Christian Frederik BREV TIL: Anker, Carsten Tank FRA: Christian Frederik (1814-06-22)

26.

Private.

Den 22. Juni 1814.

Min kjære Anker.

Ikkun faa bliver de Sider, jeg tilskriver Dem [idag] privat, thi det er mig om at gjøre, at dette kommer med Aal, og som bør ei opholdes en Dag længere, end Omstændighederne fornødiger.

s. 58Jeg har desaarsag fattet mit Svar kort; men naar De underrettes øm de Noter, som er vekslet med Mr. Morier, vil De som sagt finde Deres Mening om hans Sendelse bestyrket; jeg tror endog at finde Anledningen til samme i Deres Memoire til Mr. Cooke og anser det saare heldigt, at mit Svar stemmer overens med Deres Raad. Kunde det sættes igjennem, vandt vi Tid; men Vaabenstilstand er derved en nødvendig Betingelse, ellers ingen Storting, heller Krig straks.

Gesandterne eller Kommissærerne fra de allierede Hoffer, og deriblandt en Mr. Foster fra engelsk Side, ventes hertil om faa Dage. De skal blive modtagne med lige Bestemthed.

Alle Forslag om Mægling, grundede paa Agtelse for Nationens Rettigheder og dens Konstitntion, høres villigen, og skal disse meddeles Nationen; men alle Fordringer, stridende mod Nationens Ære, om ubetinget Underkastelse osv. afvises.

Jeg har min ufravigelige Rettesnor i Konstitutionen og i Rigsforsamlingens Erklæring af 19. Mai, — indtil Nationen maatte finde Grund til anderledes at bestemme sig.

Frygt ikke, at jeg skulde vakle i min Beslutning. Den er ligesaa vel overtænkt som fyldestgjørende for min Samvittighed.

[I Chifre]: Kunde man ellers i Løbet af Underhandlingerne fremstille Ponte-Corvo mere og mere som Hovedhindring for Foreningen — han er desuden udelukket ved Konstitutionen selv — vilde de allierede Magter tildels af andre Aarsager maaske byde Haanden til at bortfjerne bam. Men saa træder Prins Gustaf paa Scenen, og det turde blive farligere for Fremtiden. Dog er det et Spørgsmaal, om de Svenske vil modtage ham af Ruslands Haand. Splid kunde derved vækkes. Jeg frygter næsten, at jeg staar i Norge som paa en Bjelke, løsrevet fra et Vrag, der er tabt for mig, trættende med en anden om, hvem af os der skal redde sig ved samme Bjelke. Saaledes, enten støder jeg Ponte-Corvo ned i Afgrunden, eller han mig. Men det gjælder ikke ber alene om mig — det gjælder et helt Folk. Naar Ponte-Corvo netop nu ramtes af en Kugle, kort sagt, faldt fra, og det svenske Folk indsaa den eneste Maade, paa hvilken Foreningen kunde ske med det gode, var den svenske Krone da at forkaste, hvor ublid den ellers er? [Chiferskriften ophører].

s. 59Jeg har i mit forrige Brev indstændig bedt Dem at komme tilbage, og det forstaar sig, at det inderligen skulde glæde mig at se Dem igjen kos mig. Imidlertid er det dog, jeg indser det, fuldkommen saa nødvendigt, at De pleier de gode Konnektioner, som De har i England og nu udentvivl med de fremmede Statsmænd og andre flere.

Jeg henstiller det derfor aldeles til Dem at forblive i London, Saalænge Dem tykkes, eller indtil De erfarer, at Underhandlinger af Varigked drives i Norge. Da vil De være uundværlig her, og Deres Broder maa da overtage Deres Partes.

Statsraad Aal med Deputationen fra Rigsdagen maa ansees som en speciel Mission, der er beordret at overlevere Underretningen om Rigsdagens Tilendebringelse, Konstitutionen, Kongevalget osv., men som iøvrigt er anvist at konferere med og tage Raad og Veiledning af Dem.

Jeg anbefaler Dem saaledes at veilede disse, paa Diplomatikens Gangstier ukjendte Personer, som ikkun har at berette og bevidne, kvad her er passeret, ei at underhandle.

[Ingen Underskrift].

E. S. Det glæder mig meget, at Deres Ubekagelighed med Pengevæsenet ei har kavt nogen skadelig Indflydelse paa Deres Stilling. Deres senere Underkandlinger bærer det tydeligste Præg heraf. 1