Danmarks Breve

BREV TIL: Carsten Tank Anker FRA: Christian Frederik (1814-03-25/1814-03-30)

Christiania
d. 25.—30. Marts 1814,

12.

Min kjære Anker.

Jeg henrykkes ved Tanken, at Deres Sendelse svarer til sin Hensigt, og at vi ikke har feilet i Forhaabningen om den engelske Regjerings gode Sindelag mod os. Hvad ministerielle Blade har indeholdt, selv da Rygterne om det her forefaldne var falske, forsaavidt min Handlemaade angik, er oplivende for dette vort Haab; det er skrevet sorn ud af vort Hjerte.

Hvis den engelske Regjering er saaledes stemt, maatte dens Mediation [Mægling] være os til Fordel, — ja alt, hvad vi kunde ønske opnaaet for Øieblikket.

De Svenskes største Bekymring ved det forefaldne, thi de synes ikke at bære Tvivl om, at Resnltatet ved de Allieredes Bistand bliver Norges Erobring, er, at disse tvende Stater ved saadan Strid skal indbyrdes svækkes og omsider figge under for Rnsland.

Samme Grande maatte tale hos det russiske Ministerium for at underholde denne Adsplittelse i Norden. Ved Alliancer mellem Sverige og Norge kan Modvegt vindes, en Forening maatte gjøre den end mere betydende. Skulde Keiseren af Rusland overse dette? Maaske, men hans Senat gjør det neppe, hvis det endnu har mindste Indflydelse. Imidlertid kan man ei vide, hvad Svaghed kan lede til, og seirer Ponte-Corvo over N., da bliver han frygteligere end nogensinde.

England er maaske tilfreds med at have, som de kalder det, straffet Kongen af Danmark og fravristet ham Norge. Sverige bnrde ligeledes være det, hvis det forstod sit sande bedste, men her er Hovedanstødsstenen. Min arveretlige Krone, skulde den s. 22 være eller blive den eneste for Erkjendelsen af Uafhængighed? Da opstaar et: Hvad byder Klogskab? Aldrig vilde jeg opgive denne, for ildesindede indenlandske Partier svækker; men er eller bliver den i fremmede Magters Øine den sidste Hindring for Uafhængighed, da er det en anden Sag, — da kan jeg for min Person gjerne gjøre dette Offer.

I denne Aand antoriserer jeg Dem til at tale, hvis dette Spørgsmaal skulde opstaa. Grid Omstændighederne kunde altid i sin Tid foranledige Porandring. Kongen har skrevet mig atter det venskabeligste Brev og har lovet mig at være min Søn i Faders Sted. Her er et Hovedmotiv for at lade ham blive i Danmark indtil videre.

Han kan igjen forene begge Riger.

For at skaffe ham Arveret til Kronen antager jeg denne, om end ndvortes Omstændigheder skulde synes at true med dens Ubestandighed, og er vi spaaet, han vil komme til at regjere over; thi det franske Dynasti holder ikke en Menneskealder ud, og langt kortere vilde det regjere i. Det efter mit Fald jnaaske . . . 1

Slige Forestillinger tillader man sig nok mellem Ven og Ven, men er langt fra i mit inderste at mistvivle om et heldigt Udfald for mig selv, tror fast paa en retfædig Grud. De Svenske synes at smage paa den Tanke, at de ved at vælge mig til Tronfølger vilde vinde. Den er saa naturlig; saavel paa Grænsen som i Kjøbenhavn ved jeg, at den er bleven ytret af disse falske Personer, men hvorledes det gjældende Parti tænker, ser vi af de officielle Aktstykker. Pygtet siger, at en Rigsdag skulde samles i Stockholm d. 12. April. Er det sandt, vil der maaske hænde forunderlige Ting.

Den 27. Marts.

Averteret om deres heldige Ankomst til Leith ved de derfra til Norge kommende Skibe, har jeg ogsaa idag havt den Glæde at modtage Deres første Brev fra England, dateret 13. s. 23 Marts. Det lover jo ikke andet end godt, og jeg haaber, at De snart har naaet London, samt at jeg derfra erholder gode Tidender fra min Ven.

Korntilførselen er og bliver altid Hovedsagen; vel, at De kan virke for den paa rette Sted. Konsul Konow er den 16. afreist til Holland direkte fra Bergen. Hans Adresse i Holland er hos de Herrer Weddick et Wendel i Amsterdam.; over England er hans Adresse hos Baring Brothers et Komp. eller D. Wilkins i London.

De ved, at han skulde overbringe Brevskaber fra mig til Prinsen af Oranien og slutte Handelsforbindelse, om de vil sætte sig i Eorbindelse med ham, Han har udentvivl gode Konneksioner sammesteds.

Eftersom de Skibe, som bringer os Korn, alle vil blive udklarerede til England eller Sverige, saa var det saare ønskeligt og nødvendigt fra Sverige at forskaffe sig de der saa almindelige, os uundværlige, falske Papirer og Toldbeviser om Udlosning i bemeldte Staters Havne samt i Islands og Eærøernes, hvorhen Skibe ogsaa pro forma vil blive udklarerede.

De vil adressere denne Pakke til Justitsraad Wiewild.

Efter at have underholdt mig saa længe om udenrigske Sager, bør jeg ogsaa nævne de indenrigske. Valgene er for det meste fuldendte og der er valgt brave Mænd, men ogsaa nogle Rænkemagere, saaledes Provsten Houndt og nogle fra Grevskaberne af det der gjældende Parti. — Nedenæs Amt udbad sig at vælge den fraværende Jacob Aal, hvilket jeg naturligvis tilstod. — Akershus Amt har valgt Kammerherre [P.] Anker, Sorenskriver Falsen og en Bonde. Anker synes vel stemt for Norges Selvstændighed og i Modsætning af Wedels Theorier. Falsen konfererer med Sverdrup, som er fuldkommen paalidelig, ja, i det væsentlige er saa meget velstemt, idetmindste for mig og mod det svenske Herredømme. Wedel tøvede fra d. 6. til d. 20. med at aflægge sin Ed, og aflagde den dernæst med følgende Indledning:

„Uagtet jeg anser enhver Ed til Eædrelandet overflødig, saa maa jeg dog ifølge D. K. H.s Befaling ailægge følgende Ed: . . ......., dog med den udtrykkelige Forbeholdenhed, at Na- s. 24 tionalreprsesentationens Ret til efter modent Overlæg i et og alt at bestemme Norges Skjæbne aldeles ikke derved indskrænkes."

Det var Synd at sige, at han skjuler sit Sindelag; men derfor er han neppe heller farlig. Hans hele Hu staar til paa Rigsdagen at briljere ved sine Talegaver og, som det synes, der afbevise Muligheden for Norges Selvstændighed. Men den ligger netop i Folkets bestemte Villie, som hans Talegave ikke vil rokke Nationen fra en saa værdig Beslutning. Skammen vil blive hans og Fordelen den gode Sags, som aldrig vil skinne klarere end ved Siden af den Skygge, han vil udbrede over den.

Det synderligste er, at jeg ikke — uagtet al den Sandsynlighed, der er imod ham — kan forestille mig, at han handler i Forstaaelse med de Svenske. Han skal nyligen have erkjendt, at der ikke kunde handles anderledes, end skeet er, og at det vilde være en ganske anden Sag, hvis England holdt med os. Jeg tror næsten, at han taler hint Sprog for at vise sig som dybttænkende Politiker og af umiskjendelig Ærgjerrighed, idet han maaske tror at kunne udrette alt under en anden Regjering, der muligen letteligen kunde rokkes til Fordel for ham, naar ingen anden Myndighed var her i Landet. Han nærmer sig aldrig til mig; jeg formaar altsaa ikke heller at nærme mig til ham eller at tilbyde ham et Embede, hvorfra mit Hjertes Ønske — sandt at sige — gjerne ser ham udelukket. Viste han blot mindste Hengivenhed for mig og for den gode Sag, skulde jeg endda kunne overtale mig til at tilbyde ham alt, hvad der kunde kildre hans Forfængelighed.

Fra Thygeson har jeg intet hørt; han afreiste d. 9. med Rosenkrantz, og de er komne godt gjennem Sverige. Thygesons Familie er bleven her tilbage; men jeg tvivler høiligen om, at han vender tilbage. Den offentlige Tone i Christiania, hvor Tonen aldrig er rosværdig, er kun altfor meget mod danske Embedsmsend. De kan ei forestille sig, hvad det er et Savn for mig ei at have en eneste fortrolig Ungdomsven hos mig. Deres Savn, min Ven, kan ikke erstattes. — Thygeson havde et sjeldent lyst Hoved, skjønt hans sidste Fremgangsmaade ei behagede mig, var han mig dog saare gavnlig i den Stilling, han stod i. Bugge er mig vist inderlig hengiven, men naar jeg taler s. 25 med ham, falder det mig ofte ind, hvor ilde lidt [d. e.: afholdt], han er af alle.

Sverdrup og Generalauditør Bergh er fuldkommen paalidelige Mænd. Jeg tilstaar med Erkjendtlighed mod det algode Forsyn, at jeg ingen Aarsag har til Klage over at savne Venner. Jeg er overbevist om, at enhver redelig Nordmands Hjerte slaar for mig, men om ingen er denne Overbevisning mig mere værd end om Dem, min Ven.

Grid De var igjen hos mig og medbragte Fred til Held for Menneskeheden og for Deres Ven

Christian Frederik.

Christiania 30. Marts 1814.