Danmarks Breve

BREV TIL: Emma Strøm FRA: Anna Holte (185u-09-30)

Anna til Emma
Kjøbenhavn, den 30te September 185*.

Saisonen er nu begyndt, men Heden er saa stærk, at Theatret kun har været daarligt besøgt, og det er forunderligt, hvor et tomt Huus virker nedslaaende paa Spillet. Det er ligesom der ingen Resonnants er i Theatret, paa Grund af formegen Resonnants. Man spiller, som om man spillede for Døde, intet Bifald, ingen Klap, kun Taushed, engang imellem høres der en undertrykt Hoste fra Tilskuerpladsen, men endogsaa denne Lyd bliver ligesom qvalt i Fødselen, for at Intet skal forstyrre Stilheden. Jeg ønsker ret, at Efteraaret maa komme iført sin barskeste Skikkelse og jage Folk fra deres Landsteder herind til Byen, at Theatret igjen kan syldes, og den nødvendige Vexelvirkning mellem Skuespillerne og Publikum atter kan finde Sted. Thi ligesaa meget, som jeg ivrer imod den tydske Uskik, at fremkalde Skuespillere midt i Stykket, og saaledes dræbe hele Handlingens Sandsynlighed og knuse Jllusionen, ligesaa meget forkaster jeg den saakaldte fine Tone, s. 154 hvor Klap og Bifald ikke bør tilkjendegives for ikke at forstyrre Tilskuerne i deres æsthetiske Nydelse. Skuespilleren, der kun har Øieblikket, maa ogsaa føle, at han eier Dette, han maa føle, at hans Talent kan rive Massen med sig, og da nu ikke Tid og Sted tillade, at enhver enkelt Tilskuer øieblikkelig kan skrive en rosende Kritik og give til den Kunstner, hvis Spil tiltaler ham, saa ere Bravoraab og Klappen i Hænderne den øieblikkelige Hyldest, der har existeret lige fra Roms yngste Tider, hvor Gladiatorerne kjæmpede paa Arenaen. Dengang var det Legemets Seier, der blev beklappet, nu skulde det være Aandens, men desstoværre — Publikum gaaer ofte tilbage i Oldtiden, og bliver Romer.

Tante Clara er kommen hjem meget opbygget af Sørens Idyl, og Albertine bliver stadigt opstillet som et mønsterværdigt Exempel paa en huuslig Kone.

Med Tante Frederikke er det bedre, hun er kommen under den duelige Professor B*s Cuur, og man kan allerede mærke paa hende, at hun ligesom lever op igjen. Erik har atter taget fat paa Juraen og paa Østergades Brolæning, og hvis han arbeider ligesaa flittigt paa den Første, som jeg veed, at han arbeider paa den Sidste, saa kan det ikke vare længe, før han tager sin Examen. Siden vi tale om Examen, veed Du, hvem han har faaet til Manuducteur? — Candidat Storm. Og jeg, der havde glædet mig til aldrig meer at møde denne Storm, bliver nu stadigen bestormet, hvergang, jeg besøger Onkels Huus. Storm læser s. 155 nemlig i Hjemmet med Erik. Gjennem Harriet har jeg listigt udforsket til hvilke Tider paa Dagen, at han kom der, for at jeg kunde undgaae ham, men Svaret var meget utilfredsstillende:

„Det er forskjelligt, snart Formiddag og snart Eftermiddag".

Jeg er imidlertid meget bange for, at jeg kommer til at overvinde min Uvillie imod ham for Harriets Skyld, thi jeg skulde tage storligen feil, om hun ikke er ifærd med at kaste den bekjendte Phantasiklædning over ham. Ak de unge Piger, de unge Piger!! —

I Torsdagsaftes var jeg inviteret derhen, det var Harriets Fødselsdag. Jeg kom først seent, thi jeg havde spillet i en lille Vaudeville. Fru A*s Spaadom med Hensyn til min Syngestemme lader til at gaae i Opfyldelse, thi jeg har allerede faaet Roller i et Par Vaudeviller. Allerede i Entreen kunde jeg høre, at der blev musiceret, hvilket ikke er noget Nyt, hvor Harriet er tilstede, og da jeg ordnede mit Toilette for Speilet i Spisestuen, gjenkjendte jeg den bekjendte Duet af Don Juan mellem ham og Zerline. Harriets Stemme kunde jeg destoværre strax kjende, men Barytonen var mig fremmed; det var imidlertid en blød, behagelig Stemme, og ved min Jndtrædelse i Dagligstuen mødte mit Øie Storms blonde Hoved, han stod ved Claveret og vendte Nodebladet for Harriet. Han var Sangeren.

s. 156 Om det var Varmen i Værelset eller Storms Nærværelse, der havde bragt Blodet op i Harriets Kinder, det kan jeg ikke sige med Vished, men en Kjendsgjerning er det, at hun blussede som en mørkerød Rose. Harriet er iøvrigt en smuk Pige, med mørkt Haar og store mørke Ørne, hun saae særdeles godt ud den Aften, hendes hvide Kjole og de hvide Roser i Haaret klædte hende fortrinligt.

Ligesom, der kan være et hemmeligt symphatetisk Baand imellem to Sjæle, som ikke er synlig for nogen Uindviet, saaledes gives der ogsaa et hemmeligt antipathetisk Baand. Et saadant Baand er der imellem mig og Storm, jeg veed, at han ikke holder af mig, ja, at han i sit inderste Hjerte er vred paa mig for de ærekrænkende Ord, som han synes, at jeg har udtalt om ham, og han veed, at jeg for det Første er vred paa ham for hans første Opførsel paa Dampskibet, og for det Andet fordi han — ja fordi, at han er vred paa mig. Vi søge derfor saa meget som muligt at undgaae hinanden, men det er det Mærkværdige ved Antipathi, at den ofte kan have visse Tegn, der forunderligt minde om Sympathi, thi mit Blik kommer ofte uvilkaarligt til at møde hans, netop fordi jeg vil undgaae det, og ligesaadan gaaer det ham. Nu vilde ogsaa Tilfældet ydermere i Torsdags, at vi kom i nærmere Berørelse med hinanden end Nogen af os ønskede. Jeg blev nemlig plaget om at synge. Nu kan jeg Intet udenad, og alle Harriets Arier ere mig s. 157 for vanskelige, jeg kan ikke synge dem. Da laae der paa Slaveret nogle Duetter af Mendelsohn, som jeg synger, og Harriet greb Nodeheftet og sagde: „Kom Anna, disse Duetter veed jeg, at Du kan synge, Candidat Storm er nok saa god at secundere Dig."

Jeg kunde godt see paa Storm, at han nødigt vilde synge sammen med mig, og da jeg ligesaa nødigt vilde synge sammen med ham, vaegrede jeg mig.

En ny Overtalelsesstrøm fra Selskabet var en Følge af denne Vægring. Candidat Storm nærmede sig nu til mig og sagde: „Frøken, man gjør sig kun kostbar af to Grunde, enten fordi man virkelig ikke kan gjøre Fyldest, eller ogsaa, fordi man vurderer sine Evner altfor høit."

Jeg blev bleg af Vrede, og svarede saa sagte, at kun han kunde høre mig: „Her kunde der dog tænkes en anden Grund til Vægring, og jeg vil overlade Deres egen skarpe Opfatningsevne at gjætte den."

„De beviser mig altsaa den Ære, at mindes mig endnu med Vrede," svarede han ligesaa sagte, „det glæder mig, thi saa har jeg dog opnaaet en Plads i Deres Erindring."

Nei, det var mig formeget, jeg vendte mig om imod Harriet, der imidlertid havde talt med nogle unge Piger, der stode i Nærheden, og sagde: „Hvis Du vil accompagnere, Harriet, synger jeg gjerne en af Duetterne."

s. 158 Harriet glad ved mit Samtykke satte sig til Slaveret, og spurgte mig: „Hvilken Duet vil Du synge, Anna?"

„Det er mig ligegyldigt," var mit Svar, jeg vilde vise Storm min fuldkomne Indifference i denne Sag.

Der var i dette Hefte flere Duetter iblandt Andre „Herbstlied", hvori der ingen erotiske Følelser er afmalet, see den kunde jo Storm have valgt, da Harriet nu overlod ham Valget, men nei, netop for at drille mig endnu mere valgte han en „Volkslied", der kun handler om Kjærlighed. Og saa knude han ovenikjøbet ikke Ordene, og da jeg heller ikke kunde dem, saa vare vi nødsagede til at staae sammen og holde Nodebladet, og da Ingen af os vilde holde det for hinanden, saa holdt vi Begge paa det, og derved — ja derved kom hans Haand engang til at berøre min, hvilket var mig meget ubehageligt. Jeg vilde imidlertid ikke lade ham mærke det, og jeg lod derfor min Haand hvile ubevægelig i den samme Stilling, som om den var følelsesløs. Nu, Alting faaer en Ende i denne Verden selv en Duet, og da den var færdig, følte jeg ogsaa, at jeg havde Ret til at vægre mig for flere Bønner af den Art, og jeg trak mig tilbage i en Sopha, hvor Tante Frederikke sad, og snart var jeg omringet af en Mængde af Eriks Venner, der i en livlig Conversation lod mig glemme Storms Fornærmelse. Det er nu det Ubehagelige for mig, at Harriet arbeider paa denne Phantasiklædning, thi hvis s. 159 dette ikke var Tilfældet og Harriet var i sin normale Tilstand, saa vilde jeg reent ud sige hende, hvor uartig Storm er imod mig og bede hende at sørge for, at vi ikke bleve bedt sammen. Men nu — er min Tunge bunden.

En Sag maa jeg endnu meddele Dig, som har bedrøvet og bedrøver mig meget, og som jeg destoværre maa finde mig i, hvis jeg vil bevare min Selvstændighed og fremforalt min selvstændige Mening.

Fru A* har nemlig lige siden denne Saisons Begyndelse været saa forunderlig kold i sit Væsen imod mig, ja hun vægrede sig endogsaa ved at gjennemgaae de sidste nye Roller med mig. Da jeg ikke var mig den ringeste Skyld bevidst, og jeg følte, at jeg aldrig hverken i Tanke eller Ord kunde have fornærmet hende, saa var hendes Opførsel mig en Gaade, og da jeg ligefrem iforgaars spurgte hende om Grunden til hendes forandrede Sindelag imod mig, gav hun mig intet egentligt Svar paa mit Spørgsmaal, men gik uden om det, idet hun yttrede, at hun fandt, at jeg nu var kommen vidt nok til at kunne arbeide mig frem uden hendes Veiledning. Hun var altid i Fremtiden villig nok til at give mig et godt Raad, hvis jeg ønskede et Saadant, men en vedvarende Instruction indsaae hun ikke Nadvendigheden af.

Der var noget koldt og fremmedt i hendes Tone, der faarede mig, og som tillige afvæbnede en yderligere Tilnærmelse fra min Side, og jeg forlod hende i en s. 160 benæget Stemning, som først, da jeg var kommen hjem, og havde lukket mig inde i mit Værelse, gav sig Luft i en Taarestrøm. Det var en tabt Illusion, — hendes Venskab, som jeg havde tænst mig evigt, var nu forvandlet til formel Høflighed, — mit unge Hjerte leed, og forgjæves piinte jeg min Hjerne for at udfinde Grunden. Da foer det som et Lynglimt gjennem min Sjæl. Partierne! Ja Partihensyn maatte være den eneste sande Grund. Jeg kunde ikke nægte for mig selv, at jeg aabenlyst viste mig som en Ven af Theaterdirecteuren, thi jeg kjæmpede tappert mod ethvert nok saa snildt, nok saa fiint rettet Angreb, der skulde nedsætte ham i mine Øine. Desuden kjender Du min begeistrede Stemning for alt Stort i Aandens Rige, og jeg er vis paa, at jeg ofte med varm Begeistring har talt om ham og det til hans Fjender, thi det Mærkelige er, at enkelte Skuespillere, som endog have materielle Grunde til at være ham taknemmelig, netop ere hans værste Fjender. Naar jeg seer Disse med en venlig, underdanig, hyklerisk Mine staae og tale med Directeuren, saa kommer jeg altid til at tænke paa Ulve i Faareklæder. At Directeuren godt kjender sine Uvenner, selv under den tilsyneladende Venskabsmaske, er jeg overbeviist om, men hans fuldendte Gentlemansvæsen og hans store aandelige Overlegenhed er for ham en naturlig Maske, der spotter de Andres.

Men skulde jeg nu, for atter at vinde Fru A*, forlade den Sag, som jeg anseer for den Retfærdigste, s. 161 nei aldrig, jeg vil kjæmpe, for hvad jeg finder er det Sande og Rette, og altid sværge til den Fane, som, jeg antager, strider for den ædleste Sag. Altsaa Farvel, Du Venskabets skjønneste Illusion. Farvel!

Men hvad klager jeg over Tabet af Venskab, jeg, der jo er saa rig paa Venskab, jeg, der netop nu betroer Venskabet, hvad jeg ellers ikke kan eller vil betroe nogen Anden, ja kjære Emma, dit Venskab er for mig en uudtømmelig Kilde, hvoraf jeg øser Trøst og Haab. Det er alene en stor Salighed at kunne udtale sig, at kunne klæde sine hemmeligste Tanker i Ord, thi idet man nedskriver disse, faae de en ny og mere virkeliggjort Form, og man lærer dem da at kjende paa en heel anden Maade, og fremforalt lærer man derved sig selv bedre at kjende, og Du veed, at den største Livsphilosophi efter de berømteste Philosophers Mening bestaaer i rigtigt at kjende sig selv. Det er Midtpunktet i Cirklen, og kan man først finde det, saa klarer Livets Gaade sig lidt efter lidt.

Du, som altsaa hjælper mig til denne Kundskab, modtag Forsikkringen om mit uforanderlige Venskab.

Din Anna.

11