Danmarks Breve

BREV TIL: Børge Riisbrigh Thorlacius FRA: Laurits Engelstoft (1813-09-01)

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 1 Septbr. 1813.

Kiære Thorlacius!

Du faaer Brev paa Brev. Aanden driver mig, jeg mener den historiske. Du seer, at jeg ei er Profess, histor. forgieves.

En igaar til den franske Minister, Alquier, ankommen Coureer har bragt den Efterretning, at Russerne den 16de ere blevne slagne i Schlesien, Østerrigerne den 17de i Bøhmen. s. 405 Napoleon skal have været nærværende ved begge Slag, hvilket næsten synes utroligt. De nærmere Efterretninger ventes. Fra Meklenborg haves, at vore Tropper i Forening med de Franske have slaaet Cosakker og Svenske og afskaaret et Corps af 6000 Svenske. Gid vi maatte fange dem. Prinds Frederik af Hessen skal selv have distingveret sig à la tete af et Cavallerie - Regiment. I en Affære med Cosakkerne ere 30 af disse blevne, uden at een Mand af vore engang er saaret. Jeg haaber, at den elendige Pontecorvo skal snart have sin Rolle udspillet. Hvor vore Tropper komme frem, finde de alt i Bund og Grund ødelagt af de Retirerende. Dette sinker meget Operationerne. Eckmühl beundrer vort Cavallerie, især det jydske. Hans største Møie er at styre dem. De vil bestandig frem. De skal ellers være lige saa slemme, som alt det andet Dievelskab. Menneskene i Krig, hvad ere de i Grunden uben Uhyrer.

Jeg fortalte Dig om Prinds Georg. * En Grev Bentheim, som var her i Tienesten, har nu ligeledes forlangt sin Afskeed, for at gaae i Tieneste mod de Franske, d. e. mod vore Allierede. Kongen skal have givet ham den med Erklæring, at, saa længe hans Øine vare aabne, skulde han aldrig mere komme i dansk Tieneste. Lykke paa Reisen med samtlige disse tydske Prindser og Adelsmænd. Deres Emigration en masse vilde være vort Fædrelands største Vinding, ligesom disses Immigration har været dets største Fordærv.

Med vor Cours gaaer det reent desperat. En Rigsbankdaler N. V. er ikke stort mere værd end 8 t. Alle Vare stige til det Uhyre; 70 Rdlr. for et Pund Thee, 60 Rdlr. for et Pund Voxlys etc. Grisson forlangte af s. 406 mig 48 Rdlr. eller 8 Rigsbankdaler for een Bog Postpapir, som ellers kostede et Par Mark. En Mand af nøie Kiendskab til Tingene har imidlertid forsikkret mig, at, dersom blot fra 1807 af de Grundsætninger vare blevne fulgte, som nu ere antagne, og ordentlige budgets affattede, vilde vort Pengevæsen ingen Forvirring have lidt; men man har ladet det løbe, au hasard, og blot giort Papir. Schimmelmann vil spille en ikke misundelsesværdig Rolle i vort Finantsvæsens Historie. Han har fuldendt, hvad Faderen, bedre Hoved, men mindre agtværdig som Menneske, begyndte. Har Du læst Faderens Biographie hos Høst? Saa kort den er, viser den ham dog som en egennyttig, forløken tydsk Lykkeridder. Det er mærkværdigt, at han ene blev staaende under alle de Hofrevolutioner, som indtraf i hans Tid. Men Sagen er forklarlig. Han fulgte den Politik, at giøre alle de Mægtige afhængige af sig ved Pengetienester, og Hoffet selv kunde ikke undvære ham. Jeg har hørt mærkelige Ting derom af saadanne, som endnu vide Beskeed fra den Tid af. Endog de meest Ubestikkelige og Selvstændige besnærede han indirecte. Saaledes fik han ved et Slags Beddemaal for Spøg og ganske en passant den gamle redelige Huth, en reen Soldat, som ingen Ting vilde bide paa, til at tage 5 Nr. i det nyoprettede Lotterie. Hvad skeer? Huth vinder en Terne, og Schimmelmann sender ham 10000 Rdlr. som Gevinst. Den gamle Bernstorf (Hartvig) var meget vanskelig at giøre smidig. Han havde en høi Grad af Selvsølelse og Selvstændighed. Men ved fine Depenser, for som udenlandsk Minister at give sig Relief, derangerede han sine oeconomiske Omstændigheder. Schimmelmann lagde Mærke dertil, og paa anden, tredie Haand lod han ham bede, om han ikke kunde giøre Brug af en 40—50000 Rdlr., som han just havde liggende frugtesløse, og med hvilke han ordentlig var forlegen? Bernstorf s. 407 tog imod Laanet paa særdeles fordeelagtige Bilkaar og — blev afhængig af Finantsministeren. Denne efterlod, da han døde, 6 Millioner som privat Formue. I Statens Casse var der vel noget mindre.

Ved denne Leilighed falder mig en Anecdote ind om den gamle Moltke, Ordenscantslerens Fader. Han havde Kong Frederik V.'s Chatul - Casse under sig. Da Kongen var død, og man aabnede Chatullet, fandt man — ikke en Skilling. Moltkes Misundere glædede sig nu ret ved den Leilighed, de havde faaet til at skade ham. Den unge Konge, Christian VII., blev strax det Fornødne insinueret, og Moltke blev tilsagt, at indfinde sig hos Kongen til en bestemt Tid. Han mærkede nok, hvad der stiledes paa, og tog sin Forholdsregel. Da han kom, begyndte Kongen strax at tale om den tomme Chatul-Casse; men Moltke tog frem af Lommen 100,000 Ducater med det Tillæg, at disse havde han ved at holde tilraade med Hs. sal. Maiestæt opsparet, og vilde just have udbedet sig allernaadigst Tilladelse til at overlevere samme i Hs. Maiestæts Hænder. Fra dette Øieblik af var der intet Spørgsmaal mere om det tomme Chatul……….

Nok for idag. Du maa endelig meddele mig til Giengield ex tuis. Lad vore Breve blive et Depot for Bidrag til vor Tids Characteristik, i det de forevige vort Venskab. Det er ligegyldigt, at de ere skrevne currente calamo. Saaledes skal just Breve være.

Vale.

Tutus tuns

Engelstoft.