Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik 6 FRA: Christian August (1809-02-16)

Fra den interimistiske Regeringskommission for Norge
til Kongen.
Christiania, den 16de Februar 1809.

Til Kongen.

En tung, men hellig Pligt nøder os til atter i dybeste Underdanighed at nedlægge for Deres Kongelige Majestæts Trone en sørgelig, men sandfærdig Skildring af den Nød, under hvis Byrder Deres brave norske Folk sukker, samt af de overhængende Ulykker, som true at nedstyrte paa Deres Rige Norge og at knuse det. Ligesom det er vor Pligt ej at fordølge Sandheden for Deres Majestæts Øjne, saaledes ansé vi det og for Pligt ej at bestorme Deres Majestæts landsfaderlige, desværre alt blødende Hjærte med Billeder, som ikke ere aldeles grundede i Virkeligheden. Dette og den Tillid, hvormed vi ere benaadede, forvisser os om Deres Majestæts allernaadigste Opmærksomhed for det, vi vove allerunderdanigst at fremføre.

Alt i mere end halvandet Aar har Norges vigtigste Næringskilder været stoppede, hele Distrikter have i denne Tid savnet Fortjeneste til Livets Ophold, som sparsomt ere tilvejebragte ved Opofringer af Levningerne fra den forrige Velstand. Vanskelighederne og Bekostningerne, hvormed al Tilførsel har været forbunden lige fra Krigens Begyndelse, gjør Livets første Nødvendigheder saa overdreven dyre, at den mindre formuende (ej at tale om den aldeles fattige) næppe uden med stor Kummer har kunnet skaffe sig og sine det nødtørftige. Herved og ved Savnet af de mange Familiefædre, som Land- og Søkrigen have kaldet fra deres Hjem, er den Elendighed, som maatte ventes at blive Følgen af Næringskildernes Tilstopning, vældigen forøget. Mangel paa Brændevin, Tobak og især Salt nedbryder en Mængde Menneskers Helbred i hele Riget, og for saa vidt Saltet angaar, gjør denne Mangel Benyttelsen af mange Ressourcer til Formindskelsen af denne Nød, som maa være Følgen af Kornets Dyrhed og Sjældenhed, umulig. Ej alene Deres Majestæts tapre norske Hær, men ogsaa en stor Del af Nationen sukker over Savnet af Klæder til Beskjærmelse mod Klimatets Strænghed, hvilke Klæder ved ingen Anstrængelse kan tilvejebringes her i Landet, da Materialerne for største [Delen] mangle. Smitsomme Sygdomme, som have lagt en fjerde Part af Armeen i Lasaretterne, udbrede sig paa en sørgelig Maade i Landet, da man til Dels mangler Læger og Lægemidler. De Opofrelser og Anstrængelser af alle Arter, som Land- og Søkrigen nødvendigen udfordrer i Norges nuværende isolerede Stilling, bringes vel med den største Iver og Beredvillighed paa Fædrelandets Alter, men de ere dog uforholdsmæssige til Landets naturlige Kræfter og tære dagligen paa Rigets Marv. Alle disse samvirkende Omstændigheder lade befrygte en sørgelig Krisis for Norge. Naar det bliver umuligt længere at bortfjærne denne Krisis, s. 17 tør vi ej bestemme; men, allernaadigste Konge! langt farligere og nærmere tordensvangre Skyer formørke Norges Horisont. Fjendens Blokade og en uventet tidlig stræng Vinter, som tilspærrer Havnene, have hindret Iværksættelsen og Virkningerne af de kraftige Foranstaltninger, som Deres Majestæt af landsfaderlig Omhu befalede iværksatte forrige Efteraar til Norges Providering. Efter nøjagtig Undersøgelse finde vi det af denne Aarsag aldeles umuligt ved de offentlige og private Beholdninger, som findes i Aggershus og Christianssands Stifter, at ernære Armeen, som behøves til Landets Forsvar, og at forebygge den græsseligste Hungersnød i Stæderne og paa Landet, længere end i det højeste til næstkommende April Maaneds Udgang, uagtet alt, hvad der nogenledes kan undværes af Levnedsmidler i Trondhjems og Bergens Stifter, med uhyre Anstrængelser og Bekostninger kjøres over Land til de militære Magasiner i det Søndenfjældske, uagtet Komiteer ere anordnede i hvert Amt og disse strikte, hvor Hungersnød befrygtes, forsynede med Fonds og paalagt at anvende alle mulige Midler til Redning, uagtet Levnedsmidler med den største Sparsomhed uddeles til Armeen og til de Steder, som ej selv kan hjælpe sig, uagtet Levnedsmidler uden Hensyn til Udgifterne flyttes fra et Sted til et andet, hvor Trangen er størst. Det eneste Haab, vi nære, er, at Deres Majestæts danske Armé i Forening med de russiske og norske Armeer enten tvinge Sverig til Fred eller erobre den Strækning af Sverig, som adskiller Danmark og Norge, hvorved klækkelig Tilførsel formodentlig vilde blive mulig. Men skuffe Elementerne eller andre Omstændigheder dette Haab, saa tør vi ej stole paa Tilførsel af Levnedsmidler fra Danmark, da Erfaringen har vist, at det endog i det stormende Efteraars lange mørke Nætter var mulig for Fjenden næsten aldeles at spærre Kommunikationen med Danmark. Dersom Deres Majestæts Visdom altsaa ikke forinden April Maaneds Udgang ved overordentlige Midlers Anvendelse, som vi finde upassende her at nævne, redder Norge, vil ved Slutningen af April Maaned Armeen af Mangel paa Levnedsmidler ej længere kunne holdes samlet. Riget er altsaa da blottet for Forsvar og udsat for Oversvømmelse af Fjenden; Jorden bliver ubesaaet; Hungersnød med alle dens uundgaaelige Følger indfinder sig; Hungeren, som hos Almuen frembringer Fortvivlelse og Raseri, driver Folket til Anarki og Blodscener. Riget vil da synke i navnløs Elendighed og være tabt. Det stolte norske Folk vil nedværdiges. Vi ere som Mænd af Grundsætninger beredte til at dø paa vor Post; men vore Kræfter formaa intet, naar dette Tidspunkt indtræffer. Vi maa derfor i dybeste Underdanighed udbede os bestemt Fuldmagt og bestemte Ordres til Anvendelsen af de Midler, som Deres Majestæts Visdom maatte udfinde til Norges Redning fra den yderste Nød, enten umiddelbart til os eller middelbart til mig, Prins Christian.

Allerunderdanigst
Christian, .Prins til Slesvig Holsten.

G. Moltke. Rosenkrantz. H. Wedel Jarlsberg.

3