Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Frederik FRA: Carsten Tank Anker (1814-06-15)

18.

Londond. 15. Juni 1814.

Ovenstaaende tvende Breve [af 7. og 10. Juni] maatte jeg sende over Holland, da min merkantile Ven, under hvis Konvolut mine forrige Breve afgik, i Mellemtiden erholdt den Efterretning fra Gothenborg, at alle Breve til Norge bliver aabnede, og hvad der ikke øiensynligen er Kjøbmandsbreve, men enten chifrerede eller politiserende, bliver tilbageholdte eller brændte. Det er altsaa forgjæves at ville sende flere Breve den Vei. Maaske Konow kommer før end Brevet over Holland, derfor bruger jeg Frihed at sende ovenstaaende Gjenpart [af Brevene af 7. og 10. Juni.]

[I Chifre]:

Med Hardenberg har jeg atter idag havt en lang Samtale; han siger bestemt, at af alt, hvad han kan erfare, konkluderer han, at Norge og Sverige maa og skal forenes. Rusland 1 . [sic] vil det for at faa en Dæmning mod Ruslands tiltagende Magt, Keiser Alexander for at tilberede et vist Rige til sin Nevø. Naar nu Hardenberg siger i samme Andedræt, at det kommer kun an paa hvilket Hoved, saa siger min Fornuft mig, at man har forledet ham til at tage Feil.

Sverige skulde man vel kunne faa til at preferere [foretrække] Christian Frederik af to Aarsager, først fordi man detesterer [afskyr] Ponte-Corvo, og for det andet at modsætte sig Ruslands tiltagende Magt. Denne kan jo aldrig ønske Christian Frederik. Maatte snarere bidrage til at lade Sverige og Norge blive adskilte, som de er, naar de ikke kan komme i Nevøens Hænder. Christian Frederik kan tro mig, at her er nogen Falskhed under dette, ikke af Hardenberg, men af dem, der vil virke paa ham. Det er klart, naar det paastaaes, og som jeg tror nu med Vished at kunne antage, at Ponte-Corvo er forhadt, ja foragtet af alle Partier, inklusive af Keiser Alexander, dog mindre, at Keiser Alexander ikke vilde Foreningen for hans Skyld. For hvis da?

s. 314 For Nevøen, 1 . mod at skaffe Ponte-Corvo Erstatning, hvorom man tillige paastaar, at der skal være indgaaet en hemmelig Traktat.

Sverige derimod regner paa Ponte-Corvos Herredømme for at stanse Rusland. Skjønt i stridige Hensigter, arbeider de begge til et Maal, og naar Foreningen under P.-C. er tilveiebragt, vil Rusland finde sig narret og Christian Frederik og Norge begge ulykkelige. Det var endog muligt, at P.-C. ikke holder sit Ord til Keiser Alexander, eller at man ikke kan skaffe ham Erstatningen. Han beholder altsaa Norge à la barbe de Keiser Alexander [lige for Keiser Alexanders Næse]. Eller skal denne med bevæbnet Haand tage baade Sverige og Norge fra ham? — ny Ulykke for Norge?

Skulde jeg mi lade mig forstaa med Muligheden af Foreningen under Christian Frederik, kunde det vel hænde, at man greb denne Vink og af Dumhed aabnede Øinene paa Keiser Alexander, som da med fordoblet Anstrengelse — — — — —

Jeg mener, at Norge, just fordi det er: La pomme désirée, petit devenir la pomme de discorde [at just fordi Norge er det Æble, man begjærer, kan det blive et Tvistens Æble] midt under disse store Planer.

Christian Frederik ved nok, hvor ivrigen jeg ønsker Christian Frederik grandeur [Storhed], men jeg ønsker endnu mere Deres Ro og Lyksalighed. Ved at blive Konge over Sverige og Norge, blev De ikke lykkelig eller tryg. Det er min Pligt at gjøre Christian Frederik opmerksom paa vort Lands derved mislykkede Plan, paa Nevøens Rettigheder, paa hans Parti og paa Onkelens dépit [Uvillie] og Kræfter samt paa Ruslands bekjendte Intriger og Udvidelsessystem. Betænk dette, elskede Herre, ikke for at kuldkaste den fattede Ide, men for at veie den.

Razoumowskys Raad: intet at precipitere, finder jeg betænkt. Il faut donner quelque chose aux évènements. [Man maa til en vis Grad lade Begivenhederne raade.]

Det er det rette Ord: midt under Virksomhed at stole paa Guds Einger, som beskytter en god Sag. Norges Uafhængighed og s. 315 isolerede Forfatning forekommer mig rimeligere, just fordi det er simplere end de udstrakte Planer, man har.

Nu om det andet og dog ikke andet:

Hardenberg taler: Christian Frederik vil nu snart faa de vigtige Emissarier til sig. Gid Christian Frederik ikke afviste eller havde afvist dem!!! som Aviserne paastaar. Grev Orloff er Hovedmanden, han vil tale et stolt og truende Sprog. Dette har han gjørt i Kjøbenhavn, ja endog været uartig. De øvrige holder med for at imponere, men er ingenlunde de ostensible [fremtrædende].

At indlade dem samlede til Audients er ikke raadeligt, da de alle er talende Personer, og Christian Frederik maatte da dele sine Svar. Men kan en samlet [Audients], om den paastaaes, ikke forekommes, da turde Christian Frederik maaske bruge samme Metode som med Rosen. Da har Christian Frederik upartiske Vidner, som, om det behøves, kan forfatte en høitidelig Rapport i sin Tid til Rigsforsamlingen af det passerede.

Dersom Audientsen bliver særskilt, turde Autoriteternes Nærværelse maaske blive mindre nødvendig, jeg synes det jo blot for Orloffs Skyld. Christian Frederik har da den Avantage [Fordel], at kunne udmerke Orloff med Komplimenter om Keiser Alexander, som man flatterer som magnanime etc. [smigrende kalder høimodig], og at Christian Frederik kunde tiltale enhver især efter sit Hofs Vigtighed og forskjellige Stilling.

Der flyder Repetitioner af denne Metode, men den er vist at foretrække uagtet Uleiligheden.

At jeg tror det nyttigt, at Autoriteterne og flere udmerkede Mænd var tilstede, grunder sig paa den Beskrivelse, Hardenberg gav mig om Orloffs opblæste Forhold, endskjønt han byder Christian Frederik vel ikke, hvad han har budt Kongen af Danmark . At være ene med saadan Karakter er dog ikke værd. De Tilstedeværende kunde ogsaa notere, hvad der siges, og betage Christian Frederik den Uleilighed.

Man spaar, at man fra Hovedkvarteret i Venersborg vil anmelde en eller to svenske Herrer, som [kommer] med Emissarier pour se donner des airs [for at briske sig] og af Nysgjerrighed. Skulde det ske, tror man, at Christian Frederik maatte og være s. 316 berettiget at negte dem Adgang, s'étant si ouvertement prononcés comme hostiles et ennemis de V. A. R. ei de la Norvège, qu'on ne pouvait pas traiter avec eux [fordi de havde optraadt saa aabenlyst baade som D. K. Høiheds og som Norges Fiender, at man ikke kunde underhandle med dem]."

20

Disse var Hardenbergs Ord, som jeg tror at burde give akkurat, da jeg vist formoder, at hans Fader har bifaldt, hvad han ytrede:

„Skulde det nu hænde," sagde han, „at de Fremmede ei vil skilles fra de Svenske og vil paatvinge Christian Frederik samme, da tror Hardenberg, at Christian Frederik for sin egen Værdigheds Skyld er nødt og berettiget at negte dem alle Adgang, da dette refus [Afslag] lettelig kunde gives en Vending,. der blev forbindtlig for de fire Udsendte.

Her har det alt staaet i Aviserne, at Christian Frederik havde afvist dem, men herom tvivler Hardenberg, da det vildehave en slem Virkning paa Keiser Alexander.

Gud styrke D. K. Høihed med Deres sedvanlige Sindighed og vise Moderation.

Hardenberg forsikrer mig atter, at Norge undgaar slet ikke at forenes med Sverige. Jeg kan endnu ikke antage den Overbevisning, thi det sikreste for alle Parter bliver ei at lade nogen faa det [Norge].

Her er kommen en Kurer iaften fra Danmark til Bourke. Arme Land og Konge!

Aviserne siger, at D. K. Høihed er udraabt til Norges Konge. Er det saa, da velsigne Dem Grud, ædle og elskede Herre og Konge! O, lad mig aldrig tabe den gamle Naade.

Jeg formaar i Nat ei mere.

Underdanig og tro

C. A.