Anna til Emma.
Kjøbenhavn
den 2den April 185*.
Min Debut er overstaaet, heldigt overstaaet kjære Emma, og den Taknemmelighed og Lykke, der fylde mit Bryst, kan jeg ikke udtrykke i Ord. Jeg føler mig saa let, jeg kunde flyve, og jeg kan udbryde med Cæcilie i Mulatten:
„Ja havde jeg en Fjende, jeg gjorde ham til Ven!“ — Men, da jeg lykkeligviis ingen Fjender har, saa kan jeg kun yttre min Glæde ved at elske mine Venner endnu høiere, og derfor modtag Du, Emma, min største, min varmeste Kjærlighed. Dit sidste Brev, som Du sendte mig i Februarmaaned havde en velgjørende Indflydelse paa mig, det vakte mange sorskjellige Tanker hos mig, Meget i mit Indre ordnede sig for mit Blik, og jeg skammede mig over mine vilde, letsindige Udbrud, der egentligen havde foranlediget dit Svar.
Men, bort med alle sørgelige Tanker, bort med Død og Grav, nu begynder først Livet for mig, ja, s. 98nu føler jeg først ret den uendelige Fortryllelse, som Livet kan have.
I Bladene har Du naturligviis læst, at det var som Ingeborg i Øehlenschlægers „Dronning Margareta“, at jeg i Onsdags debuterede. Det er en af disse blide, forsagende, qvindelige Naturer, der egentligt er aldeles modsat min Natur, men maaskee var netop Modsætningen Skyld i, at den lykkedes mig saa godt. Det er aldeles ingen Rolle, hvori der kan vises noget større dramatiskTalent, det er ingen Characteer, man har at tegne, men man kan i den udvikle den ideale, poetiske Side af Qvinden, Hjertets dybe Romantik; saaledes havde jeg opfattet den, og jeg forsikkrer Dig, at Taarerne trillede langsomt ned ad mine Kinder i Ingeborgs Slutningsscene, hvor hun siger til Ridderne:
„I ædle Riddere, stolte Mænd,
Som nu af Æren gløde
Med kolde Hjerter! — Der var en Tid,
Da Hjerterne vare bløde.
I ædle Riddere, stolte Mænd,
Som lee ad Elskovs Vælde,
Der var en Tid i Ungdomsvaar
Da den Jer kunde fælde.“
Ja Emma, jeg forekom mig selv som Ingeborg, jeg spillede ikke hendes Rolle, men jeg var hende, og jeg, som endnu ikke har lært Kjærligheden at kjende, jeg, som er en Sceptiker i Amors Rige, jeg følte Tabet af Oluf, som om jeg kunde have elsket ham dybt og inderligt.
s. 99Fru A* kom efter Tragediens Slutning op til mig i mig Paaklædningsværelse, hun kyssede mig kjærligt og sagde: „Anna, der vare mange smukke Momenter i Deres Rolle, bestræb Dem blot for ikke synligt at føle selv for dybt, derved skader man Fremstillingen, og Publikum føler ofte mindst, naar man selv føler meest.“
Theaterdirecteuren var meget tilfreds med mit Spil, og beærede mig med en tængere Samtale, hvis Udbytte var ulige større paa min Side end paa hans, thi af Angest for at sige noget altfor Ubetydeligt og Dumt i hans Nærværelse, gav jeg næsten Albertine Schmidts Rolle. Han fortalte mig, at han kjendte meget godt min Onkel, Justitsraad Kleinert, og gjennem ham havde han hørt Tale om mig og min store Lyst til Theatret. „Og“, saaledes endte han sin Samtale med mig, „da jeg nu med Glæde seer, at De ogsaa er i Besiddelse af Talent, saa maa jeg dobbelt gratulere vor Scene, fordi den har vundet Dem.“
Skuespillerne vare Alle meget venlige, og sagde mig mange smukke Complimenter, Skuespillerinderne vare mere moderate i deres Venlighed, undtagen min elskede Fru A*, der virkelig var tilfreds med mig, og hendes Dom er for mig den Vigtigste.
Nu skal jeg endnu i denne Saison optræde som Agnete i „Elverhøi“, og som Anna Damby i „Kean“. Du kommer vist til at smile ved at see, at jeg skal spille sidstnævnte Rolle, ja visselig, vil jeg komme til s. 100at tænke paa Dig og dit Bandbrev, naar jeg spiller Scenen med Kean.
7*
Professorerne Poul og Peter have Begge aflagt mig deres Visit, og sagt mig mange Behageligheder. Alle mulige og umulige Venner og Bekjendte have været her i disse Dage, og Tantes Huus har formeligen været i Beleiringstilstand. Det Glædeligste er, at siden min heldige Debut er Tante ogsaa ligesom forvandlet. Hun begynder at forsone sig med mig og Theatret, ja hun talte igaar om, at hun mindedes, at jeg ikke var et enestaaende Exempel, men at engang i længst forsvundne Tider var en anden ung Dame af god Familie ligeledes gaaet til Theatret.
Denne Formiddag havde jeg Visit af Kritikeren, Alfred Moor, jeg har aldrig seet ham være saalidt lig en Barbeerkniv som idag, han havde virkelig en Ryg, og kun Eg paa den ene Side, og undertiden krøb han heelt ned i Futteralet, med andre Ord, han var saa elskværdig, som jeg aldrig havde troet, at det var ham muligt at være. Han sagde mig saamange smukke Ting om mit Ydre, og om den ædle, rene Qvindelighed, der havde beaandet mit Spil, at han gjorde mig ganske undseelig.
Jeg troer ikke, at jeg nogensinde har beskrevet Moors Ydre for Dig. Han er af Middelhøide og kraftigt bygget, meget mørk, med smaae, urolige, stikkende Øine, hans Pande er særdeles fremstaaende og stor, hvis jeg var Phrenolog og indviet i den Gallske s. 101Lære, vilde jeg vist kunne udlede en Mængde mærkelige Organer af denne Pande, men da jeg ikke er Phrenolog, saa kan jeg kun sige, at hans Pande indtager rigeligt Halvdelen af Ansigtet, og hvis den i Forhold til Størrelsen indeholder Forstand, saa maa Moor være i Besiddelse af et stort Quantum af denne kostbare Ingredients. Hans Næse er kroget, og minder om hans jødiske Herkomst, Munden er lille og Læberne smalle, man skulde ikke troe, at denne Mund kunde være saa streng, saa skjærende i dens Udtalelser, og dog, man siger jo, smalle Læber ere intet godt Tegn; godmodige Mennesker have altid fyldige Læber. — Jeg saae mig nu i Speilet, jo mine Læber have en mere fyldig Tendents, idetmindste min Underlæbe, jeg maa altsaa henregnes til de Godmodige.
For at vende tilbage til Moor, jeg synes, uagtet hans smalle Læber, dog godt om ham, om Grunden dertil nu er den rene, ædle Qvindelighed, som han tillagde mig, eller den er det vittige, skarpe Hoved, som jeg tillægger ham, det kan jeg endnu ikke sige med Bestemthed, men jeg veed, at jeg blev meget glad, da Tante Clara, der kjender lidt til hans Familie, (han er af Familie!) bad ham, om at gjentage sine Besøg.
I Samtalens Løb gjorde han mig et Spørgsmaal, der forundrede mig meget, han spurgte mig nemlig, om jeg havde bemærket, at der var to Partier ved Theatret.
„Nei“, var mit Svar, „to Partier, hvad mener De?“
s. 102„Det ene Parti er for Theaterdirecteuren, det ville vi kalde det Ministerielle, det andet Parti er imodham, det ville vi benævne det Oppositionelle.“
„Det har jeg aldrig mærket Noget til“, svarede jeg, „jeg synes, der hersker den største Enighedved Theatret.“
„EnighedvedTheatret!“udbrødhan medet ironiskSmiil, „ja, for den Rene er Alting reent, men læg vel Mærke til mine Ord, naar De bliver lidt ældre derovre, saa vil De snart føle, at enten maa man høre til det ene eller til det andet Parti, „entweder Ambot oder Hammer sein!“
„Men“, spurgte jeg ængsteligt, „er det da en Kamp, der finder Stedimellem disse to Partier?“
„Ja“, svarede han, „det er en Kamp, men ingen aaben Kamp, thi kun Enkelte af det oppositionelle Parti have havt moralsk Mod nok til aabenlyst at tilkaste Theaterdirecteuren Handsken, men de Fleste føre Kampen med lukket Vezir, og til noget afgjørende Slag vil det ikke komme.“
„Men, saa er det jo ingen Kamp.“
„Jo netop, min Frøken, det er en afde vanskeligste Kampe, thi kun det ene Parti er angribende, og naar dette Parti endda angreb aabenlyst, saa vilde jeg kalde det en ærlig Feide, men det angriber kun i Smug, det er altid Myggestik, evindelige Myggestik. Stikket mærkes først, naar Myggen er borte, og Terrainet bliver undermineret ikke pludseligt ved en Krudtexplosion, s. 103men langsomt og sikkert af — Rotter. Derfor frygter jeg“ —
„Hvilket?“ spurgte jeg.
„At Direeteuren bukker under. Selv den stærkeste Aand bliver kjed af disse evindelige Myggestik.“
„Hvorledes“, udbrød jeg harmfuldt, „skulde Nogen vove at angribe ham, der staaer saa høit over alle de Andre, jeg kjender Ingen, der er værdig til at indtage hans Plads.“
„Det er netop hans store Feil, at han fylder for stor en Plads for de smaae Aander, Solen kan ikke rigtigt skinne paa dem, han kaster for stor en Skygge. Han har desuden en væsentlig Feil som Theaterdirecteur“, —
„Og den er?“
„At han selv er Directeur, han er en souverain Fyrste, men Constitutionen ønskes indført.“
„Men maae da ikke Alle beundre og høiagte en saa stor Digter, der desuden har skjænket Theatret, netop Theatret saamange af sine Værker, og maae netop ikke Skuespillerne være de, der ere hans bedste Venner, hans bedste Støller?“ spurgte jeg videre.
„Skuespillere“, svarede Moor, „ere et eget Folkefærd, Skuespillernes væsentligste Mangel er Mangel paa Characteer, de ere svaiende Siv, der lade sig bevæge hid og did af Vinden, Vinden kunne vi her lade være synonym med deres Interesse, deres Interesse kunne vi atter gjøre synonym med Roller, og Roller s. 104kunne vi til syvende og sidst gjøre synonym med Penge, og Penge er Verdens Alpha og Omega.“
„Jeg forstaaer Dem ikke.“
„Ja, det er det Glædelige Frøken“, svarede han smilende, „thi kunde De forstaae mig nu, da havde jeg taget Feil af Dem, og ikke forstaaet Dem. Nei troe De mig, De vil snart spore Partiaanden, og lad mig da see, at De vælger det rette Parti.“
„Men hvilket Parti er det Rette?“ spurgte jeg, „til hvilket Parti hører De?“
„Jeg hører til intet af Partierne“, svarede han.
„Nu vel, jeg behøver heller ikke at høre til noget af Partierne.“
„For Dem, Frøken, vil det være vanskeligt at holde Dem udenfor Sagen, da De kommer til at leve i umiddelbar Berørelse med den. Jeg derimod staaer udenfor den, og morer mig kun med af og til at kaste Spids- og Granatkugler ind i Fæstningen. Nei, jeg hører endnu ikke til noget bestemt Parti, jeg venter som en klog Diplomat, og bestemmer mig endeligen for — det seirende Parti.“
„Men fy, det er jo uædelt, ja feigt“, udbrød jeg uvilkaarligt.
„Det er diplomatisk, det er en smukkere Benævnelse“, svarede han, „det er den høiere Politik, men da De, Frøken, som Dame, kan og bør følge Hjertets og ikke Forstandens Politik, saa gjentager jeg, lad mig see, at De vælger det rette Parti.“—
s. 105Jeg troer, at Moor hører til de Mennesker, der ligesom skamme sig ved at være gode, idet de betragte Godhed som Svaghed, men jeg troer tillige om ham, at han, naar han ikke er forblændet af Partihensyn, forstaaer at vurdere det Gode hos Andre.
Men disse tvende Partier have piint min Tanke, jeg kan endnu ikke fatte, ja jeg kommer aldrig til at fatte, hvor det kan være muligt, at ikke enhver Kunstner ved Theatret hylder Directeuren. Nu falder det mig ind, at jeg vel hist og her har hørt Folk klage over et daarligt Repertoire; men, da de Klagende altid have været Abonnenter, og da det fra Arilds Tid er Abonnenternes Vane stadigt at klage over Repertoiret, og desuagtet stadigt abonnere hvert Aar, saa har jeg troet, at det var en manière de parler, og at det skulde saa være, for ligesom ved denne Utilfredshed at legitimere sig som Abonnent. — Men, det er ikke værdt at gruble over.
Livets og Theatrets Skyggesider vil jeg ikke see i disse skjønne, solbeskinnede Dage, jeg vil plukke Rosen ved min Debut, og søge at undgaae Tornene.
Bring nu din Mand, men fremforalt Dig selv, en venlig Hilsen
fra din
lykkelige Anna.