Danmarks Breve

BREV TIL: Carsten Tank Anker FRA: Christian Frederik (1814-09-02)

37.

Min kjære Anker.

Øen d. 2. Septbr. 1814.

Jeg benytter den første Stund, min Sindsstemning tillader det, for at tilsende Dem Underretning om de Begivenheder, der har styrtet os i et Svælg af Ulykker, hvis Følger for nuværende og tilkommende Slegter er uberegnelige. — Det norske Folk og De, min Ven, kjender de redelige Hensigter, der har ledet mig fra den første Stnnd, da jeg begyndte det store Verk for Norges Frihed og Selvstændighed. Jeg stolede paa Forsynets Bistand, at Retfærdighed skulde seire. Vel saa jeg alt mer og mer Vanskeligheder at opdynge sig mod Formaalet for al min Virken, og jeg søgte i de Underhandlinger, som pleiedes, at frelse Norge fra Krigens Ødelæggelser; jeg var til den Ende villig til alle de personlige Opofrelser, som Nationens og min Ære kunde tillade. Jeg overlader til enhver upartisk Dommer at skjønne, om jeg kunde handle anderledes i min Stilling mellem Enropas truende Magter paa den ene og et høimodigt Folk paa den anden Side, hvilket ei unødtvungen vilde høre Tale om noget Forlig med sine Arvefiender. Mine redelige Bestræbelser blev frugtesløse; Krigens Lykke skulde prøves. Vedlagte Proklamation siger nok om Udfaldet af denne ulige Kamp. — De Svenske, overmægtige i Antal tillands og tilvands, i Krigens Erfaring med den Angribendes sedvanlige Fordele, foragtende intet, noksaa nedrigt Middel til at forlokke og bestikke Officerer, Soldater, Bonder og borgere i Egne, der kun er norske af Navn; vor Arme og jeg selv uden Krigserfaring, manglende snart Fødemidler til Kampens Fortsættelse, forsat i den Svageres Stilling, ikke mægtig at frelse Christiania fra at tages i Besiddelse, for Tiden forladt af alle Magter, uden Resourcer eller Forbindelser, alt dette, mere end de Tab, den korte Kamp [har] udsat Armeen for, fremkaldte s. 78 som en bydende Nødvendighed Underhandlinger om Vaabenstilstand.

At den er saaledes, som De læser den, maa De, næst vor Stilling, tilregne min ulykkelige Sindsstemning; thi jeg kan ikke negte det, Bekymring for Norges Fremtidsskjæbne overvældede mig, og da jeg bragte Offeret og min personlige Stilling, da jeg gjentagende og ubetinget lovede at nedlægge Kronen i Stortingets Hænder, ansaa jeg det for det eneste Middel at frelse Riget fra ødelæggelse med Fiendehaand; men jeg frygter ikke destomindre for ikke at have frelst Fædrelandet fra Ulykker. Konstitntionen er vel erkjendt som Basis for Foreningen, men vil Folket denne uden nogen Betingelse? Og hvad Graranti er der for de Svenskes Trofasthed i Opfyldelsen af Løftet? Hvad der skal berolige Gremytterne, om de end paa Stortinget indser Foreningens Nødvendighed, vil være Englands Graranti, og denne kunde vel efter Traktaten med de Svenske og efter Lord Castlereaghs Ytringer i Svaret til Morier, hvori han som Motiv for Englands Mægling kun fordrede oprigtig Afstaaelse fra min Side, ventes. Vanskeligt er det imidlertid at forlange; jeg kan ikke gjøre det, thi jeg erkjendes ikke i min Værdighed som Konge, og min Sindsstemning har desuden nødt mig til at overdrage Regjeringens Anliggender til Statsraadet. Dette er ei heller nogen Autoritet, som forstaar at traktere med fremmede Magter, saameget mer som de Svenske ikke vil taale dette, uden deri at søge Aarsag til Brud af Vaabenstilstanden. Det maa altsaa komme fra England selv, formedelst sammes Agtelse og Omhu for det norske Folk. Min Mening er nemlig, at De som Nordmand mere end som afsendt fra mig, eller og som Statsraad, hvis Stilling giver Dem Leilighed dertil (i hvilken Kvalitet Sverige selv har erkjendt Deres Kolleger) taler til det engelske Ministerium og forklarer dem paa det bedste Stillingen her: at jeg ikke havde kunnet handle anderledes, at Krigens Lykke havde maattet prøves, at den bydende Nødvendighed alene kunde gjøre den foretagne Indledning til Foreningen taalelig i Folkets Øine, at Blokaden fra de Engelskes Side havde berøvet os alle Midler til Modstand; men at denne Betragtnirig ogsaa fornemmelig burde bevæge det engelske Ministerium til at vise sin kraftige Omhu s. 79 for det norske Folks Lykke og Frihed. En engelsk Mæglers Nærværelse ved Stortinget vilde saaledes være af yderste Gravn og til sand Fordel for Norge; men England maa af egen Drift bestemme sig til at sende ham og uden videre Betænkning udføre det. Sverige vil ei driste sig til at afvise ham, de frygter altfor meget Brad med England. Kan De udrette dette, da er meget vundet, og det er den væsentligste Tjeneste, De kan gjøre Norge. Det er ogsaa England, som ved Kongressen i Wien maa tage sig af Norge for at sikre det en konstitutionel Forening med de Svenske. At traktere direkte er i mine Tanker frugtesløst. Desværre er en Forening med de Svenske under disse ulykkelige Omstændigheder uundgaaelig. Jeg modtog Deres Depecher af 22. og 26. Juli den 10. August. De havde godt Haab, naar vi kunde holde ud til Oktober eller November; men, desvserre, det blev umuligt; Erfaring lærte det. Ingen kan være ulykkeligere end jeg er det: at se trofaste Folk og saamange Individer, der elsker mig, ulykkelige, ei at faa fyldestgjort Folkets Tillid, at maatte forlade dette [Folk]; maaske modtages i Danmark med Fortrydelse og ingensteds at kunne finde tabt Sindsro og Tilfredshed igjen; dette, min kjære Anker, er mere, end et Menneske kan bære.

At Bekymringer for Dem, at jeg for Tiden ei kan virke for Dem, som jeg ønskede, ogsaa ligger mig tungt paa Hjertet, vil De ikke omtvivle; men det er mig dog en Beroligelse at vide Dem i England; — lykkelig enhver, som ikke er i Norge, i Deres elskede, ulykkelige Fædreneland.

Min Bestemmelse er at forlade Landet straks efter Stortingets Aabning. Ingen kan indestaa for, at jo Optrin kan forefalde, hvis Følger kan vorde yderst sørgelige for Norge, og som Grud vil tilgive mig, uagtet al min Bestræbelse, ei at have kunnet afværge.

Gid disse mørke Forestillinger kun maa være Frugter af mit bekymrede Sind og svækkede Helbred! Mit Sind trænger til Rolighed og til at opmuntres ved Venneraad og Trøst.

De henvender sig til den russiske Gesandt for ved hans Mellemkomst om muligt at tilveiebringe russisk Mægling ved Stortinget. Af alle Magter er Husland den, der ønsker Forbindelsen s. 80 mellem Norge og Sverige saa fordelagtig som mulig for os. — Skulde derimod, som man tror, en ny Krig udbryde paa Fastlandet, og England blev Ruslands Fiende, da er det rimeiigt, at de Svenske holder sig nentrale eller til det engelske Parti; men skulde Kronprinsen af Sveriges Ærgjerrighed og Hensigter med Danmark forlede ham til at forbinde sig med Rusland, da er Timen kommen, da England kraftigen kan og sikkert vil bistaa Norge. Da maa intetØieblik tabes; Tropper, Ammunition, Penge, Levnetsmidler da kan ventes, og Norge er frelst. En duelig Hærfører, om ikke Lord Wellington, saa dog en af hans Skole, vil være en Sag af yderste Vigtighed, hvis Krig skal fortsættes; men uden Englands Bitræde er dette umuligt.

C. F.