Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Frederik FRA: Carsten Tank Anker (1814-09-26)

27.

[Officielle.]

London, sluttet d. 26. Septbr. 1814,

Deres Majestæt.

Allernaadigste Konge.

Skjønt jeg ofte tilforn har sat mig ned at forfatte mine' Depecher til D. K. Majesfæt med et bekymret Sind og omgivet med mørke Udsigter, kan min Smdsstemning til saadanne Tider dog ikke forlignes med de ulykkelige Følelser, som nu bemestrer sig mit hele Væsen. Endnu har jeg intet fra Dem, min Konge, men ak! desværre for meget af Fiendens Fortællinger, som forklarer mig det nlykkelige Norges Skjæbne.

Siden 29. f. M. har alle Aviser næsten hver Dag forbitret mit Sind med Fiendens triumferende Efterretninger. Vel har jeg kunnet fatte mig til den Grad, at jeg har overseet det pralende, det svenske, som Aviserne har indeholdt, men Fakta har jegmaattet respektere. For mere end 8 Dage siden læste vi Konventionerne af 14. [Aug.] og idag (d. 7. Septbr.) D. K. Majestæts Proklamation af 16. f. M. Af den ser jeg da desværre, at De har resigneret og givet Slip paa Norges Krone. Om jeg end ikke saa mere, da er dette nok til at avle en Grad af Fortvivlelso i mit Bryst. Hvad mit Hoved lider, kan jeg ikke beskrive, men hvad jeg forudser, kan jeg til Nød forklare. De Svenske skal beliolde Tropper i Landet, de skal kunne liave en direkte Kommnnikation med Stortinget. Den demokratiske 85. § tillader uforsigtigvis enhver at være tilstede ved Forhandlingerne. Hvor mange kan man vel da formode, der vil blive, som tør staa frem og tale mod Foreningen. Christiania vil komme til at sværme med Svenske. Nogle Medlemmer bliver bestukne, andre skræmte, nogle lokkede og atter andre vil følge Flokken.

Hvad er da vor Udsigt andet end denne bitre, at Norge skal miste sin Konge og sin Uafhængighed? Følgerne af disse tvende store Omstændigheder vil vorde mangfoldige og ulykkelige. Og ser jeg hen til Dem, allernaadigste Konge, hvor inderlig bedrøvet føler jeg mig ikke da! De skal forlade Norge. Deres Hjerte vil føle sig bristefærdigt ved Afskeden.

Tænker jeg over Stedet, hvorhen D. Majestæt formodentlig begiver sig, hvad kan jeg da ikke forestille mig? Kan der være s. 381 noget godt at vente? Tvertimod! Hvad H. R. [Hardenherg-Reventlow] i sit Brev af 8. f. M. ytrede, hvoraf jeg under 2. dennes fremsendte Grjenpart, er vel ikke ganske uden Grund, ikke heller den Bemerkning, han gjør, sigende: „A Copenhague on cedera a tout." [„1 Kjøbenhavn vil man give efter i alt."]

Hvilken skrækkelig Udsigt øiner man ikke! Skjønt jeg over disse tvende store Punkter ikke kan skrive noget fornuftigt, dels fordi jeg føler mig næsten betaget, dels ogsaa fordi jeg endnu savner Efterretninger fra min Konge om det virkelige, veiledet af de foregaaende Ornstændigheder, vil jeg dog allerunderdanigst fremsætte nogle Bemerkninger:

1. Om Norge og om dets Skjœbne i Forening med Sverige.

Hvor klog Konstitutionen eller Foreningskontrakten end bliver affattet, maa man ikke tvivle paa, at jo Sverige, hvor Regjeringen vil have sit Sæde, hvor Ærgjerrighed og Intriger ligeledes har deres rette Hjem, vil vorde det ledende Rige og Norge det lydende.

Ingen Forsigtighed, ingen Klogskab vil kunne gavne os. Enhver Villie, der stemmer med svensk Politik og svensk Trang, vil sættes igjennem. At man endog ved de tiltænkte Forslag om Tillæg i Konstitutionen, som den afsluttede Konvention berører at være Sverige forbeholden, vil prøve paa med tvetydige Udtryk at bane sig Vei dertil, derom tør man ikke tvivle. Ikke nok [hermed], hvad skulde kunne hindre Sverige med væbnet Haand at tvinge os til Lydighed? At udskrive vor Ungdom for at rekrutere den svenske Arme bliver nok det første Skridt.

Naar de norske Militære ikke tør samle sig uden kongelig Ordre og desuden afvæbnede, hvor let da for Detachementer at lade hente hver Mand, man behøver eller ikke behøver. Samme Midler kan bruges til ukonstitutionsmæssige Skatters Inddrivelse. Vil Nordmanden revoltere? Tilvisse vilde han, men kan han dette med Nytte uden Vaaben? Revolt stilles vanskeligen med indfødte Tropper, men med fremmede, der ikke er Medborgere, er det ingenlunde vanskelist. Jeg bar den inderlige Overbevisning, at den svenske Regjering uden megen Modsigelse vil bifalde hvilkensomhelst Konstitution, Norge for- s. 382 langer thi der bliver ikke en §, som den jo hemmeligen vil foresætte sig og offentligen foretage sig at bryde, naar den Tid kommer, at dette behoves.

2. Skjønt al menneskelig Forsigtighed synes saaledes at være forgjæves, bør man imidlertid dog udtæke, saavidt man formaar, hvad der maaske kunde gavne. Lad os se!

1) Englands og Ruslands Graranti bør Norge have til Betryggelse mod ethvert svensk Indgreb i Konstitntionen.

2) Skulde det ikke være gjørligt og til hoi Grad nyttigt som Grnndlov at etablere Konservatores, hvis Pligter var:

a) At give Agt paa enhver offentlig Foranstaltning, være sig militær eller civil, og sammenholde disse ikke alene med Konstitutionens Ord, men med dens Aand, og naar nogen Afvigelse eller Indgreb kunde udledes, da derom straks gjøre en grundet Forestilling og Indsigelse.

b) Ved hvert Storting, være sig ordentligt eller overordentligt, at indgive til sammes Præsident straks ved dets Aabning en Generalrapport over alle Forestillinger, som siden sidste Storting var blevne indgivne, og som ingen Forandring havde virket, veiledet med de Bemerkninger, som. Erfaring maatte foranledige, siden slige Forestillinger var blevne indsendte.

c) Alle disse Rapporter skulde ved Trykken bekjendt gjøres.

d) Disse Konservatores skulde aldrig staa i mindste Forbindelse med Hoffet eller Regjeringen, ikke modtage Embeder, Titler, Pensioner, Graver, Ordener eller ' andre Ærestegn.

e) De skulde være indfødte Norske.

f) De maatte ikke kunne undslaa sig for Valget, vedlive i trende Aar og ikke afgaa, førend de hade aflagt Regnskab og Vidnesbyrd for deres patriotiske Nid Kjær hed i de forløbne tre Aar.

g) De kunde vælges paanyt, men anden Grang var de ikke forpligtede til at modtage Valget.

h) De maatte ikke have Tilladelse at reise udenfor Norges Grænser i deres Tjenestetid.

s. 383 i) De Skulde aflægge deres Troskabsed paa Stortinget og derved forpligte sig til ikke at modtage nogen Gunst eller Grave eller Løfte derom fra Regjeringen.

Om disses Rettigheder.

a) Disse Konservatores skulde lønnes ene af Norge og skulde have deres Indkomster, som. bør være ret anstændige, in natura.

b) Ingen Øvrighedsperson maatte kunne undslaa sig for at meddele de Oplysninger, som de til deres Embedsførelse kunde tiltrænge.

c) De skulde være berettigede til at modtage enhver Klage, som frivilligen blev dem overleveret, og ufortøvet befordre samme til vedkommende Departement. Det skulde staa dem frit for at veilede saadan Klage med en oplysende Erklæring; dog Skulde de dertil ikke være pligtige.

d) Da disse Embedsrnænd ikke i ringeste Maade skulde være afhængige af Regjeringen, flyder og deraf, at de ikke af samme kan paabyrdes den allerringeste Forretning eller Kommission.

Adskilligt.

a) I ethvert Stift skulde der være en Konservateur, som indsendte deres Rapporter, Forslag etc. til en

b) Generalkonservateur, der forfattede et Helt af disse Indberetninger til de særskilte Departementer, som ligeledes afgav en Generalrapport til Stortinget. Fandt Stifts-Konservateurerne, at han enten havde forbigaaet en eller flere af deres Rapporter, da faar disse Ret til at gjøre Stortinget opmerksom derpaa.

c) Skulde General-Konservateuren erfare, at en af Stifts-Konservateurerne havde forsømt at gjøre Indberetninger over et eller andet notorisk Indgreb i Rigets Konstitution, da er han berettiget til at paaminde ham derom. Frugter denne Erindring ikke, da anmelder han samme paa næste Storting, og erfares det da ved Undersøgelsen, at Forsømmelsen er forsætlig, grundet paa Haab [om] eller Frygt for Hoffets s. 384 Gunst, da skal Stortinget være berettiget at lade indeliolde saameget af sidste Aars Honorarium, som det efter Sagens Omstændigheder findes billigt.

d) Konservateurernes Personer er uantastelige, saavidt deres Embedsførelse vedgaar, og kan ikke krseves til Ansvar eller tilføies Ulempe i nogen Maade for, hvad de anmelder eller anmerker. Men befindes det, at de forsætligen har indberettet falske Data, da staar de derfor til Ansvar, saaledes som Stortinget for godt befinder.

e) Det Honorar, som disse Konservatores tilkom, maa lignes paa hvert Sogn, hvor Presten og de brugelige Fjerdingsmænd maatte paalægges Indsamlingen i Forhold til Skyldsætningen. Naar alt var indsamlet, maatte det frit befordres fra Bygd til Bygd til de Foreningspunkter, som fandtes mest beleiligt for Konservatores.

Hvorledes disse iøvrigt kunde vorde betryggede mod ethvert Savn af deres tilkommende Indtægter, dette maatte Stortinget ved en urokkelig Lov bestemme, thi det er ligefrem, at Rigets Fordring paa deres Virksomhed ophørte, saasnart de ophørte at lønnes.

f) Under disses Tjenestetid maatte de løses fra deres Ed til den svenske Regjering.

Om Trykkefriheden.

3. Jeg bekjender frimodigen, at jeg ikke ynder en ubegrænset Trykkefrihed. Jeg har seet for mange Eksempler paa de vederstyggeligste Misbrug, den har avlet, og jeg er her i dette Land, hvor jeg giver nøie Agt paa alt, hvad der passerer, daglig Vidne til den Forhærdelse, den afstedkommer netop i de Gremytter, der burde rystes ved de bitre Sandheder, man offentligen siger dem. Desuagtet tilstaar jeg, at der neppe gives noget andet Middel til at advare den offentlige Bestyrelse af Norges Anliggender. Ved mange Leiligheder har jeg uden Sky ytret mine Tanker derom, og i Stedet for at være bleven svækkede, forener alle Betragtninger sig til at bestyrke samme. Der er imidlertid tvende Omstændigheder, som efter alle grundede Fornuftsslutninger gjør Trykkefriheden for Norge under nærværende s. 385 Omstændigheder næsten uskatterlig. Først at Kongeriget Norge befindes i en Afstand fra dets Hovedregjering, dernæst at Foreningerne mellem Rigerne er ny. Begge disse væsentlige Omstændigheder vil i Begyndelsen fremtvinge Forsigtighed i Stockholm.

Denne Forsigtighed maa man formode at kunne vorde vedligeholdt ved Hjælp af en ved Loven beskyttet Trykkefrihed.

Mit ringe Raad er derfor dette, at Trykkefriheden i Forbindelse med ovenstaaende Forslag betræifende Konservatores Indstiftelse i Riget vorder nu ved det forestaaende Storting ved en speciel Lovgivning fastsat at og som saadan indlemmet i Rigets Konstitution som en Grundlov.

Thi skulde denne eller saadan Lov og Forordning ndsættes til et paafølgende Storting, da er det mere end uvist, hvad Indflydelse den svenske Regjering imidlertid snildeligen kan have vidst at forskaffe sig, dels paa anden Maade ved Repræsentanternes primitive Valg, dels ved Udnævnelsen af de særskilte Komiteer, der henhørte til Stortinget.

Vi vil her ikke glemme den væsentlige Omstændighed, at der i den Mellemtid af tre Aar, fra dette Storting at regne til det næste, kunde være foregaaet saa mange voldsomme Indgreb i Norges Konstitntion, at ethvert Produkt af Trykkefriheden, blev den end nindskrænket, vil ikke have nogen Virkning, men vorde en tom Lyd, et Udraab i Ørken.

Disse Ideer maa D. K. Majestæt ikke anse for andet end Udlinier, som fornnftige, taenkende og nrokkelige Patrioter maatte veie, afbenytte og nddanne til Fuldkommenhed.

4. Til Dem, allernaadigste Konge, henvender jeg mig fremdeles og uforstyrret, nagtet de offentlige Tidninger ikke ophører med den Paastand, dateret fra forskjellige Steder, at D. K. Majestæt ikke alene havde ophørt at deltage i Norges Bestyrelse, men endog stod ifærd med at reise ned til Danmark.

Disse Tidninger overvælder mig, og den Anstrengelse, der kræves for nogenledes at ordne mine Tanker og: ikke at nedskrive Ufornuft, angriber mit Sind mere end nogen Modgang, nogen Bekymring, nogen vanskelig Stilling — og jeg har befundet mig i flere — mit Liv igjennem nogensinde har gjort.

s. 386 Men betænk min ulykkelige Forfatning: Indtil denne Dag, d. 9. Septbr., har jeg ikke faaet en Linie fra Norge til Oplysning eller Veiledning i mit Begreb om, hvad der er foregaaet.

Svenske Efterretninger i de ministerielle Blade, fremavlende de mest ydmygende Bemerkninger, udgjør alt, hvad jeg ved, og forinden jeg bliver forsynet fra D. K. Majestæts Haand med sande Underretninger, kan jeg ikke træde frem for at modsige eller oplyse en eneste Omstændighed. Jeg kan kuns mundtlig og skriftlig til de mange Venner, der med Deltagelse spørger mig, bede dem om at udsætte deres Dom, indtil jeg kan svare dem med Vished.

Omtrent 4 Uger er forløbne, siden Konventionerne og D. K. Majestæts Proklamation til Norges Indbyggere er udfærdigede, og i 14 Dage bar man liavt Efterretning om de ferstnævnte. Vinden har i lang Tid være ostlig, og dog savner jeg Brev fra Deres dyrebare Haand. Skulde De have forladt mig, allernaadigste Konge, og overgivet mig til min egen Skjæbne? Sknlde jeg være glemt af Norges Raad og Mænd? Er jeg ikke længer min Konges og mit Fødelands tro Mand og Tjener? Skal jeg blot nære mig med den forgiftede Føde, der overflødigen meddeles fra svensk Haand? Er Depecherne opsnappede? Er her Forræderi? Er jeg beført og bagtalt? Jeg føler mig næsten forstyrret i mit Hoved, ligesom jeg og i flere Nætter har maattet savne den nødvendige Ro ved at gruble over disse og mange andre bitre Omstændigheder. Kort, min Længsel og Forventning er ligesaa utaalelig som ubeskrivelig. Jeg maa lægge dette hen.

5. Efter at have ladet dette henligge til idag d. 14. i det Haab at erholde Breve, om ikke med et særskilt afsendt Fartøi, saa dog med et eller andet af de Handelsskibe, som forventedes, føler jeg mig nu overtydet om, at jeg ingen Efterretning har at vente, thi 8 Skibe fra Porsgrundsfjorden og 2 fra Drøbak er nu i et Par Ugers Tid ankomne uden at bringe mig Brev fra nogen. Jeg har altsaa stræbt at fatte mig og har maattet lade mig nøie med de mnndtlige Efterretninger, som nogle af Skibskapteinerne havde bragt mig. Jeg kan finde mig i alt og tror at have dannet mig et samlet Begreb om Tildragelserne og Forfatningen.

s. 387 Men hvad der overvælder mig med Sorg og Frygt, det erden Tidning, man enstemmigen meddeler mig om D. K. Majestæts Upasselighed endog til den Grad, at De er sengeliggende. Den sande Aarsag til dence Sygdom kan jeg tilgjætte mig. Hos ædle Gremytter bestemmer Sindets Forfatning Legemets, og jeg begriber meget let alt, hvad der maa foregaa hos D. K. Majestæt i Anledning af det, der er indtruffet. Men saavist som der er mere end en Aarsag til Bekymring, gives der og mere end en Grund for at trøste sig. D. K. Majestæts religiøse Grundsætninger, Deres sjeldne Vane altid at tænke over de menneskelige Tildragelser, Renheden af D. K. Majestæts Hensigter i alt, hvad De har foretaget til Redning for Norge, enhver god og oplyst Mands Overbevisning om dette vil og maa blive den sande Trøst. Det nylig forefaldne er Prøver, som Grud i sin Visdom sender Kongen og Folket. Efter at have benyttet de Midler, Forsynet har nedlagt for Mennesket, for at undgaa den bitre Skjæbne, hvormed man truedes, maa man ingenlunde forsage, fordi Udfaldet ikke straks kronede vore Ønsker.

Vi maa ydmygeligen som Grud hengivne Mennesker underkaste os Prøven i den faste Overbevisning, at alt, hvad der, sendes os fra Naadens og Fuldkommenhedens Kilde, tjener til vort sande Bedste.

D. K. Majestæt ved nok, at en uvirksom Fromhed hverken er mit Valgsprog eller Regelen for mine Handlinger.

En mørk Sky, i lang Tid svanger med en trnende Ødelæglæggelse, er brudt ud over et roligt Folk, som i dets Afkrog var tilfreds med dets tarvelige Kaar; men vil dette Folk være gudhengivent og dyrke Enighed med indbyrdes Tillid, grundet paa beskedne Ønsker og dydige Hensigter, da er der ingen Fare for Norge.

Fiendens Anslag er grundet paa Uretfærdighed. De Midler, den har benyttet for at fremme sine Anslag, er vederstyggelige,. og aldrig saa vi endnu, at Ugudelighed trinmferer i Tidens Længde. Forsynet tillader ofte paa en kort Tid menneskelig Ondskab at rase; men omsider styrter Ophavsmændene med samt deres Planer til Jorden, naar blot den lidende ikke op- s. 388 hører at handle retskaffent under Lidelserne. Henvendte paa Norge i dette provende Øieblik udgjør disse Betragtninger den Grundvold, paa hvilken jeg bygger det Haab om Gorges mulige Redning. Men Nordmanden kan, det forstaar sig, forspilde denne Redning ved foragtelig Uenighed, ved strafværdigt Forræderi og ved at foretrække personlig Sikkerhed og Fordel for Fædrelandets Frelse.

Gjør Nordmanden sig skyldig i slige unorske Handlinger, da lad ham synke under den Straf, han fortjener, og harme sig, skjønt for sildigt, det er: lade ham blive svensk. Inden kort Tid vil vi da se enkelte Svampe opvokse af Dyndet og nyde Frugten af deres skjulte Forbrydelser mod Fædrelandet. Mængden vil vi derimod se synke under den nye Regjerings Aag og under de enkelte nedrige, der hyldede samme.

Behersker af Norge og af alle dets Kræfter vil den til alle Tider urolige svenske Regjering vorde endnu mere overmodig. Her skulde spilles en Rolle i Europa. Dens krigerigske, fattige og talrige Adel — efter at have besat alle Norges Embeder, tilpralet sig Domæner, det benencerede Glods, kongelige Almindinger og Privilegier — vil nu hæve sig og skabe sig et Rygte i Europa og i tilkommende Annaler. Alt dette kan ikke opnaaes uden ved Udsugninger og ved Blod.

Se, dette er Nordmandens Udsigt, saafremt han underkaster sig Sverige. Og hvad vilde den vel vorde, saafremt han mandeligen udstaar Prøven og underkaster sig en kort Modgang end en langvarig? Jo, denne, at han udgjorde et selvstœndigt Folk, høiagtet af hele Europa for sit Mod, at han nød rolig Besiddelse af en lykkelig og tarvelig Stilling, just derfor umisundt og uantastet, søgt og beskyttet af forskjellige Magter i Europa, saa ofte, politiske Tildragelser gjorde dets Venskab og Uvenskab vigtige. Erobringssystemet og unyttig Drift til Krig kunde aldrig indsnige sig i Norge. Norge vilde omdannes til en schweitzerisk Sømagt! Fred og Tarvelighed vilde udgjøre dets første politiske Grundsætninger. Ingen staaende Arme. En liden Sømagt til Hovedindseilingernes Forsvar var nok; thi foruftige Alliancer og et klogt Kabinet maatte vorde dets sande Styrke.

s. 389 Norges Produkter, endog nu, overstiger dets Behov 1 , og naar Agerdyrkningen, denne første- af alle Finansoperationer, jevnlig tiltog og udvidedes, livor egte og grundfæstet vilde da ikke Norges Vælde blive? Om vi ikke under saadanne Omstændigheder følte os lykkelige, da vilde vore egne Laster og ingen fremmed Aarsag være Skyld deri.

Jeg kan ikke forestille mig, at alt dette skulde være Syner •og patriotisk Entusiasme.

6. Kaster vi nu et opmerksomt Blik paa de vigtige Om stændigheder, som i dette Øieblik styrer de fleste Staters hemmelige Hensigter og Stræben, da ligger endog Norges Tryghed deri.

Man kunde skrive mange Ark og dog ikke tydeligen afmale de stridende Interesser og deres umulige Forening, der nu udgjør Gjenstanden for den wienske Kongres. Historien nævner intet, der kan lignes med denne Samling af kronede Hoveder •og gjældende Mænd. Hvad Enighed kan her ventes i en Forsamling, hvor enhver Stemmeberettiget har sin egen særskilte Plan til Formaal, der ikke kan pleies med Held uden paa en andens Bekostning?

At disse Magter selv forudser Strid og ikke Enighed; at de selv føler det urigtige, ja, uretskafne af deres tiltænkte Fordringer; at de mistænker hinanden indbyrdes for uædle og ubifaldelige Hensigter, det bevidner de talrige Hære, som de vigtigste af dem allerede har samlet, og der ligesom staar paa Springet dels for at forsvare og dels for at angribe, hvad der ikke er Ret.

Rusland har 50000 Mand i Holstein, tilvisse i mer end en Hensigt. D. K. Majestæt har Underretning derom. Østerrige har 150 000 Mand paa Grænsen af Galizien. Preussen, foruden den sterke Arme, der skal tage Besiddelse af Sachsen, samler en anden mellem Maas- og Moselfloderne. England lader sine hannoveranske Tropper marschere til Nederlandene og erstatter hines Tab med engelske Tropper. Nyligen har jeg erfaret, at s. 390 England har ved Fredstraktaten i Paris forpligtet sig til at tilveiebringe en Arme af 40 000 Mand, og denne Kontingent er nu, dels ved egne Tropper, dels ved Rekrutering, dels ved at tage Fremmede i deres Sold, fnldstændig. Frankrig ved bedst af dem alle at skjule sine militære Foretagender. Det samler et betydeligt Antal Tropper langs ved Rhinstrømmen. Paaskudet for denne Troppesamling bar været, at de Militære i Frankrige var urolige, og at man maatte beskjæftige dem. Forklaring herover og at berolige England skal have været det sande Ærinde, som bragte Hertugen af Berri hertil for kort Tid siden, da den offentlig angivne [Aarsag] var blot at indbyde Prinsregenten til at bivaane Kongen af Frankriges Kroning. Alle disse udvortes Omstændigheder kaster et stort Lys paa de indvortes.

Ve den Fyrste, der kommer til Wien uden Penge og uden Arme. Lad ham hytte sig. Uden at kunne spaa, synes mig, man kan gjette sig til, at denne store Kongres vil ende enten i Krig eller i saadan overfladelig snmmarisk Overenskomst, der vil indeholde Sæd til den mest forstyrrende Uenighed.

I begge Tilfælde øiner jeg Norges Tryghed. Sverige, mindst Ponte-Corvo og allermindst Bernadotte, kan vente nogen Beskyttelse af de herskende Magter.

Hvor hellige var ikke de Løfter, som denne ærgjerrige Mand erholdt af Rnsland og Prenssen om Understøtning med Tropper for at erobre Norge, ja, endog indtil at føie den russiske Keisers Æresord til Traktaterne. Har disse Magter gjort et eneste væsentligt Skridt, Kommissariernes store og truende Ord regner ikke, som tilkjendegiver, at der er nogen Hensigt til at understøtte?'

Allerede i min Depeche af 28. Juni har jeg allerunderdanigst indberettet D. Majestæt, hvor kolde, endog i det varmeste Øieblik, Rusland og Preussen var med Hensyn til den lovede Undsætning. Deraf flød, at man ved Negociationen skulde vise sig saa meget varmere.

7. Ponte-Corvos Uvillighed i at føie sig efter Kommissariernes Forslag, hans overilede Angreb og netop hans Praleri over, hvad han kunde gjøre, og hvad han har gjort, vil virke imod ham. At han har villet gaa alene, at han vilde gjøre alt s. 391 alene, endelig at han har udrettet alt alene er just herligt; thi alt dette vil fremtvinge det Svar og den afgjørende Bemerkning fra de Allierede: „at nu beliøver han dem ikkeu".

Lægger mail Merke til, at denne Besked gives eller vil gives ham netop paa en Tid, da de Allierede selv trænger til deres Kræfter, dels for at sætte igjennem egne Planer, dels for at modstaa andres, saa haaber jeg, at D. K. Majestæt nærer den glade Overbevisning, at Ponte-Corvo bliver overladt til sig selv. Men jeg gaar videre. Jeg formoder endog, at naar de vigtige Magter under Kongressens forviklede Løb har erholdt Vished •om hverandres stridende Hensigter, vil deraf flyde en bestemt Modvirkning i alle de Tilfælde, en af de Gjældende ytrer en Hensigt. Skulde t. Eks. Rusland egensindigen vedblive det Ønske at forene Norge med Sverige, bliver dette netop en Grund for Østerrige ikke alene at modsige, men at paastaa denne Plans Frafald.

Englands nærværende Politik maa absolut opløses og omdannes til en selvsammes Modsætning, og det paa samme Grund som Østerrige. Skulde Frankrige tro at opdage nogen engelsk Forstørrelsesplan i Norges Forening med Sverige, da vil den kloge Benevento nok have sin Stemme og lade de mindre Fjædre spændes. I mine Tanker vil Norges Vigtighed stige formedelst Vigtigheden af de dermed havende Hensigter, og da det er umuligt, plat umuligt, at alles Hensigter med denne Forening skulde kunne være de selvsamme og møde i en given Punkt, det er: i et fælles Maal, Fordel og Villie, saa er det i mine Tanker klart som Solen, at Norge har kun to Ting at befrygte, nævnlig: Sveriges Overmagt og vor egen Uenighed.

Denne frygter jeg mere end hin. Uenighed har altid afstedkommet Svaghed.

Og hvad angaar Sveriges Overmagt, da maa jeg igjentage det nysanførte som de Grande, paa hvilke jeg bygger den Formodning, at Ponte-Corvo ved fremmede Magters Mellemkomst vil endog hindres fra at beskytte den.

Allernaadigste Konge!

8. Jeg; har vovet saaledes og saa vidtløftigt at fremsætte mine Tanker, stolende paa, at D. K. Majestæt aldrig nogensinde s. 392 kunde kjedes endsige vredes over min Frimodighed. Resultatet af mine Betragtninger er denne positive Formodning, at Norgeingenlunde er tabt for Bern og os. Endog den Modgang, D. K. Majestæt har havt, kan og bør vorde et Middel til dets Redning, blot at Folket ikke nu vil vakle og de ledende Mænd forblive, hvad de er, nemlig urokkelig i deres Beslutning ikke at forlade Uafhængighedsplanen.

Norge har med Vaabenstilstanden opnaaet Leilighed til Udskibning og Tilførsel. Norges Krigsmænd har vist Sverige, saa vidt jeg er bleven underrettet, at Modstanden ikke er Virkningen af Fraktioner, men af den almindelige Villie, og de svenske Krigere er derved blevne overtydede om, at det var franske ogsvenske Usandheder, der sagde dem, at de vilde blive antagnemed aabne Arme, saasnart de viste sig.

Norge — efter Ponte-Corvos despotiske Planer — skulde fra Begyndelsen ingen Konstitntion liavt, og kun været afhængigt af hans Villie; men da Indbyggerne modsatte sig en feig Overgivelse, og han saa dette var Alvor, da fik Norge smigrende Løfter om en konstitntionel Regjeringsform, allehaande Fordele, dog med den lille Forbeholdenhed af hans svenske Majestæts tilkommende Bifald. Den, der fæster Tro til disse Løfter, og som oversaa, hvad Forbeholdenheden betydede, kjender kuns lidet til Mennesket i Almindelighed og slet intet til det svenske Ministerinm eller til P.-C.

Hvad er nu Frugten af den udøvede, skjønt korte Modstand? Jo, denne, at Ponte-Corvo der ikke længe siden i en utaalelig, stolt Bekjendtgjørelse erklærede offentlig for hele Enropa, at det eidsvoldske Storting var en ulovlig Forsamling, og at alle dets Beslutninger var Nulliteter, at denne selvsamme Ponte-Corvo, siger jeg, nu har seet sig nødsaget ikke alene at erkjende den Konstitution, Stortinget udarbeidede som Rigets Grundlov, men endog at underhandle med denne hans ulovlige Forsamling, og forpligtet sig saavelsom Kongen af Sverige, til at stadfæste Norges Konstitution. Saafremt D. K. Majestæt ikke liavde mødt Kommissariernes Trusler med en beundringsværdig Standhaftighed, men givet efter for samnie, havde Norge da vel havt en Konstitution? Sammenligningen er uimodstaaelig til vor Fordel, om s. 393 der end skulde finde en Forening Steel mellem Norge og Sveriger. den, jeg anser ligesaa usandsynlig og unodvendig, som den i sig selv vilde vorde ulykkelig og odelaeggende.

Norge har vundet i Europas Agtelse ved dets kjække Modstand og derved overbevist de store Magter om dets Betydenhed. Det vil nu komme i den Vegtskaal, hvor de store Planer skal veies. Skjønt endnu ikke tilfulde, er dets Værd som en Nation tildels erkjendt og paaagtet, Uden Modstand og ved en frivillig Underkastelse vilde Norgo have været foragtet og ved alle Leiligheder behandlet som Provins, en Ø eller en Landsby, hvis. Indbyggere aldrig mere kunde opløfte Røsten. At byde Nakken til Aag og Armene til Trældom, det havde været Nordmandens. nedrige Rolle.

Saaledes betragter jeg Følgerne af det Foregaaede, og jeger næsten vis paa, at om jeg var bleven underrettet om alt, hvad der er forefaldet, da vilde min Overbevisning været endnu. sterkere.

9. De herværende offentlige Tidninger paastaar, at D. K. Majestæt har resigneret uden at sige, hvorledes eller til hvad Grad. Herover understaar jeg mig ikke til at fremsætte den ringeste Betragtning. Endog Breve fra Altona, grundede paa. tyske Hoffers Mening, siger mig, at dette Tilbageskridt blot er vilkaarligt og temporært.

At et overordentligt Storting er sammenkaldt, ser jeg af D. K. Majestæts Proklamation, dateret 16. f. M., indrykket i Nr. 128 af Bladet „Tiden", som en Skipper har overladt mig;. men jeg ser ikke deraf noget bestemt i Hensyn til det store Spørgsmaal: Skal Stortinget deliberere [raadslaa] over Foreningsvilkaarene eller, om selve Foreningen skal bif aides eller forkastes?' Jeg formoder, at dette sidste er eller bliver Tilfældet.

10. Ved denne Leilighed tror jeg mig ikke alene pligtig,. men føler en uimodstaaelig Drift til at ytre min individuelle Mening, saafremt min Stemme ønskes og er berettiget til at vorde hørt. Jeg voterer paa Uafhœngighed og paa al den Modstand, kort eller lang, som Opnaaelsen heraf vilde fordre, ligesom. jeg og voterer paa Troskab mod den Konge, Norge allerede harvalgt. Dette Votum er jeg fœrdig til at besegle med mit Blod.

s. 394 11. Skulde Pluraliteten af Repræsentanterne vove at bestemme sig for Foreningen — jeg siger vove, thi jeg tvivler med Grund om, at det er Konstituenternes Hensigt og Villie — da har jeg i det Foresraaende givet mig den. allerunderdanisfste Frihed at ytre nogle Ideer, som henstilles til Overveielse, og jeg skjønner ikke rettere, end at Stortinget burde paastaa at forblive samlet, følgelig Vaabenstilstandens Forlængelse, indtil den udfordrende Graranti, der formodentlig vil ansees nødvendig, var -opnaaet i fuld Form. Jeg forudsætter tillige, at Foreningen ikke anderledes besluttes end paa det Vilkaar, at de fremmede Magters Graranti opnaaes.

12. Ved at gjennemlæse alt Foregaaende føler jeg, at deri findes ikke den Orden og Korthed, som klare Ideer og bestemte Meninger fordrer. Men, allernaadigste Konge, min Uvidenhed om de virkelige Omstændigheder er fornemmelig Skyld i dette, saa og den dybt følte Bekymring, Tidningerne har forvoldt mig. Alt dette vil D. K. Majestæt vist allernaadigst overse og tilgive. Jeg begiver mig nu til særskilte Poster.

13. D. K. Majestæts Depedie af 3. f. M. har jeg allerunderdanigst modtaget for omtrent 3 Uger siden. Med dyb Taknemmelighed ser jeg deraf den udmerkede og store Tillid, hvormed D. Majestæt benaader mig ved provisorisk at ndnævne mig i Tilfælde af deres Død, som Grud i sin Naade afverge, til at forestaa de udenlandske Anliggender. Jeg kan i denne Anledning blot igjentage, hvad jeg mundtlig og skriftlig flere Grange allerunderdanigst har forsikret D. K. Majestæt om; dette navnlig: saalænge D. K. Majestæt enten virkelig behøver eller tror at behøve min Tid, mine Evner, min Erfaring og min gode Villie, da er alt dette uvilkaarligen nedlagt i D. K. Majestæts Hænder til Befaling og Afbenyttelse.

Skulde det elskede Norge faa Ro og Sikkerhed, da - - jeg bekjender det frimodigen — ønsker jeg i min tiltagende Alder at gaa tilbage til min private Stilling for at skjøtte min Velfærd, som i den senere Tid ved at forsømmes har lidt meget. Naar jeg nævner Ro og Sikkerhed, forstaar jeg ikke derved svensk Ro og Sikkerhed, thi under disse tvetydige Herligheder er min Beslutning tagen.

s. 395 Norge har ikke i den Stilling nogen Fordring mere paa mig. Det eneste, der maaske kunde friste mig, saafremt mine Landsmænd ikke fandt dertil nogen bedre skikket, det blev den Syssel, som jeg paa Pag. 6, Litr. B i min nærværende Ensomhed har tænkt mig som høist nødvendig. Idetmindste foler ieg, at ingen menneskelig Magt skulde svække min Standhaftighed til at stride mod ethvert Indgreb i Norges Rettigheder. Naar jeg ikke med mit Liv kunde tilkjøbe Norge Uafhængighed, da blev det næste .Skridt at opofre samme for at gjøre dets Afhængighed taalelig.

14. Jeg har havt en Samtale med den franske Ambassadør siden mit sidste og under denne overleveret ham D. K. Majestæts Breve til Kongen af Frankrige og Prinsen af Benevento. Han modtog dem uden at giøre ringeste Indvending og lovede at befordre samme. Hvad enten jeg nu var mere paatrængende, eller han mere oplyst, end da jeg sidst talte med ham, ved jeg ikke, men ved at spørge ham, hvad der kunde bevæge Ponte Corvo til at opgive sine Rettigheder til Guadeloupe, og om han var lovet nogen Erstatning derfor, betroede han mig, at det var aftalt mellem de allierede Magter, at han skulde have Surinam istedetfor Guadeloupe. Skjønt jeg ikke burde tvivle om hans Udsigende, søgte jeg dog at erholde større Vished, og for nogle Uger siden modtog jeg Breve fra Paris, hvori Efterretningen bekræftedes. Man melder mig ved samme Leilighed, at intet er vissere, end at en Brevveksling er bleven opdaget mellem Ponte Corvo og N'.[apoleon] samt den ubetydelige Omstændighed, at Ponte-Corvos Fader var .... Den svenske Adel er altsaa ikke saa kræsen som stolt. At Guadeloupe var bortbyttet og ikke bortgivet, var mig kjært at erf are, thi jeg drager deraf den Slutning, at Frankrige ikke har forpligtet sig til noget i Hensyn til Ponte-Corvo.

15. Jeg har ogsaa siden mit sidste havt en Samtale med den hollandske Ambassadør, overleverende ham D. Majestæts Brev til Hollands Suveræn, hvilket han godvilligen modtog og lovede at befordre.

Jeg agtede nøie paa den Forskjel, Statsraad Aal sagde mig, der befandtes mellem de tvende Eksemplarer, han overleverede mig.

25

s. 396 I min Samtale med Ambassadøren udlod jeg mig omstændelig angaaende den utaalelige Frihed, Sverige liavde tiltaget sig ved at erklære Norge blokeret blot ved et Pennestrøg og ikke ved virkelige, armerede Skibe, saaledes stationerede, som gjorde det farligt for neutrale Fartøier baade at løbe ind i og at forlade en Havn; thi dette er den Definition, som Traktaterne og Forklaringer over samme nedlægger som Bevis for en virkelig Blokade.

„Holland," sagde jeg, „havde utallige Ting at sende og sælge os, og erholdt igjen fra Norge Kobber, Fisk, Bjelker etc. Vil Holland af en Magt som Sverige lade sig forbyde at handle paa og med Norge, blot fordi at Sverige udsteder Proklamationer om en Papirblokade? England har vel flere Grange gjort saadant, men England kan understøtte sine ntraktatmæssige Handlinger med Overmagt Sverige ikke. Dersom Holland tillader den svenske Blokade upaaanket at tjene til Kegel for sin Handel, da statuerer den et Eksempel, som i Fremtiden kan tjene til Paasknd for enliver liden Magt, der arrogerede [tiltog] sig den Rettighed i Kabinettet at blokere hvilketsomhelst Rige uden at stationere et eneste Skib ved noget Indløb."

Ambassadøren hørte mig med megen Opmerksomhed og bad mig undskylde, at han i dette Øieblik var blot og kunde blot være lntter Øre. Man liavde, sagde han, hos sig i nœrvcerende Øieblik antagen som Regel i Forholdet til fremmede Magter at rette sig efter England, og hvad denne Magt angaar, da vidstejeg jo fuld Besked.

Adskillige OmstØndigheder, som jeg siden er kommen i Erfaring om, bekræfter Rigtigheden af, hvad han betroede mig. Han saavelsom den franske Ambassadør ytrede forresten megen Deltagelse i Norges Skjæbne, ønskende os Succés.

16. Paa dette Sted vil jeg allerunderdanigst indberette D. K. Majestæt, at det omtalte Parti mellem Arveprinsen af Oranien og Prinsesse Charlotte af Wales, som sagdes at være ganske afbrudt, paastaaes igjen at vorde fnldbyrdet; men paa Grand af et voveligt Skridt, som sidstnævnte foretog i et Øiebliks Overilelse, mener man, at en passende Mellemtid maa forløbe, forinden nogen Bestemmelse fra eller til kan tages. Imidlertid er s. 397 Prinsessen reist ned til en af Søstaederne for at bruge Badet og, som det siges, meget nøie passet.

17. Tildragelserne i Norge og de Efterretninger, som derom er indrykkede i alle Aviser, havde, især i Begyndelsen, overalt den Virkning, at man ansaa Norges Skjæbne som ganske bestemt, nævnlig: dets Forening med Sverige. Jeg troede, og mange af mine Venner ligeledes, at dette Øieblik var det rette for at gjøre Prøve paa en almindelig Snbskription til Gravn for Forges lidende Indbyggere.

Efterat Ideen ved Udgiveren af The Morning Chronicle i en meget vel skreven Intimation var bleven publiceret, fattede jeg den Beslntning i et Brev til The Chancellor of the Exchequer, Mr. Vansittart, at anmode nam om nogle Linier til Erkebiskopen af Canterbury, der skulde tjene til at forskaffe mig denne venerable Mands Bekjendtskab, da det var af vel underrettede Venner blevet mig tilraadet at formaa ham til at sætte sig i Spidsen for Indbydelsen til saadan Subskription.

Dette Raad var vel grundet, thi ikke nok, at han stod høiligen agtet i Publico, han var en Mand i det ministerielle Parti, hvis Deltagelse var uomgjængelig fornøden, saafremt Subskriptionen skulde vinde Medhold og vorde tilstrækkelig udvidet.

Paa det D. K. Majestæt kan erholde det rigtige Begreb om mit Forslag giver jeg mig herved den allerunderdanigste Fribed at fremsende en Grjenpart af mit Brev til Finantsministeren. 1 Med Længsel og tildels med Uro ventede jeg paa hans Svar, thi jeg følte nok7 at den Anmodning, jeg havde gjort ham, var noget hazarderet. Den var egentlig — og heller — at betragte som gjort til en Bekjendt og Ven end til Ministeren. Jeg var endog belavet paa, ikke at erholde noget Svar, ialfald en kold og officiel Refus [Afslag].

Ministeren valgte ikke denne Metode, thi efter 8 Dages Forløb — han var paa Landet — fik jeg et forbindtligt og argumenteret Svar, hvis egentlige Resultat var, at Subskriptionen ikke kunde understøttes af noget Medlem af Regjeringen, da Omstændighederne endnu ei syntes tilstrækkeligen afgjorte.

s. 398 Af hans Svar fremsendes allerunderdanigst Grjenpart.1

D. K. Majestæt vil finde nogle merkelige Steder i dette Brev, idetmindste forekom det mig saaledes, naar jeg sammenligner de Udtryk, der indeholdt Tvivl om Norges afgjorte Rolighed med den glade Tilfredshed, som Ministeren ytrede i Anledning af det passerede, da jeg nogle Dage forhen i en anden Anledning var hos ham.

Jeg slutter af den nu ytrede Betænkelighed, at det engelske Ministerium enten fra deres [dets] Ministre og Konsnler i Sverige eller og af den svenske Mission selv, har Underretning om Nordmandens sande Disposition, uagtet de svenske Pralerier, som allevegne udspreder, at Norges Underkastelse var blot en Affære af 14 Dage.

Under saadanne Omstændigheder vil D. K. Majestæt selv se, at ingen Indbydelse til Subskription kan finde Sted, thi for det første turde ingen ministeriel Mand sætte sig i Spidsen for eller deltage i nogen Komite, ndnævnt for at befordre den, uden hvilket intet tilstrækkeligt vilde kunne udrettes.

At formaa Oppositionens Medlemmer eller andre antiministerielle Mænd vilde vorde uden Virkning, ikke at tale om at saadan Samling var udsat for den risque straks at erholde et officielt Brev fra Statssekretæren for det indenlandske Departement ikke at indsamle noget Pengebidrag til Indbyggerne i Norge, saalænge dette Riges Skjæbne ifølge de indgaaede Traktater ei var bleven afgjort. Skjønt jeg føler Beroligelse i at have gjort Forsøget, er det ikke mindre krænkende at se det Haab, jeg nærede, saaledes kuldkastet.

Da Finantsministeren med Grodhed og Opmerksomhed havde besvaret mit Brev, troede jeg at skylde ham min Tak derfor og skrev ham følgelig saaledes til, som den indlagte 1 Ekstrakt viser, saameget mere som ieg dog skulde tilskrive ham angaaende en anden Grjenstand.

Jeg maa anmerke, at Finantsministeren har egne Aarsager for ei at bifaide Snbskriptionen, thi han er i denne Tid netop i Begreb med at indbyde til et Laan paa 18 Millioner Lstrl. s. 399 En oplyst Mand forsikrede mig nylig, at af det sidste Laan resterer der endnu 16 Millioner, og som Banken har maattet forskyde. For at skaffe alt dette maa alle Evner hos private Mænd paakaldes, og det paa en Tid, da Krigsafgifterne endnu vedbliver at fordres og hæves. Saaledes staar her til i Finantsfaget.

18. I min allerunderdanigste Depeche af 16. ds. nævnte jeg med nogle Linier, at den svenske Konsul skulde have fragtet tvende Fartøier for at sende de norske Fanger hjem til Norge. Denne Tidning var ikke aldeles rigtig; thi her er virkelig ankommen tvende svenske Fregatter, som bestemt paastaaes at være sendte for at afhente dem. Skjønt disse allerede for en Uges Tid siden er ankomne, er der endnu intet endeligt Skridt gjort til deres Løsladelse eller for at sende dem ombord.

For omtrent en tre Uger siden har den svenske Konsul udbetalt 45 Lstrl. til de norske Fanger, der efter Sigende skulde være en Uges Underholdning a 2 til 3 Pence om Dagen pr. Mand, og det lagdes til, at han havde givet dem Løfte om samme ugentlige Understøtnine-, saa længe de befandt dem i Fangenskabet. De Norske har gjort Paastand om at erholde dette Tillæg fra den Tid af, at Understøtningen fra Danmark ophørte; men derom havde Konsulen intet bifældigt [bifaldende] Løfte givet dem. Jeg beklager, at jeg ikke har havt Midler i Hænder til at udbetale dem det høist billige Tillæg da deres Forfatning var yderst slet. Nogle enkelte har jeg af og til ladet bekomme noget, men uagtet jeg derved er gaaet saa vidt, jeg har kunnet, forslog denne Hjælp dog kun lidet.

19. Siden mit sidste til D. K. Majestæt har jeg været i Brevveksling med Handelshuset Weddik et Wendel i Amsterdam angaaende Anskaffelsen af visse Nødvendighedsvarer, som jeg formodede nu kunde hjemsendes med al Tryghed, og paa det D. K. Majestæt kan vorde tilfulde underrettet om det væsenlige af denne Brevveksling, giver jeg mig den allerunderdanigste Frihed herved at fremsende medfølgende Grjenparter. 1 Hvad Virkning dette kan have, er vel noget uvist, thi merkantil For- s. 400 sigtighed, ihvorvel man ikke ganske kan misbillige samme, gaar ofte noget vidt, naar det gjælder patriotiske Handlinger.

Jeg har ligeledes været i Brevveksling saavel med Struve, der sidst opholdt sig i Altona, som med et Handelshus sammesteds om samme Materie, opmuntrende dem til at foretage alt, hvad der var dem muligt i Hensyn til disse uomgjængelige Artiklers Indkjøb og Oversendelse. Endnu ved jeg ikke, hvad Virkning dette har havt.

Jeg har den faste Overbevisning, at naar blot Penge kunde tilveiebringes, eller og paalidelige Kreditiver, da vil disse Artikler ikke udeblive.

At erholde disse Varesorter herfra vil blive forbnnden med megen Vanskelighed og Fare. Desuagtet er en saadan Fabrikant fra et Handelshus i Leith bleven mis' anbefalet, og ieg venter hver Dag, at denne Mand Skulde komme til mig for at handle om Sagen, dens Mulighed og Iverksættelse. Jeg skal naturligvis ikke nndlade noget af, hvad der kunde opmuntre og overtale til Ekspeditionen: men jeg stoler ikke derpaa. For at gjøre hvad jeg her berører om visse Varesorter saameget mere forstaaeligt, maa jeg allerunderdanigst henvise til den 12. Artikel i min Depeche af 22. Juli.

20. I Forbindelse med denne Materie undlader jeg ikke allerunderdanigst at melde, at den Varesort, som D. K. Majestæt i Depechen af 3. f. M. blandt andre nævner som nødvendig i dette Øieblik, skal jeg efterhaanden anskaffe og fremsende; men dertil udfordres Midler, som jeg ikke besidder, thi jeg er rent blottet for Penge, og det Kreditiv, jeg fik af Hr. Agent Nielsen paa Handelshuset Sewell et Necks for nogle hundrede Pund, er bleven benyttet til 600 LstrL, og videre tror de dem ikke berettigede at gaa, forinden Agenten nærmere forklarer sig til sammes Udvidelse.

Med Skipper Christophersen, der returnerede til Farsund i forrige Uge, sendte jeg en Kasse og et Anker, indeholdende, den ene 3000 Stkr. finere Sort, og den anden 4000 Stkr. grovere. Kjendere vil straks ved Eftersyn kunne bedømme deres forskjellige Bestemmelser, jeg har havt ved Valget, grundet paa den Erfaring, jeg har havt om disse Ting.

s. 401 Havde den mig sendte Veksel paa 800 Lstri. uheldigvis ikke været protesteret, vilde jeg ikke taget i Betænkning at hjemsende 10 Grange dette Forraad, da jeg kan omtrent skjønne, hvad der believes.

Jeg har skrevet til Christophersens Rhedere, D'Hrr. G. et E. Lund i Farsund, meldende dem, at Indholdet af denne Kasse og Anker var mig ubekjendt, men at de maatte afgaa til Christiania, adresserede til Major Axel Petersen og der forblive til D. K. Majestæts egen allerhøieste Disposition. Begge Dele er merkede med (7., og bliver det vel fornødent, at Majoren i Forveien erholder D. K. Majestæts Befaling at udlevere samme straks ved Ankomsten.

21. I min Depeche af 26. Juli indberettede jeg allerunderdanigst at have skrevet til Rist. Fra den Ven, der havde i Kommission at levere Brevet, har jeg erholdt den foreløbige Efterretning, at hans Pligter og øvrige Omstændigheder ikke tillod ham at antage Tilbudet. Det lader som, at hvilkensomhelst Streng, jeg end rører ved, saa afgiver den ikke den Tone, jeg ventede. Der er Øieblikke, i hvilke jeg sandelig føler mig ligesom forladt af hele Verden, og naar jeg ikke var desfastere i mine Grundsætninger, kunde jeg næten spørge mig selv, hvorpaa jeg nu grundede mine Forhaabninger ?

Norges Sag er god, dets Konge er dydig og virksom og elsket, og jeg mistvivler ligesaa lidet om en sikker Havn, som Sømanden under Storm og Modvind, der stoler paa Gud under sin lovlige Reise.

Hvad Rist angaar, da er hans Savn i dette Øieblik ikke saa føleligt, thi England er endnu paa en Tid ikke det rette Theater til vigtige Underhandlinger.

22. Ved nøie at eftertænke alle Omstændighederne finder jeg med den grundigste Overbevisning, at min gode Broder kan og bør vende tilbage. Den næsten grænseløse Tillid, D. Majestæt benaader mig med, har gjort mig saa fri at raade ham til at tiltræde Hjemreisen. Har jeg handlet uret, da vil D. K. Majestæt allernaadigst tilgive mig i Betragtning af Hensigten. Omkostningerne ved Ophold, den tilstundende sildige Aarstid og den sikre Leilighed, her nu gives, som muligens snart kan s. 402 briste, er blandt flere mine Aarsager til dette Raad. Min Ensomhed vil her paa Stedet blive naesten komplet.

Men hvor nedbøiende end denne Forfatning er, skal jeg dog ikke tabe Modet. Jeg tror, han reiser i næste Uge, og jeg skal da med ham sende Duplikat af denne Depeche.

23. I mine forskjellige Depecher har jeg givet mig den allerunderdanigste Frihed at underrette D. M., at jeg har været i personlig Brevveksling med den Mand, 1 som D. Majestæt beærede med sin Tillid og som opholdt sig her en kort Tid, Det sidste Brev, jeg modtog fra ham, var af S. f. M., hvoraf jeg saavelsom af det forrige af 4. ds. fremsendte Grjenpart med min Depeche af 21. August. Jeg har siden tilskrevet ham følgende Breve, nemlig 16., 23., 26., 29. August og 13. d. M., alle af mere eller mindre Vigtighed, uden at erholde noget Svar. Brevene er blevne sendte over Holland og anbefalede mine Venner der til sikker Befordring. Jeg begriber ikke anderledes hans Stiltienhed end at han enten maa være syg eller reist tilbage til Danmark. Overalt anser jeg det unyttigt at skrive ham mere til, før jeg erholder noget fra ham. Den vigtigste Punkt, hvorom jeg ønskede at have faaet Besked fra ham, var den, om og hvorvidt min Reise til AVien ansaaes gavnlig, hvorom jeg bad ham tale med Faderen. I Mangel af Efterretninger ved jeg ikke, hvad jeg tør foreslaa for D. M. Naar jeg vil tage Theori til Veiledning, da tilstaar jeg, at jeg anser saadan Reise ikke alene for nyttig, men endog for uomgjængelig. En meget oplyst Mand her paa Stedet, henhørende til det diplomatiske Fag, og som har min Fortrolighed til en høi Grad, er af den Mening, sigende, at om det end ikke var for at negociere, saa dog for at give Oplysninger, især om Nationens Sindelag og Beslutning. „Men," sagde han, „dersom Deres Konge efter Sigende har resigneret, indtil Rigsdagen har været samlet og fattet dens Resolution, saa maa De sendes af „The Senate" og forsynes med dets Fuldmagt og Instruks."

Da jeg nu slet ingen Besked ved om, hvad der er passeret hjemme, kan jeg heller intet Forslag gjøre.

s. 403 24. Kort efter at de svenske Tidninger var ankomne om. de sluttede Konventioner i Norge, tilskrev jeg Hs. Durchlauchtighed Prins Metternich og sendte ham den Avis, som samme Dag derover var udkommet med nogle faa Bemerkninger, og lagde til, at da jeg ingen ofiiciel Kommunikatioii havde erholdt fra D. K. Majestæt, bad jeg Prinsen udsætte sin Dom over det Forefaldne, da jeg lovede at fremkomme med omstændelig Indberetning,. saasnart jeg erholdt den. Jeg tog denne Anledning for at sende ham, saavel D. Majestæts Brev til Prinsen selv som til Keiseren.

25. Saasnart den engelske Blokade var hævet, tog jeg deraf" Anledning ogsaa at tilskrive Hs. Durchlauchtigkeit Prins Hardenberg, anmodende ham om at ville bidrage til Tilbagekaldelsen af den kongelige preussiske Anordning, som under 19. Juli forbed al Handel mellem Hs. Majestæts Undersaatter og Norge. Jeg tvivler ikke paa, at dette jo sker; imidlertid har jeg endnu intet Svar. Jeg bør dog tilføie, at jeg heller ikke i den korte Tid har kunnet erholde noget, da Prinsen efter Aviserne var afreist til Wien.

26. I Him Depeche af 21. f. M., dens 2. Post, meldte jegat ville sende Duplikat af den Officielle under 26. Juli, min Søn bragte; men da jeg nu med Vished ved, at han er lykkelig ankommen, anser jeg dette overflødigt. Den følger altsaa ikke.

27. Da Statsraad Aal reiste herfra, overleverede han mig Fortegnelser over adskillige Ting, som D. K. Majestæt ønskede indkjøbt og anskaffet.

Skjønt jeg ifølge min allerunderdanigste Pligt har anmerket mig samme for at efterkommes, er Udførelsen deraf dog bleven udsat formedelst Mangel paa Remisse af de dertil udfordrende Penge. Vekselen for de 800 Lstrl., som muligens var bestemte til disse Udgifter, og som mig blev sendt fra Statsraad Aals Hus i Porsgrund efter høiere Ordre, er, som forhen meldt, ikkebleven antagen. Jeg har følgelig ingen Midler ihænde til at. bestride Kommissionen og maa altsaa oppebie D. Majestæts allerhøieste Befaling desangaaende.

28. Et Par Dage efter at have modtaget D. Majestæts Brev til H. K. H. Hertugen af Gloucester havde jeg Anledning til at tale med ham og overleverede ham da bemeldte Brev, s. 404 hvilket han straks aabnede og og læste med den største Opmerksomhed.

H. K. Høibed paalagde mig at forsikre Dem om sin Taknemmeligbed for alt det forbindtlige, Brevet indeholdt, og ytrede desuden sin sande Hengivenbed og Venskab for D. Majestæt. Jeg har havt den Ære to Grange at spise bos H. K. Høihed siden, og det er næsten umuligt med mere Nidkjærbed og Varme at omspørge og anbøre Efterretninger om D. K. Majestæt og Norge. Den sidste Gang drak han og Selskabet „Success to Norway", ytrende derhos det faste Haab. at Norge aldrig nogensinde maatte vorde svensk.

29. Jeg bar været i jevnlig Brevveksling med Handelsbuset Corbett, Borthwick et Comp. i Leitb betræffende det Parti Rug, som under mit Opbold sammesteds blev kjøbt til Beløb omtrent 5340 Lstrl., og hvorfor jeg bar personligen akcepteret Veksler, betalelige i 4 Terminer, nemlig 8. Aug., 8. Septbr., 8. Oktbr. og 8. Novbr. — De er Kjøbmænd, og man kan slet ikke fortænke dem, at de i et Tilfælde, der angaar en saa betydelig Kapital, nærer nogen Betænkelighed angaaende Rembours for deres Udgifter, thi de bar længe siden gjort Udlæg for den hele Sum. Remisserne, 1300 Lstrl paa den første Termin, indløb ubeldigvis sildig, og den anden Termin er ganske udebleven.

Disse Omstændigbeder, der gjør dem frygtsomme for de tilkommende tvende Terminer, bar foranlediget, at de ganske frimodigen har ytret det bestemte Ønske at faa Tilladelse til igjen at sælge Rugen. Hidindtil har jeg forekommet dette Skridt og bedet dem oppebie de Efterretninger, jeg med Grand hver Dag kunde vente, saavel angaaende denne Sag som om alt, der var passeret i Norge i den samme Tid.

Rugen blev indkjøbt til 56 eller 60 Sh. pr. Kvarter, som gjør pr. Tønde norsk Maal 2S à 30 Sb. Dette efter daværende Kurs, 120 Rdr. pr. Lstrb, vilde med Fragt og Omkostninger udgjore omtrent 200 Rdr. pr. Tønde, frit leveret i Norge paa samme Tid, den der gjaldt 450 Rdr.

Handelen, som blev foretagen efter nøieste Beregning over •Overlæg, var altsaa god og — saafremt jeg kan bygge paa s. 405 mundtlige Efterretninger — er den det endnu, thi man forsikrede mig, at Rugen gjaldt nyligen 500 Rdr. i Norge.

Jeg kan altsaa ikke andet end paa Grund af disse Omstæmdigheder foreslaa, at de manglende Remisser, saasnart det nogensinde er muligt for Statsraadet, uopholdeligen tilstilles mig, paa det jeg kunde foranstalte Hjemsendelse af denne fortræffelige Rug, der er bedste østersøiske. Remisserne kan gjerne ske i langsigtige Veksler, om de end var paa 6 Maaneder, naar de blot erholdes af solide Huse og paa solide Huse.

Tabet. der blev en Følge af Rugens Salg nu, vilde være betydeligt. Den gjælder kun 38 à 40 Sh. pr. Kvarter 1 i dette Øieblik som en Følge af Freden og af den gode Indhøstning. Naar Rugen nu skulde sælges til Middelprisen 39 Sh. pr. Kvarter, saa udgjorde dette en Forskjel af 19 Sh. pr. Kvarter, som for det hele Parti — 1881 Kvarter — vilde løbe op til £ 1786.19.00. Dette til 120 Rdr. pr. Lstrl., tillagt Pakhusleie, Assurance, Kastning etc., vilde forvolde et Tab fra 220 til 230 000 Rdr. dansk Kurant, som efter min allerunderdanigste Formening baade kan og bør undgaaes.

Jeg vil altsaa forvente D. K. Majestæts allernaadigste Befaling, hvorledes hermed bør forholdes, da jeg imidlertid skal gjøre mig al mulig Umage for at bevæge ovenbemeldte Handelslius til at udsætte Realisationen.

30. Hoftidningen indeholder idag en officiel Rapport om •en meget vigtig Seir, som den engelske Sø- og Landmagt har erhvervet over de Amerikanske. Staden Washington er indtagen, alle ofiicielle Bygninger sammesteds er brændte og ødelagte, saa og Dokken, Skibsverftet og Arsenalerne; en Fregat, færdig til at gaa af Stabelen, og en Slup brændte, alle deres Beholdninger ganske ødelagte, Amerikanernes hele Flotille sprængt i Luften, 17 Kjøbmandsskibe tagne etc.

Af denne Seir vil formodentlig Følgen blive, at de engelske Fredsvilkaar opskrues, men ingen oplyst Mand tror, at Amerikanerne vil give efter. Enten vil nu Krigen blive national eller og Revolutioner i Landet. Paa den Kant er der altsaa ingen grundet Udsigt til Ro, allerhelst da Amerikanerne har paa en s. 406 anden Kant ved en af Eæstningerne, der ligger mellem de store Indsoer, havt betydelig Fordel over de Engelske.

En vel underrettet Mand har længe siden sagt mig, at den engelske Krigsplan bestod i at ødelægge og brænde alt, hvad der laa ved Kysterne; men hvorvel at dette muligens lykkes dem, saa vil deres Fremgang oppe i Landet altid blive saarevanskelig og maaske nmulig. Med god Grund kan man vel foradse, at Krigen med Amerika vil vorde langvarig og yderst kostbar for Storbritannien.

Lægger man nu hertil, at Uoverensstemmelserne i Europa. ikke — uden største Vanskelighed — kan vorde bilagte, saa skjønner jeg jo ikke rettere, end at Storbritannien vil have nok at bestille med sine egne indre Anliggender, og at Sverige slet ikke maa regne paa nogen Understøtning fra dem [sic].

Allerunderdanigst

C. Anker.

[Anm. Denne Depeche samt det følgende Brev af 26/9—6/10 blev med Skibskaptein Bucklum fra Drøbak sendt til Norge.

Med sin Broder Peter Anker, som d. 7. Oktbr. indskibede sig fra Ilford Ness for at reise til Norge, sendte C. A. Duplikat af sin foran indtagne Depeche af 26. Septbr. tilligemed et Duplikat af efterstaaende private Brev til Christian Frederik.]