Krogh, Georg Frederik von BREV TIL: Frederik 6 FRA: Krogh, Georg Frederik von (1809-02-18)

Fra General Krogh i Trondhjems Stift til Kongen.
Trondhjem, den 18de Februar 1809.

Allerunderdanigst Forestilling.

Vel har jeg under 28de Januar dette Aar allerunderdanigst andraget for Deres Kongelige Majestæt Nødvendigheden, at den muligste Mængde Rug og andre Kornvarer fra Archangel maatte bevirkes hidsendte ved russiske Skibe direkte her til eller i det mindste til Hundholmen, eftersom det vil blive ugjørligt at tilvejebringe Skibe eller Fartøjer nok her fra til Afhentning, da alle dertil skikkede ere afsendte til Danmark efter Korn, hvoraf de, som maatte kunne retournere, næppe ville være her saa betids, at de kunne afgaa til Archangel i den Hensigt, saa meget mere, da Mængden i en jammerlig Tilstand have maattet løbe ind i Havne paa Vestkanten af Norge og siden ere hindrede ved Is og fjendtlige Krydsere.

Foruden de mange Skibe, som ligge opbragte i fjendtlige Havne, have dette Steds Kjøbmænd afsendt 17 Skibe efter Kornvarer og Salt med mere til Danmark, Holsten, Frankrig og Middelhavet. Ankommer ikke Mængden vel ladede her tilbage, vil upaatvivlelig en gyselig Mangel her som søndenfjælds finde Sted.

Den eneste Tilflugt bliver da, at af Deres Kongelige Majestæts Rugmagasin maatte udleveres det nødvendigste for at forekomme Hungersnød; thi endog fra Archangel have Kjøbmændene her ikke erholdt 1/10 af det, som behøves. Ikke desto mindre har jeg med Tillid til Forsynet vovet at afsende 3000 Tønder Rug over Land til Hans høj fyrstelige Durchlauchtighed Prins Christians Disposition for at gjøre, hvad muligt er, til at afhjælpe den herskende Mangel søndenfjælds. Ligeledes ere Fødemidler for mere end 11000 Rigsdalers Værdi givet her af Stiftet til den Staffeldtske Brigade, og mere skal blive afsendt, hvorover jeg i sin Tid allerunderdanigst skal give Deres Kongelige Majestæt en udførlig Rapport; men ved disse Opofrelser blotter dette Stift sig virkelig selv; desto uundværligere bliver Tilførslen fra Archangel af alle Sorter Kornvarer. Erfarenhed beviser desværre, at under nærværende Konjunkturer den øvrige Del af Norge ogsaa efter Mulighed maa erholde Korntilførsler fra Archanerel.

Allerunderdanigst
G. F. v. Krogh.