Christian Frederik BREV TIL: Anker, Carsten Tank FRA: Christian Frederik (1814-06-24)

32.

[Chifreret. Uden Underskrift.]

[Udateret, vistnok skrevet paa Moss d. 24. Juli 1814.]

Jeg har modtaget Deres Depeche af 15. Juni og private Brev med Konow, som er reist til Bergen.

De Oplysninger, De har meddelt mig om Kabinetternes hemmelige Drivfjædre for Politiken samt de gjældende Personers Stemning mod Ponte-Corvo, er af megen Vigtighed for mig. Jeg helder aldeles til Hardenbergs Mening: at Norges Forening med Sverige fortiden er de forenede Magters fælles Villie. Rigtigt altsaa ei at stampe mod Brodden, ei at afvise Gesandterne — at vinde Tid.

Rusland vil bidrage dertil med Magt, men høist ugjerne. England handler af anden Interesse end Rusland, men vil ei støde denne Magt eller foranledige ny Krig. De engelske Gesandter er fortrydelige over, at den engelske Eskadrechef har ladet de [3 norske] Deputerede fra Rigsdagen reise over paa en [engelsk] Brig, og Lord Castlereagh har skreven, at de skal afvises. Meget vil det interessere mig at erfare Deres Samtale med denne Lord og hvad der senere er forefalden.

Brevet fra Hammerstein har jeg ikke modtaget. Med Seglene er jeg meget tilfreds, og takker jeg Dem for samme.

Ponte-Corvo har et stort Parti iblandt Adelen og de Militære i Sverige, hvem han har indbildt at have udrettet store Ting, og som anser ham for en stor Helt og Skytsgud. Kun Guds Finger kan styrke ham i dette Øieblik, og isaafald er det bedst at lade de Svenske raade selv for Valget. Norge anser jeg da s. 69som frelst i alle Tilfælde. Fra Ruslands Aag redder os med Tiden — intet.

Det er forbi med Europas Frihed og Selvstændighed!

Svenske Gesandter kom der ei med, men derimod Admiral Bille, formodentlig som Konsulent, thi Mission havde han ikke.

Gesandterne overbragte Kongens Brev — som jeg har besvaret med Værdighed — overladende til Kongen at handle med mig, som han tror for Gud og for sit Folk at kunne forsvare. Billes Hverv er at skildre Norges Fare og at virke paa mig, at jeg skulde reise jo før jo heller.

Han har her hørt mere, end han ventede af Forbitrelse mod Kongen af Danmark. Det er mig ukjært, men det har tjent til at oplyse Gresandterne. Jeg tror Danmark friet for al Mistanke.

De vil indse, hvor vigtigt det er at benytte denne Tid, hvis Vaabenstilstanden opnaaes.

Jeg har tænkt mig det Tilfælde, at Stortinget, naar det ser, at hele Europa, som nn er mod Norge, og at dette Lands Undergang følgelig er vis, heller indskyder sig under Englands Beskyttelse og fordrer Norges Frelse af denne Stat, hvis Suverænitet over Norge isaafald erkjendes. Hvorledes vilde da England handle?

Vil det forskyde et Folk, som nærmer sig med Tiltro, og opofre det for en politisk Grille?

Kunde det gaa an at fremstille i England, at Stortinget rimeligvis vilde foretrække russisk Overherredømme fremfor svensk, hvis det ei var forvisset om Englands Beskyttelse isaafald? De kunde idetmindste som privat Mening fremstille dette for de gjældende Personer og høre, hvad de siger dertil, eller endog gaa videre, om det behøves. Men, det forstaar sig, uden Fuldmagt fra mig, thi jeg bør nu for hele Europas Øine redeligen handle, som jeg har lovet; — kun Stortinget kan anderledes bestemme det.

Den engelske Minister Foster har sagt til en Dame: „A présent que la Princesse de Galles a refusé le Prince d'Orange, votre Roi pouvait la demander en mariage. Il serait alors un grand Prince." — [Nu, da Prinsessen af Wales har givet Prinsen s. 70af Oranien en Kurv, burde deres Konge fri til hende, og han vilde da blive en mægtig Fyrste.]

Kan og bør denne Ide optages og bearbeides? For Norges Frelse indlader jeg mig i alt.

Er Prinsessen stemt for Norges Sag? Interesserer den hende ? Ønsker hun os Held? Dette maatte De kunne erfare? Snarest hos Hertugen af Gloucester. Men udrettes kunde det ikke, uden at jeg selv kom over til England. Muligens vilde det være i August Maaned under Vaabenstilstanden, naar jeg vidste at blive vel modtagen og med Sikkerhed at kunne komme tilbage. Jeg maatte komme personlig for at tale Landets Sag og forberede Regjeringen paa det mulige Tilfælde, at Stortinget underkaster sig Englands Høihed.

Men sligt var ingenlunde at foretage, uden at det iforveien var forberedt. Prinsregenten maatte se, at jeg ei ønskede, han maatte opsende en Fregat at hente mig. Paaskuddet maatte være at forhandle med mig personlig om Norges Fremtidsforfatning under Sverige, hvilken England jo vil sørge for, at den bliver saa fordelagtig som muligt.

Sagen maatte drives hos Prinsregenten personlig, og turde dertil Deres Broder og General Hutchinson være bekvemme. — Under disse Omstændigheder turde et saadant Skridt vist voves, og Følgerne kunde blive af megen Vigtighed.

Handle derefter!

De maa nøie overveie alt og benytte den første, ja flere Leiligheder at tilskrive mig i disse vigtige Anliggender. Kommer Vaabenstilstanden tilveie, vil det være let. Isaafald maa vi, om ikke for, samles i September Maaned, førend Stortinget d. 10. kunde afholdes.

[Derpaa kommer følgende Linie, der er udstrøgen: Omtrent d. 10. Septbr. kunde det vel begynde.]