Danmarks Breve

BREV TIL: Emma Strøm FRA: Anna Holte (185u-12-17)

Anna til Emma.
Kjøbenhavn, den 17tende December 185*.

Først, kjære Emma, maa jeg takke Dig for dit sidste, særdeles opbyggelige, særdeles lærerige Brev, som værdigt kan sættes ved Siden af Knigges berømte Bog, „Omgang med Mennesker", og som jeg vil opbevare i mit Skrivebord, og tage frem, hvergang, jeg føler, at jeg trænger til en Theskeefuld Moral. Ja, hvis jeg ikke holdt saameget af Dig, hvis jeg ikke i mit inderste Hjerte var overbeviist om, at Du deler min Følelse, saa kunde jeg ofte fristes til at blive vred paa Dig.

„Det er af de sande Venner, man skal høre den nøgne Sandhed," siger Du i dit Opbyggelsesskrist, ja, det er meget sandt, men Sandheden i dens Nøgenhed er en ubehagelig Geskalt, jeg foretrækker, at den idetmindste er i Morgentoilette. Alle have vi Feil, og ere ikke saa gode, som vi burde være, det er en gammel bekjendt Sætning, som vi dagligen føle Sandheden af; men directe at faae sine Feil lagte paa en Presenteerbakke, selv om Denne er af Sølv, er ikke behageligt. s. 53 Jeg har formelig en Rædsel for de gode Venner, som begynde deres Samtale med: „Naar jeg skal sige Dig den rene Sandhed", eller „Du kan troe mig, thi jeg vil kun dit sande Vel," og jeg kryber altid, ligesom Sneglen, ind i mit Huus, og gjemmer mig, til Regnen er forbi. — Saa, nu har jeg sagt Dig den rene Sandhed om den nøgne Sandhed, og nu kunne vi gaae over til at omtale de indenrigske Affairer, førend vi skride til de Udenrigske. Med de Første mener jeg Alt, hvad der foregaaer i Hjemmet, med de Sidste Alt, hvad der angaaer min Kunstnerverden. Thi herhjemme blive næsten aldrig mine Studier omtalte af Tante, hun betragter min dramatiske Livsplan som en Art momentant Vanvid, men da det er et stille Vanvid, der indstrænker sig til mit eget Værelse, saa tolererer hun det. Jeg er overbeviist om, at de fleste unge Piger forlængst havde tabt Modet, thi det er et besværligt Arbeide at kjæmpe imod Strømmen, men destoværre eller destobedre er min Natur saaledes beskaffen, at Modstanden kun hærder den imod Smerten, og opvækker den til nye Anstrengelser.

Altsaa til de indenrigske Efterretninger. I Søndags kom Tante ind til mig paa mit Værelse, hvor jeg sad og læste i Lessings Dramaturgi. Siden jeg begyndte min Underviisning hos Fru A*, har hun kun meget sjeldent betraadt det, men undgaaet det som et vanhelligt Sted. Da hun derfor med et triumpherende Smiil i sit Ansigt aabnede Døren, kunde jeg tænke s. 54 mig, at hun var opfyldt af en for hende særdeles behagelig Begivenhed.

„Nu kan jeg fortætte Dig en Nyhed, en glædelig Nyhed," saaledes begyndte hun, „Søren er bleven forlovet."

„Nei virkelig!" udbrød jeg glad, der faldt mig en Steen fra Hjertet, min Utaknemmelighed var bleven mindre i mine Øine.

„Ja, og det med en smuk, dannet Pige af god Familie, med Frøken Albertine Schmidt, hendes Fader er Proprietær Schmidt til Marienfryd, hos hvem Søren lærer Landvæsenet, hendes Bedstefader er Etatsraad Schmidt til Vallemosegaard, og hendes Onkel er den bekjendte Geolog, Professor Schmidt." Tante trak Veiret dybt efter denne Meddelelse.

„Det glæder mig meget, jeg gratulerer Dig af mit inderste Hjerte Tante Clara," og det var med virkelig Varme, jeg trykkede hendes Haand.

Tante tilkastede mig et forskende Blik, hun tvivlede øiensynligt om Oprigtigheden af min Følelse, og med qvindelig Nysgjerrighed spurgte hun mig: „Siig mig nu Anna, føler Du ingen Smerte ved saaledes at have mistet ham?"

„Mistet ham, mistet Søren! — Men Tante, jeg har jo aldrig ønsket at besidde Søren, og Du har nu det tydeligste Beviis, at Sørens Følelse for mig kun har været en flygtig Grille, siden han saa hurtigt har kunnet glemme den."

s. 55 „Søren er en Mand," sagde Tante stolt, „han kjender sit eget Værd, og det glæder mig, at han har skjænket sit Hjerte til en Pige, der forstemer at vurdere ham." Med disse Ord, og et tilintetgjørende Blik paa mig, forlod hun Værelset.

„Ja, Himlen være lovet," tænkte jeg, „at han har fundet en Pige, der forstaaer at vurdere ham, jeg erkjender min egen Ufuldkommenhed og Mangel paa Forstand i den Henseende."

Til Jalen skal Sørens Forlovede komme i Besøg hos os, og Tante gjør store Forberedelser til at gjøre Modtagelsen saa glimrende som muligt, idet hun stadigt ved enhver ny Gave, som hun kjøber til Albertine, seer paa mig, som om hun vilde sige: „Alt Dette kunde have været Dit, Du Daare!" —

Nn vilde jeg ønske, at jeg kunde laane Charles Dickens Pen for at beskrive Dig et litterairt kunstnerisk Aftenselskab, som jeg lykkelige Dødelige var tilstede ved hos Fra A*. I Mandags var det nemligen hendes Fødselsdag, og hun havde om Astenen samlet en Kreds af gode Venner hos sig. Tænk Dig, hvilken Lyksalighed for mig at blive indbudt sammen med store Aander som Damerne, — nei, jeg vil ingen Navne skrive, dette Brev kunde ved et Tilfælde en eller anden Uvedkommende faae i Hænderne, og jeg kunde maaskee engang blive draget til Regnskab for hvert et ubetænksomt Ord, som jeg havde talt. For altsaa med Frihed at kunne sige min Mening om og mine øieblikkelige s. 56 Indtryk af de forskjellige deels bekjendte, deels berømte Personligheder, vil jeg kaste Anonymitetens Slør over dem.

Klokken 8 ankom jeg til Fru A*. Mit Toilette er Dig vel ligegyldigt at høre beskrive, for altsaa i Korthed at fatte mig om dette Qvindens ydre Vaaben, vil jeg blot bemærke, at mit Toilette ikke var mig ligegyldigt, og at jeg havde tænkt en Deel derover, med stadig Bestræbelse for ikke at lade Beskuerne ane, at Tanken havde værret saameget beskjæftiget dermed, thi dette er egentligt den største Kunst ved et smukt Toilette.

Da jeg kom ind i Selskabssalen, fandt jeg Fru A* siddende ved et Bord, der stod midt i Værelset. Ved hendes ene Side sad Frøken Smiil, en Skuespillerinde i denne tvivlsomme Alder mellem 30 og 50, hun er en yndet Skuespillerinde i Dameroller, hun har smukke, fine Træk, og et staaende venligt Smiil, der ligesom skal afvæbne alle mulige Angreb. Ved Fru A*s anden Side sad eller rettere halvt laa i en skjødeslos, beqvem Stilling Dagens Helt for Øieblikket, som jeg vil benævne „Modestjerne". Du har naturligviis læst og hørt meget om ham, saa jeg vil kun beskrive Dig det Indtryk, som han gjorde paa mig. Han er meget høi og mørk med et sjeldent charakteristisk Hoved, hans Pande og hans noget lokkede Haar indtage den største Plads, og begge Dele ere smukke, ja Panden endogsaa særdeles smuk, Øinene ere dybtliggende s. 57 og smaae, Næsen regelmæssig, Munden, — ja Munden har jeg meget at udsætte paa, thi denne Mund har et saa udfordrende, saa trodsigt, saa bevidst Udtryk, at den fordærver det behagelige Indtryk, som Ansigtets øvrige Dele fremkalder. Denne Mund synes at sige: „See kun paa mig, jeg er Manden, jeg er den med Rette berømte, beundrede Modestjerne. Vover nogen ussel Dødelig at tvivle om mit Værd, da — beklager jeg ham!" — Hos Fru A* har Modestjerne en høi Stjerne, hun beundrer ham, og har fortalt mig saameget om hans sjeldne Begavelse, hans alsidige Dannelse, at Du kan troe, det var med en ængstelig Følelse, jeg lod ham blive presenteret for mig. Jeg vovede neppe at see paa ham, men da jeg endelig tog Mod til mig og saae op, da forsvandt min Frygt, og forvandlede sig til en vis Uvillie, en vis Harme, og veed Du hvorfor? Du vil maaskee smile af den Grund, jeg nu vil anføre, og anklage mig for Hovmod, men efter min Mening burde enhver Qvinde besidde dette Hovmod.

Seer Du, Modestjernes Blik og hele skjødesløse Maade at tale med en Dame paa, har for mig noget saa Stødende, noget saa Saarende for den finere qvindelige Sands, han taler til en Dame, som om han forud var overbeviist om, at hun var indtagen i ham, og med denne Forudsætning tiltaler han hende paa en overlegen, halvt haanlig, halvt protegerende Maade, for ligesom at gjøre hende Göthes Ord anskuelige, s. 58 „Stjernerne seer man op til, man begjærer dem ikke".

Dette Blik og denne Maade at tale paa anvendte han ogsaa ligeoverfor mig, jeg følte mig saaret derved, og viste mig stiv og tilbagetrukken, hvilke Egenskaber aldeles ikke ligge i min Natur. Jeg gjorde rimeligviis heller intet gunstigt Indtryk paa ham, thi jeg bemærkede, at han engang i Aftenens Løb, idet han talte med Fru A*, saae hen paa mig, og med en vis ringeagtende Trækken paa Skuldrene udtalte et Par Ord, som jeg ikke hørte, men paa Fru A*s Ansigt kunde jeg læse, at de ikke vare smigrende. Men, que m’ importe, jeg foretrækker at undvære Stjernens Lys, naar Belysningen skal skee paa den Maade.

Theatrets første Elsker, den berømte og elskværdige Skuespiller, Tanke, var der ogsaa. Han er meget stille, men hans smukke Ansigt er saa udtryksfuldt, der er saamegen Dybde, saamegen Baggrund i hans Blik, at det er en Nydelse blot at see paa ham. Han talte meget Lidet hele Aftenen, og jeg kan ikke sige, at det Lidet, som han sagde, var særdeles Aandrigt eller Glimrende, men der var noget saa Elskværdigt, saa Hjerteligt, noget saa Ædelt udbredt over hans hele Væsen, at jeg godt kan fatte de kjøbenhavnske Damers Sværmeri for ham.

Der var en yngre Skuespiller tilstede, som jeg betegnende kan kalde Modestjernes Echo, thi hvergang Modestjerne var kommen med et godt Indfald, og han s. 59 havde mange Indfald eller snarere Udfald, og de vare Alle gode efter Selskabets Mening, saa gjentog Echoet dem for de mere fjerntstaaende eller siddende Individer.

Digterne, Professorerne Poul og Peter, vare ogsaa i Selskabet, med Professor Poul har jeg allerede engang tidligere været sammen, og hans godmodige og forekommende Væsen kan ikke andet end vinde Ungdommen. Han kom mig strax imøde med megen Venlighed, og spurgte mig, naar jeg antog, at jeg skulde debutere, og i hvilket Stykke. Med begge disse Spørgsmaal henviste jeg ham til Fru A*.

Den, der interesserede og morede mig meest denne Aften, ja morede mig endnu mere end Modestjerne, der ellers naturligviis var Aftenens Helt, det var en ung Philolog, Alfred Moor. Han var lig en aandelig Barbeerkniv, thi han barberede paa det Ubarmhjertigste hele Selskabet og Alt, hvad der kom paa Tale. Jeg har aldrig hørt saa skarp en Tunge, den var med Eg paa begge Sider, man kunde ikke berøre den, uden at skjære sig. Jeg hørte senere, at han skrev Theaterkritiker i et af vore første Dagblade. Hans afdøde Moder havde været en intim Veninde af Fru A*.

Jeg mærkede snart, at han ikke hyldede det almindelige Modestjerneafguderi, men snarere var en Modstander af Denne. De tilstedeværende Damer vare paa eengang ængstelige for ham, og dog følte de dem paa samme Tid tiltrukne af hans ofte vittige, men altid bidende Bemærkninger.

s. 60 Da han engang før Bordet udtalte en streng Dom over en ung Sangerindes Debut, udbrød Frøken Smiil i en bebreidende, men dog venlig Tone: „Herr Moor, hvor kan De være saa streng?"

„Frøken Smiil," svarede han, „De bebreider mig en Feil, som man aldrig har kunnet bebreide Dem."

„Hvorledes, hvad mener De?" spurgte Frøken Smiil rødmende.

„Min Mening er altid den Bedste, det veed Frøkenen, Øiemedet helliger Midlet."

„Ja, De er en ægte Jesuit," bemærkede Professor Peter.

„Ikke ganske Herr Professor," svarede Moor, „jeg er snarere en modig Spartaner, der kjækt udsætter mig for Fjendens Ild."

„Jeg troer ikke, at Skydevaaben var opfunden dengang," læspede en ung, lyrisk Digter, hvis blege Ansigt, med svage, utydelige Træk, mindede om en Malers første Contur til et Portrait. Man havde hele Tiden den Følelse, at Vorherre havde glemt at fuldende ham, og Moor fortalte mig senere, at denne Forglemmelse fra Vorherres Side var saa gjennemgaaende, at han endogsaa reent havde glemt at forsyne ham med en Hjerne. „Jøvrigt," forsikkrede Moor mig, „har han alle mulige Betingelser til at blive en god Digter, han mangler kun Talent og Hoved."

Paa hans Indvending svarede Moor: „Den Ild, jeg mener, existerede ogsaa i Spartas Tid, s. 61 „Den Ild, font i en Qvindes Øie luer,"
„Den er fortærende, jeg for den gruer,"
„Men dog, den ei mig underkuer —

„Det Vers aldeles ikke du’er," afbrød Modestjerne ham, og nu gik Samtalen over paa Litteraturens nyeste Frembringelser, og de ulykkelige Forfattere og Digtere bleve ikke skaanede; naturligviis de tilstedeværende Digtere vare skudfri.

Sangerinden, Frøken Nattergal, sang nogle svenske Romancer, meget smukt syntes jeg, men Moor var ikke tilfreds med hendes Sang.

„Hvilket Indtryk," hørte jeg Professor Peter spørge ham, „gjør Frøken Nattergals Sang paa Dem?"

„Hendes Sang gjør det samme Indtryk paa mig her iaften, som den altid gjør paa Theatret, nemlig det Indtryk, at hun mangler Udtryk i sit Foredrag til at gjøre Indtryk," svarede Moor skarpt.

„Finder De da ikke, at hendes Stemme har en sjelden symphatetisk Klang?"

„Jo," svarede Moor satirisk, „den har næsten en altfor symphatetisk Klang, thi hun symphatiserer i sin Sang paa samme Maade lige ømt, for hvad hun synger om, det være nu om Kjærlighed, Had eller Smørrebrød. Ved at høre hende synge kommer man uvilkaarligt til at tænke paa Himmerige, hvor der ingen Personsanseelse gjelder, men hvor Alt og Alle ere lige."

Modestjerne declamerede nu ganske mefterligt nogle Scener af Shakespeares, „Richard den Tredie." Det s. 62 Fængslende og Eiendommelige ved Modestjerne er, at man føler, at man ikke alene staaer ligeoverfor en dramatisk begavet Personlighed, men tillige ligeoverfor en overlegen aandelig Personlighed. Ja, hvis jeg turde vove at komme med en Kritik over hans Spil, saa vilde den være den, at han i Regelen istedetfor aldeles at gaae op i Rollen og blive til Eet med den, snarere staaer over Rollen, og morer sig med at lade Tilskuerne beundre hans Overlegenhed. Moor hørte imidlertid ikke til hans Beundrere, thi jeg hørte ham sige til Professor Peter: „Der er formegen Maneer i Modestjernes Foredrag, han søger at efterligne Davison, men Copien staaer altid langt under Originalen".

„Hor Moor," udbrød Professor Peter i en skjemtende Tone, „jeg troer, at De kunde sinde Feil ved selve Paradiset".

„Mener De Miltons eller det supponerede Paradiis?"

„Jeg mener det Sidste," svarede Peter.

„Ja ved det, kan jeg bevise en væsentlig Mangel".

„Og denne Mangel?"

„Er Mangel paa Realitet," svarede Moor.

„De tvivler altsaa om et Paradiis?" spurgte Professor Poul.

„Jeg tvivler ikke om Paradiset i Deres Eventyr Herr Professor," svarede Moor, „men om det imaginaire, himmelske Paradiis, derom tillader jeg mig at tvivle."

s. 63 „Og er denne Scepticisme begrundet i Frygt?" spurgte Frøken Smiil libt ondskabsfuldt, „De er maastee bange for — "

„Bange for ikke at møde Dem, min Naadige," afbrød Moor hende hurtigt, „nei, derfor er jeg ikke bange, jeg har altid været overbeviist om, at De var for oplyst til at troe paa Parabifets Have, og uden Tro kan man ikke komme der".

„Hvem taler om Tro?" spurgte Modestjerne, der nu nærmede sig den talende Gruppe.

„De, der ikke troe, hvad de ikke see," svarede Moor tørt. „Jeg troer paa Dem Modestjerne," her gjorde han en let Bøining, „naar jeg seer Dem, men, naar jeg ikke seer Dem, troer jeg ikke paa Dem."

„Det er mærkeligt," udbrød Modestjerne, „saa staaer De over mig i Tro, thi jeg troer ikke engang paa Dem, naar jeg seer Dem."

„Det undrer mig ikke," svarede Moor i en bidende Tone, „thi jeg har altid antaget Dem for en Atheist!"

Her asbrødes Samtalen heldigviis af Fru A*, der bad Herrerne at tage Damer tilbords, da der var serveret.

Modestjerne og Moor tilkastede hinanden Blikke, som beviste, at de hellere havde ønsket at Anretningen havde ladet vente lidt paa sig, saa at de gjensidigt tunde have tilretteviist hinanden lidt mere. Men, som Sagerne nu stode, maatte de faire bonne mine au mauvais jeu, og see, om ikke Feiden paa en eller anden s. 64 Maade kunde fortsættes ved Bordet. Det var idetmindste min Anskuelse af Sagen, da Modestjerne tog Fru A* tilbords, og Moor valgte mig, formodentligen, fordi jeg i hans Øine var den Ubetydeligste, saa at han ikke behøvede at offre mig saamegen Opmærksomhed, men kunde anvende alle sine aandelige Vaaben mod Modestjerne. Vi kom til at sidde umiddelbart i Dennes og Fru A*s Nærhed.

„Naar har Frøkenen tænkt paa at optræde, maaskee endnu i denne Saison?" spurgte min Cavaleer, efteral han havde kastet Blikket rundt omkring Bordet med en Generals Mine, der overseer Kamppladsen.

„Jeg veed det ikke endnu, og efter Alt, hvad jeg har hørt iaften, længes jeg heller ikke derefter," fordristede jeg mig til at sige.

„Saa, er De da ængstelig?"

„Ja, maa man ikke blive ængstelig ligeoverfor saa streng en Kritiker, som endogsaa finder Feil hos Kunstnere, som alle Andre beundre."

„Aa bedste Frøken," svarede Moor, „man veed nok, hvem man angriber, unge Damer, Begynderinder, behandle vi med Skaansomhed, de ere zarte Planter, som den mindste skarpe Vind kan blæse om, tvertimod, vi opmuntre dem, vi vande dem med rigeligt Vand, ofte mere end de fortjene, ja ofte med mere, end der er dem tjenligt, blot for ikke at qvæle dem i deres Udvikling."

s. 65 „Hvem qvæler De nu Moor?" spurgte Modestierne, „De er dog et mageløst Menneske, stadigen skal De quæte Nogen med Deres Ord. Troe ham ikke lille Frøken, troe blot ikke, hvad han siger, De hørte ham jo selv før bekjende, at han ingen Tro havde."

Da Modestjerne havde sagt disse Ord til mig, reiste Moor sig op, greb sit Glas, og holdt omtrent følgende Tale: „Vor ærede Ven, Modestjerne, paastaaer, at jeg ingen Tro har, fordi jeg ikke vil troe paa ham, fordi jeg ikke vil troe paa hans Udødelighed, fordi jeg ikke vil lade mig spænde for hans Thespiskarre og være hans Hest. Men jeg vil modbevise dette hans Udsagn. Jeg troer, ja, jeg har en fast urokkelig Tro paa alt det Skjønne, det Store, det Sande i Livet, jeg troer paa Udødeligheden i Kunsten. Kunstens deilige Træ, som fra Grækenlands tidligste Dage har blomstret og som stadigt vil blomstre, saalænge Verden staaer. Vi have her i vor Midte en Kunstnerinde, med velberaad Hu bruger jeg her Benævnelsen Kunstnerinde, thi Skuespillerinder gives der Mange af, men af Kunstnerinder kun Faa. Denne Kunstnerinde feirer idag sin Fødselsdag — "

Her blev Moor pludseligt afbrudt af Modestjerne, der, seende sig om i Kredsen, idet han, med et ham eiendommeligt kjækt Kast med Hovedet, greb sit Glas, udbrød i en virkelig begeistret Tone: „Nei, hun feirer ikke sin Fødselsdag, men vi feire den, vi, som ere hendes evige Skyldnere, os, som hun har skjænket saamange s. 66 store, lykkelige Øieblikke, saamange kunstneriske, uforglemmelige Nydelser, vi, som maae prise os lykkelige ved at være hendes Samtidige, vi feire den. Hvor mange skjønne Billeder har hun ikke fremtryllet for vort Øie, og hvor sande, hvor mesterlige ere de ikke Alle! Den, der har seet hende som den fattige Nyboderskone, bevæge sig i den simple Stue, som var hun født og opdragen der, talende det jevne, ægte Nyboderssprog , vil han nogensinde glemme hende? Den, der har seet hende som Hertuginden af Marlborough, der med en overlegen Aands Fiinhed og med Ordets elegante Pointeren behersker Situationen, kan han vel nogensinde glemme hende? Og den, der har seet hende som Nordens Dronning Margareta i al hendes Høihed og Aandskraft, maa han ikke uvilkaarligt bøie Knæ for hende og udbryde: „Ja, Du er ikke alene Dronning Margareta, der behersker de tre nordiske Riger, men Du er Dronning over et langt større Rige, thi Du er Dronning i Kunstens Rige, og Kunstens Rige strækker sig over den hele civiliserede Verden. Altsaa for Dronningen i Kunstens Rige, for den udødelige Fru A*, tømme vi dette Bæger. Hun leve længe i Livet, som hun vil leve længe i Kunstens Annaler."

5

Et rungende Bifald gjenlød i Værelset.

Moor tilkastede Modestjerne et rasende Blik: „Min Herre, jeg veed ikke, om det hører til god Tone at afbryde mig midt i min Tale?"

s. 67 „Undskyld," svarede Modestjerne med et spottende Smiil, „det var netop for at redde den gode Tone, at jeg afbrød Dem," —

„Hvorledes!" afbrød Moor ham, „vil De lære mig, hvad god Tone er?"

„Nei bevares, Umuligheder tænker jeg ikke paa," gjensvarede Modestjerne.

„Stille mine Venner," sagde Fru A* i en beroligende Tone, „den gode Tone her ved Bordet kunde let lide under denne deres indbyrdes Underviisning. Min bedste Alfred, De har nu kjendt Modestjerne i saamange Aar, og veed, at han lader sig henrive af sine øieblikkelige Stemninger, og han har engang det Privilegium at kunne sige, hvad han vil, ligesom De, Alfred, har det, at kunne skrive, hvad De vil."

„Og jeg troer," bemærkede Professor Peter, „at begge Herrerne drage den størst mulige Nytte af deres Privilegier, og at Ingen af vem sætte deres Lys under en Skjeppe."

„Det vilde jo ogsaa være en stor Synd," yttrede Professor Poul godmodigt, „hvor Gud har sendt Lys, vil han ogsaa, at det skal skinne."

„Ja, vel skal det skinne," sagde Modestjerne, „men," her kastede han et meget sigende Blik paa Moor, „mev ikke brænde."

„Lyset brænder kun de Døgnfluer, de uforsigtige Møl, der komme det for nær," gav Denne til Svar.

5*

s. 68 En Klirren med Glas lod sig høre. En lille, trivelig Herre, med røde Kinder og mildt smilende Øine, hvis hele Mine røbede den høieste Grad af Godmodighed og Velvære, reiste sig op fra sin Plads, skraaes over for mig. Han hoftede og rømmede sig, han vilde altsaa holde en Tale.

„Hvem er den Herre?" spurgte jeg Kritikeren.

„Det er en rig Mand, en mangeaarig Ven her af Huset, som giver gode Middagsselskaber, og holder meget daarlige Taler, men, da han ikke bliver betalt for at være aandrig, men derimod betaler Aandrigheden godt, hvor han træffer den, saa finder man sig taalmodigt i hans Taler, og drikker to Glas Viin ovenpaa dem, for dog at føle, at man faaer nogen Esprit ind. Et negativt Gode har imidlertid Kammerraadens Taler, han fornærmer nemlig ofte uafvidende en eller anden af de Tilstedeværende, og det netop, naar han troer, at han er meest galant."

„Mine Damer," begyndte Kammerraaden, „ved Synet af saamegen Inde, hm, Skjønhed, hm, og Aand," her fik han en heftig Hofte.

„Nei, det er prægtigt," hviskede Moor til mig, „han seer paa Frøken Smiil, idet han nævner Ordet Aand, han seer altsaa Aand der, hvor endnu Ingen har fundet nogen. Han er en ny Columbus."

„Mine Damer," begyndte Kammerraaden atter, „man kan ikke andet end føle sig i høi Grad inspireret ved at see samlet her, hm, hos vor berømte, meget s. 69 hædrede Værtinde, en saadan, hvis jeg moa sige set, Bouquet af alle qvindelige Yndigheder. Her seer man Qvinden repræsenteret, hm, i alle Aldere, hm".

„Au", hviskede Moor, „den var slem".

„Her seer man den erfarne Dame", her bukkede han for Fru A*, „den midaldrende Dame", her for Frøken Smiil, (hvis Ansigt i det Øieblik saae alt andet end smilende ud), „den unge Dame", for Frøken Nattergal, der var hans Borddame, „og den puurunge Dame", her bukkede han for min Ringhed, der blev blussende rød ved saaledes at blive gjort til Gjenstand for en øieblikkelig Opmærksomhed, „alle Aldere ere her repræsenterede, og, hvis jeg maa sige det, Alle i den fuldkomneste, hm, fuldkomneste, hm, Fuldkommenhed. Maa set være mig tilladt at udbringe Damernes Skaal!"

„Tillader De, Frøken, at jeg maa drikke et Glas med Dem", sagde Moor til mig, „og hvis jeg maa sige det", her copierede han Kammerraaden, „saa er det ikke Mangel paa Ordet Fuldkommenhed, der isse gjør Kammerraadens Tale fuldkommen god. Men pas nu paa Modestjerne, han purrer op i sin Hanekam, og seer paa Kammerraaden, han vil bestemt benytte Dennes Tale som en Knage til at hænge sin Hat paa".

„Den ærede, sidste Taler", begyndte Modestjerne, kastende et Blik til den tykke Kammerraad, der netop var ifærd med at lade en nsædvanlig stor Østers forsvinde i sin Mund, „talte om Qvindens Alder. Men, s. 70 hvor kan man fale om en Ting, der aldeles ikke er til? Thi efter de seneste Philosophers og største Granskeres Mening har Qvinden ingen Alder, hun er evig ung. Hun er Hebe, fra hun fødes, til hun døer. I selve Ordet Qvinde, ligge Begrebene Skjønhed, Ungdom og Elskværdighed forenede, og hvad der er skjønt, ungt og elskværdigt kan aldrig ældes. Naar vi skulde tænke os Poesien her i Livet legemliggjort, hvem af os vilde da ikke sætte Qvinden som Poesiens Repræsentantinde. Og Poesien er evig ung, Poesiens Blomsterkrands visner aldrig, thi nye Skud og Spirer komme stadigt frem, og give den fornyet og forynget Glands. Følgelig bort med Alderen, naar der er Tale om Qvinden. Og naar, som her er Tilfældet Gudinden Aand har forenet sig med Qvindens øvrige Egenskaber, da er Qvinden i Sandhed ung, thi Aanden er uforgjængelig, Aanden er udødelig. Altsaa bort med Alderen, dette gamle, rynkede Væsen, denne hæslige Sybille. I denne Kreds er ingen Alder tilstede, ja, her vil aldrig Alderen banke paa. Et Pereat for Alderen, og et Leve for Ungdommen, den evige Ungdom, for ben begavede Qvinde, tillad mig endnu engang at tømme et Glas for vor evig unge Værtinde".

„Hvordan Modestjerne ender og vender det, kommer han altid i Spisekammeret", sagde Moor sagte til mig, „det er her symbolsk talt, Frn A* har været hans aandelige Spisekammer i mange Aar".

s. 71 For Kunsten, den dramatiske Kunst, udbragte den blege, lyriske Digter en Skaal. Naar jeg siger Dig, at hans Tale svarede til hans Ansigt, saa kan Du vel omtrent tænke Dig den. Muserne og Gratierne bleve svagt berørte i den, og Apollo greb i en enkelt matklingende Streng i sin Lyre. Da han var færdig med sin Tale, havde alle Tilhørerne en Følelse, som om de først nu ventede, han vilde begynde at holde den.

„Det var et slemt lyrisk Gjensærd af en Tale", bemærkede Moor, „jeg gyser forud for det næste Bind Digte, som den sidste Taler vil sende ud i Verden. Jeg vil anbefale dem til alle Reconvalescenter, der bruge Brøndcuur, og maae holde en streng Diæt. See nu kommer Touren til mig, nu er jeg legemligt og aandeligt bleven tilstrækkeligt proppet og stoppet, nu vil jeg, som saamangen større Aand har gjort før jeg, give mig af med Reproduction. Veed De, bedste Frøken, at kunne godt reproducere er et brillant Surrogat for at producere. Kun meget fine Kjendere kunne mærke Forskjellen". Han reiste sig op, og holdt følgende Tale: „Mine Damer, mine Herrer, der gives en lille Blomst her i Verden, som vi Mænd i Regelen Alle stræbe efter at komme i Besiddelse af. Det er sjeldnere, at Qvinden stræber efter den, thi hun behøver den ikke, da hun er Blomst nok i sig selv. Men Manden skyer ingen Anstrengelse for at bemægtige sig denne Plante, den voxer altid paa høie, uveisomme Bjerge, hvor han ofte kun med Livsfare kan naae op, og tidt maa han s. 72 standse paa Veien for at forbinde de Saar, som Torne og Stene have givet ham. Men han ændser ikke Smerten, hans hele Tanke, hans hele Sjæl hænger ved Blomsten, og for at erhverve sig den, for at kunne trykke den til sit Bryst, gik han gjerne gjennem Ilden. Men hvad er det for en Blomst? spørge de, er det en deilig Qvinde, er det Idealet, er det Hende i hvis Besiddelse, vi ene kunne blive lykkelige? Nei, det er ingen Qvinde, det er kun en Blomst, men af en berusende Duft og underskjøn at see til. En sjelden Egenskab har denne Blomst, saalænge Manden kan holde den ilive, saalænge han skjænker den den fornødne Pleie, saalænge omgives han af den samme Skjønhed, af den samme berusende Duft, som Blomsten har. Han ligesom identificerer sig med den, og Mænd og Qvinder see op til ham og beundre ham. Men kun saalænge Blomsten er frisk! Begynde dens Blade at visne, da forsvinder den Nimbus, der omgav ham, og han har nu kun Mindet tilbage. Denne Blomst kaldes Berømmelse. Modestjerne, tillader De, at jeg maa gribe denne Leilighed til at udbringe et Leve for Dem, og ønske, at den Blomst, som De med saameget Held er kommen i Besiddelse af, aldrig maa visne. Plei den godt, den er en zart Plante."

Du skulde have seet Moors Ansigt, idet han rakte sit Glas henimod Modestjerne; der svævede næsten et dæmonisk Smiil om hans Læber.

s. 73 Modestjerne stødte sit Glas Haardt imod hans, og sagde satirisk: „Med saa gode, sande Venners Bistand, som De er Moor, frygter jeg ikke, De vil stadigt minde mig om at pleie den."

Modestjernes Skaal blev med stor Enthousiasme drukket af hele Selskabet. Ved Desserten blev der skjænket Champagne om.

„Naar Champagnen kommer", hviskede Moor til mig, „saa kan Mødestjerne ikke modstaae at lade sin Veltalenhedsstrøm flyde. Det er en Sygdom hos ham, en Børnesygdom, der er bleven daarligt cureret, og som derfor endnu raser i Kroppen. Han kaster Blikket herhen, nu kommer Dommedagsslaget."

„Idet jeg griber Champagneglasset, hvori der for Øieblikket er mere Skum end Champagne, idet jeg griber denne berusende Gudedrik, veed jeg ingen bedre Maade at hædre den paa, end ved at udbringe en Skaal, og det er en Skaal, som ikke bør glemmes, det er en Mands Skaal, som ikke vil glemmes, thi han sørger selv for, at han aldrig kan glemmes. Ligesom vi som Børn bøie vs for Spanskrørets uimodsigelige Fornuftgrunde, der virker slaaende paa vort Legeme og opvækkende paa vor Aand, saaledes bøie vi os som Ældre for Kritikens uopslidelige Spanskrør. Ja, vi ikke alene bøie os for det, men vi kysse det ydmygt, og love at rette os derefter og forbedre os. Kritiken er for Kunsten, hvad Spanskrøret er for Drengen, og ligesom vi ære den forstandige Lærer, der forstandigt s. 74 benytter dette straffende Redskub, saaledes ære vi ogsaa den forstandige Mand, der forstandigt benytter sit kritiske Spanskrør, og kun slauer, hvor det er nødvendigt at slaae, men ikke slaaer blot for at vise, at han kan slaae. Thi Kunsten, at slaae, ligger i den menneskelige Natur, det er et Talent, som det meest ubegavede Individ er i Besiddelse af, det er ham medfødt, og det viser sig hos ham fra ganske lille Barn. Men som Dreng slaaer man i Regelen kun for at more sig, for at prøve Kræfter, som Mand slaaer man for at ramme. Derfor gjentager jeg, hil den forstandige Mand, der kun bruger Kritikens Spanskrør, hvor det gjøres nødvendigt. Herr Candidat Moor, Deres Skaal!"

„For disse skjønne, særdeles velmeente Ord modtag min dybtrørte Tak", gav Moor til Svar.

Efter Bordet læste Professor Poul et af sine prægtige Eventyr høit, og den barnlige, fromme Tone, der altid gaaer igjennem Disse, sendte ligesom en mild Luftning gjennem alle Gemytter, selv Moor blev i en mere forsonlig Stemning, ja, han yttrede endogsaa til Professor Poul, at Modestjerne var begavet, men at hans Begavelse blev overvurderet, og derfor ansaae han (Moor) det for sin Pligt, stadigt at danne en Modvægt, blot for at holde Modestjerne i Ligevægt.

Erindringen om dette Selskab vil jeg længe bevare, der er en vis Interesse ved at være sammen med de Storheder, som man ellers kun seer i bengalsk s. 75 Flamme. Jeg kommer til at tænke paa Sjælens Ord i Heibergs Satire:

„Ja tidt jeg føler mit Hjerte brænde"
„Af Begjærlighed efter ham selv at kjende",
„At vide, hvordan han spiser og drikker",
„Hvordan han nyser, hvordan han hikker",
„Kort sagt, at kjende ham ret privat."

Imidlertid troer jeg, paa faa Undtagelser nær, der netop opnaae en vis Popularitet ved at være bon camerad med Mængden, at Skuespillere og især Skuespillerinder gjøre klogest i saalidt som muligt at vise sig mellem Folk, thi Støvet gaiter saa let af Vingen, og det ideelle Skjær, hvori man seer dem paa Scenen, forsvinder, naar man seer dem i almindelige materielle Forhold.

Ønskende Dig og Gemal en glædelig Juul, forbliver jeg, haabende snart at hore fra Dig,

din Anna.