Christian August BREV TIL: Frederik 6 FRA: Christian August (1809-11-28)

Fra Christian August til Kongen.
Christiania, den 28de November 1809.

Allerunderdanigst Rapport.

Da jeg modtog Deres Majestæts allernaadigste Befaling af 15de d. M., løb et temmelig almindeligt Rygte, som paa de anførte Grunde foranledigede min under A i Afskrift allerunderdanigst vedlagte Skrivelse ¹Dateret Christiania den 23de November og lyder saaledes:
„Deres Excellence vil gunstig erindre, da jeg herom gav mig den Frihed at meddele Dem Kommunikation, at jeg med Kurér, Lieutenant Holten indsendte min allerunderdanigste Forestilling til Hans Majestæt om den i Afskrift vedlagte Artikel af en engelsk Avis. Da den mulig politiske Tendens, den her ommeldte Skrivelse kunde erholde, hvortil jeg var angivet som Forfatter, hverken i min nuværende, som i min tilkommende, Stilling kunde være mig ligegyldig, saa var det en Pligt, jeg skyldte mig selv at forsikre Hans Majestæt paa Ære og Ed, at hverken jeg eller Regeringskommissionen havde affattet denne Skrivelse, med allerunderdanigst Anmodning at, om saa fornødent, denne min Erklæring maatte gives al mulig Publicitet. I øvrigt indeholder denne Skrivelse, som jeg har forevist Prins Frederik af Hessen, hverken Formodninger eller Personaliteter. Herpaa erholdt jeg med denne Kurér Hans Majestæts Befaling, at Regeringskommissionen herover skulde afgive sammes Erklæring og søge at udforske, hvem som var Forfatteren. Jeg kan ej nægte, at et temmelig almindeligt Rygte, men fortrinlig i Sverig, angiver Deres Excellence som Forfatter af en lignende Skrivelse, hvoraf denne da siges at være en fejlagtig Oversættelse. Jeg ønsker, men fortrinlig nu, da jeg hører, at Deres Excellence agter at forlade os paa Mandag, at give et Bevis paa, at jeg for min Person aldrig har været fornærmet, om min Tjenstvillighed, og overalt at undgaa alt, hvad som kunde gjøre Eclat eller ligne Chicaner eller være Dem uangenemt. Jeg har derfor holdt for en Pligt, jeg skyldte Deres Kxcellence, og forinden jeg lod den kongelige Befaling cirkulere iblandt de øvrige Regeringskommissionens Medlemmer, at anmode Deres Excellence om Deres behagelige Erklæring i Henseende til det ommeldte Rygtes Sandfærdighed. Jeg ønsker, at Deres Excellence i dette Skridt ej vil miskjende min Karakter og Tænkemaade, som jeg aldrig skal fornægte. Om Deres Excellences behagelige skriftlige Svar, om mulig inden i Morgen Middag, anmoder ærbødig
Christian, Prins til S. Holsten.“) til Hr. Kancellipræsident Kaas, hvorpaa jeg erholdt det under B in s. 208originali medfølgende Hans Excellences Svar ¹Er dateret Christiania den 24de November og har følgende Ordlyd:
„Durchlauchtigste Frins, Feltmarskalk og Statholder! Ved Deres Højfyrstelige Darchlauchtigheds naadige Skrivelse af Gaars Dato har jeg haft den Ære at modtage Udskrilt af en Artikel, som findes indført i den engelske Tidende, „The London Packet and Lloyds Evening Post“ af 27de og 29de September d. A., og at det derhos har behaget Deres Durchlauchtighed at tilkjendegive mig, at Hs. Majestæt Kongen har befalet, [at] Regeringskommissionen skulde derover afgive sin Erklæring samt søge at udforske Forfatteren, men tillige at ytre, at da et Rygte, saa vel her i Landet som i Sverig, angiver mig som Forfatter af en lignende Skrivelse, saa attraar Deres Durchlauchtighed min Erklæring, forinden den kongelige Befaling kommuniceres Regeringskommissionen, — saa skulde jeg med den sande Taknemmelighedsfølelse, som denne af Deres Durchlauchtighed tagne og for mig lige saa kjærkomne som behagelige Beslutning indgyder mig, underdanigst afgive følgende Erklæring: Jeg tilsi aar, at da jeg læste ovennævnte Artikel, hvilket først skete Dagen efter, at Lieutenant Holten var afgaaet som Kurér, da maatte jeg erkjende mig adskillige Udladelser deraf, hvilke af mig vare ytrede i en privat Skrivelse til Kjøbmand Faye i Gothenborg, men jeg kunde derhos ikke ansé benævnte Artikel for andet end et fejlagtigt, forfusket Udtog af denne min Skrivelse. Det maatte naadigst tillades mig at kalde tilbage i Deres Højfyrstelige Durchlauchtigheds gunstige Erindring de mange Samtaler, som forefaldt i Regeringskommissionen strax efter min Tilbagekomst fra Kjøbenhavn angaaende dette Lands fortvivlede Tilstand og Midlerne til at kunne forsyne det for Vinteren paa en nogenlunde sikker Maade. Deres Durchlauchtighed og enhver af Kommissionens Medlemmer følte sig derved stedse opflammet af den Ild, som brændte i vore Bryster for Konge og Fødeland, og ligesom vi samtligen stedse maatte beklage, at der ikke gaves noget passende Forslag at gjøre Hans Majestæt Kongen til Gavn for Norges sikre Forsyning, saaledes besluttede vi hver for sig at ville virke, hvad vi formaaede, som redelige og tro Undersatter til Bedste for det Land, bvis Varetægt var os allernaadigst anfortroet. Jeg mindes endnu saa vel, hvorledes vi gave hinanden indbyides Haanden derpaa, hvorledes enhver, besjælet paa én Gang af samme Nidkjærhed, erklærede, at vore Personer, vort Velfærd, ja intet skulde være os saa helligt, at vi ikke villigen opofrede os for dette store Maal. Den samme Varme, som bemægtigede sig mit hele Væsen under disse for mig uforglemmelige Samtaler, den fulgte mig og i mine ensomme Timer, og da det paa den Tid indtraf, at svenske og engelske Agenter under borgede Navne rejste om i Landet og opkjøbte Norges større Skibe og Produkter indtil betydelige Summer, for at overføre samme til Gothenborg og der fra til England, saa følte jeg mig derover saa opbragt, at jeg i et Øjeblik af ondt Lune skrev til forbemeldte Kjøbmand Faye, som jeg paa min Rejse til Kjøbenhavn havde lært at kjende for en fornuftig og af sand Fædrelandskjærlighed besjælet Mand. Det er muligt, at jeg, da jeg skrev til en Landsmand, der var lige saa vel underrettet om Norges Stilling i det hele som jeg, og som jeg tiltroede Konduite nok til at bedømme Vigtigheden af mit Brevs Indhold, ikke nøje nok har vejet mine Ord Det er en Fejl hos mig, som jeg desværre ofte har haft Anledning til at beklage, at mit alt for varme Hjærte ofte fører den kolde Fornuft paa Afveje, men jeg er dog overbevist om, at naar mit Brev, som jeg haaber vil ske under mit forestaaende Ophold i Gothenborg, kan blive fremlagt i sin hele Sammenhæng, saa vil det upassende og uforsvarlige, som fremkommer af det i den engelske Avis meddelte Udtog, for en stor Del bortfalde. Anledningen til mit Brev var det Opkjøb, som skete her i Landet, hvorved lians Majestæt Kongens for Norge saa velgjørende Beslutninger fik en ganske modsat Virkning, Det maatte iudignere mig og enhver at se Norges Marv føres over til en Fjende, som vedblev sit grusomme Udhungringssystem; derpaa vilde jeg gjøre en norsk Mand opmærksom, paa det han under sit Ophold i Gothenborg kunde benytte de Vink, jeg gav ham, hos de 3 à 4 store Handelshuse der paa Stedet, som berigede sig ved vore Uheld, og ved muligen at bringe deres Interesse med i Spillet bevirke en og anden Forholdsregel fra den engelske Regerings Side, som kunde gavne Norge. Af dette mit Foretagende har jeg paa den Tid ikke gjort nogen Hemmelighed enten for Deres Højfyrstelige Durchlauchtighed eller for Regeringskommissionens øvrige Herrer Medlemmer, endskjønt jeg ikke kunde meddele Brevets egentlige Indhold, hvoraf jeg ingen Kopi har taget. At Kjøbmand Faye skulde have meddelt nogen Gjenpart af min Skrivelse, det kan jeg ikke tro; derimod har jeg af nogle Rejsende hørt, at han skal have begaaet den Uforsigtighed at læse mit Brev for nogle Kjøbmænd i Gothenborg, og disse have da formodentlig sammensat et Værk, som passede for deres og den engelske Politiks Ideer. Dersom jeg har fejlet, dersom jeg paa nogen Maade kan ved dette aldeles private Brev til en privat Mand have givet Anledning til nogen politisk Diskussion, som maatte have mindste skadelige Indflydelse paa min Konges politiske Forhold, saa bør jeg lide derfor, og saa undergiver jeg mig min allernaadigste Konges Vilje med sand Tilfredshed, overbevist om, at han dog aldrig vil miskjende mine Hensigter. Den samme Overbevisning har jeg for Deres Højfyrstelige Durchlauchtigheds Vedkommende, og ved en for mig saa beroligende Tanke vil jeg slutte denne min Erklæring med den Forsikring: at hvad Rygter end kan have tillagt mig, og hvilke Ubesindigheder jeg end kan have gjort mig skyldig i, saa har jeg dog aldrig miskjendt Deres Højfyrstelige Durchlauchtigheds ophøjede og ædle Karakter og Tænkemaade. Mit højeste Ønske er det, at kunne forlade dette Land med den for mig saa inderlig kjære Overbevisning, at jeg ikke blev ansét Deres Højfyrstelige Durchlauchtigheds Naade og Bevaagenhed ganske uværdig, samt at De vilde med Godhed modtage Forsikringen om min oprigtige Hengivenhed og højeste Ærefrygt. Underdanigst Kaas.“), Det af mig i denne Skriv.else indcirklede Sted foranledigede mig at affordre de øvrige s. 209Regeringskommissionens Medlemmer Erklæring, dog foruden at underrette dem paa nogen Maade om forommeldte Correspondance, en Pligt, jeg skyldte mig selv og mine Kolleger for at forebygge al Misforstaaelse. Denne allerunderdanigste Erklæring følger under C ¹I den vedlagte allerunderdanigste Erklæring, der er undertegnet af Christian, Prins til Slesvig Holsten, Rosenkrantz og Wedel Jarlsberg og dateret 27de November 1809, erklære Underskriverne saa vel paa Kommissionens Vegne, alle som én, som hver for sit Individuum, ej at have været vidende om den i den engelske Avis indrykkede Artikel, før enkelte af dem fra Gothenborg hørte Tale om den, hvorfor de ej har kunnet forfatte den eller givet Anledning til den. Til sidst ansøge de om, at Indholdet af deres Erklæring, for saa vidt den engelske Artikel maatte erholde nogen politisk Tendens, maa blive indrykket i Statstidenden.). Jeg haaber, at dette mit Forhold saaledes vil finde Deres Majestæts allerhøjeste Bifald.

Jeg er overbevist, at Kancellipræsidenten har skrevet det ommeldte i den bedste Hensigt. Jeg ønsker og ansøger, at Deres Majestæt allernaadigst vil tage dette i Betragtning. Jeg har sandelig aldrig følt Forbitrelse imod eller været fornærmet ved ham. Naar hans Adfærd paa Vestgaard, hans Negocieren samt Affattelsen af den ommeldte Skrivelse uden forud at underrette mig om deres Indhold og Gjenstand, som han dog skyldte mig som Statholder og hans Foresatte, gav mig Anledning til grundet Klage m. m., naar den første foranledigede Umuligheden for mig at staa med ham i noget s. 210Embedsforhold, saa falder ved hans Afrejse denne Vanskelighed bort, og jeg ansøger derfor allerunderdanigst, at alle Fornærmelser imod mit Individuum maatte forglemmes og det herom indmeldte bortfalde. Kancellipræsidenten kjender jeg som en meget duelig Embedsmand, naar han bliver i en Virkekreds, som er passende til hans Evne og Karakter. Fejler han, saa sker det ved at hans varme og meget sangvinske Temperament, hans Forfængelighed og deraf flydende Embarras foranlediger Ubesindigheder og Fejltagelser, som han ved mere roligt Overlæg vel ej vilde være i Stand til. Jeg holder det i hver Henseende for Pligt at anbefale hans Sag til Deres Majestæts Naade; men jeg er i min Stilling tillige pligtig at indmelde til Deres Majestæt, at hans paa ommeldte Grunde begaaede flere Ubesindigheder og Forhold imedens dette hans Ophold her i Landet have foranlediget en meget ufordelagtig Stemning imod ham, saa at hans Ansættelse her ej kunde være andet end meget skadelig for Deres Majestæts Tjeneste.

27

I dette Øjeblik imodtager jeg Deres Majestæts allernaadigste Befaling af 21de d. M. ved Lieutenant Krogh. Jeg erkjender med dyb og varm Taknemmelighed Deres Majestæts mig ved Prins Frederik af Hessen gjorte naadige Tilbud. Jeg har alt med forrige Kurér maattet vove at henvende mig til Deres Majestæt i dette Anliggende. Men uforglemmelig skal altid dette nye Bevis paa Deres Majestæts Naade være for mig.

Maatte det være mig endnu i Henseende til det i Statstidenden indførte Brev fra Christiania tilladt at bemærke, at det sikkert ej har været af skadefro Hensigt, at den i denne Melding oftommeldte Skrivelse er affattet, men at, ligesom den i den engelske Avis indførte vel vil være en fejlagtig Oversættelse af hin Skrivelse, ogsaa det samme sandsynlig har været Tilfældet i Henseende til det i Artiklen indførte Ord „Governor“ m. m.

Endnu haves ingen Efterretning om, at Underhandlingerne i Jønkøping ere sluttede.

Allerunderdanigst
Christian, Prins til S. Holsten,