Danmarks Breve

BREV TIL: Carsten Tank Anker FRA: Christian Frederik (1814-10-19)

40.

Briggen „Allart" paa Fredriksværn Khedd. 19. Oktbr. 1814.

Min kjære Anker.

Med Løitnant Ring, som Deres Broder sendte mig fra Kragerø, har jeg modtaget Deres Skrivelser af 26. Septbr. og 6. Oktbr., og ser jeg deraf med Bekymring, at De dengang endnu ingen Underretning havde erholdt om Begivenhederne i Norge. s. 85 Det er ubegribeligt, siden min Skrivelse til Dem afgik i Original og Duplikat d. 2. og 6. Septbr. (og vedlagdes Veksler for 500 Lstrl.).

At jeg ei skrev forinden, var ene at tilregne min Helbredstilstand, min Sindsstemning; men under hine Tider meddelte jeg Dem alt, hvad der kunde tjene til Oplysning om Deres Fødelands Hændelser.

Schwartz's Brev indeholdt [i de engelske Aviser] omtrent Sandhed, nogen Overdrivelse og altfor bestemte Ytringer mod enke]te Personer fraregnede [sic], Han omtaler eiheller den djerve Modstand, som Fienden fandt ved Kongsvinger, hvor det svenske Korps under General Gahn blev oprevet, og hvor den norske Soldat viste den Djervhed, som er ham eiendommelig, naar han bliver vel anført.

I den sydlige Del af Landet, hvor jeg selv var nærværende, hørte jeg aldrig andet end Beretninger og Fortællinger om Fiendens overlegne Styrke, Umulighed at modstaa ham osv. Det var det Sprog, som Staffeldt og Stabell ideligen førte, og paalidelige Efterretninger savnedes aldeles. Vi var i saa Henseende saa blottet for Bistand af Landets Indvaanere, som om vi var i fiendtligt Land; men det bekymringsfuldeste, og hvad der gjorde Yaabenstilstanden nødvendig, var Mangelen paa Forraad til Armeens Underholdning.

Det maatte vel blive en Graade for enhver, hvorledes Armeen skulde have været underholdt fra de første Uger af September — da vore Forraad bristede aldeles — og til samme Tid i Oktober Maaned, da man først kunde begynde at nytte Høstens Afgrøde.

Forsvarsplanen, udkastet af Generalmajor Sejersted, til hvis Kundskaber jeg havde uindskrænket Tillid, var — Erfaring lærte det — ei saa vel beregnet, som den med Hensyn til vor Stilling i det Hele burde have været. Her gjaldt det ei saameget at gaa methodice 1 tilverks som at mode Fienden med djerv Modstand; dette forsømtes, og Forsagthed blev en Følge. Der var desuden Mangel paa Disciplin i Armeen; Mandskabet pukkede over lange Marscher, vilde ei bære deres Tornystre; de Kommanderende s. 86 iagttog ei den fornødne Orden med Bagagen og ved Proviantens Uddeling, — kort, ogsaa af disse Aarsager var Vaabenstilstanden nødvendig, og da den tilbødes, burde Underhandling desangaaende ei af mig forkastes. At dens Vilkaar blev saa haarde, og isser den additionelle Artikels Indhold: at jeg i de bestemteste Udtryk forbandt mig til at nedlægge den udøvende Magt i Folkets Hænder, bør næst vor Stilling, som fordrede Ofre, tilregnes min ulykkelige Sindsstemning. Jeg var, som jeg allerede har tilskreven Dem, yderst nervesvag og ikke mægtig at handle frivilligen eller med velberaad Hu.

Jeg føler fuldkommen vel, hvormeget det ved første Øiekast kan bebreides mig at have trukken mig tilbage, førend alt, hvad der kunde voves for Norges Sag, forgjæves var forsøgt; — men befindes en fredelig og ærefuld Afgjørelse mellem Norge og Sverige at være et mindre Onde, end hvad der truede Riget formedelst Mangel paa Forsvarsmidler, Enighed, Penge og fordelagtige Forbindelser med fremmede Magter, saa burde dette fornuftigvis vælges, medens det endnu var Tid at handle som en selvstændig Stat.

Offeret i saa Henseende maatte bringes fra min Side, og jeg har bragt det. Meget har det kostet mig; thi jeg bebreider mig: ei at have gjort mit Løfte og Folkets Forventning Fyldest; men bnrde ikke Norges Frelse, dets Held være min høieste Løn, burde jeg overdøve Følelsen af min egen Uformnenhed til at fere Sagen igjennem til et ønskeligt Endemaal, burde jeg, for at haandhæve mine Rettigheder, opofre Folket i en Kamp, som det var uvist, om det havde Kraft til at udfolde, indtil forandrede udvortes Forhold kunde hidlede et ønskeligt Resultat?

Mennesket er givet Fornuft for at bruge samme ved Siden af Tillid til Forsynets Styrelse. Feiler jeg, saa tilgiver Gud mig, — Hensigten var til det bedste.

I den Overbevisning, at ingen Hindring fra min Side burde lægges i den konstitutionelle Forening med Sverige, hvis Stortinget fandt samme antagelig, var min Afreise nødvendig. Jeg havde desuden i hine svage Øieblikke lovet det, og det givne Løfte maatte holdes. Men antog Stortinget ikke Frasigelsen, da kan jeg, uden at bryde samme, komme tilbage. Modvind har s. 87 desuden holdt mig her i Fredriksværn siden d. 14. og vil maaske endnu holde mig her i flere Dage. Efterretningerne fra Christiania giver mig Leilighed til dagligen at følge Begivenhedernes Gang og til at handle derefter.

Efter hvad jeg skjønner, er Pluraliteten paa Stortinget stemt for Foreningen som et nødvendigt Onde, og Grev Wedels Indflydelse gjør samme utvivlsom, hvis de Svenske da ikke overspænder deres Fordringer; men udentvivl giver de efter i alt, for at naa deres Maal.

De Svenskes Forslag til Forandringer i Konstitutionen vedlægges; men, som sagt, de giver efter, naar de mødes med Standhaftighed.

Hvad angaar Garantien for Statsforfatningen, da vil den bedst findes i den norske Nations Kraft og i Sveriges Interesse. Paa de fremmede Magters Garanti vil de Svenske ei indlade sig, siden det angaar, hvad de kalder det, et indvortes Anliggende, og vil den norske Nation engang løsrive sig fra dette Baand, — hvis det bliver for utaaleligt, — saa kunde denne Garanti genere.

Den var fordret af de fremmede Gesandter, men nu er Omstændighederne forandrede.

5 Rigsmænd eller Konservatores efter Deres Ide, af hvilke tvende skulde følge Kongen som Ministre, var ogsaa bragt i Forslag ved den Tids Underhandlinger; men herpaa er ligesaa lidt at tænke nu. Konstitutionen — i sine væsentlige Dele uforandret — er alt, hvad man vil kunne opnaa.

Skulde imidlertid Nationen eller Stortinget paastaa Garantier, da vil Statsraadet vist øieblikkeligen underrette Dem derom og overdrage dette Anliggende til Deres gode Omsorg. Det vil bedst kunne pleies i Wien, hvorhen De ligeledes maatte reise, saafremt Stortinget forkaster Foreningen paa Grund af de Svenskes overdrevne Fordringer; men enes man à l'amiable [med det Gode] og Garantier ikke paastaaes, saa er der heller intet at udrette i Wien.

Med Hensyn til de allierede Magters stridende Interesser ved Kongressen sammesteds, da tilstaar jeg Dem, at disse maa s. 88 finde Sted, men vil betvivle, at de for Tiden kan komme Norge tilgode.

Forstaaelse med England er det eneste, der kan frelse dette Land fra Underkastelse. Er der Udsigt til samme?

Keiseren af Rnsland har — mod sit Riges Interesse — garanteret Sverige Besiddelsen af Norge, men han har nu engang gjort det. — Endnu hersker Intimitet mellem Alexander og Ponte-Corvo, hvorvel jeg ei heller tror, at han faar rnssisk eller prenssisk Hjælp.

Den fordelagtigste Vending for Norge vilde være et Brad mellem England og Rnsland. Isaafald maa forventes, at England ved at byde Haanden til Norges Forening med Sverige, vil forsikre sig en des mægtigere Eiende mod Rnsland.

Sverige kan fornnftigvis ikke følge anden Politik, og vilde Norge end kaste sig i Rnslands Arme, saa kan denne Magt ikke hjselpe Norge i Krig mod England.

[I Chifre]: Deres Ide i det private Brev om Alexander har jeg meddelt Statsraadet, som dog i mine Tanker forst kan gjøre Brag deraf, naar det i Tilfælde af Modstand skulde go.nteres af Stortinget-, men saavidt jeg skjønner, maatte man først for Alvor prove at kaste sig i Englands Arme og først vælge det sidste som en Udvei.

Naar Retfærdighed og sand Statsklogskab ikke tilraadede Storbritannien at benytte Begivenhederne i Norge til at unddrage sig fra et ngndeligt og af Nationen forhadt Løfte, øiner jeg og De vist ogsaa kun lidet Haab om denne Magts fremtidige Bistand ved Norges Sag.

Mig synes, [at] Vansittarts Svar og alle officielle Meddelelser vidner derom, ligesom ogsaa den ndviste Ligegyldighed for Folkets Frihed og Lykke under Foreningen: ei engang at sende en Gresandt eller Mægler til Stortinget.

Norges Sag synes saaledes ei mere at ændses af England. Ønskeligt og politisk rigtigt havde det været at holde ud, til Kongressen i Wien var tilende. Men naar bliver det? Og svarede vore Forsvarsmidler, vort Pengevæsen til denne Hensigt? Desværre nei. Bydende har Omstændighederne været, som med en Jernhaand har sønderbradt vort Haab.

s. 89 [Uden Chifre]: Angaaende Dem selv, min kjære Anker, da føler jeg dyb Bekymring ved at tænke, at De af Hengivenhed for mig og Norges Sag skal udsættes for Bekymringer, som jeg ikke mægter at lindre i den Grad, som jeg føler at være fuldkommen Pligt. Men lad, jeg besværger Dem, aldrig den Tanke finde Rum hos Dem, at jeg kunde være ntaknemmelig nok til ei at paaskjønne Deres Opofreiser for mig og for Norge, at jeg skulde have forladt eller glemt min bedste Ven. De vil erkjende, at jeg aldrig har forandret mit Sindelag mod Dem; men ubegribelig uheldige Tilfælde har forsinket Brevvekslingen mellem os, hvilken jeg natnrligvis ønsker fortført selv efter min Ankomst til Danmark, naar behøves i Chifre under Kuvert til et paalideligt Handelshus, Konsul Saabye eller Otte sammesteds og med Udskrift som Prins af Danmark.

Den Omstændighed med de norske Krigsfanger var ærgerlig; havde De blot havt Penge til at udrede dette Tillæg.

Angaaende Ekspeditionen for Holland — Rist er en Fugl, man maa lade flyve.

Deres Broders Tilbagekomst var ganske overensstemmende med mit Ønske; jeg har i et Brev stræbt at ndtrykke ham min Erkjendtlighed.

Struve er tilbagekommen fra Altona og bragte Duplikat af Deres Skrivelse af 16. Septbr., men ingen Breve fra Grev Hardenberg. Jeg stoler paa, at denne reiste til Wien, men som dansk Diplomat og desuden svagelig har han valgt Hjemreisen til Danmark.

Det var saare vel betænkt, at De tilskrev Prinserne Metternich og Hardenberg.

Bestillingerne, som Aal efterlod Dem, maa bero. Hils Hertugen af Gloucester, oplys ham om alt, paa det at han og Deres flere Venner i England ei skal bedømme mig urigtigen eller miskjende min Handlemaade. Talen, hvormed' Stortinget aabnedes, maa trykkes i de offentlige Tidender.

Jeg skal anbefale Kornsagen paany til Statsraadet. Mangel paa Penge vil imidlertid vist foranledige, at noget af Kornet maa saelges, hvortil Handelshuset jo ei heller synes uvillig. Landet er fortiden forsynet med Kornvarer.

s. 90 Statsraadets Medlemmer er Deres Venner og erkjender de Tjenester og den mageløse Mdkjærhed, De har udvist for Fædrelandet. Skulde de ei kunne udrette alt, hvad De ønskede for Deres Anliggende, da er det ei Mangel paa Villie.

Den Graranti af 6000 Lstrl., som De nævner, husker jeg slet ikke, at De, min Ven, før har nævnt for mig.

Grid jeg allerede havde kunnet afgjøre denne Sag, men den norske Regjerings GTaranti validerede vel hidindtil kun maadeligen i England. Imidlertid bør Statsraadet have sin Opmerksomhed henvendt herpaa. Kunde De blot ved Deres Venner i England have alt jevnet, da burde den norske Regjerings Graranti ei i nogen Maade negtes.

Oberpraesident Blücher skal jeg selv tilskrive min Tak for hans Deltagelse. Jeg gjenkjender aldeles den bestemte, frimodige Mand. Vil-De hilse ham fra mig.

Under 11. Oktbr. har jeg tilskreven Dem med den engelske Sloop of War: Briseis, Kapt. Jackson, under Kuvert til Hornemann, og dermed sendt Vekslerne for 800 Lstrl. til Deres Behov. Duplikat af samme Skrivelse er afsendt.

Hermed følger en kursorisk Beretning om Stortingets Forhandlinger, og hvad der er trykt, skal blive Dem tilstillet.

Endnu er jeg i Norge, og i hvor jeg er, skal jeg vist virke og handle som dette Folks sande Ven.

Lev vel, min kjære Anker, og lad mig snart høre fra Dem.

Velvilligst

Christian Frederik.