Fra Kaas til Kongen.
Kjøbenhavn, den 31te Juli 1809.
Adskillige sammenstødende Omstændigheder og Tildragelser, hvilke fulgte saare hastig paa hinanden og forekom mig at staa i nøje Forbindelse med hinanden, gjorde Norges Stilling i mine Tanker meget betænkelig og hurtige Beslutninger nødvendige. Det er muligt, at jeg har ansét alt igjennem et Forstørrelsesglas og betragtet Faren større og mere overhængende, end den virkelig er; men jeg haaber, at Deres Majestæt vil allernaadigst tilgive mig, da Aarsagen alene maa tilskrives min ubegrænsede Hengivenhed for Deres Majestæts allerhøjeste Person, som leder ethvert af mine Skridt og ofte kunde give dem Skin af Ubesindighed, fordi jeg ikke kan dømme rigtig om vore politiske Forhold af Mangel paa Kundskab derom, og fordi min indskrænkede Stilling sætter snævre Grænser for min Virksomhed dér, hvor mine Meninger ere afvigende fra de Øverstbefalendes.
Da mit Hoved i dette Øjeblik er opfyldt med saa mange Ideer som vanskeligere ordnes og frembringes under en Samtale, saa vilde Deres Majestæt allernaadigst tillade mig skriftlig at fremsætte dem i al Korthed. Deres Majestæt bliver derved i Stand til at forelægge mig Spørgsmaal til nærmere Oplysning, og saaledes haaber jeg allerunderdanigst at kunne opfylde det vigtige Kald, som jeg ved min Rejse har foresat mig, det nemlig: at meddele Deres Majestæt en allerunderdanigst Skildring af Norges Forfatning og af de Farer, som muligen true det.
Norges Stilling bliver, i mine Tanker, betænkelig:
lmo, ved den Mangel, som dér hersker af alt, som udfordres til Livets Ophold. Af de Beregninger, som Deres Majestæt allernaadigst har modtaget fra Prinsen af Augustenborg, vil det være klart, at Armeen ikke kan holdes samlet længer end til Avgust Maaneds Udgang. Da ere Magasinerne udtømmede, og de fleste af Kirkesognene har man til denne Tid og maa endnu fremdeles indtil Høsten sparsommeligen understøtte med Levnedsmidler, saasom lidet Korn og tør Fisk. Høsten, som syntes at love saa meget, er næsten ødelagt, paa mange Steder faar Bonden næppe sit Sædekorn tilbage, formedelst en vedvarende brændende Hede fra 20 til 24 Grader, som i fire Uger uden mindste Afvexling med Regn har opbrændt alt paa Marken. Den Ressource af Udskrivning, som kom Armeen til Nytte i forrige Aars Høst- og Vinter-Maaneder, bortfalder aldeles, og derimod maa Bonden nu understøttes. Men foruden Korn, denne Livets første Nødvendighed, savnes endnu tvende for Norge lige vigtige, nemlig Klædevarer og Salt. Den norske Bonde lever meget af tørret Fisk, som er fed, og af sur Mælk. Skal denne Føde ikke blive dræbende for ham, maa den forbedres ved Salt og ved Brændevin. Denne sidste Artikel bliver derfor næsten lige saa nødvendig, som s. 140Saltet. Til denne Tid har man beroliget sig ved Haabet om Tilførsel og om en god Høst. Dette Haab forsvinder daglig mere og mere, og de sidste Efterretninger fra Trondhjem, angaaende Handelen med Archangel, har frembragt næsten en terreur panique overalt, fordi hermed forbindes
18*
2do,de engelske Anstrængelser for at afskæreNorge al Forbindelse med Danmark. Saaledes er det berettet fra Jylland, fra Lieutenant Henne i Fladstrand, samt fra flere Steder, at Manø er tagen, og at Fanø trues. At disse Begivenheder, at de Engelskes særdeles Opmærksomhed nu henvendes paa Norge, just indtræffer paa denne Tid, da
3tio, Sverigs Magthavere søge at paralysere den kommanderende General i Norge og i det samme lade Tropper marchere mod Grænsen, udbrede Rygter, som forurolige Nordmændene m. m., derimod flattere stedse Norge og, hvor de kunne, endog i Kongen af Sverigs Taler, tale haant og bittert om Danmark.
Dette alt forekommer mig at indigitere en fast Plan, at bringe Norge til det yderste, for da at kunne fremstaa med væbnet Haand, tilbyde Hjælp eller Ødelæggelse og saaledes opnaa, hvad de ville, Norges Sønderrivelse fra Danmark og Forbindelse med Sverig under engelsk Garanti. At saadanne Forestillinger forurolige mig, at de beskæftige mig Nat og Dag, det vil Deres Majestæt allernaadigst indsé. Den Tanke, at foretage et saa vigtigt Skridt som det at forlade min Post uden Deres Majestæts allerhøjeste Tilladelse, faldt mig dog ikke ind, før jeg blev kaldet til en extraordinær Forsamling af Regeringskommissionen i Anledning af Grev Mørners Sendelse og af de senere fra Trondhjem indløbne Efterretninger. Prinsens temmelig bestemte Ytring, ikke at kunne for sin Person føre nogen offensiv Krig mod Sverig, ikke at kunne benytte det almindelige Rekvisitionssystem i dette Land for at afhjælpe den Armés Trang, hvormed han skulde marchere, hans Gjendrivelse af alle de Grunde, jeg i min Forestilling til ham havde anført, det Medhold, han fandt hos Regeringskommissionens øvrige Lemmer, min aldeles isolerede Stilling herved, samt endelig det énstemmige Forslag at ville anholde hos Deres Majestæt om Tilladelse at afslutte en Vaabenstilstand, først med Sverig og dernæst, om muligt, med England ved svensk Mediation — Foretagender, som jeg paa ingen Maade kunde indlade mig i, og som jeg af al Kraft modsatte mig —; dette alt indskød mig den Idé at ville selv rejse og foredrage Deres Majestæt allerunderdanigst Norges og vor Forfatning, og da mit Forslag blev med Enthusiasme modtaget, faldt ogsaa alle videre Betænkeligheder bort.
Min Beslutning blev endnu fastere ved at eftertænke alle de Rygter, som bleve satte i Omløb i Norge, og som alle kom paa indirekte Veje fra Sverig.
Derved skildredes dette Riges Forfatning som meget glimrende: de Engelskes Sejr over Russerne i den bottniske Bugt, hvorved de havde afskaaret dem al Kommunikation søværts med Finland, borttaget s. 141Transporterne af alle Nødvendigheder for det Korps, som stod ved Umeå, tvunget Russerne til at trække sig tilbage og sikret Stockholm i det mindste til Februari og Martii Maaned næste Aar, — de svenske Troppers Marche til Norges Grænser m. m.
Prinsen af Augustenborg satte ikke alene megen Tillid til disse Rygter, som for ham bleve bekræftede dels ved hans Spioner, dels ved Skøldebrand og Mørner, samt ved Adlersparres Skrivelser, men han føler sig ogsaa overbevist om, at den svenske Regering handler i alle Dele overensstemmende med Kejser Napoleons Ønsker og Vilje samt understøttes af ham, noget, som Adlersparre ligeledes har vidst at gjøre ham troværdigt.
Det maatte naturligvis være mig magtpaaliggende, selv i Sverig at erkyndige mig om, hvorledes man der tænkte om dette alt samt om Prinsens Valg til Tronfølger, og da jeg haabede ved mine Bekjendtskaber der at opdage noget, fik Rejsen endnu mere Interesse for mig. I Sverig gaar de samme Rygter, og der finde de mere og mindre Troværdighed, alt som de Personer, med hvilke man taler, er for eller imod det herskende Parti. Prinsens Valg finder ikke Nationens Bifald i det hele, og endnu mindre billiger man Tiden, paa hvilken det er sket; der synes at være flest Stemmer for Gustav Adolphs Søn, den nærværende Kronprins; imidlertid taler man temmelig uforbeholden om Adlersparres Plan at bemægtige sig Norge, som Hovedmotivet for alt, hvad der er sket til denne Tid. Man søger enten at tilbageerobre Finland ved Norge, eller i dette Rige at faa Erstatning for sit Tab.
Planen er lagt med Klogskab; Midlerne til Udførelsen maa ikke betragtes som ubetydelige, formedelst Norges nærværende Forfatning og Russernes ubegribelige Indolence. Gud give, at jeg maatte fejle i min Anskuelse af Tingene, men jeg kan ikke andet end være bekymret for Norge, og jeg frygter for, at de Svenske ved deres altfor bekjendte Træskhed have endnu flere, hidtil ubekjendte, Midler, at sætte i Bevægelse.
Det er upaatvivleligt, at Sverig handler aldeles i Forening med England og venter der fra sin Redning og sin Opkomst, og lige saa upaatvivleligt er det, at England opbyder meget af sine Kræfter for at understøtte dette Land. Jeg har megen Grund til at tro, at Expeditionen mod Kola og Archangel er et Værk af de Svenske, som ikke kunde være uvidende om de store Anstrængelser, der ere gjorte af Deres Majestæt for at skaffe Norge Tilførsel der fra, den engelske Admirals Brev til Konsul Smith i Gothenborg bestyrkede denne min Pormening — i det han kalder denne Expedition: vor partikulære Expedition til Kola og Archangel —; thi det vidner om, at den ikke var befalet af den engelske Regering.
Var Prinsen marcheret for 4 Uger til Gothenborg, som jeg ønskede og tilraadede, da var vor Stilling i mine Tanker langt fordelagtigere. Vi havde haft Korn, vi havde sparet vore egne Beholdninger. Vi havde haft Klæder for Armeen, Penge og alle de Forraad, enten in natura eller i Valuta, som de Engelske have opdynget s. 142paa dette Sted, og som langt fra ikke indskrænker sig til blotte Kolonialvarer, thi en Kommerceraad Bjørnberg, den rigeste Particulier i Sverig og den største Kornhandler i Norden, sagde til mig i Gothenborg: „De skal faa hos mig saa meget Korn, som De vil have, naar De vil skaffe mig Kongen af Sverigs Tilladelse at udføre det, hvilket nu er aldeles forbudt“.
Nu er Øjeblikket tabt, nu vindes det ikke mere tilbage.
Jeg vedlægger allerunderdanigst en Skrivelse, hvoraf Deres Majestæt allernaadigst vil erfare, hvorledes andre Nationer opfylde deres Forpligtelser mod England, at Kejseren af Frankrig har tilladt Udførsel af alle franske Havne og ophævet Befalingen om Losningsattest, at alle franske Produkter, fornemmelig Korn og Vin, derved gaa til England, hvor de oplægges og under visse Betingelser igjen udføres til alle Lande; det er mig desuden bekjendt af en fransk Kjøbmand Cherchy fra Morlaix, som er kongelig dansk Konsul der paa Stedet og opholder sig i Norge for at reklamere et der anholdt Skib, som drev saadan Handel under dansk Flag, hvorfor Skipperen nu for 4 Uger siden ved Overkriminalretten er dømt til at arbejde i Fæstningen 6 Maaneder.
Om denne min allerunderdanigste Skrivelse er noget flygtig og uordentlig sammensat, beder jeg allerunderdanigst, at Deres Majestæt vilde allernaadigst tilgive det, da jeg, træt af Rejsen, har anvendt en Del af Natten derpaa.
Allerunderdanigst
Kaas.