Danmarks Breve

BREV TIL: Carsten Tank Anker FRA: Christian Frederik (1814-06-15)

29.

[I Chifre.]

Christianiad. 15. Juli 1814.

Min kjære Anker.

Jeg benytter en Leilighed, som jeg haaber sikker, for foreløbigen at underrette Dem om, hvorledes Sagerne staar nu her i Norge.

De allierede Magters Gresandter har været her siden 1. Juli 1 og er her endnu. De afreiser først paa Søndag. Noterne, vekslede mellem dem og mig, skal vorde Dem meddelte; —følgende er det væsentlige:

Deres Ærinde var, som man vidste, at fordre Traktaten af Kiels Opfyldelse og at erklære, at Norges Forening med de Svenske var uigjenkaldelig bestemt, som hørende til den politiske Ligevegt og som en nødvendig Erstatning til de Svenske. Kongen af Danmark tilskrev mig et forhaanende Kancellibrev, hvori han fordrede, at jeg inden 14 Dage skulde overlevere Norge til de Svenske og vende tilbage eller dømmes efter Kongeloven. Jeg modtog Gesandterne, alle fire; Statsraadet var tilstede; de førte samme truende Sprog og forestilte, at jeg, for at redde Norge fra uundgaaelig Ulykke, maatte erklære mig villig at nedlægge Kronen; naar det norske Folk blot kjendte de Farer, der omgiver det, vilde det vælge det eneste Middel til Redning: at erkjende de Svenskes Suverænitet, og da kunde man betinge sig alle, til Folkets Fordel og Held nødvendige Vilkaar for Foreningen; man kunde fordre, hvad man vilde, det skulde blive bevilget. — Jeg havde straks det store Øiemerke, at Tid vundet vilde være Hovedsagen; at afvise Europas mægtige Staters Gesandter med Buthed vilde være høilig uklogt. Jeg svarede derfor, at jeg var villig til enhver personlig Opofrelse for Norges Held; naar Folket erkjendte Foreningen som det eneste Redningsmiddel, vilde jeg villigen nedlægge Kronen i dets Hænder. Jeg kunde ikke bryde min Ed til Konstitutionen, og følgelig var det alene et Storting, der kunde bestemme Rigets Skjæbne; for dette vilde jeg skildre Rigets Stilling, de Fordele, der tilbydes s. 63 Nationen ved en Forening med de Svenske, og da lade Folket vælge; ene i dets Hænder kunde jeg nedlægge Kronen; men vælges et fortvivlet Selvforsvar, da skiller jeg ikke min Skjæbne fra det norske Folks. For at holde Storting, fordredes Vaabenstilstand og i den Tid fri Skibsfart (som i Noten til Morier). — Efter nogen Diskussion tilstod Gesandterne, at et Stortings Sammenkaldelse i den Henseende var nødvendig, og at en Vaabenstilstand i den Tid, Tinget sammenkaldtes, var billig; men de fordrede Garantier for Vaabenstilstanden, Frugterne af en lykkelig Kampagne for de Svenske, Sveriges Tropper i Fæstningerne. Dette afslog jeg aldeles, og derved forblev det; jeg maatte nu vente Fordringerne skriftligen gjentagne. Forinden saa jeg hver af Gesandterne en particulier, og merkede jeg da tydeligen, at det var dem sær om at gjøre at forebygge Krigen i Norden; Orloff, som er en retsindet, behagelig Mand, sagde blandt andet, at hans første Hverv var at se hans Herres Æresord opfyldt, hans andet at bidrage til Nordens Fred og Norges Held. Englænderen Foster var lige bestemt som de andre, at de tvende Rigers Forening maatte finde Sted; Traktaternes Hellighed fordrede det. Lord Castlereagh's Svar paa Moriers Note, som tilsendtes mig, gjentog, at England under Forudsætning, at Foreningen fandt Sted, vilde tage sig virksomt af det norske Folks Held; det var ham kjært, siger han, at H. H. Prins Christian Frederik syntes at blive mere eftergivende; men saalænge hans Erklæringer, ofte Sindelag, ikke var bestemtere, kunde England ikke tilstaa eller tilraade nogen mildere Forholdsregler imod Norge. Flere Dage anvendtes til Konferencer, fornemmeligen med den russiske Envoyé, angaaende Vaabenstilstandens Vilkaar. — Paastanden om de svenske Tropper gjorde det umuligt fuldstændig at enes; men jeg merkede tydeligen, at han alt mer og mer interesserede sig for at faa Sagen afgjort paa en for Norge ærefuld Maade, og at en af Motiverne var hans personlige Agtelse for mig. Omsider blev vi enige om, hvorledes han vilde antage Vaabenstilstanden, nemlig: med allierede Tropper i tvende Fæstninger; men det forstaar sig, at de Svenske maa formaaes til at bifalde dette. Den 7. indgav Gesandterne samlede denne Note, hvori de gjentager, hvad de officielt havde forlangt; men af Agtelse for mig og for s. 64 det norske Folk erkjendte [de] et Stortings Sammenkaldelse og Vaabenstilstand i den. Tid nødvendig som Basis for denne.

Paafølgende Ultimatum: først min Erklæring, at jeg vilde nedlægge Kronen i Folkets Hænder og forestille for Stortinget Nødvendigheden af en Forening med de Svenske paa ærefulde og fordelagtige Vilkaar for Norge. For det andet, at Landet indtil Grlommen, Hvaløerne og de tvende Grænsefæstninger skulde rømmes og Fæstningerne besættes af de svenske Tropper. For det tredie, at Blokaden skulde ophæves for visse Havne. — Jeg svarede derpaa den 13. i det væsentlige (efter at have fremstillet mit Forhold i sit rette Lys): at jeg indser, at Norges Held fordrede, at man maatte give efter for de Sterkeres Ret, at jeg anser for min Pligt at forelægge i et Storting en sandfærdig Skildring om Rigets Stilling osv.; hvorved jeg da under den forommeldte Forudsætning, at Folket valgte Foreningen med de Svenske, tiltraadte første Basis for Vaabenstilstanden. Angaaende and en Fordring, da var jeg villig til at rømme den fordrede Landstrækning, tvende Fæstninger og Hvaløerne, imod at de blev neutrale. Kongsvinger derimod var paa den anden Side af (Glommen. Sveriges Tropper kunde paa ingen Maade indtages; thi det var til at forbitre Nationen, stred mod min Pligt og imod Konstitutionen; dette maatte de Svenske selv indse, hvis de attraaede en fredelig Forening. Til det tredie Vilkaar fordrede jeg Blokadens aldeles Ophævelse; thi en indskrænket Ophævelse af Blokaden vilde kun lede til Uenighed og Brud af Vaabenstilstanden, som burde forekommes. I en aparte Note gav jeg med fuldeste Tillid det Middel at lade allierede Tropper besætte Fæstningerne (hvilket NB. Gesandterne selv ikke ønsker i deres Hænder), for om fornødent derved at forekomme Krigens Udbrud. I en tredie Note fordrede jeg Magternes Garantier: for Vaabenstilstanden, for Grundtrækkene til Foreningen (saaledes som de Svenske skulde antage dem, og jeg forestillede dem for Stortinget), og for fri Skibsfart samt Tilførsel fra andre Stater under Vaabenstilstanden. Jeg søgte tillige at befri Kongen af Danmark al Ansvarlighed angaaende Norge. Jeg venter nu en Note til Svar, men det bliver derved; videre kan og bør jeg ikke gaa. Følgerne være som de vil. Gesandternes og altsaa s. 65 ogsaa Suverænernes personlige Agtelse har jeg vunden, og den skal jeg søge at bevare ved min Handlemaade. Jeg er overbevist om, at Gesandterne, som i deres Hjerte erkjender, at jeg har tilbudt alle de Ofre, som min og Nationens Værdighed tillader, vil virke kraftigen paa de Svenske for at forekomme og bevæge Sverige til Vaabenstilstanden. Om de i en Krig altsaa vender sig mod Kronprinsen af Sverige, da er meget vundet. Opnaaes Vaabenstilstanden, som nu skal underhandles, da indser De selv, hvad vi vinder og hvor uberegneligt det er, som Omstændighederne kan medføre i 3 Maaneder. Saa umuligt det vil være for Norge at bestaa i Kamp mod hele Europa, som i denne Stund synes fuldkommen enig om, at det maa forenes med de Svenske, saa forandret kan det være om den Tid med Konjunkturerne. Overhovedet tror jeg ved at handle redeligen efter mine Erklæringer at fyldestgjøre min Samvittigheds strengeste Fordringer; Udfaldet vorde, som Gud vil.