Kaas, Frederik Julius BREV TIL: Frederik 6 FRA: Kaas, Frederik Julius (1809-07-21)

Fra Kaas til Kongen.
Christiania, den 21de Juli 1809.

Allernaadigste Konge.

Prinsen er ikke at bevæge til at rykke ind i Sverig. Hans Grunde overtyde mig ikke, og mine virke ikke paa ham. Han øjner Vanskeligheder s. 132og Farer, som jeg ikke finder; men jeg tror derimod, at meget taler for denne Marche, ikkun den sker med Raskhed og Klogskab. Gothenborg tilbyder flere Ressourcer til at afhjælpe vor Mangel, end man venter.

17*

Jeg har til det sidste Øjeblik for Kurerens Afgang haabet at kunne bringe Prinsen paa andre Tanker og derfor udsat min allerunderdanigste Skrivelse til Deres Kongelige Majestæt. Prinsens Grunde erfarer Deres Kongelige Majestæt af hans Depeche. Mine Modgrunde tillader Tiden mig nu ikke at anføre; men da jeg har meddelt Prinsen dem skriftlig og udførligen, saa skal jeg allerunderdanigst fremsende Kopi deraf med Baron Wedel ¹I Følge denne Kopi lød Kaases Brev til Christian August saaledes:
Ladegaardsøen, den 20de Juli 1809.
Durchlauchtigste Prins! Tillad en Mand, som ikke blot højagter i Dem, Durchl. Prins, den sjældne Fyrste, men som tillige ærer i Dem den udmærkede, fortjenstfulde og sjældne Mand, og som maaske af alle, som omgiver Deres Person, er den med hans Sjæls hele varme Følelse for store og sande Fortjenester mest hengivne, — tillad ham med den Aabenhjærtighed, som en retskaffen Mand skylder den anden, at ytre frimodigen sine Tanker om det, som i Gaar var Gjenstand for den Samtale, som Deres Durchl. forundte mig.
Ingen kan bedre, end som jeg, sætte sig ind i den kritiske Stilling, hvori Deres Durchlauchtighed maa befinde Dem fra det Øjeblik af, da De modtog Adlersparres Skrivelse, og denne Stilling vil for manges Øjne — for mine ikke — synes endnu mere forviklet fra det Øjeblik, da De modtog Hans Majestæt Kongens seneste Befaling. Jeg har i disse Dage ikke haft Tanke eller Sans for andet end for disse senere Begivenheder, og Resultatet af mine Betragtninger derover er det, som jeg tillader mig herved at forelægge Deres Durchlauchtighed.
Dersom de i Sverig styrende Personer havde valgt en mere passende, ja jeg tør sige, en Deres Durchl.s Stilling og Tænkemaade og Dem selv mere værdig Fremgangsmaade ved at tilbyde Dem Successionen til Sverigs Trone, da kunde jeg sætte Lid til deres gode Vilje og til deres Hensigters Renhed. Jeg kan ikke tænke mig nogen anden Maade, paa hvilken et saadant Tilbud kunde gjøres den kommanderende General for en fjendtlig Armé, som staar færdig paa Sverigs Grænser at rykke ind i et aabent og for Tropper blottet Land, paa den Tid samme kues af en anden fjendtlig Magt, end følgende:
„Kongen af Sverig har for sin Nation foreslaaet Deres Durchl. til sin Successor. Det er Nationens Ønske at se den svenske Krone paa Deres Durchl.s Hoved; men man kan ikke andet end føle, at Øjeblikket kan ikke passende vælges for et saadant Tilbud. Vedbliv De derfor at udføre det Kald, som er Dem overdraget af Deres Konge, og vi skal endog ved at se Dem kæmpende mod den Nation, som ønsker Dem en Gang til sin Styrer og Forsvarer, agte i Dem Manden, som opfylder sine Pligter mod sin Konge og sit Fødeland, og først, naar en forønsket Fred mellem Dannemark og Sverig tillader Deres Durchl. at overveje vort Tilbud og vore Ønsker, da skulle vi anholde om Deres Beslutning“.
Men hvorledes er nu Fremgangsmaaden ? Et Brev fra en Undersaat, fra Anføreren for en oprørsk Armé mod sin retmæssige Konge, melder Deres Durchl., at man er sindet at foreslaa Dem for Nationen til Successor for den nuværende, ved en dristig Revolution indsatte, Konge. Man forlanger Deres Beslutning og taler i det samme Brev om mulige Vanskeligheder for Udførelsen, da man kun er sikker paa en af de fire Stænders Stemme. Naarman hermed sammenholder den svenske Konges Tale til Stænderne, &aa kan man næppe — i det mindste kan jeg det ikke — fatte Tillid enten til det gjorte Tilbud eller til de Mænd, som gjøre det.
Hvorledes jeg betragter denne hele Begivenhed, det har jeg givet mig den Frihed at ytre for Deres Durchl., og jeg kan ingenlunde fravige min Mening, men tror stadigen: at den Il, hvormed alt dette sker, at Øjeblikket, som vælges, da man frygter Russerne paa ene Side og de Norskes Indfald paa den anden, samt at Maaden, paa hvilken Tilbudet gjøres Deres Durchl., indigiterer tydeligen, at det hele ikke er andet end en af de politiske Farcer, som den svenske Regerings Historie er saa rig paa. Og skulde Deres Durchl., den Mand, som i saa høj Grad besidder sin Konges og sin Nations Tillid og Agtelse, — skulde han blive et Offer for en saa elendig Kabale (thi ingen kan vel tro, at en saa svag Krone, som den svenske for Øjeblikket er det, kunde friste en Mand af D. Durchl.’s ophøjede Tænkemaade), da vilde det smerte og krænke mig til det yderste.
Under disse Betragtninger fremstilles Hans Majestæt Kongens seneste bestemte Befaling, at rykke ind i Sverig, for mig som et lykkeligt, ja som det heldigste Middel for Deres Durchl. til at vise Kongen, Deres Fødeland og hele Evropa, hvor lidet De agter paa et Forslag, som ikke passer for Deres nærværende Stilling, og paa hvilket De ikke kan i mindste Maade indlade Dem uden at svække de Midler, ved hvilke vor Konges Hensigter samt den Kommando og de Befalinger, hvis Udførelse han allernaadigst har anfortroet Deres Durchl., ene kunne fremmes. Efter mine Følelser greb jeg i Øjeblikket denne forønskte Lejlighed for at afbryde alle Underhandlinger med de svenske Magthavere.
Her staar altsaa blot tilbage at undersøge, om virkelige fysiske Umuligheder existere, og da tilstaar jeg aabenbjærtigen, at jeg finder dem ikke, men tror derimod, at alt indbyder til en hurtig Udførelse af Hans Majestæt Kongens Befalinger.
Fysiske Umuligheder kunde kun søges:
1mo. Hos en overlegen Armé paa Sverigs Grænse; men den findes ikke. Modstand er ikke at vente. Med en ubegribelig Tillid og Rolighed ser de Svenske den norske Armé paa sine Grænser og trækker alle Tropper og sin hele Skjærgaardsflaade der fra. Den sveusk.e Armé staar 40 à 50 Mile norden for Stockholm, har en Fjende for sig, som den ikke kan tabe af Sigte. Skulde de end være heldige nok til at drive Russerne tilbage saaledes, at der kunde detacheres et Korps mod Gothenborg og Norges Grænser, saa bliver det ikke faa Dages Arbejde. Man bliver altsaa underrettet derom, og ved at have 2 à 3 Dages Marche forud kan den norske Armé roligen trække sig tilbage til sine egne Grænser. Og mon den da skulde blive svagere end forhen til samme Forsvar? Men de Svenske kunne angribe Norge fra deres Armés nærværende Stillinger ad en kortere Vej, attakere General Krogh, marchere til Røros og Trondhjem, — ja, det kunne de, dog ikke uden store Vanskeligheder. Meu kunne de det ikke lige saa vel, naar den søndenfjældske Armé beholder sin nuhavende Stilling? Og skulde Positionen fra Gothenborg langs Gøtaelv, Wenersø og Klaraelv tilbyde betydelig større Vanskeligheder for at komme den nordre Del af Norge til Undsætning, om det behøves, end den nærværende Position af Deres Durchlautigheds Armékorps? Det tror jeg ikke.
2do. Mangel paa Penge. Dertil svarer jeg: Nogle haves, og denne Mangel afhjælpes let ved tvungent Laan i Gothenborg. Det har til alle Tider været Krigsbrug at foretage det, som endnu er værre, nemlig at brandskatte. Sverig fortjener næppe at skaanes mere, end nogen anden Fjende af Danmark. Jeg tvivler meget om, at England har vist sig mere fjendsk sindet mod Danmark end Sverigs Magthavere, fordi det ved kraftigere Midler var i Standtil at udføre sine og Sverigs Planer til Danmarks Ødelæggelse, om muligt. Der gives vel ikke mange, som tvivle om, at Planen til Kjøbenhavns Bombardement og Flaadens Bortranelse er lagt i Forening af det engelske og svenske Kabinet. Hvorledes forholdt de Svenske sig, da de i forrige Aar gjorde et Indfald i Norge? De skaanede sandelig ikke hverken Landet eller den rolige, ubevæbnede Indvaaner paa Grænsen. Ingen kan vide det bedre end Deres Durchlauchtighed. Politiske Grunde for at skaane Sverig og dets nye Beherskere kjender jeg ikke. De existere næppe, og det vilde være den højeste Grad af Daarlighed at sætte Tillid til disse Mænds skjønne Ord, da deres Handlinger og Fremfærd offentligen og hemmeligen vidne om det modsatte. Et tvungent Laan, adækvat til de store Rigdomme, som fiudes opdyngede i Gothenborg, til Dels paa Danmarks og Norges Bekostning, bliver under saadanne Omstændigheder ingen Uretfærdighed, men den billigste Mesure til Selvophold. Jeg tør end videre garantere, at vor retelskende og billigtænkende Konge vil opfylde ethvert Løfte, som Deres Durchlauchtighed efter den bedste Overbevisning i saa Henseende giver
3tio. Mangel paa Subsistance for Armeen. Deres Durchlauchtighed maa efter dette Lands nærværende Tilstand upaatvivleligen indrømme, at, naar ingen Tilførsel sker, maa Armeen opløses af Mangel paa Subsistance om 5 à 6 Uger. Hvad Forsvar have vi da paa vore Grænser? Bliver vor Stilling da ikke langt farligere, end om vi nu rykke ind, tage hvad vi finde, som dog altid bliver noget, spare derved paa vore egne Beholdninger, og, i det vi saaledes udsætte vor Armés Opløsningstime, berøve vi tillige Fjenden de Midler, hvormed han kunde angribe os? Sverigs haardnakkede Forening med England frembringer Mangel paa alt i Norge og gjør al Tilførsel yderst vanskelig, og vi skulde skaane Kilden til vor Ødelæggelse ? Vi skulde ikke af alle mulige Kræfter søge at bortfjærne de Elendigheder, som plage os, ved at anvende alt paa at naa Kilden og bemægtige os den? Jo! Yort Selvophold tilraader at vove det yderste, for at bemægtige os Gothenborg, lukke dets Havne for de Engelske, betage dem saaledes deres sidste Tilflugtssted i Nordsøen og tillige søge de Fornødenheder, som vi savne og dér kunde finde. Og at forsømme det, naar Deres Durchlauchtighed har Hans Majestæt Kongens bestemte Befaling dertil, og naar vi kunne gjøre det uden nogen Fare eller Hindring, er i mine Tanker at paadrage sig et meget stort Ansvar.
4to. Mangel paa Klæder for Armeen. Disse finde vi i Gothenborg og vil vanskeligen erholde dem i Norge, saa længe Krigen varer med Sverig, — altsaa et nyt og vigtigt Motiv for at indrykke.
5to. Mangel paa Heste. Det er vel en væsentlig Mangel, men ikke nogen absolut Hindring for Marchen. Nogle samles i Norge, andre udskrives og tages i Sverig, ligesom man rykker frem. Der gives dog vel ingen Grund for at skaane Fjendens Land mere end vort eget?
At Deres Durchlauchtighed tager alene en Beslutning i en Sag af denne Yigtighed, — det bør jeg som ærlig Mand og som den Mand, der er Deres Durchlauchtighed saa ganske hengiven, under alle Omstændigheder fraraade, men under de nærværende allermest. Da det her blandt andet fornemmelig gjælder om at bedømme, om der existerer fysiske Umuligheder for den bestemt befalede Marche, samt da hvilke, saa tillader jeg mig det Forslag, at sammenkalde Regeringskommissionens Lemmer og forlange deres Formening derom.
[Kaas.]. Jeg har saa megen Tillid til Prinsens s. 133Retskaffenhed og rigtige Omdømme, at jeg bør tro, hans Mening er den rette og sande. Deres Kongelige Majestæt har i ham en redelig s. 134og tro Tjener med den bedste Vilje. Fejler han, saa er det, fordi han uheldigvis har truffet paa et urigtigt Synspunkt. For mig er denne Prinsens Vægring højst ubehagelig; thi jeg er vant til at adlyde. Jeg kjender Deres Kongelige Majestæts Befaling og bør derfor tale et alvorligt Sprog. Det er kun Deres Majestæts Tilfredshed med s. 135mig, som har givet mig Mod og Kraft til at udholde min nuhavende Stilling.

Allerunderdanigst
Kaas.