Danmarks Breve

BREV TIL: Christian August FRA: Frederik 6 (1809-04-12)

Fra Kongen til Christian August.
Hovedkvarteret Kjøbenhavn, den 12te April 1809.

Deres Rapport af 31te Marts har jeg rigtig imodtaget, og næppe kunde nogen Efterretning have været mig glædeligere end at erfare, at Korn- og Proviantskibe ankomme til Norge. Det glæder at vide med sig selv, at det, man haver udført, lykkes; at de kjække og klippefaste Normænd reddes fra det gyseligste Onde, det kan og maa glæde enhver Nordboer.

Foreningen med Sverig er vist det vigtigste og det eneste, hvorved Staten kan reddes, og for evig sikrer en lykkelig Forfatning for alle 3 Riger. Alt, hvad De dertil kan bidrage, er jeg forvisset om, at De gjør. Jeg haver ligeledes søgt at faa Kanaler, hvorigjennem jeg kan virke til dette Øjemed, nemlig fra adskillige Beboere i Skaane. Det vigtigste og vanskeligste er i Tilfælde af Foreningen Konstitutionen; thi dersom denne skulde være anderledes i ét af Rigerne end i de to andre Riger, vilde Avindsyge gjøre Regeringen meget vanskelig, og alt vilde ej faa den Fasthed, som det burde have. Adelen i Sverig vil vist være imod enhver Forandring af Konstitutionen, s. 40 som kan svække dens Undertrykkelsessystem og give disse de Byrder, som hvile paa Folket, og for disses Indflydelse frygter jeg. Jeg haver ingen Efterretning om, at de Svenske have lukket deres Havne eller lagt Beslag paa de engelske Ejendomme, men derimod haver jeg den Ærgrelse at se, at vore danske Skibe, som Englænderne have taget, bortslæbes til England fra de svenske Havne.

Saa længe dette System vedvarer, vilde enhver Rejse af Dem være meget lidet at tilraade.

De talte i Deres foregaaende Skrivelse om, at De havde Fjender. Jeg tilstaar Dem aabenhjærtig, at jeg ej tror det, da enhver vist erkjender, hvad De haver gjort, og ansér Dem for den, der alene har reddet Norge, og hvem der baade haver og tilkommer Æren derfor.

Den meget interessante Correspondance imellem Hertugen af Sødermanland og Adlersparre er vigtig, da den baade viser, at han er det store Hjul, der driver det, ligesom at han og i Enden af sit Brev til Hertugen lader ham føle det.

Tvende Svenske, som alt ere komne fra Pontecorvo fra Dresden, fortælle, at la Grange, som er af Pontecorvo imodtagen med megen Glæde, er afrejst til Kejser Napoleon. Pontecorvos Letsindighed er gaaet saa vidt, at han haver ladet indrykke i Leipziger Aviser, at nu vilde alt snart give sig med Sverig. Til de Svenske haver han sagt, at da den ene Mand var udsat af Bestyrelsen, som styrede Sverig, vilde Kejseren gjøre alt for dem. Omendskjønt blot den letsindige Mand har talt, og at man er vant til sligt af ham, er det dog ubehageligt.

Krigen mellem Østerrig og Frankrig er nu aldeles afgjort. Kejser Napoleon er rejst og, som man mener, til Italien. Østerrigs Langsomhed denne Gang vil være dem lige saa skadelig, som dets hurtige Angreb blev det 1805. Men det vigtigste for os er, at Russerne tage Parti med Frankrig. Gud give for Nordens Interesse, at dette Venskab vedvarer, indtil Rolighed i Norden er tilvejebragt og de tre nordiske Riger forenede.

Jeg har udnævnt Stiftamtmand Moltke, som er i Aggershus Stift, til Stiftamtmand over Fyn og til Gehejmekonferensraad; han er en ærlig og værdig Mand. For ad interim at være Stiftamtmand og Medlem af den kongelige Regeringskommission og tillige at tage Sæde i samme efter Dem, har jeg udnævnt Kancellipræsident og Vicekansler for de kongelige Ordener Kaas. Han er en Mand, som kjender Norge, besidder min Fortrolighed, og er en Mand, paa hvis Ærlighed, De kan bygge, og som baade med Glæde arbejder under Dem, og som De kan forlade Dem paa. Omendskjønt maaske Personer, som vi begge kjende, vil søge at beskrive ham anderledes samt vil maaske frembringe Dem Ting om hans Rejse, saa beder jeg Dem dog at sætte Lid til, hvad jeg siger, som er baade Deres og Kaases Ven.

Deres hengivne
Frederik R.