Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Frederik FRA: Carsten Tank Anker (1814-12-05)

34.

Londond. 5. Decbr. 1814.

Deres Kongelige Høihed.

Min elskede Herre.

Under 24. f. M. gav jeg mig den Frihed underdanigst at tilskrive D. K. Høihed med en Skibsleilighed, der gik herfra ligetil Kiøbenhavn. Da disse Leiligheder ikke er aldeles at stole s. 445 paa, tror jeg det rigtigst at opvarte D. K. Høihed med hoslagte Duplikat af bemeldte Brev. Jeg har kun lidet at tilføie.

Min stakkels Broder er efter megen udstanden Fare kommeii til Kragerø. Under 25. Oktbr. melder han mig, at D. K. Høihed formedelst Modvind endnu ikke har kunnet forlade den norske Kyst, og at mine Depecher af 26. Septbr. og 6. Oktbr. var ved Løitnant Ring bleven D. K. Høihed leverede i egen Haand og ved Høistsamme straks afsendte til Statsraadet. Saa kjær denne Omstændighed er mig, saa dybt føler jeg dog det høist ubehagelige af det fatale Ophold, D. K. Høihed har været udsat for. Hvilken pinagtig Stilling for en ædel Sjæl og et følsomt Hjerte saaledes og saalænge at befinde sig paa Kysten af et Bige, D. K. Høihed elskede, som De var født og valgt til at bestyre — uden at kunne hverken forlade det eller igjen betræde samme. Intet uden sand Gudsfrygt og ydmyg Undekastelse for den Almægtiges Villie har kunnet styrke Dem under Prøven.

Jeg forbigaar det ubehagelige, som lokale Ubekvemmeligheder absolut maa have havt i Følge med sig. Jeg ved, D. K. Høihed overser dem, og hvor ganske forsvinder de ikke, naar de forlignes med Hovedgjenstanden?

Endelig har jeg faaet et Brev fra Statsraadet. Indlagte er en ordlydende Kopi deraf. Efter min Beregning maa Statsraadet absolut da have erholdt Depecherne, som D. K. Høihed sendte det fra Skibet.

Den 25. Oktbr. kom Løitnant Ring tilbage til Kragerø og maa følgelig have forladt D. K. Høihed enten d. 24. eller d. 23.

Statsraadets Brev er af 5. Novbr. Skulde man nu tro, at Brevene i denne Mellemtid ikke skulde være fremkomne? Imidlertid ser D. K. Høihed, at ikke et Orel nævnes om eller i Anledning af bemeldte Depeche. Om Remisser for den indkjøbte Rug, hvorom jeg saa ofte og saa trængende har skrevet, — ikke et Ord. Midt under de mest plagende, krænkende og modløse Omstændigheder har D. K. Høihed aldrig endnu undladt eller udsat at tilskrive mig endog lange Breve med egen Haand.

s. 446 Her, hvor Personalet er talrigt og livor der ikke mangler mekanisk Hjælp, derfra skal jeg ikke kunne faa Svar eller Besked paa de simpleste Spørgsmaal, ikke engang en Undskyldning eller Løfte om Svar!

Remisser skal og maa jeg jo have, og efter saa omstændelig en Kalkul, jeg fremsatte, maatte det være saare hastigt afgjort, hvilket Alternativ man foretrak, enten det større Tab uden Rug eller det mindre, ja maaske slet intet Tab med Rug.

Paa Statsraadets Brev har jeg straks svaret, at jeg i en politisk Forstand var enig om, at mit Ærinde var tilende, men ingenlunde i en økonomisk eller merkantilsk; thi saalænge jeg endnu ikke ved Remisse var bleven sat istand til at opfylde de Forpligtelser, jeg paa Regjeringens Vegne havde indgaaet, kunde jeg ikke belave mig paa Tilbagereisen. Jeg havde akcepteret Vekslerne og desuden givet mit Æresord for, at jeg ikke skulde forlade Landet, forinden denne vigtige Sag var afgjort, — den, jeg ansaa for mere nødvendig end Carl XIII.s Antagelse til Konge af Norge.

Skulde Rugen hjemsendes, da maatte jeg have Remisser for det hele; skulde den sælges her, da Remisse for det manglende. I begge Tilfælde var mine Beregninger og Grunde oplysende. Man behøvede blot at fatte en Beslutning, og den ventede jeg paa. Til alt dette føiede jeg denne beskedne Begjæring, at mine Herrer Kolleger vilde være umagede med paa min Bekostning at lade afskrive de svenske Kommissariers Forslag til Forandring i Konstitutionen samt den endelige Foreningsakt, da jeg anser det fornødent at være tilstækkelig underrettet.

Jeg tilmeldte Statsraadet ved denne Leilighed, at Mellemtiden skulde ikke vorde ubenyttet, thi ifølge Aftalen med Finantsministeren var jeg i Begreb med at udarbeide en Memoire, som skulde leveres til ham, betræffende en mere forholdsmæssig Toldafgift for norsk Trælast, hvortil jeg havde samlet de fornødne Materialier. Sagen udfordrede stor Forsigtighed, thi den var bleven meget indviklet formedelst ældre Forestillinger, hvori jeg har opdaget adskillige Modsigelser.

Saaledes skal jeg til mit sidste stræbe at gavne mit ulykkelige Fædreland uden Hensyn til nogen Belønning, tvertimod s. 447 gjennemtrængt af den kolde Overbevisning, at alt vil vorde ikke alene upaaskjønnet, men glemt, ja upaaagtet.

Denne Forvisning er nedbøiende, men den er fornøden.

Naar den Tid kommer, at man ubehindret og upartisk kan overtænke det Forbigangne, naar Blændverket forsvinder, og naar alt verdsligt staar for vore Øine uden Pynt og uden Slør, da vil nidkjære og uegennyttige Handlinger for Fædrelandet under egne Bekymringer og andres Ligegyldighed bære trøstende Frugter.

Dette er mit Haab.

Alt forener sig i at bekræfte og at gjøre soleklart, hvad Norge har tabt i D. K. Høihed, og jeg tilligemed Norge. Intet skulde formaa mig til personligen at ringeagte Medlemmerne af Statsraadet; men som en Foreningspunkt for den store Bestyrelse i det store Øieblik nærer jeg desværre grundet Tvivl om sammes Tilstrækkelighed.

Venner har sendt mig Bladet Tiden for Septbr. og af Oktbr. indtil d. 27. Deraf ser jeg mere, end jeg behøver og ønsker.

Betragter vi Stortinget og sammes forskjellige Komiteer, maa vi føle en Blanding af Fomndring, Ringeagt og Mismod.

At besmtte Foreningen mellem Norge og Sverige uden endnu at kjende Vilkaarene og uden at have i sin Magt at tvinge disse til det kloge og rette er jo rent Daarskab. Det er at give en Uven Skjøde paa sin Eiendom uden at være endnu bleven enig med ham om Kjøbesummen.

Man kan neppe finde en Epithète [Betegnelse], der tilstrækkeligen karakteriserer slig Ufornuft. Det er i mine Tanker aabenbart, at man enten er b]even bestukket eller skræmt. Ser man hen til de Vilkaar, som de svenske Kommissarier har foreslaaet som nødvendige Tillæg i Konstitutionen, da er det tydeligt nok, hvor de Svenske peger hen. Skjønt jeg ikke tvivler paa, at D. K. Høihed er bleven tilstillet et Eksemplar af disse, lader jeg dog en Gjenpart deraf medfølge, forsynet med adskillige NB. for at tildrage sig Opmerksomhed. Kommentarier over disse Steder er unødvendige.

En Ven i Christiania skriver mig til under 24. Oktbr., at den Kvæstion om Naturalisering og om en uindskrænket Ret s. 448 over Land og Sømagt vilde møde næsten enstemmig Modsigelse.

Manden J. N. ytrede vel blot sin egen redelige Mening, thi det er mere end uvist, om der er skeet nogen Forandring i dette Forslag. Det er jo desuden for sildigt at gjøre Indvendinger. Efterat have samtykket i Foreningen bliver enhver Modsigelse intet andet end en tom Lyd, der udsætter Individet for fremtidigt Had uden ringeste Nytte for det almindelige. Jo, jo, de Norske er faldne i Fælden! Jeg vilde heller henleve Resten af min Tid som en fattig Bonde i en Afkrog end besudle min Samvittighed og borgerlige Ære ved at have samtykket i Foreningen i de vederstyggelige Vilkaar, hvis despotiske Hensigter er klare som Solen. Hvilke Uslinger eller hvilke.....er ikke de Deputerede! Jeg kunde næsten lykønske D. K. Høihed. Man vil engang bitterlig savne Dem.

Konservatores eller Garanti behøves vel ikke???

Skjønt jeg endnu ikke kjender Foreningsakten, tvivler jeg ikke om, at jeg af den vil endnu mere bestyrkes i den Beslutning, som jeg formodentlig tager i Hensyn til mig selv. Jeg øiner kun tvende Alternativer efterat have aflagt den modbydelige Troskabsed: Enten at forblive i Statsraadet, bedækket med Græmmelse og min egen Foragt eller at erholde min Afsked under de mest chikanøse Omstændigheder. Bør jeg da ikke forekomme det? Men for at kunne gjøre dette uden at udsætte mig og min Velfærd for ødelæggende Efterstræbelser, bliver det mere end nogensinde nødvendigt, at de Forslag, jeg brugte den Frihed underdanigst at meddele D. K. Høihed i mit sidste, sættes iverk og det jo før jo heller. Har H. M. Kongen [af Danmark] den allerringeste Naade for mig paa Grund af den Troskab, Nidkjærhed og Uegennyttighed, med hvilken jeg har tjent ham, og som Erstatning for min Afsked, som jeg uforskyldt fik, da haaber jeg, da ansøger jeg allerunderdarnigst og paa det allerindstsendigste om at vorde ansat som Amtmand i Laurvig, 1 imod at jeg naturaliseres som dansk Undersaat.

s. 449 Jeg ansøger D. K. Høihed ikke mindre underdanig og indstsendig om at tilveiebringe mig dette Grode, hvis Følger jeg med den fuldkomneste Overbevisning forudser paa mange Maader at kunne vorde heist gavnlige.

D. K. Høihed ser selv, hvilken Stof for Revolution her tilberedes, og hvad vil der ikke mere — inden kort — foregaa til Befordring af sammes Felger? I dette store Tilfælde blev det tjenligt at være ved Haanden og endnu at have en fast og hædret Fod i Landet.

Vedkommende har spurgt mig, om jeg vedblev den Hensigt at lade mig her naturahsere, da man ønskede at faa Sagen ekspederet, førend den naerværende Parlamentssession var udløben. Hertil har jeg svaret, at jeg saa helst, at dermed beroede indtil næste Session, som tager sin Begyndelse i Februar Maaned.

Ved hver givende, sikker Leilighed vil jeg tage den Frihed underdanig at tilskrive D. K. Høihed.

De Breve, D. K. Høihed vil beære mig med, kan sikrest befordres under Kommerce-Kollegii Konvolut til Greneralkonsul Horneman. Grid jeg snart maatte erholde gode Tidninger fra D. K. Høihed. Gud holde sin Haand over Dem. Jeg haaber aldrig at skulle fortjene den ringeste Indskrænkning i den udmerkede Yndest, hvormed D. K. Høihed i saa mangfoldige Aar har benaadet Deres underdanigste Tjener og tro opofrede

C. Anker.

P. S. Just som jeg er i Begreb med at ekspedere dette, kommer en Skibskaptein fra Christiania og bringer mig følgende Breve fra D. K. Høihed, nemlig:

Et officielt i Chifre af 12. August og

Trende private, nemlig tvende af 19. og et af 26. Oktbr.

Alt hvilket tilligemed nogle Eksemplarer af de offentlige Tidninger var Kapteinen blevet overleveret af Hr. Westye Egeberg. Jeg kan ikke forklare D. K. Høihed, i hvor høi Grad disse naadige Tilskrifter var mig kjærkomne.

s. 450 Det første og vigtigste, jeg deraf erfarer, er dette, at D. K. Høiheds Helbred er taalelig god. Med denne Velsignelse kan man udstaa meget. Dette har ogsaa været D. K. Høiheds Tilfælde. Jeg anser det for en guddommelig Beskyttelse, at de indtrufne Begivenheder ikke har nedbøiet D. K. Høiheds Sind til den Grad, at Legemet er blevet et Offer for samme.

Hvad der er forefaldet, maa man nu lægge hen indtil videre. Ikke at tænke derpaa er vel saare vanskeligt, men at anse det som noget, der ikke var at forekomme, det maa sandelig Fornirften bestemme os til.

Jeg har et langt Brev fra Aal, der afmaler Statsraadets forlegne Stilling. Maleriet er maaske lidt sentimentalt, men det kan ikke negtes, at dette Kollegium har havt dets Del, især naar det har været omringet med troløse og frygtagtige Mennesker paa den ene Side og med mægtige, intrigante Fiender paa den anden Side. Imidlertid kunde vel en større Fermeté [Fasthed] have formindsket Forlegenheden. Jeg ser med Fornøielse, at han [Aall] misbilliger Stortingets Ubetænksomhed i at samtykke [i] Foreningen uden at kjende Vilkaarene. At dette bagvendte Forhold maa have opstemt de svenske Fordringer er ligefrem, og den endelige Foreningsakt vil da vise Frugterne af denne Uforsigtighed. Jeg tør ikke begynde paa at indlade mig i politiske Betragtninger i Anledning af de sindrige Bemerkninger, D. K. Høihed har gjort i det vigtige Brev af 19.

Jeg skjønner, at man for Øieblikket har intet andet at bestille end roligen at oppebie les évènements [Begivenhederne].

Med Graadighed og med den allerstørste Opmerksomhed læser jeg hver Dag de forskjellige Efterretninger, der indløber fra Wien, dels direkte, dels over andre Steder, og jeg ser med en ondskabsfuld Fornøielse, at Tingene bliver liver Postdag mere forviklede og vanskelige.

Ikke alene Oppositionen [her], men hele Nationen gjør Lord Castlereagh de bitreste Bebreidelser, fordi han er mistænkt for at have samtykket i Sachsens og Polens Skjæbne, og ligeledes for den duplicité [Tvetungethed], han har gjort sig skyldig i med Hensvn til Sicilien og Mural.

s. 451 England subsidierer [giver Pengebidrag til] den gamle Konge af Neapel for dermed at gjenerobre sit ranede neapolitanske Rige — og Murat har man garanteret Besiddelsen af dette ranede Rige! Forholdet er unique [enestaaende].

Ved den 6. Artikel i den parisiske Traktat har Europas første Magter erklæret alle de tyske Stater for nafliængige og suveræne som en Basis for det tyske Riges tilkommende Konstitution, og ved Kongressen bliver disse selvsamme Magter enige ikke alene om at plyndre deres Territorium, men betage dem endog Deliberationsret!

Da Armeerne gik over Rhinstrømmen, erklæredes høitideligen, at alle undertrykte Eolkeslag skulde tilbagegives det tabte, og kort efter blev man hemmelig enig om at bortgive hele Kongeriger!

Der følger Straf paa saadant.

Nu skal ogsaa Lord Castlereagh af Frygt for at tabe sin Stilling her hjemme — thi dette er Hovedsagen hertillands — have begyndt at modsætte sig Sachsens Overlevering til Preussen og Polens Indlemmelse med Rusland. Vedbliver England dette System med Standhaftighed, saa forkvakles den hele Udskiftning, thi saa smukt er dette Forbund, at naar en Led brister, saa brister alle!

Jeg forsikrer D. K. Høihed, at jeg i min politiske Indbildning stoler nu fornemmelig paa Prins Talleyrand. Spanien, Portugal, Sicilien, tildels Nederlandene, adskillige Steder i Italien tilligemed alle de smaa, forurettede Fyrster langsmed Rhinen, vil alle gjøre cause commune [fælles Sag] med Frankrige. Skulde nu ogsaa England indse Alexanders farlige Forstørrelsesplaner, saa kan der opstaa en alvorlig Strid i Norden.

Sveriges Politik under saadan Tingenes Tilstand vil formodentlig blive den gamle og forslidte, den nemlig at holde med den sterkeste.

Der kan ingen Søkrig blive mellem Rusland og England. Skulde Preussen og Østerrige bistaa førstnævnte Magt, saa kan der i mine Tanker slet intet hindre Rusland fra at angribe Sverige med 100 000 Mand, og det maaske med stor Succés. Heller s. 452 end at udsætte sig for derme Ulykke bliver Ponte-Corvo maaske enig med Alexander mod Løfte om Bornholm og Sjælland etc.

Skulde noget lignende indtræffe, da synes det mig ikke urimeligt, at England som Fiende af Sverige kunde bidrage til Norges Frigivelse.

Jeg føler meget godt, at dette er tildels Drømmerier, men i de Tilfælde, hvor man ikke har andet end Gisninger for sig, der er man let udsat for store Misregninger. Skulde det forholde sig saa, som D. K. Høihed selv ved, at det er blevet paastaaet, at Alexander havde den Hensigt at sætte den virkelige Kronprins [Gustaf af Wasa] paa den svenske Trone, saa maa dette naturligvis forøge Englands Mistanke, og at Ponte-Corvo imellem alle disse Klipper og Skjær skulde fremdeles kunne styre sikkert ind i den Havn, han attraar, det fordrer mere end menneskelig Lykke. Kort, jo mere en ugudelig Plan er kunstig og vidtløftig, jo mere har man Grund til at haabe dens Kuldkastelse. D. K. Høihed kan nu med en ren og belønnende Samvittigbed være Tilskuer.

Ret længe vil Maskeraden ikke vedvare!

Hvad der ligger mig meget paa Hjertet, og som jeg ret grubler over, det er: den russiske Plan, Grev Hardenberg-Reventlow gav Underretning om. D. K. Høiked kan nu formodentligen skaffe sig Vished om denne høist vigtige Sag, nemlig om den bar været til, og om den bar havt nogen Følge. Da D. K. Høibed altid ønsker at kunne glæde mig, tør jeg haabe ved Leiligbed at erholde et Par Ord, som — Grud give det — kunde betage mig min Frygt.

Her er desuden en anden Muligbed, skjønt for det første ikke rimelig. Saa broget kunde Englands Stilling vorde, dels formedelst den amerikanske Krig, der synes at tage en styg Vending for England, dels formedelst Tingenes slette Udfald ved Kongressen, at her skete en Forandring i Ministerio. Lorderne Grenville og Grey bliver da de allerførste Kandidater. Følgerne beraf kan D. K. Høihed neppe tilgjætte sig.

Tror D. K. H. ikke, at den Graranti, Rusland allerede skal have indgaaet til Sverige om Norges rolige Besiddelse, altid vil blive et Baand mod enhver hostil [fiendtlig] Bevægelse, som de s. 453 Norske blev enten fristede eller nødsasede at foretasfe sig? Derimod er der slet intet Baand, som hindrer den svenske Regjering fra at gjøre Indgreb i Norges Konstitution. Det var i Hensigt til at forekomme dette, jeg foreslog de forenede Magters Garanti.

Underdanigst og tro hengiven

C. Anker.

NB. Jeg forsømte i det Foregaaende, hvor jeg taler om Mangel paa Remisse, at tilføie, at jeg for to Dage siden modtog fra det 1. Departement, som jeg ser Kammerraad Hoist forestaar, 1000 Lstrl. til Afdrag paa de resterende ca. 5200 Lstrl.

De 500 Lstrl. og 800 Lstrl, som jeg har D. K. Høihed personlige, naadige Omsorg at takke for, antager Statsraad Aal som Afdrag paa Kornhandelen.

Herom bliver jeg paa ingen Maade enig med ham; thi de var Hike D. K. Høiheds Hensigt, at disse Summer skulde bruge: dertil, da jeg absolut tiltrængte samme for mit Ophold, og da jeg uden disse Remisser ikke kunde have klaret de allernødvendigste Regninger.

Det forstaar sig, at jeg har en god Del i Behold, men d jeg ikke kan vide, hvorlænge jeg endnu skal forblive her, kan jeg ikke blotte mig og benytte min Kassebeholdning til Afdrag paa Kornet. Jeg havde en Karet i ugevis, men denne afsagde jeg omtrent paa samme Tid, som jeg erholdt Efterretning on D. K. Høiheds Afreise. Jeg havde ogsaa en Hyretjener; dei har jeg ligeledes afskaffet. Nu kan jeg ikke mere fndskrænki mig. Jeg tager ikke Del i nogen Slags Forlystelse. Der spise: aldrig nogen hos mig. Jeg drikker hverken Kaffe eller Vin Superer ikke. Spiller ikke Kort. Er ikke Medlem af nogen Klub. Med faa Ord, jeg sparer paa de Penge, der er mig betroede, med større Opmerksomhed end, om de var min egne.

Underdanigst og tro hengiven

C. Anker.

s. 454 [Den i denne Depeche nævnte Skrivelse af 5. Novbr. fra det norske Statsraad er gjengivet i [35].]

Under 15. Decbr. tilskriver Carsten Anker Statsraad Aall et meget venskabeligt Brev Om den forannævnte Pengeaffære ytrer han dog ligeud: „Naar Deres Høivelbaarenhed nævner de Beløb, H. K. H. Prins Christian Frederik tilstillede mig og derlios ytrede den Mening, at de kunde afdrages paa Rughandelen, da maa De undskylde, at jeg paa ingen Maade deri kan være enig.

Naar jeg kommer hjem, skal jeg ikke mangle at anægge et meget specielt Regnskab. Hvad der da bliver tilovers, skal jeg aflevere.

Jeg gik i Ilden for at gavne vort ulykkelige Fødeland. Jeg er bleven skoldet, og det var vel ikke ubilligt, om man søgte at læge Saarene. Lev altid vel.

C. Anker."]