8.
Officielt.
London i April, sendt 11. April 1814.
Deres Kongl. Høiheds Længsel efter at høre fra mig maa endelig være stor. Jeg beklager desmere, at de Vanskeligheder, der hindrer Meddelelserne, skal være saa mange og haardnakkede. I dette Øieblik savnes her 24 Poster fra Grothenborg, og deres.
s. 190Skjæbne, der afgaar tvende Gange om Ugen til bemeldte Sted, vides ikke.
At sende Breve til Norge den Vei var desuden vel ikke raadeligt, og over Kontinenten mener man er forgjæves, da Observationsarmeen ved Hamborg endnu formodes at afbryde al Konnektion. Hertil kommer endnu den fatale Omstændighed, at der er ved Toldboderne i hele Riget forkyndt en Ordre: ikke at ekspedere noget Skib til Norge og at stanse dem, der allerede var udklarerede.
Saaledes er da Tilstanden mellem Norge og England en fornyet Krigstilstand. Jeg har begyndt mere end en Gang at skrive D. K. Høihed til, men den Tanke, at intet Brev kunde komme frem, har revet mig Pennen af Haanden og gjort mig mismodig. Desuden ser jeg mig ikke istand til underdanigst at meddele D. K. Høihed andet end Resultater, thi her forefalder for meget og saa forskjellige Begivenheder i Hensyn til mit politiske Ophold her paa Stedet, at hvad jeg skrev den ene Dag maatte ikke forandres — dog forklares — den næste.
Endelig har jeg nu sikker Leilighed med Hr. Marcus Pløen, der imorgen reiser over Helgoland til Kjøbenhavn. Summarisk vil jeg da underdanigst give D. K. Høihed Efterretning om mine Eoretagender og hvad der er passeret med mig.
1. Efter trende Dages Seilads, tildels i stormende Veir, landede jeg i Leith i Skotland d. 12. f. M. Jeg lod Løitnant Sneedorff fare ombord paa Vagtskibet for at anmelde Ankomsten af Krigsfangerne for at vorde aneverede og modtagne. Jeg bad ham tillige melde for Admiralen, at jeg vilde hilse paa ham, naar jeg kom iland.
Om alt, hvad der foregik, hvad jeg søgte at udrette, imedens jeg opholdt mig i Leith og Edinburgh, gav jeg mig den Erihed i Brev af 18. f. M. underdanigst at indberette.
Originalen var bestemt at gaa med et Skib, som laa færdigt at afseile et Par Dage førend Afreisen. Duplikaten derimod var bestemt at sendes med et andet Skib, der efter at have indtaget 600 Tønder Rug i Leith, skulde anløbe Newcastle for der at indtage 2 à 3000 Tdr. Rug, som jeg ligeledes havde kontraheret •om; men ved Brev fra Edinburgh, som jeg har modtaget efter s. 191min Ankomst her, erfarer jeg, at begge disse Skibe var blevne stoppede ved Toldboden formedelst en „Order of Council", som forbød i hele Riget al Udklarering af Skibe til Norge, saa at formodentlig ingen af disse Breve er D. K. Høihed ihændekomne. Jeg siger formodentlig, thi DHrr. Corbett, Borthivick & Co. melder mig, at de i Anledning af denne ubehagelige Omstændighed havde sendt Duplikaterne med et Skib, bestemt til Danmark, med den omstændelige og bestemte Instruks: at anløbe Kysten af Norge, hvor det end var, og der — i Tilfælde at det kom i en eller anden Havn — at overleveres til nærmeste Øvrighed og i Mangel deraf at formaa en Lods imod raisonnabel Betaling at bringe det iland. I hvor god denne Foranstaltning end var, kunde det dog let hsende, at den mislykkedes, følgelig troede jeg det min Pligt indlagt at fremsende en Triplikat af bemeldte mit Brev, hvortil jeg henskyder mig.
D. K. Høihed vil deraf naadigst erf are, at jeg efter min Ankomst til Leith fik Leilighed at skrive et kort Brev med Anmeldelse derom.
Skibet, som bragte dette, afgik, førend ovennævnte Ordre blev publiceret; altsaa haaber jeg, at D. K. Høihed har erholdt samme.
2. Under min langvarige og ikke mindre kjedsommelige Reise fra Edinburgh og hid havde jeg god Tid til at overtænke de mulige Stillinger, hvori jeg maaske vilde befinde mig, og at belave mig paa samme, dog uden at fæste mine Tanker til nogen især, da dette kun virker Forlegenhed, naar et saadant indbildt Tilfæide ikke indtræffer. Jeg gjorde heri vel; thi hvad der er mødt mig, er just ikke, hvad jeg havde forestillet mig, skjønt det for en Del nærmer sig dertil.
Ved min Ankomst Torsdagen den 24. f. M. steg jeg straks af hos Konsul Horneman, og af ham erfarede jeg, at da Løitnant Sneedorff opvartede Hr. Hamilton, Understatssekretæren i det udenlandske Departement, havde denne sagt ham, at jeg maatte melde mig hos ham straks efter Ankomsten, da jeg i manglende Fald maaske ikke blev antagen (pas reçu).
Hr. Hamilton havde paa det nøieste spurgt Løitnant Sneedorff, hvad han troede mit Ærinde egentlig var, hvortil denne s. 192skal have svaret, at han derom ikke var vidende, men formodede, at det angik Krigsfangernes Udveksling. For at tilkjendegive en velvillig Opmerksomhed for Hr. Hamiltons Anmodning, kjørte jeg, endog forinden jeg tog hen til mit Logis, straks hen til det udenlandske Departements Bnreau, hvor jeg uden a.t vente meget længe blev indladt til Hr. Hamilton. En middelaldrende Mand med en jevn og mild Adfærd. Han modtog mig med en uaffeteret Høflrghed, gav mig Haanden, sigende, at det var bleven ham kjært at gjøre mit Bekjendtskab. Yi satte os ned tæt ved Kaminilden i al Ro, dog blev denne forskjellige Grange afbrudt formedelst mange Budskaber og Breve, der blev ham bragte, endelig og ved Lord Cambdens Ankomst, som havde en lang Samtale med ham i et Vindu, og kunde jeg tydelig merke af adskillige smaa Gestikulationer, at denne Samtale tildels angik mig. Da denne Lord gik bort, satte vi os atter ned, og vor Samtale blev da forts at. Jeg havde iforveien overleveret ham D. K. Høiheds Breve til Lord Castlereagh samt Fuldmagten, som tilkjendegav, at jeg var Bringeren, ikke alene af dette Brev, men ogsaa af et andet til H. K. H. Prinsregenten.
Resultatet af denne Samtale, som i det Hele varede noget over tre Kvarter, blev, at han vilde overlevere Brevet og Fuldmagten til Lord Liverpool, og at jeg med det første vilde høre fra Hans Lordship, og vi skiltes ad med en høflig Forstaaelse, efterat han havde nedskrevet min Adresse, Caledonian Hôtel, Adelphi.
3. Ved at forlade det udenlandske Departements Bureau erfarede jeg, at Finansministeren, „The chancellor of the exchequer", min fordums Ven, Hr. Vansittart, havde sin Bopæl straks derved. For ikke at tabe Tid, troede jeg at burde med det samme melde mig hos ham, kjørte altsaa didhen og1 leverede mit Visitkort med Hilsning, at jeg ønskede at opvarte ham.
NB. Dette Visitkort saavelsom det, jeg indgav hos Hr. Hamilton, var skrevet paa fransk: „Monsieur d'Anker, conseiller de Régence de la Norvège". [Norsk Regjeringsraad.]
Jeg blev straks indladt, og efter nogle Minuters Ophold kom Ministerens private Sekretær med Hilsning, at han ikke kunde modtage mig, da han var meget beskjæftiget med at berede sig s. 193paa, hvad der samme Dags Aften skulde foretages i Underhuset, og at jeg gjorde bedst i at henvende mig til Lord Liverpool, som boede der og der. Denne sidste Del af Hilsningen troede jeg at forstaa og ansaa det derfor nødvendigt at give et passeligt Svar, dette nemlig, at jeg ingenlunde skulde forsømme Lord Liverpool, og at jeg allerede havde været i det udenlandske Departements Bureau, og at det ikke var min Hensigt at tale med Hr. Vansittart om Forretninger, men blot at opvarte ham som en gammel Bekjendt. Mod denne Besked gik jeg uden at forlange en fornyet Anmeldelse.
4. Den paafølgende Dag modtog jeg et Brev fra Hr. Hamilton, saaledes lydende:
„Hr. Hamilton frembærer sin Hilsen til Hr. Anker og bar den Ære efter Lord Liverpools Befaling at meddele ham, at Hans Lordship vil modtage Hr. Anker i Fife House Kl. 12 imorgen d. 26. ds.
Udenrigskabinettet d. 25. Marts 1814.
Paa Konvoluten titulerede han mig for Baron, hvilket de offentlige Tidninger ved min Ankomst allerede havde behaget at gjøre.
Jeg manglede ikke at indfinnde mig hos Lord Liverpool til den bestemte Tid, hvor jeg efter et Par Minuters Venten blev indladt. Da nogle almindelige Høflighedsudtryk var vekslede mellem os, bad Hans Lordship mig sidde ned ved Kaminilden, og Samtalen begyndte da straks.
Det varede ikke længe, før den blev afbrudt ved en Depechekasse, der blev ham bragt med uaabnede Breve, som efter al Sandsynlighed var af Vigtighed, thi han læste dem med megen Ro og Opmerksomhed. Da Depecherne var afsendte, begyndte vor Samtale paany, og tilsammenlagt kan jeg regne, at den varede omtrent en kort halv Time.
Jeg kjørte straks derpaa hen til Hr. Hamilton i Hensigt at underholde mig med ham i Anledning af Samtalen med Lord Liverpool, men han lod mig hilse, at det var ham den Dag plat umuligt at tage imod mig, formedelst en Mængde Forretninger, s. 194men om jeg vilde komme igjen paafølgende Mandag, kunde jeg finde ham.
5. Efter de herværende Indretninger under Krigen maa enhver Udlænding indiinde sig i „The Allien Office", et Bureau for Udlændingers Indskrivning, hvor de efter adskillige foregaaende inkvisitoriske Spørgsmaal bliver meddelte en Art af Sikerhedspas, der bestemmer hvor og hvorlænge de maa opholde sig i England.
Paa Grand af foregaaet Tilsigelse indfandt jeg mig samine Dag hos Chefen for dette Bureau. Med en ministeriel Mine og paatagen Værdighed gjorde han mig adskillige Spørgsmaal og sluttede med den Ytring, at jeg formodentlig vilde snart igjen tale med Hr. Hamilton, og at den fornødne Ekspedition i sin Tid skulde vorde udfærdiget.
Her gjorde jeg ikke mange Komplimenter og forlod ham, uden at anmode om noget.
Indtil dette Øieblik har jeg ikke faaet saadant Dokument, og tror heller ikke, at jeg endnu behøver det.
6. Ved min Afreise fra Christianssand modtog jeg et trykt Eorretningsbrev fra Konsud Reinhardt til den herværende preussiske Minister, Baron Jacobi-Klöest.
Jeg kunde let slutte mig til, at dette Brev indeholdt, ikke alene omstændelige Efterretninger angaaende alt det, som paa en Tid var foregaaet i Norge, men at det endog angik mig og min Sendelse.
Ved at tænke over dette tog jeg den Beslutning, ikke at sende simpeltvæk dette Brev med min Hyretjener til bemeldte Baron, men som en hensigtsløs Høflighed at veilede det med nogle forbindtlige Linier. Jeg havde mine Aarsager for dette Skridt og anser det nødvendigt ordlydende her at anføre Grjenpart af min Seddel:
Hr. Anker har den Ære at formelde Hr. Baron Jacobi Kloest sin Respekt og sende ham et Brev, som betroedes ham i det samme, han forlod Christianssand. Ankommet igaar, skyndte han sig straks med at udføre dette Ærinde.
Caledonian Hôtel, Adelphi.
Fredag Aften d. 25. Marts 1814.
s. 195NB. Jeg sendte intet Visitkort med dette Brev. To Dage derefter modtog jeg Brev fra bemeldte Baron, saalydende:
„Le Baron de Jacobi-Klöest fait bien ses complimens à Monsieur d'Anker, et a l'honnenr de le remercier de la lettre qu'il a bien voulu lui transmettre de la part de Monsieur Reinhardt, et qui a été rendue à 17. Halfmoon Street le 26. du courant.
Il prie Monsieur d''Anker de se charger de la réponse cijointe pour Christianssand. Le Baron de Jacobi lui serait for obligé si, avant de quitter l'Angleterre, il voulait lui faire savoi où il pourrait le rencontrer demain, dans la matinée. Le Baron de Jacobi sera chez lui jusqu'à midi.
17, Halfmoon St. 28. Mars 1814.
A
Monsieur d'Anker, Caledonian hôtel. Adelphi.
[„Baron Jacobi-Klöest formelder Hr. Anker sin Kompliment. og har den Ære at takke ham for det Brev, han godhedsfuldt har medbragt fra Hr. Reinhardt og ladet aflevere i Nr. 17, Halfmoon Street d. 26. ds.
Han beder Hr. Anker om at besørge indlagte Svar sendt til Christianssaud. Baron Jacobi vilde være ham særdeles forbunden, om han vilde meddele, hvor han kunde træffes imorgen, tidligt paa Formiddagen. Baron Jacobi vil være hjemme til K1. 12.
17, Halfmoon Street, 28. Marts 1814.
Til
Hr. Anker, Caledonian Hôtel, Adelphi."]
Paa denne høflige Intimation kunde jeg ikke betænke mig' den paafølgende Dag at besøge ham, thi min egentlige Hensigt var at gjøre hans Bekjendtskab, da han maaske kunde og vilde give mig Oplysning om meget, der i min Forfatning var nødvendigt at vide. Heri tog jeg tildels ikke Feil, og jeg havdemed ham omtrent en Times Samtale.
7. I disse samme Dage fik jeg fra anden og tredie Haand Efterretning om, at den svenske Minister Rehausen, saavelsom Grev de la Gardie, der er udnævnt til Minister i Spanien og s. 196opholder sig nu her, havde allerede forinden min Ankomst pralet med, at jeg skulde ikke vorde modtagen, og om jeg end blev det, skulde jeg inden 24 Timer erholde Pas, for igjen at reise tilbage. Da nu dette ikke skede, lod de mig, og især den sidste, som jeg fra flere Aar tilbage har kjendt i Kjøbenhavn, gjennem samme Kanaler vide, at de ønskede gjerne at tale med mig. Jeg svarede hertil, at jeg var ingen Pedant, men at jeg meget vel indsaa, at de ikke kunde besøge mig og følgelig, at de heller ikke kunde erholde nogen Visit af mig.
Mellemmændene maatte lade sig nøie med dette for det første, og kort derpaa igjentog de samme Ærinde med Forslag, at jeg jo en passant kunde trine ind til JRehausen, uden at dette skulde ansees for nogen Visit. Jeg undskyldte mig bestemt derfor, og da jeg saaledes merkede, at man satte alvorlig Pris paa et saadant Møde, sagde jeg til Vedkommende, at jeg ikke indsaa, det kunde gavne, undtagen saa var, at det skede i en tredie Mands Nærværelse, der kunde være Vidne til, hvad der blev sagt, og hvad der passerede paa begge Sider, og hvis Vidnesbyrd kunde være af nogen Vegt. Hertil foreslog jeg bestemt Hr. Hamilton og havde den dobbelte Grund derfor, først: at han kunde vorde vidende en détail om alle de Grunde, jeg var belavet paa til Indvending mod svenske Argumenter; dernæst at bemeldte Herrer ikke skulde være istand til at gjøre ham en usandfærdig Beretning om, hvad der var passeret mellem dem og mig. Med denne Besked forlod Negociatørerne mig og kom den paafølgende Dag tilbage med det Svar fra de la Gardie, at med Hamilton vilde det have nogen Vanskelighed, hvorimod han proponerede mig at mødes paa et Kaffehus. Dette afslog jeg rent ud med Tillæg, at jeg fandt det upasseligt i en saa vigtig Begivenhed at søge et offentligt Hus, og at jeg overalt ikke samtykkede i nogen Sammenkomst, saafremt den ikke skede i Nærværelse af en Mand af Vegt. Jeg maatte og vilde have et paalideligt Vidne. Under disse pour parlers [Underhandlinger] var det, jeg besøgte Baron Jacobi, og da han behandlede mig med megen Ligefremhed og, som mig syntes, fortroligen, spurgte jeg ham, efter at have fortalt ham det ytrede Ønske om Mødet, om han havde noget imod at være denne Trediemand? Han s. 197samtykkede straks deri og lagde til, at han ikke alene vilde tale med Rehausen og de la Gardie herom, forsikrende dem, at han havde funden i mig, som han sagde, „un homme traitable et bien composé, de manière à ne risquer de part et d'autre la moindre chaleur, qui pouvait avoir des suites désagréables" [en medgjørlig og sindig Mand, der var saaledes beskaffen, at man gjensidig var tryg for enhver Hidsighed, der kunde have ubehagelige Følger]; men at han endog vilde gjøre Lord Liverpool bekjendt med den hele Transaktion, paa det at i sin Tid det ikke skulde hede, at vi havde havt noget skjult for det engelske Ministerium. Han viste mig tillige den Høflighed at spørge, om jeg havde noget imod den tilsigtede Kommunikation. Mit Svar var, at mit Ærinde var simpelt og aabenlyst, saint at jeg ønskede intet heller end at ethvert af mine her foretagende Skridt maatte blive det engelske Ministerium bekjendt, uden ringeste Forbeholdenhed.
Dagen efter denne Samtale fik jeg følgende Seddel fra ham: „ Baron de Jacobi-Klöest formelder Hr. Anker sin Kompliment. Han vilde være meget glad ved at se ham i Halfmoon Street imorgen, d. 31. ds., K1. 12. Der vil han træffe Baron Rehausen og Grev de la Gardie.
Nr. 17, Halfmoon Street, Onsdag d. 30. Marts 1814.
Til
Hr. Anker, Caledonian Hôtel, Adelphi.
Dette Møde var høist interessant og varede omtrent 1 Time. Saa ganske uden „chaleur" afgik Samtalen dog ikke. Om der ikke præcis var tre mod en, kan jeg dog temmelig bestemt sige, at der var 21/2 imod 1, thi Baron Jacobi var ikke og kunde ikke være ganske upartisk.
Rehausen aabnede Samtalen og efter en kort Intimation henskjød sig til Grev de la Gardie, som han sagde for kort Tid siden var kommen tilbage fra Kontinenten og var følgelig bedst underrettet om Kronprinsens Hensigter.
De la Gardie tog derpaa Ordet og var saare veltalende. Henimod Slutningen lod Baron Jacobi mig forstaa, at han ønskede, jeg vilde blive tilbage, efterat de andre Herrer var bortgangne. s. 198Dette skede, og vi var derpaa en sterk halv Time alene. Baronen sagde, at han straks vilde forføie sig til Lord Liverpool, som dog ikke skede, hvilket nærmere vil naadigst erfares af det paafølgende.
8. I foregaaende, 3die Punkt, nævnte jeg Hr. Vansittart,. og hvad der var passeret med ham. At han ikke vilde tage imod mig, var mig ukjært og foraarsagede mig nogle Betænkeligheder. Det blev mig derfor magtpaaliggende at rette paa dette. Jeg henvendte mig følgelig til en af mine Venner, som tillige var hans, med mundtlig Beretning om det passerede, men da dette ingen Virkning havde, skrev jeg ham følgende til:
Caledonian Hôtel, Adelphi, 27. March 1814.
My dear Sir.
Mr. Vansittarts refusing to see me, when 1 called the very first day of my arrival, is a circumstance, which gives me real uneasiness.
I fear, that this respectable friend is altered in regard to my person, or that the old and inveterate ennemies of my country have given him an unfortunate idea of my mission.
As for prudential politics, if these be the cause of his estrangement, I know to respect them.
You'l oblige me in a higher degree, than I can express, if you contrive to procure a meeting between this gentleman and me for the sake of five minutes conversation, that I may prove to him, how sincerely I acknowledge the many instances of civility and useful friendship, he gave me during my last stay in this happy country.
The sooner, my dear Sir, you could carry this wish of mine into effect, the more you would oblige your sincerely attached friend and humble servant.
C. Anker.
[Min Herre. At Hr. Vansittart afslog at se mig den selvsamme Dag; jeg ankom hertil, er en Sag, der er mig ubehagelig.
s. 199Jeg er bange for, at den agtede Ven har forandret sig ligeoverfor mig, eller at mit Lands gamle og haardnakkede Fiender har givet bam en nfordelagtig Fremstilling af mit Ærinde her.
Ifald det er Forsigtighed i Politik, der er Aarsag til hans Kulde, da forstaar jeg godt at paaskjønne den.
De vil gjøre mig mere forbunden, end jeg kan udtale, ifald De vil bevirke et Møde mellem denne Grentleman og mig, saa at jeg under en Samtale paa fern Minuter kan bevidne bam, bvor høit jeg skatter de mange Beviser paa Høfligked og Tjenstvillighed, han gav mig under mit sidste Opbold i dette lykkelige Land.
Jo snarere De kan udføre dette mit Ønske, jo mere vil De derved forbinde Deres bengivne og aerbødige Ven
C. Anker.]
Et Par Dage derefter kom denne Ven til mig med den mundtlige Hilsen fra Hr. Vansittart, at jeg kunde komme til ham, naar jeg vilde, da jeg skulde vorde modtagen.
Ved at forlade Baron Jacobi, gav jeg Ordre til Kusken at kjøre mig ben til Hr. Vansittart. Formodentlig bar Jacobis Lakeier, der stod bos, hørt dette og berettet samme til Baronen, thi neppe havde jeg været 1/4 Time bos Vansittart, der modtog mig meget venligen, og med bvem jeg bavde begyndt en fortrolig Samtale, førend Jacobi blev meldt.
Jeg maa altsaa slutte, at istedetfor at tage ben til Lord Liverpool, har han troet det klogt at følge mig i Hælene til Finansministeren, da dette stemmer med den Opmerksomhed, man anvender for at udspionere de fleste af mine Foretagender her paa Stedet. Man vil endog forsikre, at den svenske Minister neppe taber mig af Sigte.
Samtalen med Vansittart blev naturligvis afbrudt, og efter et halvt Snes Minuters Ophold, der tildels blev anvendte af os begge til at berette Ministeren en gros, hvad der var passeret mellem de svenske Herrer og mig, merkede jeg, at Baronen ønskede at være alene med ham. Dekorum fordrede altsaa, at jeg retirerede.
s. 200Ved at tage mig i Haanden, sagde Ministeren: „Deres Nærværelse, Hr. Anker, vilde under andre Omstændigheder have gjort os den største Grlæde i Verden."
9. Den 2. hujus [dennes] modtog jeg en Seddel fra Baron Jacobi, saaledes lydende:
Baron Jacobi-Klöest formelder Hr. Anker sin Kompliment og vilde være meget lykkelig ved at have en Sammenkomst med ham idag mellem Kl. 11 og 12.
17, Halfmoon Street, Lørdag d. 2. April 1814.
I denne Entrevue [Sammenkomst], der varede noget over tre Kvarter, forekæte Baronen mig en lang Depeche, adresseret til Grev Goltz Minister for de udenlandske Affærer hos Kongen af Preussen, indeholdende en omstændelig Indberetning om alt, hvad der var passeret mellem ham, Lord Liverpool, de svenske Herrer og mig betræffende Norge etc. Baronen spurgte mig, om hans Indberetning ikke var stemmende med, hvad der var mig bekjendt.
10. Efterat have faaet Vished om de Ceremonier, der udfordres for at erholde Audients hos H. K. H. Hertugen af Gloucester, blev jeg tilsagt at indfinde mig den 4. d. M. H. K. Høihed modtog mig med en affalnlité [Elskværdighed], som blev vanskelig for mig at beskrive med de sande Earver.
Samtalen varede i fuld 7 Kvarter og havde jeg da den Ære at overlevere I). K. Høiheds Brev til ham, som han læste med Ro og Opmerksomhed. Hans Ytringer om D. K. Høihed var saadanne, at jeg inderlig ønskede, at De selv havde hørt dem.
Noget hen i Samtalen spurgte han mig, om jeg havde seet D. K.Høiheds Brev. Med Sandhed kunde jeg svare, at jeg ikke havde seet det. Derpaa oplæste han samme for mig med saadan Orden og Tydelighed, som en Sekretær refererer for sin Chef. Imorgen, Tirsdag d. 12., skal jeg til ham igjen.
11. Da jeg kom fra H. K. Høihed, fandt jeg en Seddel fra Hr. Hamilton, saaledes lydende:
Hr. Hamilton formelder Hr. Anker sin Kompliment og beder om at have den Fornøielse at se ham i Udenrigskabinettet, s. 201enten i Løbet af Dagen eller i Morgen paa den Tid, der maatte passe Hr. Anker bedst.
Udenrigskabinettet, April 4. 1814.
Skjønt jeg samme Dag vel kunde funden Tid at gaa til ham, ansaa jeg det dog ikke nødvendigt under. nærværende Omstaendigheder saaledes at haste. Jeg besøgte ham altsaa den paafølgende Dag i hans Bureau, hvor jeg havde en meget lang Samtale med ham, men da den ofte blev afbrudt formedelst Budskaber, Breve og Depechekasser etc., kan jeg ikke nøie bestemme Tiden, vi var sammen; dog kan jeg med temmelig Vished beregne, at det udgjorde mere end en Klokketime, i hvilken Tid den fortroligste Tone, uaffekteret Høflighed og Ro herskede uden ringeste Blanding af Empressement [Hast], der tilkjendegav ringeste Symptom af Lyst til at forkorte Samtalen.
D. K. H. begriber vel, at her forefaldt meget, meget vigtige Bemerkninger paa begge Sider. Siden den Dag er intet forefaldet mellem mig og nogen officiel Mand her paa Stedet, og hverken mundtlig eller skriftlig har jeg hørt noget fra Hr. Hamilton.
Det er mig nu plat umuligt at gjøre nøiagtig Regnskab for alle disse Møder og Samtaler. Jeg smigrer mig ogsaa med, at D. K. Høihed har den Tillid til mig, at jeg ved alle disse Leiligheder har af yderste Evne søgt at udføre de mig paaliggende vanskelige Pligter. Resultaterne skal i sin Tid underdanigst vorde indberettede.
Min Tid er meget optaget. Alt, hvad der er norsk, tyer til mig, og denne Omstændighed tilligemed Venners Besøg gjør, at min Dør neppe er lukket. De mig naadigst paalagte Kommissioner stræber jeg efterhaanden at udføre.
Skonnerten og Løitnant Sneedorff beholder jeg endnu her. Kaptein Riis har faaet indkjøbt det betydeligste af, hvad der er overdraget ham at anskaffe. Han har været hos mig idag, og han tror at blive ekspederet næste Lørdag. Jeg har autoriseret ham at gjøre Ekspeditionen til Kjøbenhavn.
De næsten utrolige Begivenheder, som Dag efter Dag med Kurerer er indberettede hertil, okkuperer [optager] nu Publikum s. 202saa ganske, at enhver anden Grjenstand synes at forsvinde. De Allieredes Indmarsch i Paris, Napoleons Afsættelse og Retræt til Elba med en Pension, som der siges, af 6 Millioner Francs, samt den Bourbonske Families Atter-Indsættelse maa nødvendig have store Følger og disse maa inden kort ndvikle sig. At forndsige dem kan vel ingen, thi de kunde let blive af forskjellig Natur. Min Opmerksomhed er bleven saa spændt, at jeg føler idel Uro.
Siden jeg forlod Norge, har jeg slet intet erfaret om, hvad der er foregaaet, og denne Uvidenhed forøger min Uro.
Disse Dage er netop de vigtige hjemme, og jeg skulde næsten formode, at det store Arbeide vil give Anledning til et gjentaget Møde, saafremt dette, formedelst den ubekvemme Tid af Aaret og vor herskende Uvished, ikke er bleven udsat.
Det er slet ingen Tvivl underkastet, at Stansningen af Skibes Ekspedition til Norge, jo er en direkte Følge af den svenske Missions ondskabsfulde Insinnationer.
Der skal ligge tvende Skibe her i Revieret, som var bestemte til Norge, og, saavidt jeg har kunnet erf are, befindes her omtrent 6000 Tdr. østerrigsk Rug, som npaatvivleligen kunde været bragte til Norge, foruden hvad jeg kjøbte eller lod kjøbe i Leith og Newcastle, som beløb sig til 3862 Tdr., men som nu er stansede.
For Værdien af disse sidste har jeg maattet akceptere Veksler til Beløb af ₤ 5 341.3.6, at betale 1/4 Part om 4 Maaneder, 1/4 Part om 5, 1/4 Part om 6 og 1/4 om 7 Maaneder, alt at regne fra 8. d. M. Man maa haabe, at der inden Forfaldstiden vil blive Udvei til at betale disse Summer, og vover jeg herved underdanigst at anbefale denne vigtige Sag til D. K. Høheds betimelige og naadigste Omsorg.
I næste Uge er der bestemt et Møde mellem mig og Kommissarierne i Wolff og Dorvilles Bo. Jeg faar da se, hvad der kan udrettes. Jeg er allerede belavet paa store Vanskeligheder sammesteds. Omstændighederne er summarisk disse: at Wolff's Hus skylder til norske 160 000 Lstrl., og at der af denne Gjæld er deponeret i offentlige Fonds 80 000 Lstrl.
s. 203Norskes Gjæld til Wolffs Hus beløber sig til 72 000 Lstrl., men heri er indbefattet baade, hvad der er indbetalt i Kongens Kasse, og hvad der ikke er indbetalt.
Nu gjør Kommissarierne den Paastand, at forinden man faar Tilladelse at trække paa disse 80 000 Lstrl., vil de have Forvisning om, at de 72 000 skal vorde indbetalte til Boet. Dette er med andre Ord, at de 72 T. skal fradrages de 80 T., saa at man pr. Balance kmr fik 8000 Lstrl. at trassere for.
Jeg ser ikke, at man kan med Tryghed indlade sig paa denne Likvidationsmaade, thi for det første skulde alle Husets Fordringer paa de Norske være likvide og af Vedkommende tilstaaet; for det andet maatte de ogsaa alle være vederheftige. Naar dette sidste var Tilfældet, og enhver kunde erlægge sin Grjæld i Lstrl., saasnart den norske Regjering paafordrede samme, da lod denne Ide sig vel høre. Enfin, jeg maa se, hvorledes det bliver mig muligt efter D. K. Høiheds Ønske at se denne forviklede Sag arrangeret. Jens Wolff viser mig megen Godvillighed i denne Sag, derimod forekommer det mig, at Hr. Dorville med sin blide Høflighed er meget vanskeligere.
Endnu er de danske og norske Krigsfanger ikke løsladte. Det første fordi, forsikrer man mig, at Freden mellem Danmark og England ikke er ratificeret, det andet, fordi vi i Norge tager os den Frihed at modsætte os det svenske Aag.
Kort, i et mere forviklet og besværligere Øieblik kunde jeg neppe indtræffe. Imidlertid kan jeg med den fnldkomneste Overbevisning forsikre D. K. Høihed, at det ikke havde været til den allerringeste Nytte, om jeg var tidligere ankommen hertil.
Efter de dagligen indtræffende vigtige Omstændigheder lader det, som jeg netop er kommen til rette Tid, saafremt jeg ellers — som Grud give maatte blive Tilfælde — kan faa noget udrettet. Anbefalende mm underdanigst
C. Anker.
[Dette Brev er skrevet til forskjellige Tider, men afgaaet d. 11. April 1814. London.]