Nansen, Betty BREV TIL: Michaëlis, Karin FRA: Nansen, Betty (19uu-06-27)

27. Juni.

Kære Betzy.

Det var ikke min Hensigt at saare Dem — ja, det véd jeg for Resten ikke — men ihvertfald, jeg fortryder det nu, om jeg har gjort det. Jeg véd ikke, hvad der gik af mig. Jeg har, hvad De maaske har hørt — alt rygtes jo i vort kære lille Land — skrantet hele Vinteren. Disse evige Smerter har gjort mig nervøs og pirrelig. Og dertil kommer, for de sidste Maaneders Vedkommende, andre pinlige Omstændigheder.

Tilgiv mig kære Betzy, hvis jeg har gjort Dem Fortræd. Mit Hjærte er ikke saa koldt, som De tror og som mine onde Ord gav Dem Grund til at tro, men jeg har forhærdet mit Sind. Jeg har maattet det, om jeg ikke vilde gaa helt til.

Min Ven — hvis De ikke var saa forstenet i Deres Sorg, som De nu er, da vilde De have set, s. 26at jeg ydmygede mig mere, end jeg forhaanede. Kendte De mit Liv, Betzy, da vilde De forstaa, at det, der nu for Dem synes saa uoverkommeligt, kan ikke rent umiddelbart gøre samme Indtryk paa mig.

Jeg véd ikke, om vi er saa forskellige, som De tror. Jeg véd ikke, om der ikke netop mellem os er det hemmelige, uforklarlige Baand, der kan knytte to Kvinder til hinanden. Vi ser forskelligt paa det meste, men det maa vi nødvendigvis, saa forskellige vore Forudsætninger er. Jeg tror, de Vilkaar, hvorunder Mennesker lever, er i allerhøjeste Grad bestemmende for deres »Livssyn«.

Byt Kaarene om med andre, ringere eller bedre, og vi forandres med dem.

Jeg, den evigt fredløse, forstaar Deres Kærlighed til den Jord, der saalænge var i Deres Slægt. Maaske var jeg blevet som De, hvis jeg havde levet mit Liv paa den samme Plet Jord. Og hvis jeg var bleven fredet og elsket som De.

For ikke sandt, Betzy, De har dog noget i Behold. Jeg tænker paa de Aar, før De knyttede Deres Liv til Niels, paa Deres lykkelige Barndom, s. 27paa Deres Far og Mor. Hvordan det end er nu, de Minder kan dog ingen forurene. Og er det ikke godt at ty til?

Men De, der har levet i Rigdommens Skønhed, burde ikke forhaane mig i min hæslige Fattigdom. Der var et Ord i Deres Brev, der ramte mit arme Hjærte saa grusomt, at det endnu vaander sig i Smerte. De skriver: — »Niels har aldrig taalt, at noget raat eller grimt kom i min Nærhed«.

Betzy, lykkelige Betzy, hvis Liv blev forskaanet for alt ondt, jeg forstaar, at De maatte blues over min Tale, og jeg glemte, til hvem jeg talte.

De, der aldrig saà Livet i dets evige Gemenhed, maatte forfærdes. Og ser De, min stakkels Ven, netop det gør Dem saa hjælpeløs nu, at De for første Gang staar overfor Sandheden. Hvad De nu oplever, kan aldrig komme til at passe ind i de kærlige Løgne, som Far og Mor og Niels byggede op om Deres Liv.

Jeg vil saa nødig blive filosofisk, men jeg kunde tænke mig, at dette frygtelige maatte til, for at De kunde blive Menneske. Og maaske netop Maizia med det kolde Hjærte kan hjælpe Dem. – – –

s. 28Ak Betzy, Betzy, Maizia Linders lille skælvende livsforhippede Hjærte var saavist hverken koldt eller haardt, men Grevinde Demidchof klemte det mellem sine stærke Hænder, til Pulsslaget standsede, og det døde.

Og jeg kan ikke undvære den Haand, De har rakt mig, jeg slipper Dem ikke. Jeg trænger til Dem, jeg trænger til et Menneske, med hvem jeg kan tale. Jeg maa være ærlig engang. Mit stadige Samvær med Mænd har tvunget mig til at lyve bestandig, den Mand blev jo ikke født, der forstod en Kvindes Ord.

Jeg tænkte i Nat, da jeg ikke kunde sove, hvor forsigtigt jeg vilde gaa frem. Ganske langsomt skulde De lære mig at kende. Jeg vilde fortælle Dem om min Barndom, om Aarene i Paris og Nataschas Fødsel — ogsaa om det, I alle har vidst eller troet at vide.

Men jeg kan ikke skrive nu i disse Dage. Vi har russiske Orlogsmænd paa Besøg, og først paa Fredag ophører disse ulidelige Baller og Automobilfarter. Lørdag Aften rejser Wladimir og Natascha hjem til min Svigermoder. Det er første s. 29Sommer, jeg svigter. Men jeg maa se at faa lidt Ro. Min Læge vilde heller ikke paa nogen Maade give mig Lov. Jeg skal benytte Tiden, mens de andre er borte, til en anstrængende Kur med Bade og Massage.

Wladimir er ikke fri for at være lidt fornærmet paa mig. Han tror, jeg simulerer for at slippe — Herregud, nu har jeg saa mange Somre døjet Nathalia Petrownas beske Formaninger og evige Mistænksomhed, jeg kom vel ogsaa over disse Maaneder, men jeg orker ikke mer Selskabelighed efter denne Vinter. Og da min Mand overhovedet ikke kan tænke sig den Mulighed at tilbringe Juli og August andre Steder end paa Kolskoija, har han taget congé som sædvanlig og rejser altsaa Fredag med Natascha og Mademoiselle.

Saa bliver jeg ganske alene.

Alle Gesandterne er borte, Sekretærerne har forlængst sendt Konerne paa Langfart til de hjemlige Kyster, selv deler de sig ligeligt mellem Bridge i Klubben og den norske Operettediva paa Djurgaarden. Ingen vil tænke paa mig.

I min Ensomhed vil jeg søge ind i mig selv og s. 30vise Dem mit Liv, som det var. Hvem skrev dets ubarmhjærtige Love — blev de bestemt fra Begyndelsen af, eller formede jeg dem selv? Og vilde jeg, naar alt kom til alt, have det anderledes. — — —

Fortæl mig, hvad der er sket, men ikke, hvis De kun kan gøre det ved at rive Saaret op fra Bunden. Forsøg at tænke Dem, De taler om en anden. Fortæl mig roligt og nøgternt, hvordan det hele er kommet.

Jeg rækker Dem min »store smukke Haand«, der slet ikke er stor, at De véd det.

6¼ min Naadige — med lange Fingre.

Fortæl mig om Yvonne. Er det sandt, hvad Rygtet siger?

Hilsen.

Marie Louise.