Anker, Carsten Tank BREV TIL: Christian Frederik FRA: Anker, Carsten Tank (1814-10-06)

29.

Londond. 6. Oktbr. 1814.

Ved allerunderdanigst at fremsende forestaaende Duplikat bar jeg kun lidet at tilføie. Aviserne ophører ikke at forsikre os om D. K. Majestæts Afreise, ja de nævner endog idag Briggen Bornholm som afsendt fra Kjøbenhavn for at hente Deres Majestæt.

Beretningen nedbøier mit Sind for meget til at kunne ytre mig paa nogen fornuftig Maade derom. Desuden savner jeg enbver Efterretning, som kunde give mig Vished. Jeg tilbageholder altsaa enhver Bemerkning og vil endog ikke forsøge paa at give Luft til den inderlige Bekymring, der næsten fortærer mig. Imidlertid kan jeg ikke undgaa at ytre nogle Ord angaaende min Stilling som D. K. Majestæts Udsending.

A. Blot af Avisen, Tiden kaldet, ser jeg, at D. K. Majestæt har formedelst Sygdom overdraget Rigets Bestyrelse til Statsraadet, og at dette her antaget sig samme. Jeg maa og kan altsaa vente af Statsraadet de Forholdsordres, der staar i Forbindelse med min publike Stilling.

Det er D. K. Majestæt selv bekjendt, at jeg op of rede alt for at kunne rygte det store Ærinde, hvortil D. K. Majestæt med en uskatterlig og graanseløs Tillid udsaa mig. Uden Forfængelighed tør jeg tro, at Valget tildels.grundede sig paa Medborgeres fordelagtige Begreb om min usvigelige Kjærlighed til Fødelandet, om min Erfaring i Forretninger, om mine Kon-s. 416nektioner her og Om min urokkelige Standhaftighed i at ville vove alt for at redde og gavne det ulykkelige Norge. Om jeg har udrettet noget, og hvad jeg har udrettet vil for en Del kunne sees af mine Depecher til D. K. Majestæt, og jeg overlader til den Forklaring, som D. K. Majestæt vil gjøre derover til Statsraadet samt til dettes egen Undersøgning og Eftertanke, at dømine mig. Saameget kan jeg blot med simpel Sandhed sige, at jeg ikke alene ligefra det Øieblik, jeg forlod Norge, men endog i nogle Maaneder forlien har maattet opgive al Omsorg for min egen Velfærd og for min Familie. Hvad der er hændt mig her har været en nmiddelbar Følge af min Hidreise, som jeg; ogsaa tildels forudsaa, forinden jeg forlod Norge, men som jeg havde den Delikatesse den Gang ikke at nævne til D. K. Majestæt for ikke at have Anseelse og Skygge af Ulyst til at forlade alt i det Haab at kunne være nyttig. D. K. Majestæt har ogsaa af egen ædel Drift allernaadigst tilsagt mig saadan Understøtning, der kan rive mig løs og sætte mig istand til fremdeles at være nyttig.

Oprigtigheden af denne D. K. Majestæts allernaadigste Hensigt sporede jeg ogsaa i den Ordre at tilbageholde 5 à 6000 Lstrl. af den Kapital, som var bestemt til Indkjøb af Kaptein Riis Ladning. Men Foranstaltningen indløb for sildig. Den hele Ladning var indkjøbt, og Kaptein Riis afseilet. Hvad Stats raadet nu kan og vil gjøre, ved jeg ikke. Bestemt og uden Hykleri siger jeg, at jeg har intet at kræve af "Fædrelandet, skjønt jeg høitideligen erklærer og erkjender, at Fædrelandet har alt at kræve af mig.

Hvad jeg nævnte til D. K. Majestæt, bestod blot i at erholde en Garanti for 6000 Lstrl., som af mig skulde tilbagebetales i trende paa hinanden følgende Aar med 2000 Lstrl. hvert Aar. Er dette ikke gjørligt, saa lad det briste. Jeg er ikke den første eller eneste, der er bleven ofret ved politiske Begivenheder. Naar hele Riget styrter, er den enkelte Mand uberettiget til at høres. Videre vil jeg om denne Materie ikke ytre.

B. Derimod tror jeg at kunne tale afgjørende angaaende den Mangel paa Remisse for indkjøbt Korn, som udsætter mig for personligt Angreb i et offentligt Anliggende.

s. 417Af den første Betalingstermin, hvortil behøvedes 1335 LstrL, blev niig remitteret 1300 LstrL, hvoraf nu returnerer 1150 LstrL — jeg formoder, at Remissen havde denne Hensigt, skjønt jeg derom ingen Efterretning har —, som ikke blevne antagne, og som er returneret for Non-Akcept. Til den tredie Termin, forfalden iovermorgen, har jeg til dette Beløb ikke erholdt en eneste Skillings Remisse.

Hvad Følgerne af alt dette kan vorde, kan indsees med et Øiekast. Hidindtil har jeg afverget Stødet, men det er slet ikke venteligt, at jeg længer kan opliolde Udbraddet. D. K. Majestæt befalede niig ved Afreisen at tilhandle mig alt det Korn, jeg kunde tilveiebringe. Jeg gjorde saa, erholdt fortæffelig Rug for en Pris, der omtrent stod mod de hjemmegjældende [Priser] som 4 mod 9. Jeg tog ikke i Betænkning at akceptere Veksler for Beløbet til taalelige Betalingsterminer. D. K. Majestæt approberede mit Forhold. Saa og Landets Trang. D. K. Majestæt bar givet Ordre til Remisserne. Nu hefter jeg personlig for alt, og Norge savner et Tilstød af 3 à 4000 Tender Rug.

Mere vover jeg ikke om denne Sag at anmerke, ligesom enhver Annierkninq- i sig selv bliver overflødig.

C. Af alt, hvad jeg kan samle af det ulykkelige Norges nserværende Stilling — noget bestemt og Omstændelighed er jeg ikke i Besiddelse af — er her kun to Alternativer, idet Stortinget maa slntte sig:

Enten til Foreningen.

Etter til Fortsættelse af Modstand.

I det første Tilfælde maa absolnt de allierede Magters Garanti opnaaes til Betryggelse mod ethvert Brnd paa Foreningsvilkaarene. Denne Graranti kan intet andet Sted opnaaes end i Wien. Indtil Grarantierne er udvirkede og indhændigede, formoder jeg med megen Grund, at Vaabenstilstanden vil vorde forlænget. I Hensyn til denne store Nødvendighed siger mig min Forfængelighed og min patriotiske Iver, at min Reise til Wien kunde være nyttig.

I det sidste Tilfælde maa jeg hjem baade som Medlem af .Statsraadet og som Nordmand for at dele med mine Kollegaer s. 418alt Arbeide og Ansvar, med mine Landsmænd al Fare og al Ulykke.

Saaledes har jeg summarisk igjentaget og" med al Klarhed, jeg formaar, ytret mine Meninger og mine Ønsker.

De, min elskede Herre og lovlige Konge og Norges trofaste Beskytter, maa nu bestemme alt, hvad der angaar mig.

Allerunderdanigst

C. Anker.