Anker, Carsten Tank BREV TIL: Christian Frederik FRA: Anker, Carsten Tank (1814-04-26/1814-04-28)

12.

Officielt.

Londond. 26.-28. April 1814.

Hr. Marcus Pløen forlod London d. 12. for at gaa til Harwich, hvorfra han med Paketbaaden agtede sig til Helgoland for at reise til Kjøbenhavn.

Med ham gav jeg mig den underdanige Frihed at tilskrive D. K. Hømed et omstændeligt Brev, indesluttende et privat, forfattet i de hemmelige Chifres, og en Triplikat af mit Brev til D. K. Høihed, skrevet fra Leith d. 18. f. M.

Med Pløen blev der gjort den Aftale, at naar han kom til Middelfart, skulde han sende en Estafette [Kurer] med mit Brev, adresseret til en paalidelig Kjøbmand i Aalborg for derfra at afgaa med den tryggeste Leilighed, som nogensinde kunde udfindes.

Han formodede, at Thygeson paa den Tid muligens kunde være paa sit Gods ved Horsens. Isaafald vilde han reise did og s. 227med ham overlægge, hvorledes Brevet paa allersikreste Maade kunde blive befordret.

Her er vel noget ubestemt i alt dette, men vi vidste sandelig ikke at udtænke noget andet Middel i dette fortrædelige Øieblik. Dog blev det endvidere aftalt, at saafremt Befordringen fra Jylland til Norge skulde være underkastet nogen sandsynlig Fare, da kunde han tage Brevet med sig til Kjøbenhavn for derfra at sendes gjennem Sverige med en paalidelig Reisende.

Dette afgaar med Kaptein Riis, som tænker at gaa Seil imorgen, og for en Sikkerheds Skyld giver jeg mig den Frihed underdanigst at indeslutte Duplikat af ovenmeldte mine Breve, sendte med Pløen.

Den største Forsigtighed er aftalt med Riis, og den Tillid, jeg har til hans Konduite, gjør, at jeg ikke tager i Betænkning at sende mit Private uchifreret. Muligens var Originalen feilagtig.

Af det 11. Punkt i mit Brev og af mine private Anmerkninger over samme vil D. K. Høihed naadigst have erfaret, bvad Hr. Hamilton sagde, at han navnlig vilde indberette til Lord Liverpool mine Indvendinger mod Afreisen, og at jeg kunde vente at høre fra ham. Imidlertid er der intet passeret mellem hain og mig, og han har intet ladet mig vide.

Jeg formoder altsaa, at det ikke var saa alvorligt ment, da man ytrede det Ønske, at jeg vilde forlade England.

Denne Omstændighed tilligemed flere, som jeg nærmere skal give mig den Frihed at berøre, bestyrker mit Haab, at vi dog omsider skal seire over de stygge Vanskeligheder og den haarde Prøve.

De næsten mirakuløse Tildragelser, der i usigelig kort Tid er foregaaede i Frankrige, har efter al rimelig Formodning givet saadan Vending til de store Magters Systemer og saaledes forandret Tilstanden mellem disse, at man ikke kan andet end spaa en total Kuldkastelse af de Grundsætninger, som en ulykkelig Nødvendighed havde tvunget de vigtigste Stater til at antage.

Den Bourbonske Families Indsættelse paa den franske Trone uden Hensyn til udmerkede personlige Egenskaber, Kongen af s. 228Spaniens Tilbagekomst og Indtrædelse i sine Forfædres Rettigheder synes at være visse Forløbere, som bebuder den bestemte Hensigt at beskytte de gamle Dynastier og følgelig at udrydde de ny indtrængte paa en saa eftertrykkelig Maade, at djerve Spekulanter lig dem, der nyligen har forvoldt saamange blodige Optrin i det stakkels Europa, ikke letteligen vil igjen fremtrine paa Skuepladsen.

Vel kan Ponte-Corvo ikke aldeles ansees for at have fremtrsengt sig til Tronen og derved tilsidesat nogen lovlig Besidder, thi hans høie Embede var vakant, og han blev kaldet, saavidt man ved, ved et Folks frie Valg. Men lad end være, man muligens paa disse Grunde tolererer ham, saa kan jeg dog ikke skjønne rettere, end at man neppe er eller vil blive sindet at favorisere [begunstige] ham.

Det er ingenlnnde en Fordom, naar Folket hænger ved dets forrige Beherskere og deres Slegt. Det er ingenlunde Fordom og Partiskhed, naar de gamle europæiske Monarker indbyrdes rækker hinanden Haanden for at udelukke de Indtrængende; thi det er næsten en Umulighed, at disse kan komme i Besiddelse af gamle Troner uden ved Hjælp af uretfærdige Midler. Om end et fordærvet Folk med Ligegyldighed samtykker i slige voldsomme Forandringer, saa siger Historien os dog, at næsten aldrig har nogen Behersker — fremkaldt eller fremtvungen af lavere Klasser — gavnet den Stat, hvis Ror han har bemægtiget sig. Blodige Optrin har gemenligen været de første Følger, og naar den fornærmede Slegts Rettigheder længere hen er vordne erkjendte, forested der næsten altid nye Konvulsioner [Omvæltninger]. Vi ser endog, at der i de Stater, sorn ved Konstitntion er Valgriger, foregaar de skrækkeligste Rystninger, just fordi den roligere Adgang til Tronen, navnlig Arveret, ved feiltagen Statsklogskab har været kuldkastet.

Det blev daarligt at ville modsige den Sandhed, at en Arvefyrste stundom kan være uskikket til at styre Staten, og at der i den adlydende Klasse turde findes Individua [Personligheder], som dertil havde de fornødne Evner. Mange Eksempler bevidner denne Sandhed. Men disse Tilfælde bør ene staa i Guds Haand; thi vilde man antage den Sætning, at blot den dueligste s. 229var berettiget til at føre Scepteret, — saa ikke alene ophæves alt det Begreb, man bar om Rettigheder, men endog de Baand, der befæster indvortes Ro, afskjæres, og de Riger, der befandtes i denne Stilling, var underkastede en uophørlig Sønderslidning.

Denne vilde Sætning kunde med lige sofistiske [spidsfindige] Grande antages i det private Liv, og der er ingen Tvivl om, at mangen daarlig Proprietær til Nytte for Eiendommen kunde omveksles med en tomhændet fremmed; men Eiendom og Arveret er bellig. Selskabets Trygbed kræver dette. Ikke alene de civiliserede Staters Love bekræfter dette, men endog de guddommelige.

Anvendt paa Sverige vil man vel ikke negte, at Ponte Corvos Indtrængning til denne Trone — skjønt formaliter sanktioneret af Folket, jo er en Grad af Usurpation. Den virkelige Tronarving lever og har ved ingen Handling forbrudt sine Rettigheder, skulde dette end være Tilfældet med Faderen, hvorom man intet ved. Kun ved vi, at den bevæbnede Magt — som i enhver velordnet Stat blot skal adlyde — uhjemlet bemestrede sig den eksekutive Myndighed, fængslede sin Konge og fordrev ham.

Ihvorvel Armeerne ikke udgjør Folket, og man med megen Grund kan tvivle, om dette voldsomme Skridt, hvis Eksempel maa faa hver svensk Regent til at ryste, har hele Folkets Bifald, maa vi dog antage, at Gustaf IV. Adolphs Rettighed til den svenske Trone er vristet ham nd af Hænderne og for ham evig tabt. Derimod Sønnens Ret ingenlunde. Det forekommer mig indlysende, at alle Europas gamle Fyrster maa forsvare denne Sætning.

Lad kun Indtrængsler — i hvor store Fortjenester den Indtrængende end har — blive Skik, taales og hævdes: da er det fra det Øieblik af forbi med alle Monarkers Tryghed og forbi med den Ro, som er den egentlige Hensigt med Menneskenes Forening i velordnede Samfund.

Napoleons Styrtning fra den franske Trone, hans Dynastis Udelukkelse, uagtet han med saa megen Styrke og Klogskab havde befæstet baade sig og den, er et nyttigt Eksempel, ja en velsignet Tildragelse, som i Forening med den gamle Families Gjenindsættelse vil for Eftertiden lære disse [denne] taalmodig at bære s. 230Modgang og stole paa Guds Naade, og hine [de Indtrængende] ikke at gribe efter Kroner.

Ved at gjennemtænke det foregaaende og ved at veie de personlige Omstændigheder, vover jeg at ytre som min faste Overbevisning, at Ponte-Corvo hverken er eller kan være nogen Yndling af de gamle Hoffer.

Maaske lader man ham forblive, hvad han er, men neppe noget mere.

Den herværende Regjering turde vel snarest føle en Grad af Ligegyldighed i Hensyn til de Sætninger, jeg har søgt at udvikle. Optagen med egne store Anliggender, overseende Norge og Sverige som Grjenstande af mindre Betydenhed for deres egen immediate [umiddelbare] Interesse, affekterende en Grad af Filosofi, som beskytter udmerkede Fortjenester, pegende paa den „Tro og Love", med hvilken Traktater bør opfyldes, tnrde det vel hænde, at dette Kabinet sildigere end de øvrige Allierede indsaa Nødvendigheden af at virke til nogen Forandring med Ponte-Corvo, og at det følgelig ndhalede ethvert Skridt, som tilkjendegav dets egentlige Tanker om ham og egentlige Hensigter med ham. Men at man her vil skride til nogen voldsom Medvirkning, det har jeg nn megen Grund til at tvivle om.

Netop idag staar der en Artikel i „The Morning Chronicle", at Kongen af Neapel — Murat — skal paa en forræderisk Maade have brudt den Traktat, han havde indgaaet med den tyske Keiser. Hans Rige, saafremt denne Tidning er sand, turde da ogsaa være forbi. Laegger man nu hertil, at DHrr. Joseph og Jeronymus, hvorom Aviserne ogsaa taler, har samlet endel Flygtninger og Marodørs for dermed at gjøre en Diversion til Fordel for Broderen; — lægger man endvidere til, at Napoleon skal have havt den Nedrighed, uagtet den ædle og ufortjente Medfart; man har vist ham, at ville bortføre Skatte og Juveler, saa mener jeg, man kan med en meget god Logik tilslutte sig det endelige Udfald for den hele Flok af Parvenues [Opkomlinger], der med saa megen Djervhed har troet at kunne bemsegtige sig Høisæderne. Ponte-Corvo skal have fundet sig fornærmet over, at man ikke har tilkaldt ham ved Fredsunderhandlingerne i Chatillon, og man siger bestemt, at den russiske s. 231Keiser med en vis Grad af Kulde skal have svaret ham: „Qu'il ne ponvait s'y attendre; car aueune puissance du second ordre n'y avait accés, ou y fût appelée." [„At han ikke kunde vente sig dette, da ingen Magt af anden Rang havde Adgang dertil eller blev tilkaldt."]

Han skal altsaa have reist misfornøiet bort, og Aviserne idag paastaar, at han har forladt Paris for at begive sig til Sverige, hvor de norske Anliggender kalder ham. Netop idag d. 27. indeholder „Morning Chronicle" en Artikel, der er meget merkelig og beviser, at de mig givne Efterretninger var paalidelige og beviser tillige, at der allerede er opstaaet Stof til Misforstaaelser mellem Ponte-Corvo og de Allierede. Jeg forbliver urokkelig af den Formening, at disse efterhaanden vil tiltage, hvoraf jeg skal søge at trække den bedste Fordel.

Sammenholder man nn alt dette med hans notoriske Uvirksomhed i den fælles Sag, som mere end engang er bleven censureret i de engelske Aviser og hans iøinefaldende Virksomhed, naar det derimod gjælder hans egne Projekter, og erindrer sig hans violente [heftige] Karakter, som Baron Jacobi ikke tog i Betænkning at ytre sig til mig om; erindrer man sig en Omstændighed, som vel oplyste Mænd har forsikret mig om at være Tilfældet, at navnlig General Charles Stewart, der befinder sigved Armeen, en Broder af Lord Castlereagh, er hans Uven, skjønt Thornton, der ligeledes befinder sig hos ham, skal være hans time damnée [Hjælpers Hjælper; egentlig: den, der udsætter sig for at blive fordømt]; endelig at Prinsregenten siges bestemt at have ytret sin Misfornøielse over denne kostbare og unyttige Allierede; naar man, siger jeg, tager alt dette i Betragtning, kan jeg slet ikke andet tro, end at Ponte-Corvo har seet sin Høide,. og at han, som før sagt, muligens kan tolereres, men neppe favoriseres.

To Omstændigheder tillader jeg mig at forudsætte som afgjorte; først at han i den Bonrbonske Families Øine maa være utaalelig, og for det andet, at han maa være det næsten i lige saa høi Grad ved det Wienske Hof. For det prenssiske maa, han omtrent være en ligegyldig Gjenstand. Dette tror jeg saa meget mere som Baron Jacobi i vor fortrolige Samtale fornemme-s. 232ligstøttede sig paa Kongens personlige Honettitet at opfylde sine Forpligtelser.

Her bliver altsaa kun tilbage Rusland og England. Alexander bliver efter mit Begreb af disse to den, der giver det første Stød til forandret Tænkemaade i Hensyn til Ponte-Corvo. Hans personlige Grandeur, hans sande Heltegjerninger, hans mageløse og ædle Forhold i Paris turde nok saaledes befæste ham i sit Begreb om egen Høibed, at han ikke tager i Betsenkning at se ned paa Redskabet comme d'une matière vulgaire [som værende af et ringe Stof].

Man har desuden her forsikret mig, at Alexander ingenlunde er uskikket til at bryde et Løfte. I dette Tilfælde synes hans egen Interesse at tilsige denne Handling, allerhelst da Ponte Corvo ikke har holdt sit Løfte til ham.

Den svenske Mission, som ikke ophører at passe mig op, har paa anden og tredie Haand ladet mig berette, at 15 000 Russere allerede var i Anmarsch for at understøtte Sverige i Norges Erobring. Fortællingen som latterlig fortjente intet Svar, og af samme Mening var den, der bragte mig Efterretningen.

Norges Sag vinder her Dag for Dag Bifald, og her staar sandelig, saavidt jeg med den mest religiøse Eftertanke kan skjønne, intet andet tilbage end at ndholde Prøven og fegte for vor Sag med samme Urokkelighed. som Beslutningen er tagen.

En kjæk Modstand kan ene overbevise den engelske Nation om vor faste Villie at ville være nafhængige. Denne Overbevisning vil vinde alles Hjerter; tydelige Ytringer derom i Publiko vil uafbrudt høres og gradevis forvandles til en høirøstet Stemme, at Ministrene ikke vover at handle derimod, om de end vilde. Jeg siger: om de end vilde; thi skjønt jeg ikke bygger derpaa, har jeg dog Grund til at tvivle om saadan Villie.

Endelig er da Øieblikket kommet, at Norges Anliggende bliver en parlamentarisk Kvæstion. I Torsdags har Mr. Whitbread i Underhnset, aldeles mod mit Ønske, spurgt Einansministeren, Mr. Vansittart, om det var sandt, at Ministeriet havde givet Ordre til at hindre al Indførsel af Kornvarer til Norge, for ved Hjælp af Udhungring at tvinge dem til det, som Magten ikke kunde formaa, nævnlig at underkaste sig det svenske s. 233Aag. Finantsministeren har derpaa svaret, at det var en meget delikat Sag, og at Omstændighederne var besynderlige, men at Huset kjendte Regjeringens Forpligtelser.

I en Avis stod der, at Regjeringen var disponeret til at understøtte sine Allierede ifølge Traktaterne. I en tredie Avis atter nogle andre Udtryk, men omtrent det samme. Jeg, som kjender Ministerens Timidité [Frygtsomhed] og parlamentariske Forsigtighed, frygter slet ikke for Følgerne af denne Udladelse, ihvorvel det forstaar sig, man ingenlnnde bør dysse sig i Søvn. Han kunde slet ikke svare videre, saafremt han ikke rent ud vilde tilstaa, at man ikke agtede at holde Traktaten, og om end dette er Regjeringens hemmelige Hensigt, saa bør den dog endnu ikke underrette Ponte-Corvo derom.

Han maa bort, hans Armee opløses og det væsentligste af Freden være afgjort, forinden England erklærer sig offentlig til vor Fordel. Herpaa belaver jeg mig.

Whitbreads Spørgsmaal er kommet noget for tidligt. Han har nævnt en Sag, der endnu ikke burde berøres. Paa anden Haand har jeg ladet ham bede at temporisere [se Tiden an]; men han er stolt, egenraadig og brænder af Begjærlighed efter at sige Ministrene noget ubehageligt.

Denne korte Samtale i Underhuset har sat de fleste Aviser i Bevægelse, og der er gjort allehaande Betragtninger derom. Naar jeg undtager en, nemlig The Times for igaar, som er noget bitter mod os, saa er alle de øvrige til Fordel for os.

Med Kapt. Riis sender jeg alle de Aviser, der er ndkomne, siden jeg skrev med Pløen. Af de udmerkede Steder vil D. K. Høihed erfare alt, hvad der er sagt om Norge.

Naar nu den Støi, som her har været i Anledning af Kongen af Frankrigs Bortreise, og Aviserne ophører med at skrive derom, da vil Politiseringen om Norge formodentlig blive en frugtbar Grjenstand, og da skal jeg, saavidt jeg kan, dels direkte og dels ved Venner bidrage til at faa indført, hvad der kan være til Nytte. Der er en Avis, kaldet, .The Travellor", hvoraf D. K. Høihed vil finde et Eksemplar i Pakken, og som har antaget sig Norges Sag med Varme. Et Par Dage før jeg fik s. 234dette Eksemplar, har den indeholdt adskilligt til Norges Forsvar, men uagtet al min Umage har jeg ikke kunnet faa den kjøbt Det er et Blad, som siges at gaa meget omkring i Provinserner følgelig saa meget tjenligere til min Hensigt.

15

For nogle Dage siden modtog jeg et Brev fra Konsul Konow, dateret Amsterdam d. 15. Han var Dagen fornd ankommen til et Sted i Nærheden af Amsterdam og agtede sig den paafølgende til bemeldte Sted. Hans Breve indeliolder forresten kun noget om Dagens Nyheder, livilket vi dog her har i kortere Tid fra Paris.

Jeg har idag med en ganske sikker Leilighed tilskrevet Konsnlen et meget omstændeligt Brev, og jeg haaber, D. K. Høihed ikke tager mig unaadigt op, at jeg indlagt giver mig den Frihed at fremsende en Gjenpart deraf. Jeg har deri berort forskjellige Materier, og det vilde glæde mig ubeskriveligt, om de deradi ytrede Ideer fandt D. K. Høiheds naadigste Bifald. Om Laanet og dets Nytte forbigaar jeg at gjøre Here Anmerkninger, da det egentlig taler for sig selv. Det vilde være af største Gravn for allehaande Gjenstande, ogsaa for den oprettende nationale Bank, hvis oprindelige Fond derved kunde styrkes; men jeg negter ikke, at naar denne Sag betragtes med koldt Blod, turde den nok blive blandt pia desideria [fromme Ønskerj, naar man betæker tvende væsentlige Omstændigheder, nævnlig: hvor haardt Hollands Formue i Krigen er bleven medtaget, og for det andet, at de i Anledning af Freden kunde selv trænge til deres Kapitaler. Imidlertid fortjener Ideen dog at undersoges. Den anden Ide, jeg har ytret, at navnlig Holland burde resentere [?] den svenske Papirblokade, forekommer mig derimod mere praktikabel.

Det interesserer hver neutral Magt at modsætte sig og kuldkaste dette voldsomme System, paa det at samme ikke skulde vorde en Vane og som saadan paaberaabes. Af Sverige synes mig dette at være et arrogant Skridt, saameget mere som det ikke har Kræfter til at understøtte samme, og jeg syntes, jegbnrde gjøre Hr. Konsul Konow opmerksom paa Ideen.

Et tredie Punkt i mit Brev vil D. K. Høihed finde af lige Vigtighed, men af en privat og forviklet Beskaffenhed, nævnlig s. 235Kapersystemets Udvidelse etc., saafremt det ellers er vist, at de Svenske udruster Kapere mod os.

I hvor vanskeligt og delikat dette Projekt end synes, giver jeg dog ikke Slip paa Tanken.

En af mine Venner har været hos mig idag, og af ham har jeg erfaret, at [af] det store Antal Kapere, som findes i England, udrustes de fleste fra Plymouth. Jeg har en fortrolig Ven, som bør paa Landet, ikke langt derfra; til ham agter jeg at skrive en af Dagene ret omstændelig om denne Sag og formaa ham til at indlade sig med Hovedrederne.

Var det ikke saa besværligt for Penge, da ved jeg nok, hvad jeg burde tilraade D. K. Høihed; det var at kjøbe et halvt Snes Stykker af disse Kapere med fuld Udrustning. Det er Skibe, som fører fra 12 til 20 Kanoner, næsten altid ndmerkede Seilere og forsynede med komplet Inventarium. Disse Skibe maatte ikke betales, førend de blev afleverede i Christianssand, der bemandes og bruges, ikke alene som Kapere, [men] og som Konvojskibe mellem Norge og Jylland samt langs Kysterne.

Det gjaldt nu at betinge sig taalelige Betalingsterminer, thi Kapitalen vilde blive betydelig, da man regner, at saadanne Skibe med alt Tilbehør og Ammunition i Forhold til deres Størrelse vil omtrent komme paa 1500 til 3500 Lstrl. pr. Skib. Vil jeg da sætte, at man anskaiffede sig 10 saadanne, da vilde dette omtrent udgjøre 25 à 26 000 Lstrl.; men da havde ogsaa Norge med ét en meget respektabel lille Flotille, som i mere end i en Henseende var af væsentlig Nytte.

Jeg skal efterhaanden give mig den underdanige Frihed at indberette, om noget i denne Retiring lykkes mig. Da jeg ikke er bemyndiget til at foretage denne Negociation, saa forstaar det sig selv, at alt, hvad jeg udretter, sker blot paa nærmere Approbation. Underhandlingerne kræver stor Forsigtighed og Taushed.

Man har forsikret mig, at Traktaten mellem Danmark og England nu er bleven ratificeret. Desuagtet har Konsul Hornemann endnu ikke faaet Ordre fra Regjeringen om at paastaa de danske Eangers Udlevering. De sidder der ogsaa endnu alle, omtrent 1100.

s. 236D. K. Høiheds naadigste Tilskrift, dateret Moss d. 7. Martii, modtog jeg for tre Dage siden, og er formodentlig ankommet med den Slup til Leith, som jeg i Brevet til Konow melder om at være afgaaet fra Porsgrund. Med Forundring ser jeg deraf, at D. K. Høihed allerede dengang havde Efterretning om de Allieredes Fremgang; men de sildigere har oplyst, at Indmarsehen i Paris ikke er skeet førend længe bagefter. Ialfald overgaar denne Fremgang endog de mest urimelige Forventninger.

Hvad har D. K. Høihed vel sagt og følt ved den store Aktørs Eksil fra Scenen? Jeg troede vist, at han havde villet do som Soldat i Spidsen af Armeen og under den sidste Anstrengelse. At han ikke har gjort det turde maaske grunde sig paa et hemmeligt Haab om nye Optrin i Frankrig, i hvilke han endnu kunde komme til at spille en Rolle. Istedetfor at do som Romer, har han foretrukket at leve som Korsikaner, det er: aldrig at opgive den Grjenstand, de foresætter dem.

Hersket har han, og dette vil han vel endnu.

Men hvad synes D. K. Høihed om den franske Karakter? De [Franskmændene] er sande Veirhaner! Alle disse Marchaller og Prinser og Hertuger, som skylder ham deres Velfærd, Stand og Hæder, lader ham nu synke! Alle peger sig frem for at tjene under den nye Orden. Ikke en trak sig tilbage fra at deltage i hans uretfærdige Krige, og ikke en trækker sig nu tilbage af Taknemmelighed mod den Faldne. Mennesket er ofte som Skum paa Havet.

Hvor klogt af den Bourbonske Familie ikke at begynde med Afskedigelser; men om den gamle haute noblesse [høie Adel] ikke er ganske omskabt, saa vil det vel ikke vare længe, førend man ser den ene efter den anden af disse Parvenus tilsidesat.

Den Forventning af det første fordelagtige Indtryk, som D. K. Høihed haaber af min Ankomst hertil, tør jeg paastaa tildels at være opfyldt. Jeg siger tildels, thi det forstaar sig selv, at Indtrykket maa forfølges og forsterkes ved hver brugbar Leilighed, og jeg beder D. K. Høihed ligesaa indstændig som underdanigst uafbrudt at skjænke mig Deres uskatterlige Tillid.

s. 237Kapt. Riis er nu seilklar. Jeg faar altsaa ikke Tid at lægge noget til dette, maaske altfor vidtløftige Brev. Anbefalende mig i D. K. Høiheds Naade og Velvillie

underdanigst

C. Anker.

P. S. Turde jeg vel være saa fri underdanigst at bede, at naar D. K. Høihed har benyttet de engelske Aviser, de da maatte overleveres til min Broder og i Tilfælde, at han var allerede afreist, da til Kammerherre Peeler Anker.

Den 28. April 1814.

Kapt. Riis er bleven opholdt formedelst Skipperens Uefterrettelighed, og jeg benytter dette Mellemrum for underdanigst at indberette til D. K. Høihed, at jeg igaaraftes modtog et Brev fra Konsul Konow, dateret Amsterdam d. 22., og uagtet han deri melder paa fire forskjellige Veie at have tilskrevet D. K. Høihed, saa tror jeg dog min Pligt indlagt at fremsende Gjenpart deraf, da Indholdet har megen Interesse. Jeg ser deraf, at man i Holland modellerer sig ganske efter denne Regjerings Foranstaltninger, og at den Embargo paa norske Skibe, som man i Holland formener her at være bleven lagt paa vore Skibe, allerede har Indflydelse paa Afsendingen af Kornvare fra Holland til Norge, saa og paa Assurancen.

Dette Begreb er feilagtigt, thi med Embargo forstaaes et nvilkaarligt Forbud paa Afseilingen af ethvert norsk Skib; men dette er ikke Tilfældet, thi der er kun kommen en Ordre til Toldboden overalt i Rigerne, at intet Skib skal ndklareres for Norge, være sig norsk, engelsk eller hvilken anden Nation, det end var. Om et norsk Skib f. Eks. befandt sig i en britisk Havn og angives for at gaa til Island, Danmark, Holland, kort sagt, til hvilketsomhelst Sted, kun ikke til Norge, da bliver dette ikke negtet, thi det er ikke forbudt. Derfor kaldes den omtalte Ordre heller ikke andet end stopping of clearance, d. er: Stans i Udklareringen til Norge ved Toldboderne.

s. 238Langt fra mig, at jeg vilde paastaa, at dette ikke var en mesure hostile [fiendtlig Forholdsregel], men dog ei i den Grad, som en Embargo maatte og kunde ansees for.

Med Posten imorgen skal jeg give Konsul Konow fuld Oplysning herom, og haaber, at han ved Hjælp af mine paalidelige Efterretninger vil se sig istand til at betage Vedkommende deres ugrundede Erygt. Angaaende Assurancen tror jeg og at kunne berolige ham, og agter jeg at sende ham en bekræftet Gjenpart af den, som er udstedt for Kapt. Riis’ Ladning, som tydelig viser, at Assurandørerne hefter for al mulig Skade, Opbringelse etc. af fiendtlig Magt, skjønt han har Tilladelse at anløbe hvilken norsk Havn, han ønsker. Kun har man forbeholdt sig, at han ikke der maa blive opholdt, konfiskeret etc. Alt dette mod 4 p Ct.s Præmie. Vil man altsaa ikke i Holland assurere for denne Præmie, saa mener jeg vist, jeg skulde skaffe bam Assurancen her for 4 p Ct.

Jeg skal, inden jeg skriver Brevet til Konow, søge at forsyne mig med paalidelig Besked herom, saa jeg til ham kan tale bestemt.

Konsul Konows Bemerkninger om ikke at opmuntre til Spekulationer synes vel grundede, thi det forstaar sig, at Spekulanterne vil baade paastaa og opnaa de gjængse Markedspriser for de bedste Ladninger, ifald de ikke var for store.

Men saavidt jeg kjender til Kjøbmandsvæsenet, der neppe er i Norge et Haar bedre end andetsteds, vil de snart nedtvinge Priserne, naar de saa, at man var forlegen for at sælge heller end at gaa bort. Der vandtes dette ved de private Indkjøb, at enhver Kjøber maatte selv sørge for Betalingen og lettede saaledes Byrden for det Offentlige. Konsul Konows Ønske, at jeg skulde sende ham Kreditiver herfra for at trække idetmindste for noget af Beløbet for, hvad han indkjøbte, indser jeg endnu ikke, hvorledes jeg skulde blive istand at opfylde.

To Anmerkninger skal oplyse dette. Eor det første ved jeg intet Hus, paa hvilket man kunde trække uden Wolff et Dorvilles Fallitbo.

Det eneste Middel til at formaa Kommissarierne til at akceptere vil bestaa deri, at man hefter til Boet for deres Tilgode-s. 239havende for Boets Debitorer. Herom har jeg omstændelig ytret mig i min underdanigste Skrivelse af 11. Og for det andet kan jeg ikke vente, at Kommissarierne vil tillade nogen anden at trassere paa dem for de i offentlige Fonds deponerede Kapitaler end netop de Kreditorer, der har Penge tilgode i Boet. De vigtigste er Niels Ankers Hus i Fredrikshald for omtrent 20000 Lstrl., Grew Wedel for omtrent samme Sum, Assessor Mathiesen omtrent 17000 Lstrl., Agent Nielsen 6 à 7 eller 8000 Lstrl. De øvrige erindrer jeg mig ikke, thi Opgaven er mig kuns meddelt mundtlig.

Metoden skulde da blive denne, at Vedkommende enten trak direkte til D. K. Høiheds Ordre, — maaske Overprovi deringskommissionen — eller og, at disse og de øvrige norske Kreditorer overdrog til Provideringskommissionen at trassere paa deres Vegne for de 50 p Ct., Opbuds-Kommissærerne for deres Regning havde deponeret i de offentlige Fonds eller og for saa meget deraf, som D. K. Høihed ved Deres Delegerede [C. A.] kunde formaa Kommissarierne til at akceptere. Naar dette var bragt i Orden ved Duplikat- eller Triplikat-Dokumenter, da. maatte disse Kreditiver vorde mig tilstillede, paa det jeg straks kunde forenes med Kommissarierne om den Sum, de for enhver især vilde antage, og paa Grund af denne Forening havde jeg da at kommunicere Konsul Konow det nødvendige.

Denne Fremgangsmaade er efter alle Regler ikke alene den rette, men den eneste. Men D. K. Høihed ser nu selv naadigst, hvor lang Tid denne Omvei vilde medtage, og hvor sandsynligt det er, at Konsul Konow ikke bliver istand til at opholde Indkjøbet af de omskrevne Kornvarer, indtil alt dette kunde vorde bragt i vedbørlig merkantil Orden. At kunne tilveiebringe Kredit for andre Handelshuse her paa Stedet er virkelig ikke sandsynligt; thi Norges politiske Stilling netop i dette fatale Øieblik er de facto betænkelig og vil af enhver Kjøbmand, naar det gjælder Penge, blive paaberaabt som en Hindring imod Kredits Tilstaaelse.

Imidlertid skal jeg her forsøge paa at udrette, hvad jeg kan, skjønt jeg har megen Grund til Frygt at det ikke lykkes mig.

s. 240Under disse Omstændigheder er det i sig selv kun liden Trøst, at Kornvarerne kan faaes for taalelige Priser i Holland; men skulde det klare op for Norge i en politisk Forstand, da bliver det alletider en Trøst at vide et Sted, hvor Føden er at erholde paa antagelige Vilkaar. Den Rug, jeg kjøbte i Leith og Newcastle, kommer omtrent paa 200 Rdl. D. Crt., leveret i Norge. Dette er vel næsten 100 pCt. dyrere, men Kjøbet skede for 6 Uger siden, da man endnu ikke turde haabe paa hastigt og saa godt Udfald paa Kontinenten, ikke at tale om, at da jeg kontraherede, gjaldt Rugen i Norge 400 Rdl. og derover.

Hvad jeg ytrede, vide pag. [224], om parlamentariske Diskussioner angaaende Norge, sees af Dagsavisen allerede at være i fuld Bevægelse. Finantsministerens Svar behager mig just ikke, thi ihvorvel, at han ikke giver mindste Anlednin til den Formodning, at der er givet Ordre til at blokere Norge, kan man dog af hans Svar udlede, at Norges Skjæbne maaske afgjøres i Paris.

Der er i den Anledning opstaaet adskillige Ideer hos mig, men de er for umodne til endnu at meddeles D. K. Høihed.

Jeg haaber, den gothenborgske Efterretning angaaende den saakaldte „Gryldenpalsons“ Arrestering ikke skal betyde Gyldenpalm, ligesom jeg er overbevist om, at ingen Breve har været til af den Beskaffenhed, som disse usandfærdige svenske Tidninger paastaar. Disse Intrigørs er utrættelige.

Underdanigst

C. Anker.