Christian August BREV TIL: Frederik 6 FRA: Christian August (1809-05-14)

Fra Christian August til Kongen.
Christiania, den 14de Maj 1809.

Allerunderdanigst Rapport!

Deres Majestæts Befaling af 4de d. M. har jeg modtaget ved Maanedslieutenant Knap. I Bilaget tager jeg mig den allerunderdanigste Frihed at oversende det fra den svenske Oberst Posse i disse Dage modtagne Svar 1. Ved Vaabenstilstands-Konventionen vil hans s. 69Ønske vel knnne opfyldes, og i al Fald skal de smaa Skibe og aabne Fartøjer, som blive tagne, frigives, saa længe Vaabenstilstanden bestaar og fra svensk Side ingen Fjendtlighed udøves.

Jeg holder dette, som alt, der kan tjene til at forekomme Mistro og at opirre dem, nødvendig for vores Interesse. Vi maa søge. for saa vidt Æren tillader det, at attachere dem til os, og Østerrigernes Uheld vil, som jeg haaber, befordre dette Øjemed. Nationen ønsker Fred, og, Deres Kongelige Majestæt tilgive min mulig fejlagtige Anskuelse, vi bør og kan ej angribe Sverig. Skal vi række Russerne Haanden til at forberede vores Undergang? Vi kan ikke; thi Deres Majestæt er paa denne Tid af Aaret ej i Stand til at operere, og her ere vi vel forsynede for nogle Maaneder, men ej naar Armeen skal forblive samlet; thi i saa Fald behøves den største Del af Magasinerne for Armeen. Jordbrugerne kan ej permitteres; thi disses Antal er saa betydelig i Følge de indkomne Lister, at de ej kan afsés, og da de fleste ej i mindre Tid end 4—5 Uger kan samles. Landets Sikkerhed tillader det ej i nuværende Stilling. De nærmeste, som i nogle Dage kan samles, ere alt for længe siden permitterede.

Deres Kongelige Majestæt sætter altsaa Norge i Vove og med dette Fædrelandet, opirrer de Svenske, og i det heldigste Tilfælde, at Sverig blev undertvunget og af Rusland afstaaet, hvilket jeg holder for meget usandsynlig, er vores Kræfter da tilstrækkelige at erholde os et Land, som bebos af en oprørsk Nation, naar vi desuden skal bevogte vores Kyster? Kan Deres Majestæt ej, ved at, uagtet alt hvad Statstidende har opgivet, overbevise Rusland om Umuligheden at operere her fra, undgaa dette fortvivlede Skridt, da kast Deres Kongelige Majestæt hellere Skylden paa mig, eller, naar det desuagtet ej kan undgaas, da tillad, Deres Kongelige Majestæt, at jeg under et s. 70eller andet Paaskud fordrer min Afsked. Deres Majestæt beholder dog i saa Fald i sin Tid et Middel til med Fordel at virke paa den svenske Nation. Jeg beder Deres Kongelige Majestæt ej at agte mit Individuum, naar det gjælder Fædrelandets Sag, og at tiltro mig ethvert Offer! Et Vink fra Deres Kongelige Majestæt skal være tilstrækkelig for mig, og enhver Lejlighed at kunne virke [for] Deres Kongelige Majestæts og Fædrelandets Sag, for saa vidt mine ringe Evner tillader det, benyttes! Endog paa denne Grund maa jeg bringe mit Ønske i Erindring, snarest muligt at kunne komme til Stockholm. Jeg tør uden Forfængelighed forsikre, at jeg sandsynlig vilde kunne virke meget.

I Sverig er alt meget roligt. Napoleon har givet Sverig et meget høfligt, men evasivt Svar. Rusland komplimenterer, England ligeledes; [om] Norge tros, at det vil forene sig med Sverig, men de er vel nu overbeviste om det modsatte. Saaledes lyde Efterretningerne, de ere vanskelige at erholde tilforladelig; disse ere det!

En engelsk Eskadre af 6—7 Linieskibe, lige saa mange Fregatter, nogle og 70 Transportskibe — hidtil har ej kunnet erfares, at disse have Tropper om Bord — ligge ved Gothenborg. Den engelske Expedition angives til 600 Transportskibe, og dens Bestemmelse Sjælland. Jeg tvivler imidlertid herpaa, men formoder Objektet at være Kronstadt for at tvinge Rusland, naar ingen hemmelige Underhandlinger mellem disse Magter finde Sted. Er dette [Tilfældet], da var vel Deres Kongelige Majestæt ej sikker for et Besøg.

Jeg frygter end mere efter de sidste Efterretninger om Østerrigs Skæbne, at Alliancen imellem Rusland og Frankrig ej vil vare længe, at Rusland anvender alt for ved tilstaaet Nevtralitet at vinde Sverig. Men de Svenske ere saa forbitrede mod Russerne, at jeg tror det ej umuligt ved deres Sindelag mod os at benytte dette i sin Tid til Forening. Vi have jo da saa én Interesse, enten Nevtralitet eller, naar denne ej kan erholdes, Alliance med Frankrig. Deres Kongelige Majestæt tilgiver mine muligen fejlagtige Betragtninger. Foruden Forening ere vi altid afhængige af Frankrig, maa tage Del i alle dets evige Krige; forenede sættes vel det faste Land af Danmark i Vove, men Skandinaviens Halvø og Øerne skal ingen Magt kunne frarive os, og dér lægges Grundvolden til en Magt, som kan bringe i sin Tid Ruslands Trone til at vakle. Dér lægges Grundvolden til Nordens Lykke og Frihed, da det er selvstændig ved sammes heldige Beliggenhed, ved Nationens Energi og ved sammes betydelige Ressourcer.

Da Manglen paa Salt gaar til det yderste, vove vi at give nogle svenske Skibe Licencer, som bringe denne Artikel til Udhavnene. Da lignende Foranstaltninger have funden Sted for Stenkuls Tilførsel til Kjøbenhavn, saa tør vi haabe, at dette finder Deres Kongelige Majestæts Bifald; er dette ikke Tilfældet, da vil Deres Majestæt sætte det paa min Regning. Flere Ansøgninger ere til mig indkomne for at reklamere nogle ved Krigens Udbrud i svenske Havne værende s. 71og der under Embargo lagte Skibe og Ladninger. De Svenske ville naturligvis’ fordre Gjengjæld. Her i Landet findes intet svensk Skib i lignende Stilling,. Jeg udbeder mig Deres Kongelige Majestæts allernaadigste Resolution over denne Gjenstand. En af de første Supplikanter er Carsten Anker i Kjøbenhavn.

Allerunderdanigst
Christian, Prins til S. Holsten.