Fra Samme til Samme.
Ladegaardsøen, den 9de September 1809.
Allernaadigste Konge!
Da jeg har ligget nogle Dage syg paa Ladegaardsøen af den her almindelig herskende Sygdom, en meget stærk Diarrhoe, som hos mange udarter til Blodgang og bortrykker mange Mennesker af alle Klasser, saa modtog jeg først Deres Kongelige Majestæts allernaadigste Depeche af 4de September meget sent i Gaar Aftes tillige med den Efterretning, at der skal afgaa en Kurér til Middag. Jeg har derfor kun liden Tid og faa Kræfter til allerunderdanigst at besvare Højstsamme med den skyldigste Udførlighed.
Med General Armfelt er min Correspondance brudt fra Norge af, og det efter hans udtrykkelige Forlangende, da han viser sig saa frygtsom for enhver Ting, som kunde røbe Mistanke om en Forstaaelse mellem ham og mig, thi i Sverig tror man mig á tete for et Parti i Norge, som virker mod Prins Christian August og den svenske Indflydelse. General Armfelt har dog opgivet mig Kommandanten i Gothenborg og en Ritmester Jäger ved Husarerne i Helsingborg, til hvilken jeg kunde afgive mine Breve til ham, naar jeg rejste igjennem Sverig, og finder jeg her fra en paalidelig Rejsende til Gøteborg, da skal jeg allerunderdanigst efterleve Deres Kongelige Majestæts allernaadigste Befaling og tilskrive General Armfelt. Enhver saadan Correspondance bliver dog meget farlig formedelst de strænge Mesures, som ere tagne paa Grænsen angaaende Brevene, og hvilke sikkert fordobles ved s. 174Prins Christian Augusts Mistanke mod mig og enhver, som staar i mindste Forbindelse med mig.
Prins Christian August skal være meget opbragt mod mig. Han tror, at jeg har opvakt Mistanke hos Deres Kongelige Majestæt mod ham, at det er mig, som har gjort Deres Majestæt det Forslag mod min bedre Overbevisning til Indmarchen i Sverig, alt i den Hensigt at skade ham og styrte ham, samt at jeg opbyder alt for at gjøre ham mistænkt hos den norske Armé og Nation. Disse besynderlige Ideer ere en Følge af hans virkeligen noget forvirrede Begreber i den senere Tid samt af adskillige tilstødende Omstændigheder, og da han meddeler sine Formodninger og sin Mistanke til enhver, som vil høre dem, saa er det naturligt, at deriblandt gives Mennesker, som smigre ham og forestille sig at vinde hans Yndest og Tiltro ved at bestyrke ham i sin Dom over mig og ved mere og mere at opbringe ham mod mig. Hertil kommer: lmo, at der har været et Par Scener i Regeringskommissionen i Anledning af den saa længe og saa meget omventilerede Forlængelse af Vaabenstilstanden med Sverig, hvor jeg troede at burde tale det Sprog, som tilkom den nidkjære Embedsmand samt den tro og lydige Undersaat; 2do, at Prins Christian August, strax efter Prins Frederik af Hessens Ankomst til Christiania, i Anledning af den forommeldte Vaabenstilstand og mine Ytringer desangaaende under Overværelse af Hans Durchlauchtighed Prins Frederik tilskrev mig et haardt og i mine Tanker upassende Brev, som jeg ikke fandt mig beføjet til at putte i Lommen, helst da jeg vidste, at han havde forevist det til andre, men jeg besvarede det i den ærbødige Tone, som jeg skylder mine Foresatte, men tillige i den mandige, som jeg skylder mig selv og min fornærmede Ære; 3tio, en Scene paa Svinesund, hvor jeg ved min Tilbagekomst fra Kjøbenhavn blev modtagen af alle militære og civile Avtoriteter fra Frederikshald samt af en stor Del af Borgerskabet.
Da de tvende første mellem Hans Durchlauchtighed og mig forefaldne Begivenheder vare endte paa en for mig og, som det forekom mig, ogsaa for Prinsen tilfredsstillende Maade, saa fremkommer han nu med den tredje og har i Gaar givet min Læge, Stabschirurgus Thulstrup, Kommission at sige mig, at han var bleven underrettet om, at jeg i Svinesund skulde have erklæret højt, at jeg ikke drak hans Skaal, da jeg ansaa ham som en Forræder; han fordrer derfor, at jeg offentligen i alle Tidender skal modsige dette Rygte. Hans Durchlauchtighed Prins Frederik af Hessen, til hvem han ligeledes har sagt dette, var saa naadig at komme til mig i Gaar for at prævenere mig derom. Mit Svar til Stabschirurgus Thulstrup var det, at jeg ikke kunde indlade mig med ham om en Sag af den Natur, men bad ham sige Prinsen, at dersom Hans Durchlauchtighed havde noget i den Henseende at sige mig eller at fordre af mig, saa haabede jeg, at han selv gjorde mig den Ære at tale med mig derom, da jeg saa vilde give ham al den Oplysning og tilfredsstillende Afgjørelse, som han troede at burde fordre. Saaledes venter jeg nu paa Udfaldet.
s. 175Imidlertid skylder jeg Deres Kongelige Majestæt en allerunderdanigst Beretning om denne sidste Tildragelses hele Sammenhæng, saaledes som jeg vil staa Deres Majestæt, Gud og min Samvittighed til Ansvar derfor. Ved Overfarten fra svensk Svinesund til Norge fulgte der med mig 3 svenske Officerer, nemlig en Søn af Kommandanten i Gothenborg, Ehrenström, som var rejst med mig til Grænsen, en Fændrik af Artilleriet, som af Kommandanten var sendt forud som Kurér for at tilsige mine Heste, og den Officer, som kommanderede Pikettet ved svensk Svinesund. Disse bleve som naturligt indbudne til at tage Del i den paa norsk Side af en Kjøbmand Tank fra Frederikshald anrettede Frokost. Ved Bordet kommer Kjøbmand Tank til mig og siger: „De har vel intet imod, at jeg proponerer Prins Christian af Augustenborgs Skaal?“ Jeg maa tilstaa, at det oprørtemit Sind at høre denne Skaal proponeres af en Nordmand i Overværelse af 3 svenske Officerer, før man havde drukket min Konges og mit Fødelands Skaal. Hertil kom ogsaa en anden Følelse, frembragt ved alt det, jeg havde hørt i Sverig angaaende Prinsen af Augustenborg, Kongen af Sverigs Tale og Dagens Anliggender. Jeg er noget heftig af Temperament og kan under visse Begivenheder, som virke stærkt og hurtigt paa mit Hjærtes Følelser, ikke moderere det første Udbrud deraf. Jeg svarede derfor noget raskt og heftigt: „Den Skaal drikker jeg ikke“, og derpaa vendte jeg mig til min Nabo, som var en Militar, men hvem erindrer jeg ikke. Imidlertid følte jeg snart, at jeg ved mit korte og butte Svar havde overilet mig, jeg gik derfor, efter at Frokosten var endt, til Kjøbmand Tank og sagde: „at han maatte føle, hvor upassende det var. i Selskab af svenske Officerer og under de nærværende Konjunkturer samt Dagens Tildragelser, at høre Nordmænd proponere Prins Christian Augusts Skaal før deres Konges; det havde opbragt mig, og derfor havde jeg givet det korte Svar, men vilde han under Middagsmaaltidet, hvortil hele Selskabet og ligeledes de svenske Officerer vare indbudne, proponere først Hans Majestæt Kongens og derefter Danmarks og Norges Skaal, saa vilde jeg siden bringe Prins Christians frem“. Det blev vedtaget. Dermed var den hele Sag endt, paa hvilken jeg aldeles ikke har tænkt mere, før den prippes efter saa lang Tid og bliver under saa odiøse Tilsætninger bragt for Prinsen, som ikkun er altfor tilbøjelig til at tro det værste om enhver, som ikke blindt hen vil følge hans Meninger.
Hvor syg jeg end er, saa agter jeg dog i Dag at kjøre til Byen for at tale med Prinsen. Jeg vil da fortælle ham Sagens hele Sammenhæng og tilføje det eneste, jeg véd at sige for at gjendrive et saa sort og lumskt Angreb paa min Karakter, nemlig: Forræder kunde jeg aldrig kalde ham eller nogen, uden at være overbevist om, at han var det; thi jeg kjender for vel dette Ords Bemærkning og Følgerne af en saadan Beskyldning, bedst naar den gjøres offentligen, til at handle saa ubesindigen, og havde jeg haft denne Overbevisning om Prinsen, saa blev det vist ikke under et Bordselskab af Mennesker, s. 176som til Dels vare fremmede for mig, som jeg ytrede saadant, da havde jeg handlet offentligen og brugt al min Indflydelse for at sætte ham ud af Stand til at virke og handle som Forræder, om endog han eller jeg derved skulde gaa til Grunde. At Frygtagtighed eller Svaghed ikke leder mig eller forblinder mig, naar det gjælder min Konges og mit Fødelands Tarv, det tror jeg Hans Durchlauchtighed er overbevist om. I øvrigt er jeg villig til at give ham al den Fyldestgjørelse, som han tror at maatte fordre, kun ingen offentlig Erklæring. Jeg tror ikke at være endnu sunket saa dybt i Folks Dom over mig og min Karakter, at jeg behøver offentligen og ved Trykken at disculpere mig for en saa absurd Beskyldning. En saadan Erklæring ansér jeg lige saa fornærmelig for Prinsen, som fæster Tillid til deslige Rygter, som for mig, thi qui s’excuse, s’accuse. Desuden har jeg endnu ikke fremstillet mit Navn offentligen til Skue for Publikum, og det skal heller ingen anden end min Konge kunne tvinge mig til.
Jeg anbefaler mig til Deres Kongelige Majestæts naadige og milde Dom over mit Forhold. Har jeg fejlet, da er mit heftige Temperament Aarsag dertil, over det er man ikke altid Herre. Imidlertid vilde jeg under lignende Omstændigheder sikkert handle ligedan og tror ikke, nogen ærekjær Mand kan eller bør handle anderledes. Jeg beder Deres Kongelige Majestæt være allernaadigst forvisset om, at naar ikke en ubegrænset Hengivenhed for Deres Majestæts allerhøjeste Person og Deres Staters Tarv kvælede iblandt Følelsen af de mange Ubehageligheder, ja jeg tør sige Ydmygelser og Vanskeligheder, som møde Hans Durchlauchtighed Prins Frederik af Hessen og mig næsten ved ethvert af vore Skridt, saa maatte vi hellere ønske os enhver anden Stilling end de vigtige Poster, som Deres Majestæt allernaadigst har anfortroet os. Gid vi blot maatte nyde den Løn og den Tilfredshed, fremdeles at kjendes værdige til Deres Majestæts Naade og Tillid samt at se vore ringe Bestræbelser kronede med et heldigt Udfald.
Man har rigtignok haft en Del engelske Licencer i Gothenborg, men man har endnu ikke haft Anledning til at mistænke dem som falske. Jeg skal dog under Haanden lade Kjøbmændene give en Advarsel om at være forsigtige. Dersom Efterretningerne om den blodige Affære mellem den russiske og svenske Armé i Egnen af Umeå er sand, samt at de Svenske have angrebet, saa har man ondt for at rime det sammen med Fredsunderhandlingerne og den foregivne Vaabenstilstand. Denne Begivenhed gjør enhver Forlængelse af Vaabenstilstanden med de Svenske endnu mere betænkelig for mig.
Allerunderdanigst
Kaas.