Emma Strøm til Anna.
Veile, den 15tende September 185*.
Du er og bliver Dig altid selv lig kjære Anna, Du er consequent i din Inconsequents. Først beder Du mig sige Dig min Mening om din Livsplan, og umiddelbart derefter lader Du mig vide, at min Mening er Dig ligegyldig, da Du ikke har isinde at vige en Haarsbred fra din engang fattede Beslutning. Hvorfor skulde jeg saa sige, hvad jeg har imod din Plan, det vilde jo kun være at spilde min Veltalenhed, forudsat, at jeg besad denne ciceroske Gave, men dog — seer Du, der kommer igjen et af disse velsignede Menner, som stadigt møde os i Livet, og ligesom Skolemesterens Riis minde os om vor Pligt, — men dog, kan jeg ikke undlade at komme med et Par Smaabemærkninger, et Par Strøtanker, mere til min egen Samvittigheds Beroligelse end for din Skyld.
Uden at bedømme en Skuespillerindes Stilling efter Tante Claras snevre, spidsborgerlige Synsmaade, saa vil jeg dog sige Dig, at jeg troer sjeldent en stor s. 17Kunstner eller Kunstnerinde tillige er et stort Menneske. Heibergs Ord i „En Sjæl efter Døden", som han lader Poeten sige, rinder mig i Hu:
„Hvis jeg var god, jeg digted slet,
Men jeg er slet og digter godt,
Den Lod har mig min Musa givet,
Hun vil, at jeg især af det
Skal røres, som i Stort og Smaat
Mig selv just manglet har i Livet."
Denne min Tro er ikke begrundet i Mangel paa Høiagtelse for Kunsten. Kunsten selv er reen og ukrænkelig. Men Ingen naaer Toppen af et Bjerg uden Møie og Besværlighed, og Kjolen, der ved Begyndelsen af Vandringen var blændende hvid, er bedækket med Støv, ja hist og her med Pletter, naar Toppen er naaet. Theatret er en lille Verden for sig selv, den rummer indenfor sine snevre Mure alle slette Lidenskaber. Luften der er svanger med Had og Misundelse, især Misundelse, thi selv den ringeste Statist seer i sig selv en Talma, men en miskjendt, en forurettet Talma, hver en Figurantinde, hver en Choristinde er i sine egne Tanker en Rachel, en Mars, men kun ikke anerkjendt. Mangel paa Anerkjendelse er Træet, Misundelse er den Orm, der stadigt gnaver i Barken.
Du veed, at før mit Ægteskab kom jeg i Kjøbenhavn meget sammen med den med Rette yndede og høitagtede Skuespillerinde, Froken X., hun har indviet mig i meget „Bag Coulisserne," og hun kom engang med en Bemærkning, der characteriserer Theaterverdenen.
2
s. 18„Det sikkreste Thermometer paa Publikums Yndest," sagde hun, „er Personalets Forhold ligeover for En. Har man en Aften gjort mere end almindelig Lykke, saa mødes man „Bag Coulisserne" af Kulde og Taushed, tyve Graders Kulde, har man derimod ikke gjort Lykke, ja endog mishaget, da mødes man af en Velvillie, en Venlighed, fyrreogtyve Graders Varme, der gjør et høist nedtrykkende Indtryk."
Altsaa Misundelse er den normale Tilstand i den Verden, hvori Du, Anna, vil henkaste din friske Ungdom, til hvilken Du vil offre din Begavelse, thi begavet er Du, Anna, begavet med en fyrig, en lidenskabelig Sjæl, et digterisk Gemyt, med Alt, hvad der kunde gjøre en aandrig Mand lykkelig, og alt Dette vil Du offre paa Forfængelighedens Alter. Det nytter ikke, at Du modsiger mig, jeg havde ikke Uret, da jeg ridsede »vanitas vanitatum » i Sandet. Forfængelighed, Forfængelighed er Qvindens Ærgjerrighed. Tal i høie Toner om Kjærlighed til Kunsten, om Idealet, men gransk i en stille Time i dit Hjerte, og see, om Du ikke finder dit eget lille Jeg som Idealet. Kunsten skal pryde Jeg\\\'et, men Jeg\\\'et ikke Kunsten. Jeg kommer ved denne din Lidenskab til at tænke paa lidenskabelige Spillere, spørger man dem, om det er for Pengene, de spille, for den rene pecuniaire Vinding, raabe de med en haanlig Mine: „Nei, det er ikke Pengene, de usle Penge, men det er Spændingen, det er det Fine ved Spillet, som interesserer os." — Giv s. 19disse Herrer Rosiner og Mandler at spille om, og see saa, om Spillet har den samme Interesse for dem. Nei, det er Pengene, de usle Penge, ligesom det hos Dig er Forfængelighed. Jeg kan aldrig troe, at en ung Pige i Virkeligheden kan føle en uimodstaaelig Trang til at vise sin indre Begavelse i en ydre Form for Mængden, thi hos Dig er det jo intet pecuniairt Spørgsmaal. Hvilken Interesse kan det egentlig have for Dig, at uvidende Drenge klappe i Hænderne, naar Du staaer paa Scenen, de klappe ikke for din Begavelse, men kun for dine Øine, din Næse eller din Mund, hvilket enkelt Ansigtstræk nu især vinder deres allerhøieste Bifald. „Men," hører jeg Dig sige, „Alle ere ikke uvidende Drenge, der gives ogsaa Mænd, begavede Mænd, der gives Qvinder, aandrige Qvinder, og disses Bifald vil jeg vinde." — Men, hvorfra kommer denne Trang til Bifald, er det ikke din Forfængelighed, der hungrer og vil mættes, og da det er en stor aandelig Forfængelighed, som Du er i Besiddelse af, saa lader Du Dig ikke nøie alene med de uvidende Drenges Bifald, men Du vil have de begavede Mænds, de aandrige Qvinders med. Kort, Du vil have Alt, dit Forfængelighedsuhyre vil have det største, det bedste Foder.
Jeg seer dine Dueøine lyne af Vrede over saaledes at blive angreben i det Allerhelligste, ved saaledes at faae Masken revet af Dig, og blotte din Svaghed. Men, jeg vil før udsætte mig for din Vrede nu, end s. 20at Du maaskee engang i Tiden skulde betreide mig, at jeg ikke havde sagt Dig min oprigtige Mening, imedens det endnu var Tid.
2*
Og lader os nu antage, at Du virkelig naaede op paa Kunstens Parnas, troer Du da, at Du var lykkeligere derfor? Tænk Dig, den evige Uro, den evige Spænding, din Sjæl maatte være i, af Angst for at miste noget af din Laurbærkrone. I enhver ung Begynderinde har Du en Medbeilerske, Du maa frygte hende, hun er maaskee netop den, der vil dethronisere Dig. I ingen Stilling i Livet blive Talenterne saa hurtigt glemte som ved Theatret, den berømteste Kunstner eller Kunstnerinde ere glemte inden ti Aars Forløb, thi de have ingen Værker efterladte, der kunne forevige deres Navne. For dem er Øieblikket Alt, derfor gjælder det ogsaa at gribe det; er Øieblikket tabt, er Alt tabt.
Nei Anna, træd tilbage imedens det endnu er Tid, erindre Dig Keans Ord til Anna Damby. „Men," vil Du svare mig, „Kean vilde og kunde ikke forlade Theatret!" Ja, der seer Du selv, hvilken dæmonisk Magt Theaterlivet har, det er en Malstrøm, der uden Redning river den Ulykkelige med sig ned i Afgrunden. Kean indseer klart det Skrækkelige i Stillingen, han fraraader derfor den unge, uskyldige Anna den, men selv har han ikke Kraft nok til at løsrive sig fra Strømmen. Betragt nu mig som Kean, Du er den unge Anna, vogt Dig, betræd ikke denne slibrige Bane, Du er et nyt, et fremmed Element i den Verden, Du s. 21har ingen intriguant Moder ved Theatret, der kan gaae paa Rollejagt for Dig, Du har ingen Fader ved Scenen, som kan være din naturlige Beskytter imod Farer, som Du endnu ikke drømmer om, Du har ikke en eneste Slægtning der, Du staaer ene, ganske ene. Betænk vel dette. —
Jeg kan imidlertid tænke mig, at Du nu i din Phantasi seer Alle, selv den ringeste Maskinkarl ved Theatret i et idealt Skjær. Den lille, uendelig grimme Bygning, der egentligen vanzirer det smukke Kongens Nytorv, er for Dig det skjønneste Palads, indestuttende Virkeliggjørelsen af alle dine Drømme. — Ja, jeg behøver blot at kaste Blikket i dit Brev, og see den enthusiastiske Stemning, som Besøget hos Fru A* satte Dig i, for at fatte din nuværende sjælelige Tilstand. Du aner ikke, at din Phantasi er din værste Fjende, ikke saalænge den aldeles behersker Dig, thi da er Du i en Opiumsruus, men, naar den engang forlader Dig, forjaget paa en naturlig Maade af Livets Realitet.
„Arme Anna!" udbryder jeg. „Lykkelige Anna!" ville maaskee Mange sige. Nu vel, Tiden, den største Viismand, vil vise os, hvem der har Ret.
Nu har jeg tudet min Uglesang, som Du sikkert helst vil forandre til min Svanesang, hvad Theaterthemaet angaaer, eh bien, det skal være min Svanesang. Jeg vil ikke skrive flere Indlæg i denne Sag, jeg kunde, som jeg allerede i Begyndelsen af mit Brev s. 22bemærkede, gjerne have sparet mig Uleiligheden. Jeg seer Dig nikke bejaende.
Jeg er bange for, at Du efter Gjennemlæsningen af denne Epistel vil frakjende mig Aandrighed og tillægge mig Ordrighed, men disse tvende Benævnelser blive saa ofte sammenblandede, ja næsten betragtede som Synonymer, at jeg ikke vil føle mig saaret derved, især, da jeg kjender min fuldkomne Mangel paa begge Dele.
Min kjære Arthur sender sin Hilsen, han sidder i sit Værelse, sysselsat med sine Papirer og dampende af sin Pibe, jeg kan mærke Lugten gjennem Døren, og naar jeg stikker Hovedet ind til ham, øiner jeg kun utydeligt Omridsene af hans høie Skikkelse, thi som en anden Guddom er han indhyllet i Skyer. Anna, Anna, lyd mit Raad, gaae ikke til Theatret, men gjør en Mand lykkelig.
Din Emma.