Danmarks Breve

BREV TIL: Carsten Tank Anker FRA: Christian Frederik (1815-12-08)

5.

[I et Brev til C. A., dateret 8. 12. 1815, taler Christian Frederik om, at Rusland maaske har til Hensigt at styrte Kronprins Carl Johan fra sin Stilling og med ham Sverige og Norge, hvis disse Lande finder det værd at forsvare ham og hans Familie.]

„Jeg bør i min Stilling," skriver han, „aldrig tabe ham af Sigte. Han er som svensk Kronprins Danmarks Fiende; han er det udentvivl personligen mod mig. Nn! deri giver jeg ham intet efter! — — — — — — — — — — — — — — — —

Jeg skulde ikke tro, at det vil falde Nordmændene svært at lade dette være [at tage hans Parti]; men mod russisk Voldsomhed og en paatvungen Fyrste forsvarer man sig imidlertid saa langt, man kan. Et andet vilde være, om Ponte-Corvo — som man ymter om — skulde være tilsinds at give efter for Klogskabens Eordringer og godvilligen resignere, da skal et nyt Valg foretages. Vil Norge da vælge Prins Gustaf eller ihnkommes ældre Rettigheder og Fordringer, som jeg haaber endnu ei [har] ndslnkket Kjærligheden til en Kongestamme, der har givet Norge Konger, der elskede Landet og talte Landets Sprog, og iblandt hvilke den sidste var ei blot Arving, men og valgt af norsksindede Hjerter?

Isaafald, det være sig med eller uden Forening med Sverige, stoler jeg paa mine Venner til ethvert Forehavende. Jeg kjender politisk Afhængighed af dette Land. Men Englands Bitræde er det væsentligste; det maatte man forsikre sig.

s. 147 Saavidt jeg Kjender til vort Kabinet, da vil man fra dansk Side forholde sig ganske passiv ved enliver Forandring i Sverige og Norge, og Frygt for, [at] Uleiligheder og Former omgjør det store Verk, som Rosenkrantz er Mester for, vil afholde vort Hof fra at hæve Tanken til en Gjenforening med Norge. Imidlertid, saaledes tænker ikke jeg, og ligesom jeg vist ikke skal tabe Ponte-Corvos Planer af Sigte, saaledes taber jeg ikke heller Norge afsyne. Dette Lands Vel er mig meget værd, men jeg vil ikke, at for min Skyld, naar Landet ellers kan blive lykkeligt, store Rystelser og Blodsudgydelse skal komme over Norge.

De har, tror jeg, Uret, min kjære Anker, i at være misfornøiet med Landets Regjeringsforfatning. Visselig bærer Stortinget sig ikke rosværdigt eller forretningsmæssigt ad, men ingen ny Indretning kan være fuldkommen i Begyndelsen. Man vil indse og rette Manglerne. Naar der var fuldkommen Tillid til Regjeringen, vilde Arbeidet gaa bedre fra Haanden. Men tænk Dem det svenske Overherredømme uden konstitutionel Modvegt, vilde da ikke Oprørsluen være tændt i mange Egne? Nei, vær glad ved Deres Konstitution og forsvar den mod alle Indgreb.

[Christian Frederik udtaler sig derefter bittert og vistnok nretfærdigt om Carl Johans Optræden i 1813 paa Kontinentet. Om Kronprinsens personlige Forhold til Norges Befolkning skriver han]:

At han skulde være elsket i Norge — som Taler og Aviser vil fortælle os, at man gjerne ser hans Stads, gjerne hører hans franske Jargon — det kan jeg ikke forestille mig. Og bvad Gaver bar Ponte-Corvo til at være elsket! Men Hoben blændes, og det er desværre bleven lettere nn end nogensinde for Nationerne at skifte Konger. Men Almuen i Norge er stedse i mineØine hædersvserd, og den neppe har taget Del i den Smiger og Forgudelse, man tilregner Embedsmændene. Vidste de Daarer, bvad ondt de gjør! Intet kan nedsætte Nordmændene mere i andre Nationers Øine end netop dette, som ved Hagerups Veltalenbed udbasuneres i alle Aviser og hvoraf vi ogsaa her, jeg tror ved Tawast, bar betalte Eftertrykkere.

[Om sig selv skriver Prinsen bl. a. felgende]: Jeg kan forsikre, at jeg vist aldrig har været lykkeligere end nu i den s. 148 kjærligste egteskabelige Forening med min eiegode Caroline, hendes Bestræbelse er kun at gjøre mig lykkelig, og det opnaar hun tilfulde. — Min Søn vokser til min Grlæde.

10

Mit Helbred er ganske ønskeligt, kun maa jeg vogte mig for at blive for før. I Norge blev jeg mager; ved mere anstrengende Arbeide vilde det vel og blive Tilfældet igjen. Til Nytaar tiltræder jeg mit Arbeide i Odense, hvorover jeg glæder mig, for dog at faa nogen Embedsforretning igjen efter 1 Aars Hvile. Von Holten bliver hos mig som Bureauchef og Sekretær.

Venskabeligt er Forholdet mellem mig og Kongen, men ei fortroligt. — — — — — — — — — — — — — — — —

Hvor glad jeg vilde føle mig ved at have Leilighed at tale med Dem. Kommer De til Danmark, da gjør jeg Fordring paa, at Deres Ophold i Odense [bliver] hos Deres uforanderlig forbundne og oprigtige Ven.

[Uden Underskrift].