Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik 6 FRA: Christian August (1809-03-11)

Fra Christian August til Kongen.
Christiania, den 11te Marts 1809.

Allerunderdanigst Rapport.

Jeg har allerunderdanigst at indmelde til Deres Majestæt Imodtagelsen af Allerhøjstsammes Befaling af 2den d. M. ved Søpremierlieutenant Seidelin. Det er tillige en ubehagelig Pligt for mig at indmelde, at Kongejagten, hvorpaa Kurér Røsler, og sandsynlig ligeledes Lieutenant Riis, med Deres Majestæts Befalinger til Undertegnede skal have været, formodentlig er tagen af Fjenden. Man har vel hverken i Jylland eller her nogen bestemt Efterretning om deres Skæbne; men den samme Dag, da den afsejlede, hørte man en Kanonade, som varede i to Timer, og en Skipper beretter at have set samme Dag, at et Skib efter en Kanonade strøg Sejl for en fjendtlig Fregat og blev taget.

Fra Russerne haves ingen bestemt Efterretning uden den, som Deres Kongl. Majestæts Befaling indeholder, og som i disse Dage ligeledes af en udsendt Underofficer, som kom til Aasele Lapmark, men der maatte retournere, da han næppe slap der fra uden at blive arresteret som fordægtig, har indmeldt. Saaledes er Kommunikationen endnu ej aabnet.

I Graar blev mig fra General Staffeldt indmeldt, at en Parlementær fra den ved Carlstad staaende fjendtlige Kommanderende, Adlersparre, ansøgte om Tilladelse at tale med mig, at hans Ærende var egentlig, at den almindelige Nød og Kongens Beslutning ej at slutte Fred, saa længe endnu nogen svensk Mand var i Live, havde foranlediget megen s. 28 Misnøje, [at] mange Militære, hvoriblandt Korpset under Adlersparre, en stor Del af den finske og skaanske Armé, havde besluttet at marchere, mod Stockholm, hvor alt et Oprør var udbrudt, for at tvinge Kongen til at frasige sig Kronen og give Landet Freden, at Kongen skulde tages fangen o. s. v., at Parlementærer vare sendte i lignende Ærende til Deres Kongl. Majestæt og til den russiske Armé i Finland, at man ej kunde lide, at fremmede Tropper betraadte svensk Grund, og at man derfor ønskede Forsikring for Indfald fra norsk Side. Et Udkast til en Proklamation blev kommuniceret, som allerunderdanigst vedlægges. Da Cederstrøm var af Kongens Parti, havde Parlementæren maattet afsendes til Kongsvinger. Jeg holdt det efter min Stilling for upassende at indlade mig med en Emissær af et revolutionært Parti, hvis Konnexioner vare mig ubekjendte, og hvis Skæbne altsaa var meget uvis, som ej forlangte vores Understøttelse og ej anholdt om Forening. Jeg lod ham altsaa svare, at da jeg ved Generalens Melding tilstrækkelig var underrettet om hans Ærende, saa holdt jeg det for overflødigt at lade ham gjøre en Rejse, som vilde gjøre ufornøden Opsigt, hvilket han i sin Stilling ej kunde ønske, at dersom han havde mere et anbringe, Generalen da var bemyndiget at antage hans Andragende og at meddele ham mit Svar ved en Parlementær, at ingen kunde give et bestemt Løfte i et Anliggende, som alene dependerede af Deres Kongl. Majestæts Befalinger, at saa længe det afhængte af mig, og naar jeg var overbevist om den foregivne Stillings Sandfærdighed, jeg ej agtede at forstyrre et Foretagende, som havde Befordringen af Freden og de nordiske Rigers Lykke til Gjenstand.

4*

Det, at Tanken om, at dette Foregivende ikkun var et Strategem for at vinde Tid og holde os i Inaktivitet, medens man paa en anden Side koncentrerede alle Kræfter for at møde et forventende Angreb, var saa naturligt, at jeg, omendskjønt jeg ej vilde have denne ansét som en Formodning, dog saa’ mig nødt til at forlange Overbevisning, som efter det her ommeldte maatte være dem lige saa magtpaaliggende at skaffe mig, at det sikreste Middel hertil var, at man tillod 2 norske Officerer, indestaaende for deres Sikkerhed, at gjøre en Rejse til Stockholm, hvoraf den ene kunde være Retour i 5 à 6 Dage, den anden der fra til Kjøbenhavn for at imodtage Deres Kongl. Majestæts Befalinger, Retour i 10 Dage, at disse Officerers hastige Befordring eller Udebliven vilde være afgjørende, at dersom jeg imod Formodning imidlertid blev underrettet om, at ommeldte havde været et Strategem, eller at nogen fremmede Tropper vare indrykkede i Sverig, jeg da saa’ mig nødt til at blive aktiv.

Svaret skal allerunderdanigst blive indsendt.

Nogle Udladeiser lade mig formode, at det ej er ganske rigtigt, de tale om et stærkt Korps i Torneå o. s. v. Jeg søger at bringe dem til Modsigelser for at erholde sikre Data og skal vist ej forsømme et Øjeblik. Skulde imidlertid Revolutionen virkelig bryde ud, da er jeg i sand Forlegenhed, uvidende om den Beslutning, Rusland s. 29 muligen fatter, og det saa meget mere, da Parlementæren efter en i dette Øjeblik af General S taffeldt erholdt Rapport har ytret, at man vilde overlade Napoleon at disponere over Kronen, men tillige udbede sig at erholde Hertugen af Oldenburg til Konge.

Jeg indsér ej, at jeg kan rykke ind, saa længe Russerne ej ere indfaldne; men den fordelagtige Aarstid forsvinder, og Forefaldet vil snart gjøre Operationer vanskelige, om ej umulige. Nogle Skibe ere ankomne, men langtfra ej tilstrækkelig. Vores Brigger er alle ude; men en overlegen fjendtlig Styrke truer at tilintetgjøre alle Foranstaltninger. Den 27de f. M. blev alle engelske Skibe i Sverig lagt under Embargo, som den 28de blev hævet. Christianssand, som jeg ej kan forsyne med tilstrækkelig Magt, uden at blotte andre lige saa vigtige Punkter, begynder at forurolige mig. De militære Forraad tage af alle Vegne, og med et Land i Revolution er det lige saa umuligt at slutte nogen Forbindelse, som det er farligt for vores Interesse, ved at rykke uopfordret ind, at opirre og at forene Partierne. Det mig tilsendte svenske Skrift kan jeg her ej lade trykke uden ved Publicitet at forfejle Hensigten, og 10 mig tilsendte Exemplarer ere langtfra ej tilstrækkelige. Svaret af Parlementæren var, at de, ej sikker om den skaanske Armés Sindelag, ej saa’ sig i Stand til at sikre en Officers Rejse til Deres Kongl. Majestæt, at han gjærne vilde tage en Officer forklædt med sig til Stockholm, og da dette for Følgernes Skyld af General Staffeldt ej blev indvilget, at han inden 5 à 6 Dage haabede at kunne sende de fangne Lieutenanter Krogh og Paludan tilbage med Beretning. Jeg har svaret, at jeg intet vidste at tilføje det én Gang givne Svar, uden det, at jeg ventede inden 5 à 6 Dage at erholde nye Efterretninger om det ommeldte eller paa anden Maade den nødvendige Overbevisning. Han fortalte, at Landshøvding Grev Rosen og en Oberst Grev Leyonstedt i Carlstad forrige Nat var bleven arresteret, og Tropperne marcherede mod Stockholm, at Oberst Posse havde erholdt Opdrag at arrestere General Cederstrøm og at besætte Gothenborg, men at man herpaa ej var sikker, at den finske Armé paa Åland var i Oprør, og Proklamationen under Pressen, [at] den skaanske Armé og deres højre Fløj [var] forberedet, men ej saa vidt bearbejdet. Her efter maa Tildragelserne med denne højre Fløj inden faa Dage gjøre et sikkert Kjendemærke om Stillingen. Alle Spioner ere i Gang. General Armfelt skulde blive Rigsforstander. I Fald Gesandten, som de agtede at afsende til Napoleon, ej kunde komme over Sundet, da agtede de at afsende ham igjennem Norge, hvorom de ansøgte Tilladelse, hvilket vel ej tør nægtes; han skal i saa Fald anvises til Generalkommandoen i Jylland, hvor han finder Deres Majestæts Ordre.

Jeg formoder en borgerlig Krig, som bringer det aldeles ødelagte Sverig til Deres Kongl. Majestæts Fødder. Meget i det af Deres Kongl. Majestæts Befaling af. 2den d. M. bortfalder nu ved det forommeldte. Norges Stilling bliver herved end mere vanskelig, naar det ej erholder klækkelig Tilførsel, hvilket som oven meldt er usandsynlig, s. 30 naar Armeen ej kan blive aktiv, endelig, naar Landet ej kan benytte de svenske Havne. Hungersnøden er virkelig alt i flere Distrikter. Epidemier tiltage. Jeg maa gjentage min forhen gjorte Bøn om bestemtere Befalinger, som jeg i min Stilling tør haabe paa som et Bevis paa Deres Majestæts Naade. At de ej skal misbruges ved Svaghed eller Mangel paa Standhaftighed, tør jeg tillidsfuld forsikre; men Deres Majestæt tilgiver, naar jeg ytrer, at enhver Virkekreds har sine Grænser, som den bedste Vilje ej ser sig i Stand til at udvide. Er Embedsmanden i den uheldige Stilling, naar intet Offer, han er i Stand til at byde, kan bevirke en Forandring, da er han pligtig at indmelde denne hans Stilling, da er han berettiget til det tillidsfulde Haab, naar han til sidste Blodsdraabe vare sine Pligter og den Ed, han svor Konge og Fædrenelandet, tro, at da Følgerne ej tilregnes ham.

Maatte denne fortvivlede Stilling ej blive min Lod! Men Udsigterne og de Pligter, jeg skylder Deres Kongl. Majestæt, Fædreneland og mig selv, nøde mig til paa ny at andrage om Deres Majestæts allernaadigste Forholdsordre i saa Fald.

Allerunderdanigst
Christian, Prins til S. Holsten.