Danmarks Breve

BREV TIL: Andrej Kirillovitj Razumovskij FRA: Carsten Tank Anker (1814-10-14)

53.

Endog saa sent som ud i Oktober troede C. A. at kunne udrette noget for Norge. Under 14. i nævnte Maaned skriver han til Hs. Eksc. Grev Christian Bemstorff og beder ham anbefale ham ved at sende nogle Linier til den russiske Statsraad Grev Rasoumowsky, til den østerrigske Førsteminister Fyrst Metternich og til den preussiske Rigskansler Fyrst Hardenberg', der alle 4 da var i Berlin. Han beder Grev Bemstorff sige de 3 sidstnævnte Herrer: „Qne je suis un homme à qui il ne reste d'autre but ni ambition au monde que d'etre utile à sa malheureuse patrie." [At jeg er en Mand, som ikke længer har nogetsomhelst andet jordisk Maal eller Ønske end at være sit ulykkelige Fædreland til Nytte.j

Samme Dag udfærdiger han Breve til hver af de 3 nævnte Statsmænd om den Sag, der ligger ham paa Hjertet, nemlig at formaa dem til at paavirke cleres respektive Monarker derhen, at Vaabenstilstanden mellem Norge og Sverige bliver forlænget saa længe, at Unionsakten kan erholde de allierede Magters Bifald og Graranti, inden den forelægges det norske Folks Repræsentanter. Uagtet disse 3 Breve behandler samme Sag, er de i s. 527 Formen tenimelig forskjellige. Til Hs. Eksc. Grev Rasoumowsky skriver han bl. a. saaledes:

„L'amitié et la bienveillance sont des mots vicles de sens, des expressions stériles ou des indices non trompeurs d'une disposition à rendre service. Dans des temps plus heureux, Votre Excellence m'accorda I'un et l'autre de ces véritables biens.

Souhrez que j'en réclame l'effet aujourd'hui pour ma malheureuse patrie."

Derpaa forklarer C. A. Stemningen i Norge, fremhæver Trøndernes Fædrelandssind, der holder paa Eidsvoldsgrundloven, fortæller om Opløbene i Christiania ligeoverfor Statsraad Haxthausen og General Bjørnstjerna og om nogle norske Krigsfanger, der vægrede sig for at aflægge Troskabsed til Sverige mod til Gfjengjæld at komme hjem osv. Dernæst fortsætter han]:

„Sans une garantie formelle des puissances alliées, qui puisset ôter tout doute au Norvégien à l'égard des infractions possibles et à I'avenir de l'acte de l'union, il ne consentira jamais à se faire désarmer ni à prêter serment de fidélité au Grouvernement de Suède. Il y aura des scènes sanglantes dont il est impossible de prévoir les suites.

La magnanimité de S. M. TEmpereur peut seule nous sauver des troubles intestins dont la Norvège est menacée. Ce grand pacificateur, qui par ses vertus a protégé des millions d'habitants contre les oppressions les plus cruelles, veutil étendre ses bienfaits envers un peuple obéissant, industrieux, brave et fidèle?

Ah, Votre Excellence, jetez moi à ses pieds ! Qu' Alexandre, ce premier des hommes, écoute les prières d'un individu insignificatif [sic], qui n'a d'autre but au monde que d'etre utile à sa patrie, la victime la plus innocente qui fut jamais.

C'est dans ma qualité de Norvégien que je L'implore, c'est dans ma qualité de membre du sén at que j'ose trés humblement [pro]poser à Sa Majesté Impériale de daigner faire en sorte que rarmistice soit prolongé jusqu'à ce que l'acte de l'union puisse être soumis a I'approbation et a la garantie des puissances alliées, pour être ensuite déposé entre les mains des représentants du peuple."

s. 528 Je ne puis pas disconvenir, que la démarche que j'ose me permettre dans ce moment n'est nullement en formes, mais lorsqu'on considère:

Que le peuple de Norvège dans cet intervalle n'est représenté nulle part, qu'il n'a d'interprête accrédité en aucune cour, que le gouvernement de Suède a reconnu Tautorité du sénat, jusqu'à ce que les différends soient aplanis d'une manière ou de l'autre- — j'ose réellement me flatter que pour 1'amour de l'humanité on daignera m'envisager comme l'organe compétent d'exposer [pour exposer] des simples faits ainsi qu'une demande également modeste et admissible, fondée sur ces mêmes faits.

Votre Excellence étant le seul, que j'aie I'honneur de connaître personnellement dans le ministère Russe, je suis persuadé qu'elle me pardonnera mon indiscrétion. II n'y a pas un jour à perdre, si S. M. Impériale daigne très gracieusement accorder notre demande. Sans l'entrémise de cet auguste souverain, tout est perdu pour nous.

Le desespoir portera ce peuple loyal aux plus horribles excès. On pourrait le guider vers un but plus beau, plus grand et plus analogue à son caractère national. Que ne donneraisje pour une heure d'entretien avec Votre Excellence? Si vous croyez, Mr. le comte, que je pourrais être de quelque utilité, qu'on me met à I'éprouver [mette à l'épreuve].

Tous mes efforts et toute mon influence auprès de mes concitoyens et de mes collègues sont à la disposition de S. M. Impériale; que je sois rinstrument d'un accord plus stable et par des moyens moindre violent [moins violents].

On s'[y]est mal pris avec mes compatriotes et on les taxe trop bas.

J'ai 1'honneur d'être etc.

C. Anker.

[Venskab og Velvillie er tomme Ord og golde Udtryk eller ubedragelige Kjendetegn paa et tjenstvilligt Sindelag. I lykkeligere Tider har Deres Ekscellence vist mig baade Venskab og Velvillie.

s. 529 Tillad mig at paakalde disse Følelser til Fordel for mit ulykkelige Fædreland.] — ■— — — — — — — — — — —

[Uden at man fra de allierede Magter erholder en høitidelig Garanti, der betager Nordmanden enliver Tvivl med Hensyn til mulige Overgreb og til Unionens Fremtid, vil han aldrig samtykke i at lade sig afvæbne, lieller ikke i at aflægge Ed til den svenske Regjering. Der vil finde blodige Optrin Sted, hvis Følger det er umuligt at foradse.

H. M. Keiserens Høimodighed kan alene frelse os fra de indre Uroligheder, der trner Norge. Denne store Fredsstifter, der ved sine Dyder har beskyttet Millioner Mennesker mod den grusomste Undertrykkelse, — mon han vil udstrække sine Velgjerninger til et lovlydigt, arbeidsomt, tappert og trofast Folk?

Jeg beder Deres Ekscellence kaste mig for Keiserens Fødder. Maatte Alexander, den første blandt Mænd, høre disse Bønner fra et ubetydeligt Menneske, hvis eneste Maal her i Verden er at være til Nytte for sit Fædreland, der nn er det uskyldigste Offer, som nogensinde har eksisteret.

Det er i min Egenskab af Nordmand, at jeg bønfalder ham, i min Egenskab af Regjeringsmedlem, at jeg vover allerunderdanigst at henstille til Hs. Keis. Majestæt at bevirke Vaabenstilstanden forlænget, indtil Foreningsakten kan blive forsynet med de allierede Magters Bifald og Garanti for derefter at tilstilles Folkets Repræsentanter. Jeg kan ikke fragaa, at denne Henvendelse ingenlunde stemmer med Formerne, men naar man tager i Betragtning:

At det norske Folk for Tiden ikke er repræsenteret noget Sted; at det ikke har en anerkjendt Tolk ved noget Hof, og at den svenske Regjering har erkjendt Statsraadets Myndighed, indtil Uoverensstemmelserne paa en eller anden Maade bliver udjevnede,

— da vover jeg virkelig at smigre mig med, at man af menneskekjærlige Hensyn vil betragte mig som et Redskab, der er vel skikket til at fremsætte simple Fakta og til at komme med et derpaa støttet, beskedent og antageligt Andragende.

Da Deres Ekscellence er den eneste, jeg har den Ære personlig at kjende i det russiske Ministerium, er jeg overbevist om, s. 530 at De vil tilgive mig min Dristighed. Dersom Hs. Keiserlige Majestæt allernaadigst vil bønhøre os, er der ikke en Dag at tabe. Uden deime ophøiede Suveræns Mellemkomst er alt tabt for os: Fortvivlelsen vil bringe dette loyale Folk til at begaa. de største Voldsomheder. Man bnrde heller lede det fremad mod et større og smukkere Maal, der stemmer bedre med dets Nationalkarakter.

Mine Bestræbelser og den Indflydelse, jeg maatte have hos. mine Landsmænd og Kolleger, staar til Hs. Keiserlige Majestæts Raadighed. Maatte jeg blive Midlet til at udvirke en varigere Overenskomst ved mindre voldsomme Midler.

Man har baaret sig gait ad mod mine Landsmaend, og man. værdsætter dem altfor lavt.

Jeg har den Ære osv.

C. Anker.]