Jstedetfor nu at svare „Ja" eller „Nei" paa mit Tilbud, hvilket jo var det naturligste, kommer G. atter tilbage til sit Yndlingsforslag — en Jury af „kyndige, upartiske Mænd;" det convenerer ham aabenbart ikke at faae Sagen afgjort paa dette Tidspunkt — hverken at kjøbe det, eller see det solgt til en Antiqvar; jeg modtog altsaa følgende Skrivelse:
43. Vesterbrogade, Aug. 27. 1868
S. T. Hr. Boghandler Wroblewsky!
Jeg har forelagt Andre Deres samtlige Breve *), nemlig
1) det, hvori De aldeles bestemt indrømmer at have lovet mig ikke at ville avertere eller sælge „Rabbi Eliezer", før Omarbeidelsen er bleven opført, og s. 252) det, hvori De vilkaarlig indskrænker Deres Løfte saaledes, at det ikkun skal gjælde til Ubiøbet af 1868,
(altsaa dog ikke samtlige.)
Udg.
og man har ligesaalidt som jeg kunnet forstaae, at De pludselig *) end ikke vil give mig Frist længere end til 1 Sept. Jeg veed ikke om De nu fuldstændig vil bryde Deres Løfte; men da Intet er skeet siden Sidst, da jeg ikke veeb det Allerringeste Mere om Stykket, nemlig det omarbeidede, end jeg vibste sidst **) er jeg aldeles ude af Stand til at svare, men troer dog, at jeg saavel overfor Boghandlerforeningen som overfor Publicum kan forsvare, at jeg ikke b. 1 Septbr. vil lade mig dictere en Mulct af Dem paa 90 Rbl., fordi jeg har omdigtet et Stykke.
Det er mig umuligt at forhindre Dem fra at sælge „Rabbi Eliezer" til en Antiquar; men Dhrr, hvem jeg har forelagt Sagen, ere enige med mig i, at om De end troer at kunne bryde Deres Løfte til mig, saa kan De ikke som honnet Mand — hvad jeg ganske vist anseer Dem for — sælge „R. E." uden at sige Kjøberen, at Oplaget albeles ingen Værdi har uden ved et godt Forhold til mig. Thi jeg kan efter Løfte, naar det nye (omarbeidede) Stykke er ubført, henlede Opmærksomheden paa „Rabbi Eliezer"; hvorimod jeg, s. 26naar sidstnævnte Stykke averteres før hin Opførelse, er berettiget til at avertere — og maaskee forpligtet til at henlede Publicums Opmærksomhed paa — at det gamle Stykke er blevet aldeles omarbeidet.
Jeg vil selvfølgelig gierne undgaa Strid; men Deres peremtoriske Fordring om Besked inden 1 Sept, lader mig intet Valg. Jeg kan kun sige, at jeg, i hvad der saa skeer, vil vide at efterkomme alle Æresregler, ligesom jeg endnu bliver ved mit Tilbud om at lade kyndige, upartiske Mænd afgjøre Sagen imellem os. Jeg skal beredvillig underkaste mig enhver saadan Dom.
Ærbødigst
M. Goldschmidt.
Dette Brev var mig dog for stærkt til ikke at blive imødegaaet, og den 29de Aug. gjorde jeg mig Umage for at afslutte Sagen, gjennemgaae dens Historie og endelig forlænge Fristen. Denne Skrivelse lyder saalunde: