Emma til Anna.
Veile, den 1ste October 185*.
Det gjør mig ondt kjære Anna, af dit sidste Brev at see de høist feilagtige Anskuelser, som Du værer om Ægteskabet, og da jeg hører til en af de lykkelige qvindelige Repræsentanter for denne Stilling, saa kan jeg ikke lade dine haanende, nedsættende Yttringer gaae upaatalte hen.
Du mener altsaa, at Manden lader Elskeren forsvinde i Ægteskabet, at Poesien og Kærligheden flyve bort, og Prosaen tager Roret i Haanden. Men deri feiler Du, thi Elskeren forsvinder ikke i Ægteskabet, Poesien og Kjærligheden flygte ikke bort, de antage kun en anden Form. Mandens Pligter, som blive de dobbelte som Ægtefælle og Fader, tillade ham ikke at offre saamegen Tid paa Galanteri som i Frierdagene, men derfor er hans Kjærlighed ikke mindre, tvertimod, thi efter min Mening voxer netop Kjærligheden ved Udøvelsen af de mange Pligter, som blive ham dyrebare, fordi Kjærligheden har paalagt ham Disse. I hvormange s. 47mange Ægteskaber er netop Kjærligheden først kommen ved det daglige Samliv, ved denne stadige Udvexling af Tanker, ved dette dybere Kjendskab, som Begge faae til hinandens Charaeteer.
Du taler om det Materielle i Ægteskabet, — det kommer an paa Qvinden selv, hvorvidt hun vil lade Materien faae Herredømmet, eller om hun vil hæve sig over den. Intet er materielt, naar man seer paa det igjennem Idealismens Briller, og disse Briller er det enhver Qvindes Pligt at benytte. Desuden, naar man elsker sin Mand, bliver da ikke enhver nok saa ubetydelig huuslig Gjerning udrettet for at gjøre ham Hjemmet behageligt, og hvilket Offer vilde man skye for den glade Bevidsthed, at han føler sig vel. Ja, lille og ubetydelig vil jeg betragte den Kone, som føler sig hævet over huuslige Sysler, og som troer sig nedværdiget ved at beskjæftige sig med Disse. Intet huusligt Arbeide kan forringe en Qvindes Værd, men kun forhøie Dette. Derfor maa Du ikke troe, at jeg fordrer, at Qvinden skal gaae op i Støveklude og Gryder for at blive et Ideal af en fuldkommen Huusmoder, net langtfra, hun skal vel være Husets ledende Haand, men ogsaa Husets ledende Aand. Hun maa kunne være sin Mands ikke alene legemlige, men ogsaa aandelige Livsledsagerinde, hun maa være hans Støtte, ligesaa vel som han er hendes Støtte, naar Livets Sorger nærme sig, ja, hun maa i Sandhed være Et med Manden. Du siger, at der fordres, at man skal see op s. 48til Manden, bet indrømmer jeg, men paa samme Maade, som Manden seer op til Qvinden. Man beundrer gjensidigt hinandens gode Egenskaber. Manden er ikke Nummer Et, og Qvinden Nummer To, thi vel, som Du bemærker i dit Brev, blev Adam skabt før Eva, men ved denne noksom bekjendte Æblehistorie viste det sig, at Adam aldeles ikke stod over Eva i store Egenskaber, men tvertimod viste en større Mangel paa Maadehold, thi hun tog kun een lille Bid af Æblet, men Herr. Adam, han spiste det heelt op. Her kunde nu igjen indvendes, at begrundet paa det store Quantum Æble, som Adam havde nydt, havde han ogsaa indsuget saamegen større Erfaring, men hvorvidt en saadan Erfaring indvirker forædlende, vil jeg lade staae ved sit Værd.
I de gode gamle Dage var Qvindens Stilling langtfra god, hun indtog kun en meget underordnet Plads i Samfundet, og først ved Christendommens indførelse og Civilisationens Fremadskriden har Qvinden lidt efter lidt indtaget den Plads, hvortil hun er berettiget. Jeg er ingen emanciperet Qvinde, jeg sværmer ikke for Qvindens Indblanden i offentlige Anliggender. Lad Mændene sysselsætte sig med Statssager og Politik, Qvinden har tilstrækkelig Sysselsættelse med Husets Politik, lad Mændene være Læger, Advocater og Præster, Qvinden har smaae huuslige Saar nok at læge, huuslige Sager at plaidere, og Christendom at prædike i sit Hjem. Konen er Hjemmets s. 49ansvarlige Minister, paa hende hviler Mandens og Børnenes huuslige Velfærd, og finder Du dette Kald ringe? Gjennemtrængt af Kjærlighed, og Kjærlighed er Livets høieste Poesie, bliver en Hustrues og Moders Stilling misundelsesværdig.
Du taler om at leve og aande for en Idee, som den største Lykke, den største Rigdom. Er det da ikke en endnu større Rigdom at kunne idealisere det Materielle saaledes, at man glemmer Materien for Ideen? Troe mig, en gift Qvinde, der i Sandhed forstaaer og opfatter sit Kald, hun indtager den første, den bedste Stilling i Samfundet. Erindre Dig, hun planter de første Spirer i Drengens Sjæl, som i Aarenes Løb udvikle sig hos Manden til et fyldigt Liv, hun vækker først hans Aand, og indpoder ham høie og ædle Tanker, og fremforalt, hun lærer ham først at bede, og gjennem Bønnen nærme sig til Gud.
Qvindens Bestemmelse er at blive Hustru og Moder, den Qvinde, der forskyldt eller uforskyldt forbliver ugift, har forstilet Maalet. Saa lad hende henleve sit Liv som en berømt Kunstnerinde eller Forfatterinde, eller lad hende henvisne som en gammel, ubemærket Pige. Al den Virak, alle de Blomster, som strøes paa Kunstens Vei, kunne ikke opveie en Mands Kjærlighed, og midt i al denne offentlige Beundring og Tilbedelse føler Hjertet sig tomt.
I denne Tid have enkelte Forfatterinder, formodentligen paavirkede af de amerikanske Blaastrømper, s. 50begyndt en Kamp for Qvindens Emancipation. Hvor latterligt, hvad ville disse forskruede, forqvaklede Halvqvinder? Misunde de Mændene deres smagløse Klædedragt, det maa man næsten troe, da enkelte af de særdeles Emanciperte anlægge Pantalons og ryge Cigarer. Til Gjengjæld burde Mændene iføre sig Qvindeklæder, ligesom, der fortælles om den blødagtige Sardanapal. Qvindens Emancipation vilde paa den Maade snarere blive til Qvindens Latterliggjørelse.
4
En i Sandhed aandelig begavet Qvinde føler sig heller ikke missornøiet med sin Stilling, thi hun vil snart indsee, at de saakaldte Forrettigheder, som Manden har fremfor hende, de paalægge ham igjen et saameget større Ansvar, og saaledes bliver der Ligevægt i Tingene. Hendes Anseelse lider Intet ved, at hun ingen Rolle spiller i Statens Styrelse, naar hun kun forstandigt varetager sit eget Hjems Statssager.
En berømt Forfatter har sagt om Qvinden: „Størst er den Qvinde, om hvem, der bliver talt mindst!" — Der ligger en dyb Betydning i disse Ord.
Men, alle disse skjønne Sætninger ere vel spildte paa Dig, Anna, Du er saa opfyldt af det Ideelle i Kunsten, at Du reent overseer det Ideelle i Livet, og Kunsten er jo dog kun et Speilbillede af Livet.
Du taler om dine Feil, kjære Anna, glem blot ikke din aandelige Forfængelighed, Du aner ikke, at den lyser frem fra enhver Linie i dit Brev; din morsomme, men strenge Bedømmelse af Søren er kun et s. 51nyt Beviis pan dens Tilstedeværelse. Arbeid imod den, knæk den i Væxten, ellers kan den voxe og blive til en Giftplante, der ved sin stærke, dræbende Duft vil tilintetgjøre alle de ædle Spirer i din Sjæl. Hvormange Talenter ere ikke gaaede tilgrunde, hvormange begavede Aander, som man ved deres første Fremtræden i Verden ventede sig saa betydeligt af, ere ikke blevne til Intet, gaaede op i Røg paa Forfængelighedens Alter.
Dette Brev forekommer Dig naturligviis grumme kjedeligt, men Du veed, det er af de sande Venner, man skal høre den nøgne Sandhed, og som en sand Ven maa Du altid betragte
din Emma.
4*