev var af 8. d. M. Maaskee ville disse Breve engang fornøie os i vor Alderdom. Mangent vigtigt Datum for vor Tids Historie ere vi begge istand til, deri at nedlægge.

Totus tuus

Engelstoft.