Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Frederik FRA: Carsten Tank Anker (1814-09-26)

28.

[Private.]

Londond. 26. Septbr. 1814.

Sluttet d. 6. Oktbr.

Min elskede Konge og Herre.

Om jeg kunde forklare, hvad mit Sind i denne Tid lider vilde jeg dog ikke gjøre det. D. K. Majestæts egne og store Bekymringer vilde kuns forøges derved. Hvad der mest angriber mig er den Tidning, at De er farlig syg, — netop dette Udtryk bruges i et privat Brev, skrevet til Holland, hvoraf man har sendt mig Gjenpart, — og den komplette Uvidenhed, i hvilken s. 407 jeg befinder mig i Hensyn til, hvad der er foregaaet i Norge, siden Krigen begyndte, og efterat Konventionen er shuttet. Jeg vidste intet andet eller mere, end hvad Aviserne indeholder, og hvad jeg har kunnet samle af private Breve til andre, hvoraf •et, der er sendt mig fra Amsterdam, skrevet d. 7. d. M., er det udførligste. Jeg er færdig at tabe Modet, men jeg vil intet melde om mig selv. Deres Stilling, allernaadigste Konge, maa have været smertefuld, ja grnlig. Man forsikrer mig, at der har været Forræderi? Hvad maa Deres Hjerte ikke have følt ved •sin Opdagelse! Men istedetfor at nedbøie Dem, ædle Konge, lad det tjene Dem til Bevis for, at uden Forræderi vilde Udfaldet ikke have været, som det blev. Men for et ærligt Hjerte eksisterer der intet bitrere, end at se Tillid belønnet med Utroskab. Naar den første Følelse er overvundet, da er der i mine Tanker intet andet at gjøre end st behandle Forbryderne, ligemeget| hvem de er, smaa eller store, efter Lovens Forskrift, uden mindste Skaansel.

Forhør, Krigsret, Dom og Eksekution.

Gud bevare mig fra at være haard eller følelsesløs; men Landsforræderens Dødsdom underskriver jeg uden ringste Betænkning eller Nag. Man har nævnt mig: Greneral H., General St., Pr.løitnant Chr. Hs., ja endog Be. Bk. 1 Aviserne her har tillige nævnt Stabell. Er nogen af disse Mænd uskylddige. da skulde jeg meget ønsket at have været bemyndiget til offentlig at modsige disse skrækkelige Rygter; thi jeg vidste ikke, der kunde siges noget værre om en retskaffen Mand, end at han har handlet som Forræder.

Er Rygterne derimod sande, da kræver Norge Hevn, i hvor meget dette end vil koste Deres Majestæts Hjerte.

Kommandanten siges at have overgivet Fredriksstad Fæstning uden at løsne en Kanon. Man paastaar, Greneral H. havde forebragt D. K. Majestæt den Usandhed, at der var kun 2 Dages Proviant for Armeen, og at denne Efterretning gav Anledning til Konventionens Afslutning.

s. 408 Om General St. heeler det, at han i tvende Tilfselde ikke havde efterkommet D. K. Majestæts Befalinger.

Kum af Skipper-Tidninger og Aviser ved jeg alt dette. Maaske det er ikke saa galt, maaske det er værre.

Den 27. Septb:.

Igaaraftes bragte man mig D. K. Majestæts Breve. Med rystende Haand rev jeg op Konvoluten og takkede Gud, da jeg saa den velbekjendte Haandskrift.

Inat blev Brevene dechifrerede, og da Skipperen skal afsted i Formiddag, saa kan jeg kun meget kortelig give mig den allerunderdanigste Frihed at berøre nogle væsentlige Punkter.

Gud være lovet, at D. Majestæt er frisk igjen! Min Angst for det modsatte ifølge Rygterne har i den senere Tid næsten betaget mig Sanserne;. tlii hvad vilde der vel blive af Norge, om noget alvorligt hændedes Dem, ædle og elskede Herre? [Resten af Brevet er skrevet for den allerstørste Del i Chifre, der ikke for nu har været overført]: Deres Majestæt maa for Gud i Himlens Skyld ikke forlade Norge. For give Kronen til Sverige,. livorom jeg absolut tvivler.

Hvad vilde man sige? (Tilgiv mig!), hvad havde man ei Grand til at sige? At D. Majestæt havde forladt os og overgivet os til vor Uenighed og til vor Fiende.

Førend Stortinget har givet Kronen til en anden, er D. Majestæt ei fritagen fra Deres Ed. Om Stortinget bestemmer sig til Modstand og tilbyder D. Majestæt Kronen igjen, — vilde De da modtage den? Gnd forbyde!

Stortinget bør aldrig erklære sig for Sverige.

Bonden massakrerede enhver Deputerede, som voterede paa. Foreningen. Nei, D. Majestæts Ære og Rygte i Europas enstemmige Dom vilde lide et uopretteligt Skaar, om De reiste bort, inden De vidste Stortingets Beslutning. Det blev jo defacto [faktisk] at styrte os ind i Ponte-Corvos Vold eller i Borgerkrig. D. Majestæt har svoret og lovet at staa og falde med Norge, og De maa holde Ord baade for vor Skyld og for D. Majestæts egen.

Vil Stortinget af Frygt eller Nedrighed stemme for Overgivelsen, da forlad det foragtelige Norge.

s. 409 Om det gaar an at komme hid, skal jeg undersøge og melde. D. Majestæt med min Broder, som reiser om faa Dage, men det vilde blive et kostbart Opholdssted. Under 4000 Lstrl. om Aaret kunde D. Majestæt sandelig ei leve anstændigt. Der skulde dog streng Orden til. Men jeg frygter, der gjøres Vanskeligheder; idetmindste tror jeg ikke, man kunde bestaa sig, førend Castlereagh kom tilbage [fra Kontinentetl og Kongressen [i Wien| var tilende.

En Reise til Schweitz paa 1 Aars Tid vilde koste mindre og give D. Majestæt mere Satisfaktion [Tilfredsstillelse]. Men. hertil maa det aldrig komme.

Tror D. Majestæt, at Foreningen vil ske? Grud fri os! Gid jeg var hjemme. Kunde vi blot vinde Tid til Foraaret. Det Helvedes Menneske! Min Erklæring maa gjerne være enhver bekjendt, — ja trykkes.

Overgiv ei Norge!

Hvor skal vi finde en Anfører?

Vi maa, vi skal forfegte vor Uafhængighed. Jeg har med. Flid skrevet min Depeche til D. Majestæt uden Chifres, at D. Majestæt kan give den til Statsraadet. Jeg frygter disse Mænd [i Statsraadet] er svage. Hvorfor skriver de mig ikke til?

Aal sendtes mig (:til mig her i London), men ikke et Ord,. blot en Konvolut! Naar D. Majestæt, som jeg ser af Aviserne, har overdraget Bestyrelsen til Statsraadet, burde dette i mine Tanker skrevet mig til og underrettet mig om deres Mening og Hensigter. Jeg bør jo vide Besked.

Je crains qu'ils ont perdu la tête; il est du moins trés certain, que la tête n'y est plus. [Jeg er bange for, at de harmistet Hovedet, det er iallefald aldeles sikkert, at der ikke længere er noget Hoved.]

Ingen Remisse til Betaling for Kornet. Ingen Efterretning om Bestemmelsen af de remitterede, men protesterede Veksler, 800 Lstrl.

Men nu maa dette foreløbige og ufuldstændige [Brev] afsted. Jeg har kun Tid at takke D. K. Majestæt for de remitterede 500 Lstrl. De kom høiligen tilpas, som kan sees af min De- s. 410 peche Vekslerne er sendte til Akcept, men jeg ved endnu ikke. om de bliver antagne.

Jeg vil haabe det.

Da D. Majestæt desværre har været syg, saa kunde jc Upasselighed fremdeles tjene til Grund for det vedvarende Ophold [i Norge], indtil Stortinget har fattet dets Beslutning. Forkast ikke dette mit Raad, D. Majestæt!

D. Majestæt maa ikke nedlægge Kronen, men levere den tilbage til Stortingets Hænder for paanyt at disponere derover.

D. Majestæts Brev har været meget længe underveis, nemlig fra d. 6. til d. 26., og jeg ved end ikke, med hvad Leilighed det er ankommen. Hornemann sendte mig sanime og kunde ei sige, af hvem han havde erholdt det.

Statsraadet vil kunne vise D. Majestæt en § af den engelske Avis, som er meget merkelig. Jeg haaber ikke, den siger sandt.

Den samme trofaste og allerunderdanigst hengivne

C. Anker.

NB. Skulde det da være rent umuligt at faa idetmindste en Graranti paa 6000 Lstrl. til George Norman at betale i 3 paa hinanden følgende Aar?

Agent Jacob Nielsen ved bedst, at min Planke Produkt er meget betydelig. I Aaret 1811 beløb Fakturerne paa 6 Ladninger, som jeg udskibede og som Nielsen besørgede for mig, til 7 a 8000 Lstrl.

Jeg maa sandelig enten til Wien eller hjem til Dem, dyrebare Mand. Aldrig har jeg nogensinde tilladt mig den Tro at være D. Majestæt nodvendig førend nu.

London d. 3. Oktbr. 1814.

Da denne Depeche afgaar med min Broder, som jeg bygger paa, som det var mig selv, saa tillader D. K. Majestæt, at jeg ikke chifrerer dette private Brev. Det øvrige af mit originale Brev var skrevet i de private Chifre, men Tiden tillod mig ingenlunde at tage Kopi deraf. Indholdet i det væsentlige be- s. 411 findes i mit Hjerte som i mit Hoved. Jeg vil og bør igjentage ;samme: At forlade Norge rra vilde udsfindestte D. K. Majestfindest for de mest ubehagelige Bemerkninger. D. Majestfindæt har svoret Hengivenhed og Trofasthed til Norge. Herved forstaar jeg og maa forstaaes af hver Dem hengiven og med Troskabsed forbunden Nordmand, at D. Majestæt under de indløbne Omstændigheder fritager Undersaatterne fra denne Troskabsed, indtil Nationen ved dens Repræsentanter i det tilstundende Storting har bestemt, til hvem Norges Krone skal igjen overdrages enten til D. Majestæt eller til Kongen af Sverige. En tredie Ting kan jeg ikke faa i mit Hoved.

Deres Majestæt kan følgelig ikke andet end oppebie Nationens Ultimatum i Valget.

Indtil Norge har erklæret sig for svensk, maa D. Majestæt forblive i Norge. Sæt, at Nationen — enten enstemmig eller med Pluraliteten — tilbyder Kronen paanyt til D. Majestæt, vil D. Majestæt da ikke modtage den? Vil De i dette, meget rimelige, Tilfælde dog forlade Norge? Var dette at svare til Nationens Kjærlighed og Tillid? Kunde dette bestaa med det kongelige Ord, som paa saa mange Maader og Steder er givet baade mundtligt og, skriftligt til Folket: at ville staa og falde med det?

Hele Europa har været Vidne til disse Løfter.

Deres Majestaets JEre er saa meget helligere, som Deres Stilling er saa meget mere ophøiet.

Deres Majestæt kan ikke og maa ikke svige den, Deres Samvittighedsfølelse eller Løfte.

Følgerne maa ogsaa betænkes. At ikke ville igjen modtage Kronen var at overlive os til Borgerkrig, der kunde ventes at blive saa meget mere blodig, ja grusom, som mange Bygder er at ligne med vilde Mennesker. Det er jo muligt, nær havde jeg sagt rimeligt, at Norge paa Grund af de mange tvetydige, mundtlige Underretninger, jeg har faaet, at Norge enten vil underkaste sig eller bliver tvungen dertil af Overmagten og af Hungersnød, og følgelig D. Majestæt da løsladt fra det vigtige Baand, der nu forener Dem med Norge.

26

s. 412 Da, men da først kan D. Majestæt forlade det ulykkelige Norge. Da er vor elskede Christian Frederiks Ære ren som Gruld,. og med denne findes vel en tryg og hæderfuld Krog, hvor D. Majestæt kan oppebie Tildragelserne. Skulde disse føie [sig], da, vør forvisset, at Nordmændene, som imidlertid vil have prøvet megen og bitter Modgang, kommer til sin Ven, til sin Herre med udstrakte Arme.

Skulde derimod D. Majestæt have forladt os uden at oppebie Nationens Beslutning, maa den jo bære Tvivl om Deres; Standhaftighed og sande Ønske: at være vor Ven, vor Beskytter.

Dette vil kaste en Skygge paa det Forbigangne og svækkealt Haab for det Tilkommende.

O! Konge, De maa Hike forsage.

Naar man i det franske Sprog bruger det verdslige Udtryk,. talende om store Anliggender: „Il faut donner quelque chose aux evénements" [„Man maa til en vis Grad give sig Hændelserne ivold"], da betyder det efter mine religiøse Grundsætninger at have Tillid til det guddommelige Forsyn.

Hvilket Tilfælde, hvilket Anliggende i Historien findes der saa grundet paa Retfærdighed og paa alt, hvad der er helligt i det menneskelige Selskab som: Norges Adgang og Ret til at giøre sig uafhængig og vælge sin egen Konge?

Paa den anden Side, hvilken Tildragelse i Historien, endog i de nyere Tider, der er styggere end de forrige, kan være eller er uretfærdigere end Sveriges Angreb paa Norge og alt, hvad der staar i Forbindelse dermed?

Er Forældre berettigede til at forsvare sine Børn?, Manden at forsvare sin Kone, sit Hjem, sin Eiendom, da er vel et Folk berettiget til at forjage den Fiende, der uretfærdigen vil bemestre sig dets Land, for siden at despotisere derover?

Ponte-Corvo er en lastværdig og forhærdet Mand, som neppe har anden Religion end en grænseløs Ærekjærhed. Vil vi da tro, at Gud velsigner hans uretfærdige Foretagende? Han er positiv forhadt af alle paagjældende Fyrster. Er det da troligt, at han vilde blive beskyttet, naar vi blot kunde vinde nogen Tid, og at man saa, det var Nordmandens Alvor at ville modstaa ham?

s. 413 Er Folket feigt og frygtsomt, med faa Ord: vil Folket, — Pluraliteten deraf — være svensk, da skjønner jeg ret godt, at intet kan udrettes for D. Majestæt eller for enkelte Patrioter; men dette synes mig ikke at være Tilfældet. Af alt, hvad jeg kan erfare, er den almindelige Villie mod Sverige.

Man siger mig, at Trondhjem og Bergen vil ingen Deputerede sende til Stortinget; det er altsaa klart, at de ikke vil være svenske.

Kan dette stoles paa, da drag til Trondhjem og vær deres [Trondernes] Formand og Anfører, uden at bestemme noget om Kongedømmet indtil videre.

Vil Christiania og Christianssands Stifter underkaste sig, saa lad dem; men de frafaldt vel den stygge Tanke. naar de ser, at man kan stole paa Trønderen, som dog vel er den egteste af hele Folket.

En anden Ide er, at Alexander lader Ponte-Corvo falde igjennem; men Alexander er ogsaa ærekjær, har store Hensigter.

Hvad om man, saafremt jeg kom til AVien, prøvede paa at kaste sig i hans Arme!

Deres Majestæt er nn bleven prøvet af stor og bitter Modgang. Lad os give noget for at vinde noget. Jeg tør neppe komme frem med Sproget......., vil dette være D. Majestaet saa aldeles modbydeligt? Ved saadant Vink kunde man maaske desarmere ham og vinde Tid. Rusland — ved at erfare saadan Hensigt — kunde muligens sadle om og' sige: „Nei, for det skal ske, vil vi understøtte Norge i dets Uafhængighedsplan." D. Majestaet ser, hvor jeg peger hen. Man maatte give Anledning til indbyrdes Mistanke mellem disse tvende Magter og siden trække Fordel af de Dispositioner, som man opdagede

Ved at underhandle om Grarantien kunde disse forskjellige Opdagelser ske, og de fornødne og nyttigste Vendinger gives.

Der kan imidlertid hænde saa meget. Kongressen kan let give Anledning til Misforstaaelser mellem de store Magter, og Norge saaledes komme endnu nærmere Maalet.

Endnu en tredie Ide: Hvad om Danmark ikke kan erholde den Erstatninfif for Norge, som enten er tiltænkt eller fandtes s. 414 adœqvat [tilsvarende]? Lad Danmark da faa Norge igjen, NB. med dets nu havende Konstitution. Anderledes ikke.

Alt dette kan kun bedrives og være muligt i Wien. Synes D. Majestæt ikke, at min Reise did kunde gavne, og mon disse forskjellige Gjenstande, som forekommer mig lige vigtige, ikke fortjente at proves med den Understøtning, som satte mig istand til at forlade England?

Cet objet me paraît une mîsêre sans com/paraison avec un si grand but [Den Udgift forekommer mig at være en ren Ubetydelighed ligeoverfor et saa stort Maal.]

Jeg berører disse Ideer, overladende det til D. Majestæts nærmere Omtanke efter Omstændighederne at handle derom med de ledende Msend. Jeg forudser Borgrerkrig den værste af alle, og hvilket Offer kunde være for stort for at undgaa denne? Vidste jeg blot Besked, vilde jeg vove at tale mere bestemt.

Men bliv i Norge, dyrebare Konge, indtil Stortinget har taget dets Beslutning, og om mine Ideer finder D. Majestæts Bifald og Opmerksomhed værdig, kunde Statsraadet sende mig en Fuldmagt for at handle i "Wien. Noget maa sandelig ske.

Af indlagte Originalbrev fra Blücher i Altona vil J). Majestæt se, hvad han siger. Jeg er af hans Mening. Har gjort her et Forslag om Laurvig, som min Broder kan forklare. Min Broders Afreise levner mig endnu nogle Minuter; jeg vil altsaa lægge til, at jeg sender med ham en Bog af Jens Wolff, dediceret til D. Majestæt. Den vil beflndes at indeholde adskillige Data og Anmerkninger i Appendiks, som angaar det med Norge passerede, som fortjener Bifald. Ligeledes følger et Eksemplar af: „Aktenstiicke und Staatspapiere", vedkommende Norge, som Oberpræsident Blülcher har besørget udgivet i Altona tilligemed en Seddel fra ham til mig, hvori han anbefaler sig til D. Majestæt. Jeg har sendt ham en hel Pakke af trykte Sager for at benyttes ved de tilkommende Hefter. Han er en fortræffelig og fast Karakter; give Grud, D. M. havde saadanne Mænd hos Dem.

Den 6. Oktbr.

Jeg er bange, Carsten Tank udstaar ikke det Stod at tilbage betale 150000 Rdr. D. Ct. for Vekslerne. Der er ingen sikker

s. 415 Et meget frimodigt Brev af Schwartz har staaet i Aviserne. Et Eksemplar vedlægges til D. Majestæts Gjennemlæsning. Det kan skaffe ham alvorlige Ubehageligheder, ifald vedkommende er uskyldige. Dersom de tier, da er Sagen aabenbar, at de er Forrædere. En anden Avis indeholder, hvad indlagte Ekstrakt viser. Er dette Sandhed, allernaadigste Konge?

Hvordan er vel Statsraadet sindet mod mig? Tror D. K. Majestæt, at dets Lemmer i Hjertet er mine Venner?

Gud bevare min elskede Konge!

C. Anker.